Sidevisninger i alt

søndag den 31. oktober 2010

Tanten er ved at sætte sig ind i GMO......

Da jeg skrev mit sidste indlæg, besluttede jeg at det næste skulle handle om GMO - og det er derfor jeg først får skrevet nu - håber så bare ikke mine få faste læsere allerede har fundet andre græsgange, fordi her har været helt dødt:-)

Jeg har såmænd bare holdt læsepause - det er godt nok sin sag at forsøge at forstå hvad hele debatten om GMO drejer sig om. Men da folketinget skal behandle et lovforslag her i efteråret, er det bare virkeligt vigtigt, at vi alle opsøger noget viden, og tager bevidst stilling til begrebet, der lurer lige rundt om hjørnet.

Måske jeg skulle starte med at slå fast, at GMO betyder genmodificerede organismer. Man taler også om gm-afgrøder, dvs. afgrøder som er gensplejsede. Kort fortalt går det ud på at krydse gener på en måde, som ikke kan forekomme i naturen.  

Heldigvis ønsker over 60% af de danske forbrugere ikke at spise gensplejset mad og de ønsker heller ikke at der dyrkes GMO i Danmark. Så langt så godt - det er jo faktisk rigtig godt. 

Dog tror jeg, det er et STORT problem, at mange andre end mig ikke har tilstrækkelig viden om problematikken - vi aner dybest set ikke hvad det vil sige hverken nu og her og slet ikke hvad det betyder på længere sigt - og vi aner heller ikke hvordan vi skal undgå det, selv om vi gerne vil. Virkeligheden er, at mange allerede inddirekte får gensplejsede fødevarer, idet de danske svin og køer spiser genmodificeret foder, og der er ikke nogen, der kender effekterne på langt sigt om hvad det betyder for vores sundhed og livskraft. Det er allerede et voksende problem at flere og flere drengebørn fødes med misdannede testikler, og for mig er det nærliggende at forbinde det med den omgang Keminova vi udsættes for og udsætter os selv for  - i sidste ende kan den slags manipulation måske ligefrem udrydde os mennesker!

I USA og visse andre lande er der allerede masser af gm-afgrøder, bl.a. majs og soja (som bliver brugt til dyrefoder fx). I EU er det endnu ikke tilladt at bruge gensplejsning i den åbne natur - men da verden desværre ofte handler om penge, penge og atter penge er der masser af danske landmænd, der står på tæerne for at kunne anvende gensplejsning for at øge deres udbytte.

Et af de helt store problemer er, at pollen fra gm-marker spreder sig til de omkringliggende marker, og hvis de er økologiske, ødelægges de og kan ikke godkendes som økologi. På grund af vi har så små afstande i vores lille land, vil det i sidste ende kunne betyde, at det ikke er muligt at dyrke økologiske afgrøder, da de ikke kan undgå smitte med gm-pollen. Det er da bare for skræmmende at tænke på!

Jeg går bestemt ind for at vi skal forske og nyde godt af teknologiske fremskidt i denne verden, hvis resultaterne kommer det samlede univers til gode. Jeg tror, at GMO i lukkede og kontrollerede systemer er et godt fremskridt, fx til fremstilling af medicin. Men at lukke det ud i den åbne natur er i mine øjne så sørgeligt, og det værste er, at det jo ikke kan gøres om igen. Når først skaden er sket, kan vi ikke komme tilbage til den oprindelige natur. Og jeg tror dybt i mit hjerte, at naturen og den måde vi er skabt på er det fineste, der findes, og at vi skal respektere naturens originalitet, og dens komplekse sammensætning. Det er helt uforudsigeligt, hvad der sker, hvis vi gensplejser både dyr og mennesker for den sags skyld. Vi kender slet ikke de følger det kan få, når vi bytter rundt på livets byggesten, og vi kender endnu mindre konsekvenserne for miljøet og for vores egen sundhed og overlevelse.

Jeg tænker nogle gange over hvordan det kan være, der er så mange i dag, der ikke kan få børn? Jeg bliver alvorligt bange ved tanken om at naturen sikkert hjælper os til ikke at kunne reproducere os selv, fordi alt for mange ikke er livskraftige nok til at videreføre arten på grund af vi bliver fyldt med forurening både udefra og indefra....

Den bedste måde må indtil videre være at støtte forsigtighedsprincippet indtil vi ved noget mere om langtidsudsigterne - og den bedste måde at undgå gm-fødevarer er at vælge økologisk - og måske allervigtigst at stemme på de politikere, der ikke tillader at der dyrkes gm-afgrøder i EU. Venstres fødevareminister har fx udtalt at han er positiv overfor brugen af GMO.

Hvad tænker du om GMO? Har du sat dig ind i debatten eller betyder det ikke noget for dig? Er det med i dine overvejelser, når du sætter dit kryds i stemmeboksen og i det daglige, når du køber ind?

Jeg tror desværre at alt for mange af uvidenhed vil komme til at købe gensplejset mad - og hvis du køber kød fra konventionelle bedrifter, så gør du det sandsynligvis allerede. Og det er også møgbesværligt at komme helt uden om, fx gør jeg det også selv en gang imellem, når jeg køber take-away eller spiser andre steder end hjemme, og ikke har indflydelse på råvarerne. Når jeg selv køber ind synes jeg valget er ret let - alternativet er for klamt, hvis du spørger mig:-)
Der er masser af information at søge om GMO, hvis du vil høre mere - også her på bloggen en anden dejlig dag.

Velbekomme og god ny uge til alle Print denne artikel

2 kommentarer:

  1. Hej Tante

    Det er altid nyttigt at blive klogere, især på kontroversielle emner. Du skriver ikke, hvilke kilder du har støttet dig til i din videre læsning, men i tilfælde af at du skulle have lyst til at læse nogle af argumenterne FOR genmodificering, har jeg et par forslag her.

    Hvis du har mod på en teknisk fremstilling, kan jeg anbefale academicsreview.org, som tager fat på en række myter om GMO med udgangspunkt i Jeffrey Smith's bog Genetic Roulette.

    Hvis det i stedet skal være i et blog-format, kan man med fordel besøge biofortified.org.

    Min egen konklusion er, at alle de gængse argumenter mod GMO ved nærmere eftersyn viser sig at være enten misforståede, voldsomt overdrevne eller at handle om forretningsmodeller og lovgivning i stedet for selve teknologien.

    Mvh Rasmus (pro-GMO)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er lidt sent jeg kommer på banen, men jeg kan kun tilslutte mig Rasmus kommentar. Da du ikke rigtigt kommer ind på hvilke rapporter du har læst er det vanskeligt at komme med en konkret modargumentation, men umiddelbart minder dine argumenter som noget man kan læse på uvidenskabelige sider som f.eks. gmwatch. langt de fleste argumenter kan direkte tilbagevises videnskabeligt og resten af dem er problemer som er relateret til moderne landbrug, ikke til gmo. Det virker dog ikke til at du lægger så meget op til debat, så jeg tror jeg vil lade den ligge her. Men hvis du er klar på at udfordre dit verdenssyn kan jeg anbefale gmoanswers som er drevet af uvildige videnskabs mænd såvel som forskeren og youtube bloggeren Myles Power :)

      Mvh Jakob

      Slet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Der var en fejl i denne gadget
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...