Sidevisninger i alt

lørdag den 8. december 2012

Havregryns grydebrød

Nu hvor jeg bor på en ø, er det blevet endnu mere vigtigt for mig at handle lokalt. Det er der alverdens indlysende grunde til. For det første ganske enkelt for at bakke op om mit eget nærmiljø og de mennesker, man har et uskrevet fællesskab med. For det andet fordi, det virkelig drejer sig om at hjælpe hinanden med at skabe og bevare arbejdspladser i det lille samfund. Og så er der naturligvis klima- og miljøhensyn. Det er særdeles klimavenligt at købe lokale varer, der ikke har haft en lang transport, som ikke er blevet lagret i lange perioder osv.

Når de lokale produkter så er ØKOLOGISKE - ja, så klapper Tante Sød meget begejstret i sine rynkede hænder:-) I sidste uge, da jeg læste at Samsø Mel satte sit første produkt til salg hos den gode bager i Ballen, så kunne Tanten sørme godt stå tidligt op for at komme til bageren efter lunt rugbrød og helt friskvalset havregryn, der lige var ankommet samme morgen. Bag Samsø Mel står Morten og Ida, som også snart lancerer Samsø hvedemel og rugmel vist nok. Jeg var så heldig at møde Morten hos bageren, og vi fik en god snak om økologi på Samsø. Det kommer I helt sikkert til at høre mere om her på bloggen - jeg har fået lov at få lidt mere at vide om Morten og Ida's projekt, så det vender vi tilbage med:-)


Er det ikke også bare en lækker pose? Smuk, enkel og tydelige signaler om det lokale, om produktet og det skønne røde ø-mærke, som man skal gøre sig umage for at fortjene.

Det første jeg gjorde var naturligvis at spise en tallerken rå havregryn med koldt øko mælk og lidt rørsukker. Eller drop sukkeret og tag nogle rosiner som sødemiddel. Bare sådan - som i min barndom. Folk i min alder er blevet stærke og sunde på havregryn! Ville ønske at mange flere børn fik serveret sådan en skål til morgenmad i stedet for de pinligt underlødige morgenmadsprodukter - jeg krummer ærlig talt tæer, når jeg ser børn få serveret chokopops til morgenmad! Det sku' tælle som dessert! Basta! Måske man sku' overveje at lave særlige emballager til havregryn til børn? Farverige og med "legetøj" - fordi sådan er det desværre blevet. Nå - det er en helt anden snak!

Tilbage til de rå havregryn - man ku' næsten smage den friske og naturlig mark kornet har groet på. Sikke en fornøjelse at kunne få helt friskvalsede gryn - så friske har jeg aldrig smagt dem før. Og bare sådan en god fornemmelse at spise mad, som har groet lige uden for min dør næsten, og som er fremstillet af engagerede mennesker med holdninger. TAK for det!

Når man ikke orker at spise flere rå havregryn, er det oplagt at proppe så mange af dem som muligt i sit daglige brød. Havregryn er bare møgsunde :-) Vigtigt fuldkorn til overmål, og så er havregryn fx også en af naturens måder at sænke vores kolesterol på. Det har de fleste af os måske nok brug for.
Så i dag har jeg brugt Samsø Havregryn til at bage det lækreste supernemme grydebrød. Hvis du laver dejen i dag, kan du servere lækkert hjemmebag til din familie søndag morgen. Den slags gir' bonus på hjemmefronten. Her får du min enkle opskrift:

5 dl lunken vand
15 gram gær
2 tsk havsalt
4 dl Samsø havregryn
ca. 5 dl økologisk hvedemel - jeg brugte Meyers
evt lidt havregryn til pynt på toppen af brødet

Start med at smide dine havregryn en tur i blenderen - jeg ville opnå en struktur som groft mel. Så opløser du gæren helt i vandet, tilsætter havregryn og rører rundt. Så i med saltet - og tilsidst rører du hvedemelet i lidt ad gangen. Du skal røre mindst 5 min for at sætte gang i proteinet i melet. Dejen skal være temmelig blød og klistret, men ikke flydende. Hæves tildækket på køkkenbordet natten over - mindst 12 timer. Næste morgen hælder du dejen ud på et meldrysset stykke bagepapir og folder det 3-4 gange om sig selv. Lad hæve her tildækket ca 2 timer.


Imens varmer du ovnen op til 250 grader med en gryde med låg (der kan tåle varmen). Når ovnen er varm, tar du gryden ud, drysser en anelse mel i bunden og hælder forsigtigt dejen ned i gryden. Sætter låget på gryden, og bager ca 30 min. Tag låget her og bag de sidste 15 min eller til brødet er godt lysebrunt og helt sprødt.

Lad afkøle i gryden 5 min, tag ud på bagerist og afkøles mindst 20 min - brødet skal lige samle sig, før du kan skære pæne skiver. Men nu er du også klar - med et virkelig lækkert havregrynsbrød. Så er der bare tilbage at NYDE ...


Brødet får en fin og let krumme, og en særdeles knasende sprød skorpe. Snup en skive, mens det er lunt. God weekend

Print denne artikel

2 kommentarer:

  1. Jeg er meget enig i at chokopop mm er dessert -mine 4 størrelse får kun havregryn med mælk og hverken sukker eller noget -det er de vokset på med og de klager ikke.. selvfølgelig har vi smagt både det ene og det andet, men altid tilbage til havregryn <3
    Lækkert brød og så glæder jeg mig til at høre mere fra ØKOsamsø :)

    SvarSlet
  2. Hej Lene - hold da op, du har 4 børn - det er imponerenede, når jeg tænker på hvor mange fantastiske kager, du skaber og får tid til at blogge osv. Det er godt gået med 4 børn! Godt de blir stærke på havregryn uden sukker:-) Jeg er glad for du gerne vil læse om Samsø og ting herfra. Dejlig søndag til dig og din familie. KH Marianne

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...