Sidevisninger i alt

fredag den 29. august 2014

Torne ved havet:-)

Jeg er opmærksom på, om I nok er lige ved at nå kvalmegrænsen over de sidste dages kageopskrifter! Men altså, det er jo gamle fotos fra hele feriemåneden, hvor jeg ikke fik blogget.

Helt topaktuelt er dagens indlæg til gengæld:-)


For første gang i mit liv har jeg nemlig plukket havtorn. Altså, når man bor 130 meter fra havet og de her orange superfood bær vokser her, så er man jo nærmest lidt forpligtet til at bruge løs af guldet.

Men av da for pokker - klart de hedder noget med torne, de her havtorn! De stikker altså virkelig. Næste gang tar jeg handsker på! Og man kan ikke tage dem i klaser, men er nødt til at plukke hvert enkelt lille bitte bær .... det tar tid! Så jeg tillod mig at snuppe et par grene med hjem, så jeg i ro og mag kunne hygge mig med det nødvendige arbejde. Man må yde, før man kan nyde, er der nogen, der har sagt.... jeg plejer nu at sige det omvendt:-)


Emil var meget hurtigt interesseret i de nye dufte - og solen skinnede, så det var ok, det tog lidt tid. Men ellers kan man fryse hele grene ned og så skulle bærrene være til at ryste af i stedet. Værd at overveje ..... jeg skal nemlig helt sikkert afsted efter flere.

Sådan et enkelt lille bitte bær skulle indeholde lige så meget C-vitamin som en hel appelsin!


De små bær smager meget syrligt, men med en skøn fin smag - jeg synes, de minder om ananaskirsebær i grundtonen ..... og der var forskel på farven og smagen. Nogle var meget orange, og nogle lidt lysere. Og der findes han- og hunbuske, og kun hunbuske bærer frugter:-)

De breder sig efter sigende som en steppebrand... så det går nok, at jeg skar et par enkelte grene af ...ellers skal man jo være mild mod naturen.


Efter at have reddet nok ca 8 små edderkoppers liv op af skålen og pillet dem helt rene for små bitte blade og ikke mindste sylespidste små torne, fik  jeg 400 gram bær ud af det (de kan vel sælges til Noma for en måneds husleje?), som nu er frosset ned. Smagen forbedres ved frost. Og så skal jeg bare beslutte, hvad de skal bruges til. Alt lige fra marmelade, sirup, saft, kagefyld osv.

Så bare ud og sanke, hvis du også er så heldig at bo et sted, hvor der er havtorn. Print denne artikel

12 kommentarer:

  1. Jeg var heldig at finde lidt, men blev ret chokeret over at nogen havde fældet en hel busk. De tåler dårligt beskæring, så er da noget bekymret for det lille bærs fremtid, nu hvor der er gået mode i det. Håber folk vil gøre som dig og nøjes med lidt grene.

    Kh.
    Anne-Marie

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anne-Marie - ja, det er virkelig trist og dårlig stil. Der hvor jeg plukkede var der rigtigt mange store buske, og jeg ved at de skal beskæres alligevel snart, så derfor klippede jeg lidt med god samvittighed. Såvidt jeg har fået at vide, så er havtorn langsomt voksende, men breder sig meget og kan være svære at tæmme, lidt lige som jeg ser mine hyben på min egen grund. Men ja, vi skal bestemt behandle naturen nænsomt, og det er IKKE ok at skære en hel busk ned medmindre man selv er ejer af den! God weekend

      Slet
  2. Vi har også asser af havtorn her ved fjorden, men desværre er mange af dem hegnet inde, for her er et naturplejningsprojekt med en masse får. Har dog spottet mig et par buske, så mon ikke jeg tager på rov en dag :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Håber du siden har fået fat i nogle små grene:-) Men ja, vi skal allesammen passe på naturen

      Slet
  3. Nyder også dem vi har ved sommerhuset. Jeg klipper et par grene hvert år, så får jeg samtidig beskåret buskene :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor dejligt du selv har buske ved dit hus - ja, og de skal jo nemlig beskæres af og til, så det er win win og naturpleje på samme tid:-)

      Slet
  4. De kan også bruges til at krydre brændevin med :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, har hørt det skulle blive godt, og mine søde naboer gør også det hvert år. Men jeg bryder mig bare slet ikke om snaps - jo den med solbær og sukker ha ha

      Slet
  5. Jeg har godt set, at mange bruger havtorn til lige fra Snaps, mad til at farve garn med også.
    Smukt... Elsker, at bruge naturens lækre råvarer!

    Kram
    Christina

    www.byslyngel.dk
    www.lattelifestyle.wordpress.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har ikke tænkt på det med at farve garn, men kan sagtens se for mig at det kan blive virkelig flot

      Slet
  6. Jeg kan anbefale, at du tager handsker på. Tag en lille havesaks med. De sidder gerne i "klaser". Klip grenen af på hver side af "klasen" og klip de torne af du kan se inden du kommer dem i din kurv.
    Tag dem med hjem og skyl dem så godt du kan, stadig siddende på grenen.
    Kom dem i fryseren til dagen efter. Nu kan de frostne bær nulres af, uden at de sprænger.
    Det synes jeg er den nemmeste måde.

    De er gode sammen med æbler, så en marmelade er lækkert. Specielt oven på en brie.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lars - mange tak for dine råd, som lyder helt rigtige. Og ja, har set en opskrift med æble og abrikos sammen med havtorn, og den tror jeg bestemt jeg må afprøve. Tak for din hilsen, herligt at se en mandlig læser:-) Kh Marianne

      Slet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...