Sidevisninger i alt

søndag den 26. maj 2013

Dagens høst inkl en ADVARSEL! Ikke for sarte dyrevenner:-)

Selv om det er søndag, får du ikke kage på bloggen! Den fik du i fredags:-)

Nu har jeg boet på Samsø i 7 mdr, og mange her sir', at hvis man klarer to vintre, så blir man boende længe:-) Jeg har jo været nærmest lalleglad selv her i løbet af vinteren, så nu hvor "belønningen" i form af forår er i fuld sving, ja så vil begejstringen ingen ende tage. I vinter brokkede jeg mig over, at det var lidt tungt med udvalg af visse friske fødevarer. Men nu kommer så overflødighedshornet. Alle de små boder på gader og ved gårdene er kommet frem i lyset, og her i pinsen kom de første afgrøder for alvor til salg.


Jeg skal spise så mange asparges, rabarber, spinat, ærter og jordbær som aldrig før! Inderst inde drømmer jeg om at kunne beslutte mig for at blive vegetar. Det passer først og fremmest til mine værdier og mit syn på dyrevelfærd, og dernæst tror jeg mit velbefindende ville fremmes også. Jeg er bare ikke klar til at ta' en beslutning, jeg virkelig mener seriøst. Så indtil videre må det bare være at vælte sig i alt det lækre friske først og fremmest. Og så lidt kød - med omtanke!

I pinsen kom der både hvide og grønne asparges, også de økologiske. Og de er allerede indtaget rå, dampet, stegte og i suppe. Rabarber er også serveret i flere versioner. De nye Samsø kartofler så også dagens lys i pinsen til 50 kr pr ½ kg. Jeg holdt mig i skindet, fordi jeg i min naivitet mente, at prisen ville falde drastisk i denne uge, når turisterne var af øen igen. Sådan har det så ikke været. Jeg har kigget alle dage denne uge, og de koster stadig 50 kr ½ kg.

Nu kunne jeg ikke holde mig i skindet længere - så en lille pose af de gyldne jordknolde kom med hjem. Nænsomt kogt for svag varme i 13 min, og bare nydt med koldt smør og lidt salt:-) Og jo, det var skønt at få en frisk kartoffel. Og jo, den smagte godt. Meeen, de er faktisk lidt vandede, og jeg er ret sikker på de her ikke var året bedste smagsoplevelse ud i kartofler. Folk her siger, at de er bedre om 3-4 uger. Så nu venter jeg lidt igen på næste omgang. De økologiske kartofler er nemlig heller ikke kommet endnu. De er ikke dækket til med plastik, så de kommer lidt senere. Så når de økologiske kommer, så kan det godt være turen går ud til Hans Christian eller Jens Jørgen:-)

Dagens høst bragte igen grønne asparges, et kæmpe dusk bredbladet persille til bare 8 kr (her er basis for en skøn persilleolie eller pesto), en pose fine rødløg og så de dyre kartofler.


Men se så lige her - sæsonen for jagt på råbukke gik også i gang for nogle dage siden. Så jægerne har været ude tidligt morgen og om aftenen. Og da jeg fik mulighed for at købe en hel råbuk på ca 14 kg for 600 kr, så slog jeg til. Ja, det ser voldsomt ud. Jeg synes, det ser voldsomt ud! Jeg har det lidt svært med at se den Bambi for mig, og nu har jeg sku tænkt mig at spise den!!!!! Nej, jeg har det altså ikke helt godt med det. MEN, når man skal spise kød, så blir det ikke mere rigtigt end det her. Et frit dyr, der har levet helt i pagt med sin natur, og som ikke har anet hvad der skulle ske. Ingen stressende transport, ingen angst eller varsler om, hvad der ventede .... :-) I øvrigt har vi alt for mange rådyr på Samsø. Vi er det sted i DK, der har den største overbestand, så i år har jægerne fået at vide, de skal skyde mere end de plejer. Ellers bliver det syge og udsultede dyr. Og når det hænger sådan sammen, så gir det jo dog god mening, at de blir brugt til menneskeføde.


Ja, så nu er fryseren fyldt med mange grillmiddage til hele sommeren og lidt til. Her er basis for gode gæstebud. To store køller, to store bove, ryggen, som jeg skar to store flotte filetter ud af, halsen til småkød og slaget til grillede ribben vist nok. Jeg må sætte mig lidt ind i det:-)

Glem så alt om mine sidste billeder, og gå ud og sug foråret dybt ind i krop og sjæl. Print denne artikel

4 kommentarer:

  1. Vegetar bliver jeg aldrig, men jeg har flirtet med tanken. Til gengæld har jeg slet ikke behov for kød hver dag, så jeg vil hellere bare spise lidt, men godt kød og så ikke have dårlig samvittighed. Vildt og fisk synes jeg sagtens, at man kan spise uden dårlig samvittighed, hvis det nu kommer fra jægere og fiskere og ikke opdræt. Jeg har heldigvis en onkel, der kommer med fisk til mig. Primært fladfisk, men det er også lækkert og nu engang det, som han fanger..
    Om sommeren kan jeg nærmest leve af nye kartofler, men det er vidst ikke ernæringsmæssigt korrekt:) Jeg skal på torvet på lørdag og kigge på deres nye kartofler, så håber jeg, at de er til at betale og smager ordenligt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ihh, hvor en dejlig hilsen fra dig. Tja, det kan godt være, jeg må indrømme jeg også mere flirter med tanken om vegetar lige som dig.... Fisk er skønt at få så frisk og og lokalt. Jeg ville bare sådan ønske vi også havde en torvedag på Samsø ... det er vi flere der ønsker os. God tur

      Slet
  2. For hulen da - et røverkøb. Overvejer at flytte til Samsø:-) Bliver sku noget misundelig. Buk eller ej - bliver helt salig. Men små søde kræ - også på grillen.
    Jeg har "kun" et sødt lille gedekid - det kommer også snart på grillen. Kartoflerne har jeg endnu ikke set her på fastlandet - det er som regel også fra Samsø.
    Hører vi snart mere til din forretning?
    Mange hilsner Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. For hulen da, det ku' være hyggeligt at du flyttede herover:-) Du har simpelthen selv et gedekid, som du har det fint med at skulle grille selv?Ha ha, jeg ved ikke om jeg kunne komme så langt ...:-) Måske du har nogle spænende opskrifter til vildt? Ihhh, ja nu MÅ jeg snart komme ud af busken med lidt om mine hemmelige projekter:-) godt du skubber lidt til mig, tror måske snart det hjælper....

      Slet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Der var en fejl i denne gadget
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...