Sidevisninger i alt

torsdag den 29. december 2011

Dyrevenners nytårsmenu-fælder

De fleste af os er i fuld gang med at købe ind til nytårsmenuen - så her kommer lidt resumé fra sidste udgave af Dyrevennen for os, der gerne vil handle dyrevenlig og bæredygtigt:-)

HUMMER
Mange fiskehandlere opbevarer levende hummere lagt på is og med sammensnørede kløer. Det mener Dyrenes Beskyttelse (og Tante Sød) ikke er en forsvarlig måde at behandle levende dyr på. Der mangler viden om krebsedyrs smertetærskel, men tvivlen skal komme dyrene til gode. Desuden er der ikke tvivl om, at det er stressende og dermed uacceptabelt at hummerne ligger flere dage på is med sammenbundne kløer.

Derfor: KØB FROSNE HUMMERE!

FOIS GRAS
Jeg har skrevet om det flere gange før - og selv om der er få foie gras produkter, der fremstilles en smule mere etisk - så kommer vi bare ikke udenom at foie gras er leveren fra et sygt dyr, og er et produkt af organiseret dyremishandling - det er bl.a. derfor det er forbudt at producere i de fleste europæiske lande. Men desværre ikke forbudt at forhandle. Foie gras kommer fra tvangsfodrede ænder og gæs og er en abnorm stor fedtlever, der udvikles fordi dyrene flere gange dagligt får tvunget et langt rør eller en slange ned i halsen og ofte med lufttryk får pumpet en voldsom mængde olie og majs direkte ned i mavesækken.  Dyrenes dødelighed er 10-20 gange større end almindelige ænders, de lider af diaree og kan ikke gå almindeligt, fordi den op til 10 gange forstørrede lever tvinger deres ben ud til siden. Økologisk fois gras benytter ligeledes tvangsfodring og er altså ikke spor bedre denne gang!

Derfor: UNDGÅ alt der indeholder foie gras. For pokker - selv om nogle synes det er en delikatesse, så kan man finde så meget andet, der er lige så lækkert!

ANDEBRYSTER
Hvis du vil være sikker på dit franske andebryst ikke stammer fra en foie gras-and, skal du købe berberiandebryst, som ikke bliver anvendt til foie gras produktion. Men endnu bedre er det at købe danske ænder - de lever under bedre forhold end de fleste udenlandske.

LAKS (og TORSK)
Laks er ikke bare laks - meget af den laks vi kan købe i Danmark stammer fra norske havbrug. Problemet er så at de fodres med fisk fra naturlige fiskebestande, som er truet af overfiskeri. Det er meget bedre at købe laks fra økologiske dambrug - de er fodret bæredygtigt og lever under forhold, der tager hensyn til natur og miljø. Allerbedst er det dog at købe vildlaks, som også kan fås MSC-certificeret. Det samme gælder i øvrigt for torsken - gå også her efter MSC-certificeret. Særligt i Nordsøen og Kattegat er torskebetanden gået katastrofalt tilbage på grund af overfiskeri, så dem skal man absolut holde sig fra.

Derfor: KØB MSC-CERTIFICERET eller LAKS FRA ØKODAMBRUG

Lad os sende en kærlig tanke til alle levende væsener, så både dyr og mennesker kan leve i skøn forening og få et godt nytår.

onsdag den 28. december 2011

Suppe med varme krydderier og kylling.... og nytårsforberedelser

Ahh, en simpel enkel ret gjorde godt oven på alt det overdådige. Her er igen lavet Mulligatawny - den skønneste varme suppe med masser af hele og stødte krydderier, og tilberedt på en grundfond fra en god økologisk kylling.

Den er lidt tid undervejs, men passer sig selv meget af tiden. Og imens er her blevet gjort grundigt rent, hjemmet er tilbage til sit normale udseende, og nu mangler det blot at blive fyldt op med løg-blomster - knirkende sprøde tulipaner, perlehyacinter, krokus og hvad der ellers frister hos min blomstermand. En god fornemmelse at møde det nye år på den måde, som jeg glæder mig over hvert år på denne tid.


Suppe, ristet hjemmebagt grovbrød og frisk koriander, som man selv plukker af .... ahhh ....

Her er også blevet sat dej over til at bage rugbrød i den nye fine form, og endeligt bliver her gjort de første forberedelser til at fremstille de 2 islagkager, som er mit bidrag til nytårsfesten. Ikke nemt at holde de kulhudrater fra livet!

tirsdag den 27. december 2011

Ikke et ord mere om jul!

Det har været virkeligt dejlige juledage. Virkeligt. Alt helt efter planen. Så kan man ikke ønske sig mere. Men sørme om jeg ikke har fået nok nu. Virkelig nok:-) Jeg kan dårligt holde ud at kigge på mit eget sidste indlæg om julesmåkager. Hvis der er nogen, der vil ha' en stor fyldt dåse, står her til fri afhentning! Og i dag skal bruges på at fjerne alle julespor. Mine julestjerner plejer at være halvdøde på denne tid, men det er de desværre ikke i år. Kan man godt smide blomster ud selv om de stadig er fine og friske? Hmmmm.... det må jeg tænke lidt over.


Og som sagt så har det været en dejlig, dejlig jul i år. Men jeg har hang-overs af al den julemad. Når man som jeg er (tidligere) overspiser, sætter julen gang i det gamle mønster. Alt for meget mad, der gør sløv og træt, og lavinen med at ville ha' mere ruller. Jeg har ligefrem hovedpine i dag, som om jeg har drukket for meget også - det har jeg ikke! Kroppen tror i et svagt øjeblik at den vil fyldes med mere sukker og fedt. Men gudskelov ved den bedre i år. Den ved langt om længe at grøntsager, fuldkorn og protein gør den meget bedre tilpas. Og en lang og svedig tur på motionscyklen ligefrem gør den lykkelig. Men det er en kamp i dag og lidt i morgen. Den har ikke helt glemt hvordan craving føles. Så i dag kræver det bevidsthed, fokus og viljestyrke. I dag vil motionen føles lang og hård. Men heldigvis ved både krop og sjæl at det er værd at gå efter. Belønningen venter i form af velvære og ny energi. So be it!!


Julen bragte selvfølgelig et par nye ting til køkkenet. Naturligvis. En lækker rugbrødsform fra Eva Trio - så nu skal den meget passende fyldes med fuldkorn! Og nå ja, så et lille bitte sukkertermometer, som jeg ofte har manglet, når jeg er faldet over en opskrift med sukker.... det må vente til næste år!

fredag den 23. december 2011

De sidste julesmåkager - julefreden sænker sig her

I går blev her bagt igennem! Jeg havde jo lovet at fylde kagedåser visse andre steder. Idag er de fyldte dåser afleveret med ønsket om glædelig jul. Du får et par billeder, så jeg også kan ønske alle jer meget værdsatte læsere nogle dejlige juledage med tid til traditioner, leg, god mad og afslapning.


Denne gang bagte jeg vanillekransene efter Mette Blomsterbergs opskrift. En dobbeltportion. Faktisk synes jeg mit sidste hold vanillekranse bagt efter Amo's julebog var bedre. Så ved man det:-)


En meget stor dåse blev fyldt næsten op ..... det her er jul for mig:-)


Min ene veninde ville gerne have finskbrød i sin dåse .... det fik hun selvfølgelig. De blev liiige lidt store i det, men smagen var rigtig fin. Også bagt efter opskriften på luksus finskbrød i Amo's julebog.


De her er nye på repertoiret - små kager fyldt med marcipan og mandler.Igen en dobbelt portion. Ahh, gode! Igen en sag fra Amo's julebog som jeg gir' dig her på falderebet - de er nemme, så måske du lige ku' nå sådan en pladefuld:

ca. 22 stk:

20 gram hvedemel
50 gram smuttede mandler
200 gram marcipan
1 æggehvide
50 gram flormelis
1 spsk vand

50 gram halve mandler til pynt
1 æggeblomme

Mal mandlerne til mel i blender eller minihakker,  og ælt det i marcipanen sammen med æggehvide, mel, flormelis og vand. Dejen er temmelig klistret. Kom mel på fingrene og form små kugler. Sæt på bageplade med bagepapir og pynt hver kugle med 3 halve mandler. Pensl med æggeblomme og bages ca 10 minutter ved 175 grader.

En lækker lille sag for marcipanelskere, der er mere som konfekt end kage faktisk.

Tilbage er igen at ønske jer alle GLÆDELIG JUL - vi ses efter juledagene.

20 gram h

onsdag den 21. december 2011

Det nye hækletøj lokker....

Der er taget hul på det nye uldgarn, som allerede er ved at tage form ..... til en stor fed pude. Strik i boligen er top-mode, og koster kassen, hvis man skal købe det færdigt. Jeg er vild med mønstret fra de her, så nu havner det også på min nye fede pude. Den skal have en kant i kontrastfarve - der er allerede indkøbt limegrøn, men tænker nu om jeg skal gå efter en sort i stedet - og ser for mig at den skal have en stor filtet knap i midten. Vi får se.....


I dag bages her ellers årets sidste hold småkager. Tante Sød har lovet at fylde kagedåserne hos bedsteveninden og kusinen. Så 3 slags blir' fremstillet, så de kan afleveres imorgen. Så er jeg vist også helt klar til julen.


Hov, der må da ikke være katte på bordet ...... mærkeligt, hvordan de altid havner på mine billeder, når de nu ellers er så velopdragne!!!!!!! Nu skal du kun sove 3 gange inden det er jul:-)

tirsdag den 20. december 2011

Før-jule-hygge

Julen skal tilbringes hos gode folk langt ude på landet. Og så er det nu hyggeligt selv at invitere nogle gæster, så man kan lave sig en julemiddag helt efter traditionerne. Du får ingen opskrifter idag - bare et par billeder, som måske ku' få dig til at glæde dig til din egen julemiddag.


Juleaften står den på and - så i går måtte der en flæskesteg på bordet....


Irma havde gode økologiske svinekamme på tilbud i sidste uge ......


Det er meget sjældent jeg laver den her slags mad,  så jeg har ikke den store rutine. Normalt kommer jeg blot stegen i som her, men denne gang havde jeg læst om tricket med at koge sværen i 20 minutter først. Desværre voldte sværen os mange problemer denne gang og ville næsten ikke blive sprød, så vi måtte have gang i både ekstra stegetid og grill for at få den bare nogenlunde. Er der nogen, der har erfaringer med dette? Var det mon den der koge-øvelse der endte med at give blød svær? Jeg gentager det i hvert fald ikke på den måde...


Vi fik en frisk rå rødkålssalat i stedet for kogt kål. Fintsnittet rødkål, tynde appelsinskiver, tørrede figner nede i salaten, mandelsplitter - og pyntet med friske figner. Overhældt med mine skønne tranebærbalsamico. Den var super dejlig og meget julet.... klart et hit.


Og så var den fin at se på ...


Klar til at gå ombord .... kan du gætte hvad vi fik til dessert? Den kommer imorgen med opskrift, fordi den blev lavet på en ny måde:-)


Kaffe og julegodter - der er blevet lavet en ny omgang Rocky Roads - denne gang også med pistacienødder, som den bestemt kun blir endnu bedre af. Nu skal du kun sove 5 gange inden det er jul ....

mandag den 19. december 2011

Blanke brændte mandler

I dag får du min venindes opskrift på vildt lækre brændte mandler - så er det snart jul! Der er stemning af både Tivoli, juletræsfældning, skøjtebane osv over sådan en omgang. Med jeg advarer om afhængighed - de smager bare SÅ godt, men hører jo faktisk til julens sunde slik, så det er bare med at komme igang.


Her ligger de glinsende og brandvarme - på på du ikke brænder dig, men snup endelig nogle stykker, mens de stadig er lune. Det er GUF:-)


Du gør sådan her:

500 gram mandler
250 gram sukker
1 dl vand
evt 1 tsk vanillesukker

Hæld det hele på en pande og fuldt blus på varmen. Først vil du opleve at det er en tynd vandig sukkeropløsning, men fortvivl ikke! Bare bliv ved med at koge op - men bliv endelig hos mandlerne og rør rundt konstant. Inden du ser dig om er al væske fordampet, og mandlerne begynder at se grynede og rustikke ud. Nu skruer du ned for varmen, og hvis du vil have dine mandler blanke og sprøde, så bliver du ved med virkelig at røre rundt tålmodigt. Pludselig begynder sukkeret igen at blive flydende og dække dine mandler ind i et fint sprødt lag. Det tager lidt tid, da du ikke kan speede varmen op, da dine mandler så vil brænde på. Men til sidst ender du med at have det lækreste juleslik - spred de nu blanke mandler ud på bagepapir og skil dem så meget ad som muligt, mens de er varme. Det skal gå lidt stærkt - men resten kan du knække fra hinanden, når de er kolde. Hele processen tager vel cirka 15 minutter. Hvor du altså hverken kan hænge vasketøj op eller tale i tlf samtidligt:-)


Når de er helt kolde kommer du dem i små glas, så de kan gøre det ud for julepynt i sig selv. De er også meget meget populære som værtindegave.

søndag den 18. december 2011

Se min kjole ....

Det er så løgn - at det er en kjole. Jeg ku' bare ikke hitte på en anden overskrift .... for det er jo en strikket sommerbluse, som jeg endelig i går fik lavet færdig. Selve blusen strikkede jeg for vist snart 2 år siden, men fik aldrig hæklet kanter, syet over 100 små "krystaller" på og fik købt et bindebånd til halsen! Men nu er den færdig, og jeg er rigtig glad for resultatet - så nu må det gerne blive sommer snart:-)


Hankatten Emil skulle også lige tjekke kvaliteten - blusen er en såkaldt "plus-pige" model, og den er strikket ud i et på rundpind. Supersmart at der slet ikke er syninger, og den falder bare så fint. Garnet er en lækker blanding af hør og bomuld.


Ærmerne falder lidt længere ned end man lige skulle tro, så de er ikke helt korte faktisk ..... i den fine hæklede muslinge-kant er der trukket et hørbånd så man kan regulere halsåbningen ....


Det er svært at se på billedet, men i hvert eneste af de små mønstre er der syet en klar "krystal" på, som giver det fineste spil i lyset uden at det er for meget ... bare fint og feminint ....


Jeg er også ret vild med kanten ..... og da jeg først kom i gang var det jo nemt. Så nu kommer den i skabet indtil solen skinner - men allerede om et par dage vender lyset jo tilbage, skal vi minde os selv om. Den tanke elsker jeg her i den mørke tid. Hvis du bare strikke den her bluse, så har jeg stadig opskriften og kan evt sende kopi med posten. Send mig en mail i givet fald på tantesoed@gmail.com.


I går gik turen jo til Stof & Stil, så nu er her købt rigeligt ind til flere af de populære hæklede grydelapper. De er så fine som værtindegaver pakket med et par lys og sødt bånd i cellofan.


De her nøgler tyndt uldgarn kom også med hjem - planen er at de skal bruges til en stor hæklet pude - det hører du sikkert mere om:-) I må alle ha' en dejlig adventssøndag - her er lige faldet den første smule sne.

lørdag den 17. december 2011

Besøg hos Osted Mejeri

For nogle uger siden var heldet igen med mig, da jeg vandt en ostekurv via Økologisk Landsforening. Jeg modtog et brev fra Osted Mejeri med frit valg mellem at få tilsendt præmien eller selv komme og hente den, så jeg selv kunne vælge indholdet. Jeg har længe haft lyst til at besøge det efterhånden meget kendte mejeri, men ikke fået gjort alvor af det, så var det en oplagt mulighed for at tage turen til Osted, som ligger lidt syd for Roskilde omkring Lejre.

Osted Mejeri er for mig først og fremmest kendt for deres økologiske produkter, og som I ved, så vægter det højt på min hitliste. Desuden tror jeg mange har hørt om stedet, fordi det har til huse på en nedlagt benzinstation, som for så vidt stadig står som den var - det er i sig selv en slags kuriosum. Endvidere har ejeren af Osted Ost for nylig været i nyhederne et par gange vedr. krav til smiley-ordningen.


Facaden man møder...vi var der i formiddag, og der var biler parkeret alle vegne, så alt tyder på at folk valfarter hertil for at købe ost og mejeriprodukter af god og redelig kvalitet -og andre lækkerier:-)


Der blir også arbejdet om lørdagen - her tror jeg de får frisk mælk fra bilen ....


Det her er da lidt hyggeligt, og langt fra de ostebutikker jeg ellers har i mit nærområde her på Frederiksberg.... det her var ikke gået på Gl Kongevej:-)


Fuld gang i mælkeproduktionen - de velkendte særlige plastbeholdere med den skønneste uhomogeniserede friske mælk .... jeg købte både mælk, skøn kærnemælk og fed piskefløde .... det kommer mine gæster til gode om et par dage.


Et sidste blik i produktionen ...


Jeg havde forstillet mig at al deres ost var egen fabrikation, men det er ikke tilfældet. Her er masser af oste både fra Danmark og mange fra andre lande ... og (desværre) masser som ikke er økologisk. Det var jeg nok lidt skuffet over, men måske er udvalget bare ikke stort nok til at holde en forretning kørende ....

Selv valgte jeg et stort stykke øko mellemlagret Danbo, et stykke kommenost, en stor tyk skive emmenthaler  og en pakke krydret smøreost.


Vi fik lov at tage billeder - bare de ansatte ikke skulle optræde:-)


Ahh, får man lige lyst til et glas gammeldags kærnet mælk .... og sørme om ikke også der røg et stykke kommenost med i pakken. Det er også mange år siden jeg har smagt det ....

Jeg var så heldig at have skønt selskab på turen af denne dejlige dame - det passede med at vi bagefter kørte til Stof & Stil i Roskilde og fik fyldt meget op i garn-lageret!!! Turen sluttede vi af med et spontant besøg hos venner i nærheden, så allerede her blev osten hevet frem, så de også kunne smage. Min veninde udbrød: Den her ost må da mindst være på 97%, så lækker og fuldfed som den smager"...

fredag den 16. december 2011

Sundt hverdagsbrød på rugmel og græskarkerner

Jeg trængte selv til et godt og groft brød med noget at tygge på - måske du osse gør det - og alt økologisk selvføl'lig. Koldhævet, som jeg mere og mere foretrækker.

Jeg satser på at den her uge op til juledagene primært skal bestå af sundt og fiberrigt:-) Det holder nok ikke helt, da her kommer gæster et par dage inden da......


Jeg biksede brødet sammen efter køkkenets lager:

4 dl øko kærnemælk
15 gram gær
1 tsk havsalt
1 spsk flydende honning
1 stor håndfuld øko græskarkerner
150 gram øko rugmel
150 gram øko grahamsmel
Øko hvedemel for resten - nok ca. 300-400 gram

Opløs gæren helt i den kolde kærnemælk. Tilsæt salt, honning, kerner, de to slags grove mel og rør rundt. Dernæst halvdelen af hvedemelet - og til sidst resten af melet inden dejen stadig er temmelig våd og klistret. Du rører den bare med en grydeske - den vil ikke kunne slippe fingrene. Stilles i køleskab natten over.

Næste morgen hælder du dejen ud på en bageplade med bagepapir og lader hæve yderligere et par timer ved stuetemperatur. Bages ved 220 grader i ca. 35-40 minutter - men her må du holde øje, og evt banke i bunden. Når brødet lyder hult er det perfekt.



Brødet fik en tæt krumme og med tydelig smag af rugmel og græskarkerner....


Jeg skærer det op og lægger det i fryseren med madpapir mellem skiverne - så er det supernemt lige at snuppe en enkelt skive, som hurtigt tør op. Det er også rigtig godt til at riste ...


Jo, jo Tante Sød kan godt andet end at bage sukker-ting:-). Kan I nu ha' en nydelsesfuld fredag derude.

torsdag den 15. december 2011

Flere kræmmerhuse

Nogle ku' godt li' kræmmerhusene. Men de var jo allerede foræret væk. Så jeg måtte i gang igen med et par nye sæt. Som også er lovet ud. Hvis du også kan li' dem, så er de nemme og hyggelige. Og for en gangs skyld noget, der ikke gør dig tyk her på min blog:-)


Jeg har købt materialer i Panduro, men du kan jo nemt bruge hvad du har ....dog er det godt at have et pap-kræmmerhus at sætte det hele på. Det giver god holdbarhed.


Nu er der ikke længe til jul - nyd dine dage

onsdag den 14. december 2011

Chokoladekage uden mel - men med friske blåbær

I fik aldrig opskriften på den skønne chokoladefondant - som bages helt uden mel, og derfor også kan serveres for folk, der ikke tåler gluten. Den er enkel at bage og et skønt hit for chokoladeelskere. Og så synes jeg den blev rigtig smuk med de friske blåbær og et drys af sølv. Måske kagen til nytårsaften?


Klar til at indtage - jeg bagte den om formiddagen, men måske ku' man godt bage den dagen før.


Lige kommet ud af ovnen, og så falder den bagefter en smule sammen - og det skal den! Opskriften er fra en af mine nye bøger om chokolade, som jeg før har vist frem:

200 gram letbitter chokolade
50 gram usaltet smør
2 spsk brandy
6 æg delt i blomme og hvider
75 gram sukker
1½ bakke blåbær
lidt sukker

Smør en springform på 23 cm og beklæd den med bagepapir. Smelt chokolade og smør over vandbad, tag af varmen og tilsæt brandy. Pisk æggeblommer sammen med 50 gram af sukkeret til det er tykt og hvidt. Rør blandingen sammen med chokolademassen. Pisk æggehviderne stive i en anden skål og når de er næsten stive piskes resten af sukkeret i lidt ad gangen. Fold med en stor metalske først 1/4 del af hviderne i dejen og dernæst foldes resten af hviderne i. Kom i springformen og bages i en forvarmet ovn på 160 grader i 35 minutter eller til kagen er godt hævet. Den køles af i formen.

En skefuld meget lidt pisket æggehvide (tag fra af dem du har gang i) vendes rundt i blåbærrene og de fordeles på bagepapir og drysses med sukker. Pynt evt med sølvstøv eller andet og server med letpisket fløde.



Her er 1½ bakke blåbær - de skulle vendes i lidt pisket æggehvide, og jeg gjorde den fejl at piske dem næsten stive. Det skal du IKKE gøre - bare lige piske dem en anelse, og så vende dem i sukker bagefter og lade dem tørre på bagepapir til de skal bruges.


Og nå ja - letpisket økologisk fløde kan man da næsten ikke komme udenom - velbekomme:-)

tirsdag den 13. december 2011

Lucia boller fra Claus Meyer

I søndags var jeg til Lucia i Køng Kirke med et af yndlingsbørnene, og det er et sødt og smukt syn, og dejligt med de lyse pigestemmer. Men det er jo faktisk i dag er det er Luciadag, og mange har taget den svenske tradition med at bage bløde safranboller til sig. Safran er vist verdens dyreste krydderi, og udover sin smukke orange farve har safran sin helt egen smag, som ikke kan erstattes af noget andet.

For et par dage siden kunne jeg ikke dy mig for at købe Claus Meyers' bagebog, og det skulle jeg vist ha' gjort for længst. Mine luciaboller er hans opskrift fra bogen


Jeg er faktisk rigtig godt tilfreds med resultatet - smukke og virkelig velsmagende ...


Her kan man fornemme dejens blødhed og elasticitet ...


Og så til opskriften - her er de klar til ovnen:
1 gram safran
4 dl kold mælk (jeg brugte letmælk)
50 gram gær
1 æg
ca 800 gram godt hvedemel (jeg brugte økologisk Tipo 00)
15 gram havsalt (jeg brugte dog kun 8 gram)
80 gram sukker
100 gram smeltet øko smør
1 sammenpisket æg til pensling
rosiner til pynt

Stød safran fint i en morter. Rør gæren ud i mælken, tilsæt ægget, salt, sukker, safran og smeltet smør og halvdelen af melet. Ælt resten af melet i, men hold noget tilbage - dejen skal ikke være for fast. Ælt godt i 5-6 minutter på røremaskine og længere i hånden. Den skal være blød og glat. Lad hvile tildækket i 2 timer på køkkenbordet.
Vend dejen ud på et meldrysset bord, del den i 10 stykker (næste gang vil jeg lave 13-14 stk, da jeg synes de blev for store). Form dem til figurer - snegle, S'er, bukkehorn, heltiske kors osv. Læg figurene på bagepapir og lad hæve 1 time. Pynt med rosiner og pensl med sammenpisket æg. Bages ved 200 grader i ca. 12 minutter. Mine fik nok 18 minutter. Afkøles på rist og NYDES lune med KOLDT SMØR!


Her duftede skønt af safran og nybagt hvedebrød ....


Det er da en pæn størrelse ...:-)


Lækkerhedsfaktoren er høj her synes jeg ....


Ahh, dem burde man bage andet end den ene dag om året .... de var bare så meget som forventet ..
Der var en fejl i denne gadget
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...