Sidevisninger i alt

mandag den 30. juni 2014

Agurkesalat på hybenroser

Samsø Landkøkken står bag en lang række skønne eddiker, og med små nye agurker og en flaske hybenroseeddike blir' en simpel agurkesalat ophøjet til en sand sommerdelikatesse:-)


Knasende sprøde agurker lige fra drivhuset og laber eddike .... gør altså noget andet end Lagermann's..

Salat i pretty pink - I like!

1 flaske hybenrosedddike fra Samsø Landkøkken
1 dl rørsukker
10 hele rosa peberkorn
1 tsk knust chili
2 tsk havsalt
1 lille laurbærblad
3 små agurker

Bland alle ingredienser (på nær agurkerne) i en gryde, kog det op, så sukkeret er helt opløst. Skær agurker i lidt tykke skiver, og hæld den varme lage over agurkerne. Lad trække mindst ½ time og gerne længere. Når agurkerne er spist, kan du sagtens bruge lagen til en ny omgang - kog den blot lige op igen:-)

Sprød, knasende og smagen af naturens sommer:-)

søndag den 29. juni 2014

Havens kryddersmør

Jubbiii, det holdt tørvejr i går, så vi kunne få huset malet, mens jeg havde lejet det der smarte lift-stillads. Min nabo stod her allerede kl 6!!! Så nu er hele huset malet med det hvide, skønt at komme så langt:-) Nu mangler de grå sokler, sålbænke og hele verandaen - det er ferieprojekter!

Nå, men det her indlæg handler om noget helt andet og mere overskueligt. Forleden dag, da vi skulle grille en stor, lækker bøf af økologisk inderlår fik jeg bikset det her kryddersmør sammen af urter fra haven. Det blev så lækkert. Så det ska' I selvfølgelig ha' opskiften på, og jeg har selv lavet en portion mere og smidt i fryseren. 


Kryddersmør i den ene lille skål, pesto i den anden og to lækre sprøde salater. Da vi fik vores fantastiske bøffer af grillen, glemte jeg alt om at tage billeder!

250 gram økologisk smør
1 håndfuld koriander
1 håndfuld bredbladet persille
1 nyt mildt løg
3 fed hvidløg
2 spsk sød fransk sennep
1-2 spsk æbleeddike fra Urtekram
Mortet peber fra Mill & Mortar (fantastisk lækkert peber!)
Havsalt

Fjern stilke fra krydderurterne og hak dem i minihakker sammen med løg og hvidløg - helt finthakket. De andre ingredienser kommes i en skål og tilsættes urterne - pisk nu blandingen ca 5 min, så smørret blir luftigt og lidt lysere. Form det i en rulle i bagepapir eller kom det i små fine serveringsskåle.

Klar til fryseren - det blir man glad for, når der ikke er flere friske krydderurter i haven:-)

fredag den 27. juni 2014

De havde ret:-)

De havde ret - altså dem, der sagde til mig, at når man køber et gammel hus og med have, så kan man aldrig holde fri:-) Så i den her weekend skal det lille hus males udvendigt, så her kommer ingen opskrifter eller noget!


Utroligt hjælpsom nabo højt til vejrs! Så kom to grimme paraboler ned fra mit lille hus - skønt at komme af med sådan et rædsel:-)


Her er lejet en smart lille lift som stillads, så endnu en utroligt hjælpsom nabo, kan male i sikkerhed!


I løbet af ugen fik jeg fyldt jord i de nye højbede (der skal virkelig mange poser jord i sådan nogle!) og nu er her sat spidskål, broccoli, rosenkål, rødkål, lavendler, tallerkesmækkere og en masse andet, som jeg ikke kan huske hvad er! Jeg aner ikke hvad jeg foretager mig, når jeg planter i de kasser! Det står sikkert alt, alt for tæt, hvis der nogensinde skal komme et kål ud af noget af det, men altså - man må jo gøre sine fejl det første år og lære af dem!


Det eksploderer i sandhed i de to mdr gamle højbede - det ser faktisk rigtig rigtig dejligt ud, og næste år ønsker jeg mig endnu flere højbede, ved jeg allerede nu ....


Det her er så det, jeg for et par uger siden spiste som ruccola!!!!!


Nu er her kommet tydelige knopper og jeg glæder mig vildt til den første lille blomst springer ud:-)


Og så har jeg lige hentet året og verdens smukkeste kirsebær, og når jeg ved, at de er fra et sted, hvor de helt sikkert slet ikke er sprøjtet, så er det dobbelt op på herlighed:-) Rigtig god weekend til jer alle kære læsere - hvad mon jeres weekend skal bruges til?

torsdag den 26. juni 2014

Samsø Beeing

Jamen, hjælp da - jeg har helt glemt at vise jer, det her sindssygt lækre forårshonning:-) Og jeg er endda så heldig at kende honningavlerne ret godt, og har derfor osse fået lov at ha' det på hylderne i min lille webshop, så alle i hele landet kan få lov at smage herlighederne.

I den lille by Pillemark ligger Lotte Buur og Jacob Norrings store blomstrende have, som bliver dyrket efter økologiske principper.  De seneste par år har der også boet en flok honningbier, og i år har Lotte og Jacob udvidet med flere bifamilier, bl.a. også et par stader hos unge økologisk landmænd i Alstrup.
Hjemmebagt, ristet kernerugbrød, økologisk smør toppet med lakridshonning og jordbær - så blir' det ikke bedre!
SamsøBeeing er en lille eksklusiv honningproduktion. Honningen er presset og naturligvis også u-opvarmet. "Vores nyeste stade er top beehives, som for os er nyt og eksperimenterende, og vi håber, det giver sundere og gladere bier. I år er første år vi sælger honningen, tidligere er det kun familie og venner, der har nydt godt af vores og biernes samarbejde", siger Lotte.


Ren forårshonning - det sikre og altid skønne valg:-)


Den labre med lakrids - fantastisk kombination med det "krasse" fra italiensk lakridspulver og den søde honning - lige til at blive afhængig af!


Skøn, skøn citronverbena - med friske blade i honningen. Smager helt fantastisk, hvis du er citruselsker .... man må bare sidde og sige "uhmm"....


Og lige så sommerlækker med hindbærstøv .... smager syrligt og sødt i afstemt balance... de skal bare opleves:-)


Lotte har selv designet emballagen, som jeg synes er så fin og sommerlig, og udover løse glas, kan man få fede gaverør med forskellige kombinationer. Perfekt værtindegave:-)

Produktionen er lille, så hvis du vil være sikker på at smage, skal du nok ikke vente for længe med at bestille (det er SÅ farligt for mig at have et helt lager i mit anneks!!) Senere på året kommer der sommerhonning til salg. Kig forbi Øshopping.dk og se hele udvalget og priserne.

tirsdag den 24. juni 2014

Frittata med grønne asparges

Vi har en herlig økologisk bondemand på Samsø - HC kalder vi ham:-) Og nu har han lige sat Ana Belle kartofler til salg i sin bod, og nøj hvor er de lækre. De er gule, faste og smager bare virkelig godt. Sammen med de sidste grønne asparges lavede jeg den her simple middagsret, som blev vildt lækker i al sin enkelhed:-)

PS: Du kan købe Anna Belle kartofler på Øshopping.dk


Til 2 personer
5-6 mellemstore Anne Belle kartofler
½ bundt grønne øko asparges
1 stor håndfuld grofthakket bredbladet persille
5 store landæg
½ dl fløde eller mælk
Urtesalt fra Samsø Kaffe
Friskstødt godt peber
Lidt olie

Skær kartoflerne i helt tynde skiver, vend den med lidt olie, så de alle er "dækket" og drys med en smule salt. Sæt dem i forvarmet ovn ved 200 grader i ca 15-20 min eller til de begynder at tage lidt farve. Rør forsigtigt rundt i dem undervejs. Knæk enden af asparges, skær den i halve og sæt også i ovnen i 5 min. Pisk æg med fløde/mælk, persille (eller andre urter, du kan lide) og krydderier. Bland kartofler og asparges og hæld æggemassen over i et godt smurt ildfast fad. Sæt i ovnen igen i ca 15 min til æggene har sat sig.


Server som den er, evt med godt groft rugbrød. Er også godt tilbehør til fx røget makrel - ja, og alt muligt andet. Smager også dejligt kold næste dag.

mandag den 23. juni 2014

Hør rigtig godt efter:-)

Normalt bliver der ikke brugt meget syltetøj i det her hus. Siden jeg modtog de her 4 produktprøver fra Svansø har det imidlertid ændret sig:-) Måske ikke så godt, men that's a fact!

Svansø har i samarbejde med Anne Hjernø kreeret 4 nye økologiske (dejligt!) slags syltetøj med spændende tilsmagninger. Alt lige fra balsamico, estragon, fennikel osv. Ingen af dem smager tydeligt af deres"krydderi", men smagen balancerer bare perfekt med små antydninger, må jeg sige.


Du kender nok Svansø's glas i forvejen - de her er økologiske, og det vægter jeg som bekendt meget højt, og kigger altid på hylden efter øko varer først og fremmest. Men smagen her er bare super, og det er svært at vælge en favorit. Fx er jeg normalt ikke den store fan af appelsinmarmelade, men den her smager virkelig virkelig godt med masser af vanille og et ingefærstrejf.

Faktisk havde Netto i forrige uge de her på spottilbud til 15 kr pr stk - og tænk, jeg snuppede ski 5 glas appelsin og 5 glas havtorn! Det siger ikke så lidt om min begejstring. Så nu er der til morgenmaden til sommerens feriegæster!


Nybagt langtidshævet hjemmebag og den her havtorn med æble - så simpelt og næsten hverdagslykkelig for et øjeblik:-)


Se lige, hvor smuk den her er - stærk orange og med store stykker af mild æble .... den er så fin at se på, at jeg bestemt tror, jeg skal bruge et glas til kagefyld eller pynt. Den ville gøre sig rigtig godt i en mousse eller oven på en pavlova med frisk frugt....

søndag den 22. juni 2014

Hurtige wienerbasser!

Winerbrød har jeg aldrig fået "gjort det i". Har flere gange tænkt på at ville prøve - bare for udfordringens skyld. Det er vist ikke verdens nemmeste bagværk:-)

De her er heller ikke rigtigt wienerbrød, nærmere en fusion mellem en bolle og et wienerbrød. I hvert fald en gærdej, som er rullet ud med en pæn mængde smør! De er nemme at arbejde med, og du kan have dem klar på et par timer fra start til serveringsklar. De er klart bedre end de fleste bageres standardwienerbrød, og så har du selv lavet dem! Lad der gå mormor i den!


8-10 stk. nemt wienerbrød:-)
1,5 dl øko sødmælk
25 gram øko gær
2 spsk sukker
1 tsk kardemomme
1 øko æg
100 gram blødt øko smør
ca. 400 gram øko hvedemel
Sammenpisket æg til at pensle med
Flormelis og vand til glasur


Lun mælk og sukker til håndvarmt og opløs gæren helt deri. Tilsæt æg og kardemomme og lad stå 15 min og gære. Tilsæt nu mel lidt af gangen - ikke det hele! Kun til dejen akkurat slipper siderne i skålen. Den skal være meget blød. Rør den 4-5 minutter. Drys bordet godt med mel og rul dejen ud til en rektangel. Fordel det bløde smør over hele fladen. Fold dejen 3 gange rundt om sig selv og rul den forsigtigt ud - drys med mel, så kagerullen ikke hænger fast. Fold igen dejen og rul - gør dette 3-4 gange i alt, så smørret fordeler sig. Rul ud til en rektangel igen, og skær strimler af ca 2 cm bredde. Fold strimlerne, som skulle du til at lave en knude, men ikke helt igennem og "hæft" enderne under dejen. Sæt på bagepapir (man kunne også lægge dem i en lille muffinform) og lad hæve tildækket 1 time. Pensl med æg og sæt i forvarmet ovn på 200 grader i ca 15 min eller til de er gyldne. Afkøles tilpas - så glasuren kan hænge fast, men de må meget gerne serveres lidt lune:-)


Når de er lune og helt nybagte er de sprøde og flager, når du spiser den - det er lækkert! Helt afkølede er de stadig gode - men spis dem lige inden for et par timer, synes jeg. Men jeg er også krævende i den retning!

Velbekomme

lørdag den 21. juni 2014

Mit kernerugbrød

Et gammelt indlæg med mit kernerugbrød, som jeg bager igen og igen, er jeg kommet til at slette, og da flere nu har spurgt efter hvor opskriften er blevet af, så kommer den her igen.

Jeg har opgivet det med surdej i rugbrød, og det her brød på kærnemælk og gær er så supernemt at have med at gøre, smager vildt godt og lykkes altid.


Et stort rugbrød
5 dl øko kærnemælk
2,5 dl vand
50 gram øko gær
175 gram øko hvedemel
1 dl græskarkerner
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 lille spsk havsalt
Evt lidt flydende honning
Økologisk rugmel til det passer!

Lun mælk og vand til det er håndvarmt og opløs gæren heri. Tilsæt hvedemelet og kernerne og rør godt - helst på maskine. Tilsæt nu rugmel lidt ad gangen og kør dejen på mellemste hastighed. Tilsæt salt og honning mod slutningen. Tilsæt rugmel til dejen er lind, men ikke decideret våd - det er en fornemmelse og måske blir det bedre anden gang!

Lad dejen hæve i skålen 1 time og hæld den derefter over i din rugbrødsform.  Jeg bruger altid den fantastiske bageform fra Eva Trio, som har silicone på indersiden. Den skal ikke smøres og brødet kan hældes ud af formen uden en krumme på siderne. Lad hæve i rugbrødsformen tildækket indtil brødet lige når kanten af formen. Det tar ca 1½-2 timer. Prik rugbrødet med en gaffel, pensl med vand og drys evt med flere kerner.

Sættes i kold ovn på 200 grader og bages 1 time og 15 min. Lad afkøle 15 min i formen og hældes derefter ud og afkøles på bagerist.


En sikker vinder og et brød, jeg stort set altid har i huset - det er meget sjældent, jeg køber rugbrød.


Haps, fin krumme, god smag og alt økologisk selvfølgelig ....

En højbede-ejers bekendelser!

Det nye liv som højbede-ejer er skønt. Og FARLIGT! Det eksploderer så meget i de kasser, at min veninde siger, hun tror, jeg har grønne fingre:-) God start, tænker jeg!

I kassen først til venstre kan jeg godt huske, vi såede to slags oven i hinanden. Den ene er dild, som man ikke kan få for meget af. Den anden var jeg usikker på, men besluttede at det måtte være ruccola. Så de sidste par uger har jeg næsten dagligt taget en portion af de store blade og spist som salat til min aftensmad! Forleden inviterer jeg så min have-kyndige veninde til middag, og spør om hun gider hente noget ruccola, mens jeg er ved grillen.

Hun sir' hun ikke kan finde ruccola - lettere hånligt peger jeg på den kæmpe mængde. Hvortil hun oplyser mig, at det er valmuer!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! En fin slags valmuer, der forhåbentlig blomstrer senere på sommeren!! Tænk, jeg har ædt valmueblade i flere dage - og havde opfordret flere naboer til at komme og hente noget af al min ruccola!!! HÆ, det er ret morsomt, og jeg ku' vel ha' forgiftet hele nabolaget:-) Intet er heldigvis sket og jeg har heller ikke været høj af det, som man jo blir af valmuekapsler!


Her er det berømte ruccola - sammen med dild og et hold sommerblomster:-) Håber meget, der kommer blomster i det. Det blir så fint...


Mynten drikker jeg te på hver dag, og i dag vil jeg fryse noget og tørre noget..... korianderen er blevet kæmpestor også ....og persille er klar til brug, mens basilikum tar længere tid.


Det tar' om sig, det her - på min lille havebord er alt det her kommet op nu. Spidskål, broccoli, rødkål og rosenkål. Blir fantastisk om det kan blive til noget, der kan spises. Og så flere blomster. Lupiner i hvert fald....


Og der er indkøbt et par højbede mere - de skal sættes på plads og fyldes med jord i denne weekend forhåbentlig, og alle de små spirer plantes ud ..


Mine radiser er kæmpestore ... og meget kraftige i smagen. Selvforsyning er så meningsfyldt..


Og så slutter jeg lige med at vise en sød, sød buket fra min venindes have:-) Ønsker jer alle en dejlig weekend i det fri.

torsdag den 19. juni 2014

Mandelkage med honningristede jordbær

Det er længe siden, det har blæst og rusket som det gør lige nu, og det dér dårlige vejr, de har stillet i udsigt, ku' se ud som om det blir alvor! Så trænger I måske til en kage-opskrift med sommerjordbær. Selv om den blev indtaget i solskin i sidste weekend:-)


En springform på 25 cm
1 bakke jordbær
3 spsk akacie honning flydende
1 spsk olivenolie
1 nip salt

Dej
165 gram sukker
3 store landæg
fintrevet skal fra 1 øko citron
½ spsk vanillekstrakt
1 tsk mandelessens
125 gram øko hvedemel
50 gram mandelmel
1 tsk bagepulver
125 gram smeltet og afkølet øko smør
En lille håndfuld afskallede og splittede mandler
Evt pynt, fx frysetørrede jordbær


Rør honning, olie og salt sammen. Dyp jordbærrene godt i denne blanding, og sæt dem på bagepapir og i forvarmet ovn ved 175 grader i ca 25 min eller til de begynder at falde sammen og safte. Afkøles noget.

Pisk æg og sukker lyst og luftigt, tilsæt citronskal, vanilleekstrakt, mandelessens. Bland mel, mandelmel og bagepulver og vend dette i dejen. Vend tilsidst smeltet smør i. Fyldes i godt smurt springform. De splittede mandler drysses over kagen, jordbær lægges på og den saft, der er fra bagepladen dryppes ud over dejen. Bages ved 175 grader i ca 20-25 min eller til den er gyldenbrun. Pynt med hvad du har - jeg brugte lidt glasur og frysetørrede jordbær


PS: Jeg ville gerne ha' haft man ku se jordbærrene, men de faldt ned i dejen desværre. Næste gang vil jeg bage kagen 10 min inden jeg lægger jordbær og mandelsplitter ovenpå.

Server lun med iskoldt letpisket fløde - eller lidt vanilleis. Og selvfølgelig stærkt te eller god nymalet kaffe:-)

Meningen var at jordbærrene skulle ligge ovenpå...og der ku' også sagtens ha været flere jordbær!


Lun med letpisket fløde - det kan aldrig gå galt:-)


Kagen var lige så god dagen efter - måske næsten bedre faktisk. Der fik vi den uden fløde!

mandag den 16. juni 2014

VINDER af Bagelyst

TUSIND tak for så mange dejlige kommentarer til give-away om Bagelyst af Annemette Voss. Som altid, ville jeg inderligt ønske, jeg kunne sende en bog til jer hver.

Det var et fint spørgsmål, jeg fik stillet jer - fordi det var hyggeligt at høre, om den kage, I tror I har bagt flest gange. Tak for små fine historier om traditioner og favoritter. Der er flere af de kager, I har fortalt om, som jeg slet ikke kender og får lyst til at undersøge. En kage, der hedder "den du ved nok" lyder skæg, og den har jeg underligt nok aldrig hørt om, selv om flere af jer, skriver om den.

Også tak for svar fra flere, som jeg ikke har set her før, og flere som selv har en fin blog - herligt ny inspiration fra så mange af jer.

Jeg snakker gør jeg! Og vinderen er nok den, I er mest nysgerrig efter - lodtrækningen er foregået ved at jeg på min facebook skrev: Hvem er den første, der gir' mig et tal mellem 1 og 47?" (selv om der er 50 kommentarer, er der 3 "ugyldige"). Og det blev min søde veninde, Signe, der skrev tallet 5:-) Dvs vinder er YVONNE, der har skrevet kommentar nr. 5.

Yvonne, vil du sende mig en mail med din adresse osv, så skal jeg sørge for bogen lander i din postkasse snarest muligt:-)

lørdag den 14. juni 2014

Tante Hyld:-)

Endnu en skøn sommerdag, og der er igen gået mormor i mig:-) Mere saft til gæster og til fryseren. 


Jeg havde fået lov at komme og plukke mængder af hyldeblomster dér, hvor jeg køber mine grøntkasser. De har et helt hegn af hyld rundt om deres mark, og lige her blir der ikke sprøjtet. Der gør der desværre også alt for mange steder på Samsø. 

Efter regnvejret forleden var blomsterne friske, og nu tørre og fyldt med pollen, som er en vigtig smagsgiver til saften. Jeg så tilfældigt på tv Mette Blomsterberg lave hyldeblomstsaft, og hun skyllede blomsterne inden hun brugte dem. Det er virkelig synd og skam, hvis du spør mig. Der sidder jo det meste af smagen! Så la' vær' med det - bare ryst dem og kig dem efter. 


Idag blev det til en meget stor gryde og to skåle, som nu trækker de næste 3 dage inden det sis gennem et klæde. En portion fik et par stængler kanel, en anden portion fik en stor håndfuld frisk mynte. Sådan kan man variere det. Eller komme rabarber eller jordbær i. Det kan kun gå godt!


Og se så lige denne her skønhed. Jeg har aldrig før set lyserød hyld. To kæmpe buske stod der og så fantastisk smukke ud. De dufter ikke nær så meget som de hvide, så jeg tror ikke umiddlebart de er egnede til saft. Og da fruen på gården ikke var hjemme, kunne jeg ikke spørge idag. Jeg tillod mig bare at tage et par grene, som nu står som en fin buket på havebordet. 

Nogen, der ved noget om lyserød hyld eller hvad den måtte hedde? 

fredag den 13. juni 2014

Moder Jord's gaver

Fantastisk - en hel lang vinter og et dejligt forår har jeg ventet på i dag - så forventningens glæde har været stor, og i dag kunne jeg hente årets første grøntsagskasse. For den rørende sum af 100 kr! Sået, passet og plejet af to virkeligt flittige og søde mennesker, så ikke blot er det hele usprøjtet, det er helt sikkert sprængfyldt med god energi på alle måder:-)

Jeg glæder mig så meget til at lave en lækker salat i aften - og årets første basilikumpesto! Så er sommeren og al dens sundhed for alvor skudt igang.


Her er fine små rødbeder, knasende sprøde gulerødder, bælgærter, mange tout ærter, salatløg, kartofler, en lille agurk, en pose basilikum og ikke mindst søde jordbær.

Jeg synes 100 kr er alt for billigt faktisk, men de søde folk vil ikke tage imod mere! Jeg har fået lov at bage en kage til dem istedet, så det vil jeg glæde mig til at bytte med:-)


Og som hos alle jer andre er her fuld gang i fremstilling af rabarber- og hyldeblomstsaft. Det blir man meget glad for en kold efterårsdag. Jeg har lavet både råsaft og kogt saft på rabarber i år.

Jeg kan varmt anbefale at fryse ned i de her firkantede plastflasker med et stort hul. De er nemme og pladsbesparende at lægge i fryseren og går snildt i opvaskemaskinen. Jeg har købt næsten 300 stk til fordeling til det halve af Samsø, så derfor har jeg handlet engros - man skal købe mindst 144 stk i en kasse, og det er måske lidt meget for de fleste:-) Men ellers kan du købe hos Mosteriet i Lille Skensved. De fleste plastflasker er nemlig runde, men de her er meget mere praktiske.

Rigtig god weekend til jer alle fra den lille grøntsags-ø:-)

torsdag den 12. juni 2014

Mere kalk til interiøret:-)

Først og fremmest TUSIND tak for en masse skønne kommentarer til GIVE-AWAY af bogen Bagelyst. Hvor er det hyggeligt at høre om jeres favorit-bagværk:-) I kan stadig være med - det er først på søndag, jeg trækker lod:-)


Og se så lige hvor fint mit gamle tjenerbord er blevet med kalkmaling og voks i varm chokoladebrun farve. Det er så nemt at arbejde med og får en lækker silkeblød overflade ... jeg er pænt fan af kalkmaling:-)


Sådan så det ud før og jeg har længe haft en make-over i tankerne -  havde først tænkt sort højglans, men er glad for jeg ventede til jeg fandt det helt rigtige ...


Det skal være skidt, før det blir godt.....


Bordet har fået nyt liv og en ny plads .... mangler stadig lige at finde det rigtige at sætte på det. Elskeeeer bare følelsen af at gøre projekter færdige! Se også mit tidligere indlæg om kalkmaling
Der var en fejl i denne gadget
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...