Sidevisninger i alt

lørdag den 22. februar 2014

Sesam-hjul til din søndag morgen

Sesam-brødene fra sidste søndag skal du lige nå at ha' inden det blir søndag igen! Du kan snildt smække dejen sammen sent i aften:-) De opstod på "fri hånd", men blev rigtig lækre og fine at se på, synes jeg faktisk.


5 dl koldt mælk
25 gram øko gær
2 spsk flydende honning
2 tsk salt
2 dl øko fuldkornsmel
alm øko hvedemel for resten - jeg vejer aldrig - trikket er at mærke efter!
1 dl solbærsaft + 1 dl vand blandes
masser af øko uskallede sesamfrø

Opløs gæren i mælken, tilsæt fuldkornsmelet og ælt, gerne på maskine. Tilsæt så honning (eller rørsukker) og salt, og derefter hvedemelet lidt ad gangen. Ælt i ca 10 min indtil dejen er blød og elastisk. Den er stadig en anelse fugtig, men du skal også kunne forme brød til sidst, så den skal ikke klistre vildt!

Lad dejen hæve tildækket til den har dobbelt størrelse. Slå dejen ned og tag passende stykker af - som til en alm bolle. Tril en lang, tynd "pølse", fold den dobbelt og rul den om sig selv og sæt enderne sammen.

Hæld solbærsaft og vand i en skål og dyb brødene i dette og derefter over i en skål med masser af sesam og vend dem i dette på begge sider. Sæt på bageplade og lad efterhæve ca. 30 min. Istedet for solbærsaft, kan du selvfølgelig vælge at pensle med mælk eller pisket æg - men sesam hænger ikke fast på samme måde.

Bages i forvarmet ovn på 200 grader til de er godt gyldne.


Smager selvfølgelig skønt helt nybagte, men er lige så fine ristede dagen derpå. Passer både til morgenbordet, til varme retter eller bare til te og hygge:-)

søndag den 16. februar 2014

Sådan en dejlig weekend med lys og fuldmåne....

Lykkeligt træt efter en genopbyggende weekend med min gamle meditationsgruppe - det var allerede 5. gang på godt et år de tog turen fra Kbh til Samsø, de er heldigvis blevet lige så vilde med at være her som jeg selv er. Fire kvinder en weekend i nærvær, nysgerrighed og nu nul-stillet på den allerbedste måde:-)


Sesam-brødene du så i min lyserøde Kitchen Aid i sidste indlæg, kom til at se sådan ud. På lokalt økologisk fuldkorn og overdynget med nøddeagtige sesam - dem får du opskriften på inden alt for længe. De var værd at gøre efter nemlig:-) Morgenbord dækket med friskpresset rødbede-ingefær-limejuice, store blødkogte æg fra glade høns og den gode Samsø ost - så var vi klar til at indtage weekenden!

Eksperimentet med sommerens solbær i en høj bastogne-bund med vanillemousse - den ser ærligt talt lidt drabelig ud lige der, men hold nu op, hvor de der solbær bragte sommeren tilbage.


Lyset brød fantastisk smukt igennem på turen i Møgelskår - lad os opfatte det symbolsk!


Men jeg snuppede en morfar, gik veninderne i køkkenet og frembragte i pludrende fællesskab en rådyrbov og et grøntsagsfad. Hvor er det bare trygt og ren forkælelse, når der er nogen, der laver mad til én i ens eget køkken, når man ellers altid selv gør det! Vi drikker mest vand, når vi mediterer bagefter!


Waldorf havde de sørme også fremtryllet...hov, skuer man et rødvinsglas??? Fy, fy.....


Emil er en fast del af meditationsgruppen - han er fuldstændig salig og spinder højt i al tiden ... vi andre snupper tæpper, notespapir og deler nye indsigter ...


En strandtur i mere klart lys og frisk blæst rundede dagen af .....næste "omgang" er heldigvis allerede aftalt, og så står der maj og udendørs meditation på kalenderen:-) Kan kun anbefale dig sådan en gruppe kvinder, der kun vil hinanden det allerbedste.

Nat nat derude ....

fredag den 14. februar 2014

Små trivielle forberedelser....

Du mærker ikke meget til det. Men her er altså stadig masser af liv:-) Travlt med at leve livet. Og med til det bedste hører, når mine gamle meditationsveninder kommer til Samsø en hel weekend. Det er allerede 5. gang de kommer hertil på bare godt 1 år - det er jeg temmelig glad i låget over!


En pose af sommerens solmodne usprøjtede solbær er fundet frem i anledningen, og sammen med nogle deciliter af den helt fantastiske Samsø Solbærsaft skal de udgøre toppingen på kagen til fredag aften. Altså lige her om lidt... kan næsten ikke vente.. altså på gæsterne!


De (altså solbærrene - ikke gæsterne!) skal oven på den her vanillemoussekage, som er et eksperiment! Med en slags cheesekagebund op af siderne også - mon det nu går godt? Jeg regner med der kommer en opskrift, hvis den ikke falder helt fra hinanden ....


Her er lige hevet friskbagt kernerugbrød ud af ovnen ...


Og min lyserøde køkkenhjælper står lige nu og ælter dejen til brødene til ostebordet. Færgen er først i land kl 20.50 og så skal jeg hente dem og vi skal herhjem. Til berigende nærvær, fortrolige samtaler, update siden sidst, helt sikkert masser af grin, latter og lys - og måske et par tårer. Det er så healende...

Jeg håber, vi skal gå tur her på min strand midt mellem himmel og hav. De har lovet regn hele weekenden, men nok ikke på Samsø, hvis jeg kender min lille ø ret:-) Her er klimaet mildt for det meste. I hvert fald hvis man kigger i den retning, hvor det milde er...

Lys og kærlighed idag på Valentines Day og alle andre dage ønsker jeg for dig:-)

søndag den 9. februar 2014

Et tiltrængt bypust:-)

Det virker hver gang - når jeg er helt tæt på at få ø-kuller og ikke ved, hvad der er op og ned på det her sted, så hjælper en tur til mit gamle hood og gode gamle venner bare så meget:-) Så det her er mest ment som livstegn, fordi jeg har været fraværende nogle dage.

Jeg skulle lige se at komme til min gamle læge i Kbh., som jeg heldigvis ikke har haft brug for i over et år. Det årlige tjek med blodprøver, vitamintest osv skal altså passes:-) Så det udgjorde "undskyldningen" for at komme afsted, selv om jeg næsten ikke synes, jeg havde tid.


Gamle venner er bare så dejligt - masser af nærvær, kærlig lytten, udveksling af tanker og update på det hele. Så fyldt op af omsorg og kærlig samtale (og med lægebesøget godt overstået) futtede jeg til mit gamle hood på Frederiksberg. En spontan tid hos min mangeårige thai-massør - ahh, sådan 1½ time i selskab med den her søde dame, og man svæver videre i byen. Jeg kan varmt anbefale hende her, hvis du er i nærheden af Godthåbsvej.

På væggen ofres frugt, blomster, brød, levende lys og røgelse:-)


Lykkebringende elefanter på væggen. smukt redt op og varme i underlaget .... ahhh...


Inden afgang flere søde gamle veninder - mødtes med dem hos Lucky Sushi på Hundige Strandvej - super lækker susbi og sticks, som vi delte i al venskabelighed...


Flere lækkerier - uhm med lune, sprøde rejer i midten:-)


Vi snakkede så meget, at jeg glemte at kigge på uret, og næsten kom for sent afsted til at nå dagens sidste færge! Øv, ikke sjovt at køre så stresset afsted - men venskaber varmer så meget, så nu er jeg klar igen til lidt ø-kultur, som godt kan kræve sin kvinde indimellem!

tirsdag den 4. februar 2014

Hvordan er stemningen for at komme til Samsø?

Kære alle søde læsere

Et lynindlæg med en tanke, jeg har haft længe....... jeg vil jo SÅ gerne vise mit lille ø-paradis lidt frem, så jeg har længe puslet med tanken om at stable et Læser-blogtræf på Samsø sammen.

Jeg forestiller mig noget med at ankomme fredag aften (både fra Jylland og Sjælland), starte på byens hotel med en lille aftenanretning og så lørdag rundt på øen til diverse producenter og et par gode spisesteder - og måske en opvisning på vores Falkecenter, som er så imponerende. Eller hvad som helst andet smukt herovre - her er så mange muligheder for oplevelser og smuk natur.

Min strand 5 min fra mit hus for et par dage siden - jeg ELSKER at bo her!
Hvad sir' I? Ville I være interesserede i at jeg kom op med et forslag til sådan en weekend i starten af maj måned fx? Eller er Samsø bare for langt ude? LOL

Håber på lidt feedback fra jer - gider jo ikke bruge tid på noget, som I synes er dømt helt ude!

Mandelsnitter

I den forgangne weekend blev der sørme igen prioriteret tid til bagning til gæster - det er jo bare min afslapningsterapi at få bagt et eller andet! Jeg sku' nok overveje et strikketøj lidt oftere!

Men her får du lige en reminder på en god gammel klassiker - skønne tætte mazarinagtige bunde med masser af mandler. Mandler både i dejen og i fyldet! Mandler er jo sunde, remember:-) Sukker og smør taler vi så ikke om:-)


Ca. 20 stykker mandelsnitter (Amo bagebog nr 2)
300 gram øko hvedemel
150 gram koldt øko smør
75 gram finthakkede hasselnødder
1 stort æg
100 gram sukker
2 tsk vanillesukker
Fyld:
5 spsk honning - fx vildthonning fra Urtekram
100 gram øko smør
125 gram sukker
200 gram mandelflager
Lidt mørk chokolade

Hak det kolde smør i melet og tilsæt resten af ingredienserne og saml hurtigt en en jævn dej. Lad hvile i køleskab 1 time. Drys mel på bordet, rul dejen ud til en rektangel, ca 32 x 38 cm. Læg dejen på en bageplade eller i en passende form. Smelt honning, smør, sukker, mandelflager sammen i en lille gryde. Lad det køle af i 5 min og fordel på mørdejen. Bages ca 2+ min i 200 grader forvarmet ovn. Afkøl helt. Skær kagen i 12 firkanter og del dem derefter i trekanter. Dyp den ene side i smeltet chokolade.


Der er ikke så meget mere at sige - de holder!

PS: Det går igen godt med at faste - havde fastedag i går og selv aftenen kom jeg igennem uden nævneværdige afsavn eller sultfornemmelse. Og 5:2 kuren fik virkelig fine "anbefalinger" i tv udsendelse "En kur der dur" forleden aften . Der er bare så mange åbenlyse sundhedsgevinster at hente og stille og stabilt vægttab dertil. Så jeg tror faktisk, at det blir en måde jeg fortsætter. Især fordi jeg kan gøre det helt uden at opleve stress eller afsavn omkring det. På den mindfulle måde. Alt er godt!

søndag den 2. februar 2014

Fasan i druevinsauce

Som I måske har bemærket er her væsentlig mere vildt på menuen efter jeg er flyttet til Samsø. Her kan man bare nemmere få fat på det, og endda til særdeles rimelige priser. Fx koster en fasan typisk 10 kr! Og fasan blir ikke tørt, hvis det behandles nænsomt. Hvis du bor i byen og ikke kan få fat på fasan, så brug bare gode kyllingebryster.

Så i dag får du opskriften på en ret, der sagtens kan bruges til gæster. Igen hurtig og ukompliceret mad, som smager af råvaren!


Fasan til 2 personer - (inspireret af Vildt kogebogen af Trine Krebs)
3-4 fasanbryster
1 spsk øko smør
1 dl hvid portvin
2 dl vildtfond
2 dl øko fløde
300 gram grønne druer - udstenet og halvveret
Brændenældesalt fra Samsø Kaffe
Friskkværnet peber
Æblegastrik fra Samsø Landkøkken - helt uundværlig ingrediens:-)

Brun fasanbrysterne godt i smørret på begge sider og krydr med salt og peber. Tilsæt portvin og lad koge næsten væk. Tilsæt fløde og fond og lad retten simre 10 min. Herefter kommes druerne i og simrer med i 3-4 min.

Servér fx med gode kogte kartofler og som her en sprød simpelt salat på gulerod skåret med kartoffelskræller, dryppet med god rapsolie med citron og drysset med skøn nøddesalt. Til sidst toppet med hakkede salte mandler.


Velbekomme - enjoy your meal:-)

lørdag den 1. februar 2014

Lynhurtige durum-kerneboller - koldhævede

1-2-3 vupti - så har du de her boller! Brug 7 min inden du går i seng på at smække dejen sammen, sæt i køleskab, og mens du går i bad i morgen tidligt, dækker bord og varmer ovnen, er de klar. Så det passer lige til din søndag morgen - og hvem vil ikke gerne starte dagen med knasende sprøde, lune boller?

Portionen er lille - til 6 stk. Hvis din familie er stor, fordobler du jo bare. Jo mere bagerutine jeg får, jo mindre har jeg lyst til brød fra fryseren. Det er bare klart bedst med helt nybagt! Bum!


6 stk koldhævede durum-kerneboller til din søndag morgen:-)
175 gram øko durummel fra fx Aurion
125 gram Samsø hvedemel
2½ dl koldt vand
15 gram øko gær
1 spsk rapsolie
½ tsk salt
½ dl solsikkekerner
½ dl græskarkerner

Rør gæren ud i vandet, tilsæt olie og kerner. Herefter røres durummelet i og nu tilsættes saltet. Til sidst røres hvedemelet i. Dejen skal være meget våd og klistret. Dæk med film og sæt i køleskabet natten over. Den kan snildt holde sig 2-3 dage. Når du vil bage, sætter du boller af på bagepapir og lar dem hæve ca 1 time på køkkenbordet. Varm ovnen op til 250 gr, og skru ned til 220 grader, når du sætter bollerne ind i ovnen. Dryp lidt olie på bollerne og drys evt med sesam eller andre frø. Bages ca. 18 min eller til de er godt gyldne og sprøde.

Find din bedste økologiske ost og smør frem - kog et blødkogt æg fra en fri høne og nyd din søndag!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...