Sidevisninger i alt

mandag den 28. marts 2016

Påsken på øen

NU er det i sandhed forår og tiden går hurtigt med udeliv, klargøre haven til den nye sæson, male færdigt i gæsteannekset og købe møbler dertil osv. Og i påsken har her været fuldt program med dejligt besøg fra Sjælland og naboer til påskemiddag og det blev ærligt talt pænt festligt! Jeg drikker efterhånden meget meget lidt, meeen den ene aften kom der lidt rigeligt bobler og god rødvin indenbords! Men sjovt var det:-)

Så i dag får du bare en lille sen påskehilsen, et livstegn og et par billeder - bare for at fortælle her bestemt er liv!


Til den ene middag skulle den her skidpaddecheesekage afprøves - opskriften florerer mange steder på de sociale medier og jeg synes jo altid det er sjovest at lave nye ting. Lækker er den bestemt med en browniebund med hasselnødder og så ellers rigelige mængder karamel og chokolade! Så ja, temmelig tung og rækker til mange, men nok ikke en jeg vil lave igen. Opskriften er fra Bo Bedre, hvis du også lige vil prøve den ...


Til forretten fik vi årets første stenbiderrogn og nybagte blinis - da jeg fortalte min ene nabo i telefonen at det var fint, hvis han tog champagne med fordi vi skulle have stenbiderrogn og blinis - ja, så hørte han det som stenbiderrogn og penis!!!! Så var festen lige som igang ....


Et fint kartoffeltårn blev også godt tilbehør til kalveculotten og masser af friske grøntager i en salat...opskriften finder du på min egen side HER. Denne her er bare et større version


Sørme om ikke min ene sjove nabo havde forfattet et par vers i dagens anledning - begået så den kan synges i kanon! Nå, men på torsdag begynder jeg forresten også at gå til kor sammen med hende, så det er med at få sig øvet...


Den fineste regnbue over mit hus viste sig den ene dag - det har jeg ikke observeret før, mens jeg har boet i huset


Den gamle missemor kan bestemt også mærke de lunere dage med blå himmel og hun er nu igen meget mere udenfor end hele vinteren .... hun er over 16 år, så det er vel ok at tage det roligt i kulden..


Her hækles stadig klude til velgørenhed og disse er nu sendt til en køber, som støtter projektet og skåner miljøet for udledning af mikroplast ...


Og endnu en bestilling blev afhentet i påsken ....


Den her type aftenhimler er kommet tilbage - denne for nogle dage siden, da jeg kørte til nordøen i skumringen ....så er jeg hverdagslykkelig.


I går hjalp jeg en veninde med en påskefødselsdagskage til hendes 6 årige barnebarn ... så der skulle selvfølgelig 6 påskeæg på siden. Den bliver indtaget her i dag på 2. påskedag og så er den påske også godt og dejligt brugt.

søndag den 13. marts 2016

Pære Belle Helene kage

Det er søndag og jeg havde sådan nærmest bageabstinenser, så igen igen måtte de nærmeste naboer hidkaldes til en kop eftermiddags-kagehygge:-)

Denne her smækre sag er både egnet som "kage til kaffen", men vil være lige så fin som afslutning på en god gæstemiddag. Du bestemmer:-) Økologiske pærer i en kagebund, ovenpå et tykt lag marengs drysset med mandler og en chokoladesauce som topping. Det er tæt på den populære dessert Pære Belle Helene. Servér med letpisket øko fløde - og vanilleis, hvis du vil så tæt på den oprindelige dessert som muligt:-) Du bestemmer!


10-12 stykker pærekage
Dejen
5 landlæg fra Samsø - delt i hvider og blommer
150 gram blødt øko smør
125 gram sukker
1 nip salt
Korn fra 1 vanillestang
1½ dl øko sødmælk
1 tsk bagepulver fra Urtekram
200 gram øko hvedemel
3 store øko pærer - fjern kernehuset og skær i tern, gerne med skrællen på

Pisk smør, sukker og vanille lyst og luftigt. Tilsæt æggeblommer lidt ad gangen og pisk godt. Bland mel med bagepulver og sigt det i dejen skiftevis med mælk - vend det hele forsigtigt til det lige er samlet. Vend pærer i. En form på ca 20 x 30 cm fores med bagepapir og dejen fyldes heri. Bages 20 min i en 200 gr varm ovn. Tages ud og afkøles 5 min.

Marengs
5 æggehvider
1 nip salt
1 tsk citronsaft
200 gram sukker
50 gram mandelflager
Mens kagen bager første gang pisker du æggehviderne næsten stive sammen med saltet og derefter tilsættes sukker lidt ad gangen. Pisk marengsen til den er tyk og stiv og til sidst kommes citronsaft i. Fordel marengsen over kagen og drys med mandelflager. Bages yderligere 20 min til marengsen er gylden. Afkøles helt.

Chokoladesauce
50 gram mørk chokolade
3/4 dl øko fløde
1 spsk usødet kakao

Smelt dette sammen og lad afkøle helt. Dryp saucen over den afkølede kage og server med fløde eller is.

Kagen klar til ovnen - jeg synes, den skal bages samme dag, som den skal serveres og den er ikke fryseegnet. Hvis der er noget tilbage, så gir du det bare til naboerne:-)


Haps, dejlig søndagskage...mine pærer var ikke helt modne, og det gav et fint lille bid til kagen...

lørdag den 5. marts 2016

Flere klude til Donation25

Godt nok lidt trist weekendvejr - men ok, det passer faktisk fint nok. Så skal gæsteannekset males færdigt forhåbentligt:-)

Og ellers kan man jo altid hygge sig med at hækle flere bæredygtige køkkenklude til Donation25. ALT salg doneres til velgørende organisationer.


Her er de sidste nye jeg har hæklet lidt god karma ind i :-) De fleste af disse er stadig til salg, så sig til, hvis du gerne vil købe lidt. De koster 30 kr pr stk.


Her en stak i solgul, forårsgul eller påskegul - kald det, hvad du har brug for. De blev solgt på et splitsekund, så dem kan du desvære ikke købe i denne omgang.

RIGTIG GOD WEEKEND - hvad mon du har af planer?

fredag den 4. marts 2016

Appelsinfromage m/havtorn og mandelkrokant

Naboerne var inviteret til et stort fad "sorte gryde" forleden aften, og en lille dessert skulle der også til jo:-)

Den her kombination faldt heldigt ud, så du får lige et enkelt foto og lidt inspiration - ikke en rigtig opskrift, men bare sådan lidt "runde tal".-)


Lav en appelsinfromage - jeg brugte den her opskrift. Når fromagen har sat sig, kommer du et par skefulde i et passende glas. Lav en mandelkrokan - blot smelt tilpas med sukker til det er gyldent og kom mandler i. Hæld over på et bagepapir, lad hele køle helt af og hak det groft. Et par håndfulde havtorn (kan købes frosne i fx SuperBrugsen) drysses med sukker og råsylter på køkkenbordet et par timer. Kom en god skefuld oven på fromagen, pisk tilpas med økologisk fløde og top glasset med dette samt drys med det hakkede mandelkrokant.

Havtorn og appelsin var perfekt sammen og bid fra mandlerne fuldendte sammensætningen. Måske en dessert til din weekend? Jeg ønsker dig i hvert fald en dejlig weekend - solen skinner på den lille ø lige nu, selv om de havde snakket om regn og kulde:-)
Der var en fejl i denne gadget
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...