Så kom den lækre måltidskasse fra Aarstiderne, og det er altid lidt ligesom af få en gave:-) Hos mig ankommer den tidligt om morgenen, så jeg kan nå at sætte tingene på køl inden jeg skal ud af døren 7.30. Jeg har købt forskellige kasser fra Aarstiderne gennem de sidste 3-4 år, og har altid kun oplevet supergod kvalitet. Nogle ganske få gange har der været en enkelt dårlig grøntsag eller frugt, og så er det bare afsted med en mail, og flusk bliver det fratrukket næste regning, altid uden besvær. På nær et par enkelte gange er min kasse altid leveret til tiden, og ellers har jeg fået en kompensation af en slags. Så jeg har kun ros til overs for deres kundeservice, og selv i det grumme vintervejr kæmper de sig frem.
Kvaliteten af varerne er altid prima - jeg får grønt, frugt, kød og kolonial som jeg ofte ikke kan finde i butikkerne. Og nej, det er ikke dyrt, fordi det hele er så anvendeligt at jeg stort set ikke smider noget mad ud, og det sker ellers tit med de ting, jeg har fra supermarkedet. Varerne strutter af friskhed og sundhed, så man får lyst til at prøve nye retter og ting man slet ikke selv havde tænkt på. Og det bedste er næsten at deres opskrifter er så enkle og med ret få ingredienser og alligvel bliver det overraskede godt.
Og allervigtigst af alt er naturligvis at jeg ved, det hele er økologisk, og helst fra danske producenter, hvor det er muligt. Og så bliver det leveret gratis helt op på 5. sal. Jubii for chaufførene i det her glatte føre.
Jeg skifter meget mellem de kasser jeg får - kigger på nettet hvad de indeholder den kommende uge, og beslutter mig blot et par dage før levering. De har nu også forskellige måltidskasser, dvs. du får alt hvad du skal bruge til et antal retter. Denne uge faldt mit valg på Livretter 1, som er 3 måltider til 3 personer. Den variant koster 467 kr., og er også fin til singler som mig - enten får jeg den samme ret to aftener og en gang til frokost, og ellers deler jeg det op og laver andre ting ud af ingredienserne end opskrifterne lyder på. Dvs. et sundt, økologisk og varieret måltid koster omkring 50 kr., og det bliver nemt mere end det, hvis jeg impulskøber lidt hver dag og måske endda får dårligere kvalitet. Her kan du se indholdet af min kasse
Disse ferskvarer ligger i en flamingokasse fyldt med is, så den godt kan holde sig uden for døren, hvis du først kan få fat i den efter arbejdstid. Et stort flot stykke fersk øko laks, 4 koteletter, 1 bk. oksekød i tern og så frisk pasta og en kirks flødeost.
Og her er så de grøntsager, der skal bruges til ugens tre retter. Et stort salathoved var der også, men det kom ikke med på billedet. En flaske mosede tomater og et bæger øko risottoris var der også med.
De her fantastisk smukke granatæbler hørte ikke til kassen, men dem købte jeg som ekstravare. Jeg har aldrig gjort det så meget med sådan nogle, men synes de ser sindsygt lækre ud både uden på og indeni. De er kæmpestore og sådan har jeg ikke set dem i nogle butikker. De koster 60 kr for sådan fire stk, og det virker rimeligt. Den ene skal i hvert fald havne oven på en lækker salat på lørdag, når jeg skal have gæster, og så må jeg se, hvad jeg skal lave af de andre. Hvis du har gode fif til at anvende granatæbler hører jeg gerne om det.
Den første ret i måltidskassen var skindstegt laks med cremet risotto med persillerod og grøn salat, og du får lige et billede af dagens tallerken. Risottoen ser måske ikke ud af så meget, men den smagte overraskende godt med de små stykker bløde persillerod, cremet fordi man vendte hvidløsost i til sidst, og så lige noget revet citronskal - utroligt hvad de der små finesser gør for en ret. Du kan finde opskriften inde på Aarstidernes hjemmeside, men ellers får du fremgangsmåden her. Du skal bruge
200 g løg, i tern
2-3 fed hvidløg, hakket
500 g persillerod, i små tern
300 g risottoris
1 l kogende vand eller bouillon
1 bæger flødeost naturel
1 citron, reven skal og saft, ½ i både
Olivenolie og lidt smør
Havsalt og sort peber
Pil og skær løg og hvidløg i tern. Skur eller skræl persillerødderne og skær dem i små tern.
Varm lidt olie op i en rummelig, tykbundet gryde og sauter løg og hvidløg klare. Kom persillerødderne i og steg dem 5 minutter, inden ud kommer risottoris ved. Lad dem blive blanke af olien og spæd med 2-3 dl kogende vand eller bouillon. Lad risen absorbere væsken, imens du rør i gryden og forsæt til al væsken er brugt og risene er møre.
Smag risottoen til med reven citronskal, salt og peber og vend med flødeosten.
Så nu er der også en til arbejdsfrokost imorgen - og det er da væsentligt mere spændende end den rugbrødsklapsammen det ellers ofte ender med. Og der er stadigt et pænt stykke fersk laks tilbage, som jeg tror skal trylles om til en lækker laksesalat til sandwichfyld.
Velbekomme
Print denne artikel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)