Så blev det mandag og den dag på ugen, hvor man i hvert fald aftaler med sig selv, at man ikke skal ha' kage! Det behøver du heller ikke, men du får lige opskriften på en nem kirsebærmazarintærte, som kom til verden i weekenden, og som faldt virkelig heldigt ud.
Og selvfølgelig kan du nemt komme alle mulige andre bær i den. Brombær ville også være fortrinligt:-) Men lige nu er det højsæson for kirsebær, og så er det dét, vi bruger løs af.
Kirsebærtærte til 6-8 pers
Dej
150 gram øko hvedemel, gerne kagemel
50 gram flormelis
75 gram koldt øko smør i små tern
1-2 spsk koldt vand
1 nip salt
Fyld
100 gram øko smør
100 gram sukker
100 gram mandelmel
25 gram øko hvedemel
2 gode store æg
1 tsk mandelessens
40 gram mandelflager
1½ dl kirsebærmarmelade - jeg tog 1 bakke kirsebær og udstenede og kogte ca 8 min, tilsatte tilpas med rørsukker og meget vanille og jævnede med lidt kartoffelmel. Men selvfølgelig kan du købe et glas færdigt syltetøj.
Flormelis og lidt kogende vand til glasur
Til dejen smuldres smørret ind i melet til det er en grynet masse, derefter tilsættes resten af ingredienserne. Hviler i køleskab 30 min mindst. Rul dejen ud på meldrysset bord, læg den i en smurt tærteform. Kom bagepapir og bagesten (eller bønner/ris og lign) oven på og bag 12 min i forvarmet ovn ved 180 grader. Fjern bagepapir og bagesten og bag yderligere 5 min.
Til fyldet smeltes smør og sukker, afkøles lidt. Rør resten af ingredienserne i på nær mandelflagerne. Kom kirsebærsyltetøjet på den bagte bund og hæld fyldet ovenpå. Bages nu ca 25 min mere. Lad afkøle til næsten kold. Lav en glasur og pynt kagen med.
Til to søde mennesker, hvis de ikke var det i forvejen...
Jeg ønsker dig en dejlig ny uge, hvor vi atter håber på sol og varme, men næsten har opgivet tanken!
Print denne artikel
Hvilken str er tærteformen?
SvarSletUhhh, godt spg Helle. Men jeg har tre fade og det er det mellemste, så jeg tror det må være 24 cm. Kan desværre ikke måle lige her, hvor jeg er. Mørdejen skal i hvert rulles temmelig tyndt ud, det er ikke til en stor form. Håber det kan bruges :-)
SvarSlet