Sidevisninger i alt

fredag den 13. oktober 2023

Efterårsferieboller med purpurhvede, æbler og varme krydderier

På Samsø øsregner det i dag, og jeg havde ingen aftaler. Efterårsferien begynder i dag, og færgerne er fuldt bookede og i aften aflyst til Jyllandssiden på gr af kraftig blæst. Alle de faktorer tilsammen betød at jeg lige så godt kunne sætte gang i en omgang lækre boller. 

Jeg har fået en stor pose æbler fra en have i Nordby og havde en pose af den lokale purpurhvede i huset - den kan jeg virkeligt anbefale. Har du ikke purpur, kan du naturligvis også bruge en anden slags mel, fx ølandshvede. Ingen sødmælk i huset, så jeg brugte havremælk og det er helt fint. 

De blev seriøst gode, så derfor gemmer jeg opskriften til mig selv her, og således kan du også bruge den, hvis du skulle få lyst. 


Opskriften giver 12-15 boller 

3 dl havremælk eller sødmælk - brug hvad du har

25 gram øko gær

3 spsk smagsneutral olie - eller smelt tilsvarende smør sammen med mælk

1 tsk kanel, 1 kardemomme, 1 stødt ingefær

1 tsk salt og 1 spsk honning

2 store groftrevne æbler uden skræl

150 gram purpurhvede fra Samsø Mel - du kan sikkert også få purpurhvede i dit eget supermarked

CA 500 gram øko hvedemel - MEN mærk efter, det er ikke præcist angivet

Til pensling 1 sammenpisket æg, samt drys af kanelsukker og mandelflager

Lun mælken, og opløs gær heri. Tilsæt herefter alle krydderier, honning, salt og revne æbler. Tilsæt mel lidt ad gangen, og kør den mindst 10 min på din køkkenmaskine. Jeg vejer aldrig mel til brød - jeg kigger og fornemmer konsistensen, som jeg skal en blød, lind dej men uden at være flydende. Sæt til hævning ca 1 time til dobbelt størrelse. Hæld ud på meldrysset bord og skær til passende boller, som spændes godt op. Du kan lægge dem i et ildfast fad med bagepapir som jeg gjorde, eller forme dem med god plads på en bageplade. 

Pensles med æg, drysses med kanelsukker og evt flager af mandler eller hasselnødder. Efterhæves tildækket ca 30 min, og bages ved 190 grader ca 25 min hvis de står tæt og lidt mindre hvis de står på bageplade. Ovne er forskellige, så igen - kig og gå med din intuition, hvornår de er færdige. Afkøles mindst 20 min inden du skærer i dem, så de når at samle sig og er nemmere at skære over. 

NYD først den liflige duft, der spreder sig i din varme stue, mens regnen siler ned. Og NYD herefter med øko smør, hjemmelavet æblemarmelade med ingefær og hjemmelavet jordbær/rabarbersyltetøj - alt sammen lokale råvarer fra øen :-) 

Rigtig god efterårsferie til alle 





Print denne artikel

2 kommentarer:

  1. Kære Tante Sød
    Findes der noget bedre end friskbagt brød? Uanset vejret er det klart en af de bedste ting, jeg kender. Først kan man nyde den liflige duft og derefter den gode smag. Jeg elsker mad, men intet slår friskbagt brød og gerne med koldt økosmør.
    Angående billede af sweater, så har jeg sendt et til din mailadresse, da jeg er (en af de få) der ikke er på facebook.
    Ønsker dig en dejlig søndag.
    Venlig hilsen Inge V.

    SvarSlet
  2. Kære Inge - tusind tak for din mail, som jeg først opdagede i går, fordi den var røget i mit spam, og fordi jeg ikke har fået kigget ind her hos mig selv :-) Og da den er gået i spam kan jeg desværre ikke se billedet af din trøje før jeg lige får ændret på noget indstilling - det skal jeg lige have hjælp fra en ven til. Håber han kan udbedre det på onsdag, så jeg kan se billedet. Men igen mange tak for din hilsen, og du har helt ret ang friskbagt brød :-) Bedste hilsner Marianne

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...