Sidevisninger i alt

fredag den 31. maj 2013

Jagten på den perfekte cookie .....

Det er temmelig få cookies jeg har bagt i mit lange liv - i hvert i forhold til hvor meget jeg ellers bager:-) Pludselig har jeg fået øjnene op for de her hurtige søde sager, der kan kommes alverdens slags fyld og smag i.

Den her opskrift får du for en gangs skyld ikke! Jeg eksperimenterede, og synes ikke de blev perfekte. Smagte rigtig godt, men var alt for bløde og slatne og fik næsten i stykker, når man holdt dem.

Måske du sidder inde med den perfekte opskrift på cookies? Jeg vil blive rigtig glad for henvisninger  til virkeligt gode opskrifter - nå ja, og så vil jeg en god undskyldning for at bage flere, hvis jeg skal teste din yndlingsopskrift!


Men pekannødder er under alle omstændigheder et sikkert hit. De minder om valnødder, men mindre bitre og mildere i smagen ... jeg hamstrer altid en stor pose hos min gamle etniske grønthandler, når jeg er på besøg på Frederiksberg.


Der blev 16 stk - men det jo nærmest ligemeget, når jeg ikke lægger opskriften ud! Men ellers brug opskriften fra dem, jeg bagte sidst og erstat med pekan og brunet smør.

Noget af det gode ved de her, var at jeg ville prøve at brune smørret, og det vil jeg teste igen. Det gav rigtig god effekt....


Spændt på at høre, om jeg får nogle gode anbefalinger?????

onsdag den 29. maj 2013

Dagens Samsø pics...

Tænk at jeg, som har været bypige hele livet, nærmest dagligt får tårer i øjnene over mit nye liv på landet. Alt er i kontrast her. Landskabet. Menneskene. Dyrene. Værdierne. Livet i det hele taget.

Min største personlige udfordring lige nu, er at slippe kontrollen. Det udfordrer jeg mig selv på i alverdens retninger. Da jeg boede på 5. sal i byen kom der aldrig uanmeldte gæster. Så når der kom gæster, var der ryddet op, købt ind og et par lækre retter var stort set klar. Og når jeg havde gæster, kom de en aften og tog hjem igen. Her kommer folk bare forbi. Og åbner selv døren, hvis man ikke lige er der. Midt i hjemmearbejde, tøjvask og kattehår! Og gæster fra fastlandet blir  mindst 3 dage. Mig som altid har boet alene, og har kunnet nøjes med at vise den kontrollerede side frem. Jeg har fået noget af udvikle mig på nu:-) En ny ærlig og autentisk side af mig dukker op på godt og ondt!

Det lar' sig ikke længere gøre at være i konstant kontrol! Når man har været det et helt liv, er det nyt at skulle køre i frigear. Nyt at skulle ha' tillid til at folk godt gider én, når her roder eller man må ridse personlige grænser op i forb med de lange besøg. Det trækker tænder ud. Det kræver ny kommunikation og ny adfærd. Andre ser mig på nye måder, og jeg ser mig selv på nye måder. Det er spændende. Og sikke en nærhed og forbundethed, der kommer ud af det.

Nå, det var vist nok for det filosofiske hjørne for i dag!


Og nu til noget helt andet - de her mødte jeg på vej til bestyrelsesmøde. Små gæslinger, som bor ved gadekæret, som vi har så mange af på Samsø. De er sådan en slags hajtænder - enhver bil holder i hvert fald respektfuldt tilbage for dem:-) Ja, og byskiltet er jo morsomt i sig selv ...


Og sørme om ikke jeg har opdaget en syrenbusk i min baghave..... skønt bare at plukke fra haven og de dufter i hele stuen...


Og se hvordan de her belønner mig for pasning. Jeg fik dem i gave den 1. april, og de har længe bare stået med grønne blade, og pludselig blomster de i overflod:-) Livet handler meget om at se det store i det små, hvis du spør mig. Det er godt at være lykkelig, men det er endnu bedre at være lykkelig uden grund!

tirsdag den 28. maj 2013

Rejer, asparges og urter i overflødighed..

Her er simple hverdage med arbejde, frivilligt arbejde, netværk, oprydning i udhuse og anneks, så her kan blive et ekstra gæsteværelse inden sommeren for alvor brager løs. We hope so - det med sommeren altså.

Så måltiderne er også særdeles simple og hverdagsagtige - men du får da lige et kig på en middag for én fra forleden. Den hørte nemlig til i den frække ende:-)


Grønne og hvide asparges, rejer, persille og vild kørvel som jeg har fundet på min grund, blev pakket ind i en cremet sauce i hjemmebagte velotéer. Ikke dårligt og meget forårsagtigt ...


Og som du kan se, bragte aftenen sol på verandaen og hold nu op, hvor er det dejligt at sidde ude og nyde sin middag mens fuglene fløjter om kap.

Jeg vender snart tilbage med nye opskrifter og sniksnak:-)

søndag den 26. maj 2013

Dagens høst inkl en ADVARSEL! Ikke for sarte dyrevenner:-)

Selv om det er søndag, får du ikke kage på bloggen! Den fik du i fredags:-)

Nu har jeg boet på Samsø i 7 mdr, og mange her sir', at hvis man klarer to vintre, så blir man boende længe:-) Jeg har jo været nærmest lalleglad selv her i løbet af vinteren, så nu hvor "belønningen" i form af forår er i fuld sving, ja så vil begejstringen ingen ende tage. I vinter brokkede jeg mig over, at det var lidt tungt med udvalg af visse friske fødevarer. Men nu kommer så overflødighedshornet. Alle de små boder på gader og ved gårdene er kommet frem i lyset, og her i pinsen kom de første afgrøder for alvor til salg.


Jeg skal spise så mange asparges, rabarber, spinat, ærter og jordbær som aldrig før! Inderst inde drømmer jeg om at kunne beslutte mig for at blive vegetar. Det passer først og fremmest til mine værdier og mit syn på dyrevelfærd, og dernæst tror jeg mit velbefindende ville fremmes også. Jeg er bare ikke klar til at ta' en beslutning, jeg virkelig mener seriøst. Så indtil videre må det bare være at vælte sig i alt det lækre friske først og fremmest. Og så lidt kød - med omtanke!

I pinsen kom der både hvide og grønne asparges, også de økologiske. Og de er allerede indtaget rå, dampet, stegte og i suppe. Rabarber er også serveret i flere versioner. De nye Samsø kartofler så også dagens lys i pinsen til 50 kr pr ½ kg. Jeg holdt mig i skindet, fordi jeg i min naivitet mente, at prisen ville falde drastisk i denne uge, når turisterne var af øen igen. Sådan har det så ikke været. Jeg har kigget alle dage denne uge, og de koster stadig 50 kr ½ kg.

Nu kunne jeg ikke holde mig i skindet længere - så en lille pose af de gyldne jordknolde kom med hjem. Nænsomt kogt for svag varme i 13 min, og bare nydt med koldt smør og lidt salt:-) Og jo, det var skønt at få en frisk kartoffel. Og jo, den smagte godt. Meeen, de er faktisk lidt vandede, og jeg er ret sikker på de her ikke var året bedste smagsoplevelse ud i kartofler. Folk her siger, at de er bedre om 3-4 uger. Så nu venter jeg lidt igen på næste omgang. De økologiske kartofler er nemlig heller ikke kommet endnu. De er ikke dækket til med plastik, så de kommer lidt senere. Så når de økologiske kommer, så kan det godt være turen går ud til Hans Christian eller Jens Jørgen:-)

Dagens høst bragte igen grønne asparges, et kæmpe dusk bredbladet persille til bare 8 kr (her er basis for en skøn persilleolie eller pesto), en pose fine rødløg og så de dyre kartofler.


Men se så lige her - sæsonen for jagt på råbukke gik også i gang for nogle dage siden. Så jægerne har været ude tidligt morgen og om aftenen. Og da jeg fik mulighed for at købe en hel råbuk på ca 14 kg for 600 kr, så slog jeg til. Ja, det ser voldsomt ud. Jeg synes, det ser voldsomt ud! Jeg har det lidt svært med at se den Bambi for mig, og nu har jeg sku tænkt mig at spise den!!!!! Nej, jeg har det altså ikke helt godt med det. MEN, når man skal spise kød, så blir det ikke mere rigtigt end det her. Et frit dyr, der har levet helt i pagt med sin natur, og som ikke har anet hvad der skulle ske. Ingen stressende transport, ingen angst eller varsler om, hvad der ventede .... :-) I øvrigt har vi alt for mange rådyr på Samsø. Vi er det sted i DK, der har den største overbestand, så i år har jægerne fået at vide, de skal skyde mere end de plejer. Ellers bliver det syge og udsultede dyr. Og når det hænger sådan sammen, så gir det jo dog god mening, at de blir brugt til menneskeføde.


Ja, så nu er fryseren fyldt med mange grillmiddage til hele sommeren og lidt til. Her er basis for gode gæstebud. To store køller, to store bove, ryggen, som jeg skar to store flotte filetter ud af, halsen til småkød og slaget til grillede ribben vist nok. Jeg må sætte mig lidt ind i det:-)

Glem så alt om mine sidste billeder, og gå ud og sug foråret dybt ind i krop og sjæl.

fredag den 24. maj 2013

Tærte m/karamelliserede æbler

Trøstekage - trænger du til det?

Denne her solide sag kan lægge en dæmper på enhver rastløshed. På den helt forbudte og forkerte måde. Men haps, den er lækker. Bag lige den her æblekage inden vi skal mæske os i jordbær og andre friske sager. Jeg er sikker på, den også vil være helt i orden med karamelliserede rabarber. Prøver du lige det af inden jeg selv er nødt til det?


Dej
140 gram øko smør
70 gram sukker
1 øko æg
225 gram økologisk Samsø Hvedemel
2 tsk bagepulver
½ spsk vanillesukker

Fyld
8-10 æbler med skræl i både (spar ikke på dem - de falder sammen!)
60 gram smør
3 spsk øko rørsukker
1 spsk kanel
½ spsk kardemomme
Lidt flormelis

Til dejen piskes smør og sukker lyst og luftigt, tilsæt ægget og pisk yderligere luft i. De tørre ingredienser blandes og vendes hurtigt i dejen. Sæt på køl i mindst 30 min.

2/3 af dejen rulles tyndt ud, og lægges i et godt smurt tærtefad. Herpå lægges de afkølede æbler - disse laves ved at smelte smør, sukker og krydderier på en pande og tilsætte æbler i både indtil de er bløde og karameliserede.

Af det sidste dej laver du strimler, som lægges oven på. Mine ku' virkelig godt ha' været pænere! Sigt flormelis over kagen, som nu bages ved 175 grader i 30-40 minutter. Sigt evt igen lidt flormelis over den lune kage, og server med vanilleis, pisket fløde eller creme fraiche.


Klar til ovnen - og så var det lige fotografen blev helt optaget af varm kage, kold vanilleis og stærk kaffe og således gik glip af flere billeder!

torsdag den 23. maj 2013

Nu med krymmel!

Det er skønt at være dén heldige, der vinder en give-away på en anden blog:-) Ovre hos Lene deltog jeg i den her tøseherlige lodtrækning fra Din Kage. Det kan da forsøde en regnfuld hverdag, og planer kan lægges for hvordan gaven skal forvandles til noget endnu mere sødt!


Fem små rør med det fineste krymmel i pasteller - og faktisk er den gule allerede anvendt på citronkagen fra forleden. Så nice:-) Det ku' jeg nemt finde på at bestille mere af.


Udover krymmel var der to pakker med muffinsæsker - 2 stk store til 6 muffins og 4 stk små til bare en enkelt muffin. Det blir nøje udvalgt, hvem der skal ha' sådan nogle kærlige gaver.


Og et sødt kort fra Lene ..


Her kan du rigtigt se æskerne - jeg sir' tusind tak for at lodtrækningsenglen var med mig:-)

mandag den 20. maj 2013

Lysende forår og pinsens sødmefyldte sager

Måske er foråret og pinsen bare ekstra lysende og intens i år. Eller måske er det bare mig? Bare mig, fordi jeg er så inderligt lykkelig over mit nye liv på Samsø med hus, have, natur, sprudlende fællesskaber, nye muligheder på alle fronter. Farverne er så stærke - lyset ekstra blåt og hvidt. Og sindet og sjælen kraftfuldt og stille på samme tid. Man skulle næsten tro, kærligheden bor her i nærheden?

Jeg har haft gæster fra mit gamle "hood" de sidste fem weekender. Københavnerne kan heldigvis godt finde vej til den lille ø, særligt nu hvor vinteren helt har glemt sig selv. Jeg nyder at dele mit paradis med gamle venner. Så du får bare et par stemningsbilleder inden det imorgen er hverdag igen for en stund, og jeg forresten starter nyt deltidsjob ved siden af mit selvstændige virke. Det er osse godt:-)


I pinsen kom de nye asparges - jeg skal spise så mange asparges det her forår som aldrig før. Faktisk håber jeg, jeg blir vegetar denne sommer. Eller så godt som. Helt er jeg stadig ikke klar nemlig! Men sådan en middag med asparges, nye bælgede ærter og rejer er da forår i Danmark ...


Det skulle ha' været en sauce mousseline, som ikke helt ville, som vi ville! Vi gør et nyt forsøg en anden dag:-)


Første morgenbord i pinsesolen .....


Naturligvis lune nybagte boller på Samsø Mel .... der kommer ikke en gæst forbi mit morgenbord uden at skulle smage, hvordan frisk mel smager....


Og sørme om ikke avlerne var heldige at osse rabarber tittede frem i pinsen ... jeg hjembragte 3 poser. Og jo - her kom også nye Samsø kartofler til 50 kr for ½ kg. Imorgen køber jeg en pose - der er prisen nok sat lidt ned, når turisterne er fra øen igen:-)


Det her foto er bare 2 uger gammelt - bemærk buske og træer ...


Tænk sig - på så kort tid ser her nu sådan her ud. Når det er første år i huset her, så er det jo en overraskelse, hvordan her ser ud. Der er jo desværre ikke meget på min grund, men til gengæld kan jeg selv nu sætte mit præg på haven. Og jeg har været heldig at få en tegning fra en havearkitekt forærende... så næste sommer kommer her til at se meget anderledes ud, forventer jeg.

Og se mit lille bitte æbletræ i kurven - det har fået blade og blomster, og i denne uge skal det plantes. Og have søskende ... flere træer skal komme til.


Et lille pæretræ og et meget lille blommetræ er alt, hvad jeg overtog min have med. Det er nu også sprunget helt ud og har fine hvide blomster her i min lille solkrog, hvor jeg nyder at læse og sole mig:-) Her skal også gøres "noget" ...


Rabarberne blev bl.a. til denne fnuglette pavlova med youghurtvanillefløde ....englene sang lidt:-)
Jeg skal også bare mæske mig i rabarber det her forår og fylde min fryser med dem...se farven. Helt som de er..


Forår på verandaen - jeg klager ikke!


Og så lige en gang pasta med røget laks, dild og citron i cremet sauce..... sidste syndige sag inden grøn te og nul syre står på programmet igen imorgen!

Håber din pinse også har bekommet dig lige så dejligt.

lørdag den 18. maj 2013

Blomsterbergs citronGULD!

Så stopper jagten på den perfekte citronmåne! Her er den ultimativt bedste citronkage jeg nogensinde har bikset sammen i min heksekedel:-) Og tro mig, jeg har prøvet mange fordi jeg lider af citronafhængighed.

En af mine pinsegæster ville så gerne ha' mig til at bage den her kage fra Mette Blomsterbergs hånd, fordi hun ikke selv ville kaste sig ud i det. Og selvfølgelig ville jeg gerne glæde hende med det. Processen er lidt sjov og anderledes, fordi den består af to forskellige deje, som blandes sammen. Den ene med marcipan og den anden med vanille som smagsgiver. Det fungerer helt perfekt.


Kagen er både let og svampet på samme tid, og det er da ret forskellige egenskaber. Vanillekys og masser af citron udgør den ultimative kombination...


Glasuren drillede lidt - portionen var for lille, så jeg måtte lave dobbelt med det resultat at første omgang var nået at stivne. Så lav en dobbelportion - og jeg brugte også dobbelt vanillekorn. Det kan du roligt gøre!

For en gangs skyld vil jeg undlade at skrive opskriften - du får bare linket til Mette Blomsterbergs opskrift.  Jeg fulgte den helt på nær det med vanille og glasur:-)


Stærk kaffe i store kopper .... og damerne er KLAR!


Og så lige mine fine kageopsats, som jeg lige har købt hos Gabrielles.dk. Den er stor og rummelig både i omkreds og højde og helt rigtig til sommerens desserter.

Håber, du nyder din pinse lige så meget som her. Her er vidunderlig optimistisk feriestemning, og boderne er de sidste dage fyldt op med asparges, rabarber, nye Samsø kartofler .... det er også GULD.

fredag den 17. maj 2013

Se mine to fine nye øko lam:-)

Thi hi, fik jeg dig narret en lille smule? Nåede du at se to små øko lam gå rundt på min græsplæne? Næh, godt nok vil jeg gå langt for økologien, meeen det ville alligevel være at drive det lidt vidt her i       "parcelhuskvarteret":-

Så jeg håber ikke, jeg skuffer dig for meget - det er altså bare de her to vildt lækre puder af økologisk lammeskind, som jeg bare måtte eje. Jeg har længe gået og kigget efter et par passende langhårede skind til mine Eames stole med armlæn. De har fluffy sager var lige kommet ind af døren hos den største gårdbutik her på Samsø. De er helt perfekte, og faktisk meget bedre end et helt skind, fordi de ikke fylder så meget og fordi man kan sætte dem behageligt i ryggen.


Er den ikke nice? 350 kr pr stk synes jeg er en meget rimelig pris. Håber de blir ved med at være lige så luftige og hvide.


Hvis du nu også blir fristet, ved jeg gårdbutikken gerne sender til hele landet.


Det er de små detaljer, der gør hele forskellen på et hus og et hjem:-)
Ønsker dig en skøn pinse, og håber solen kommer, så vi kan få lov at danse.

onsdag den 15. maj 2013

Hurtige nøddecookies

Har du brug for en hurtig gang bagværk til spontane gæster, er de her store saftige cookies med nødder lige sagen til at få has på den søde tand! Hvis du er heldig, har du alle ingredienser på lager uden at skulle i butikker, og så er de klar på 30 minutter! Det gik så stærkt, at jeg aldrig fik taget bedre billeder end de her!


Ca. 26 stk

225 gr blødt øko smør
175 gram sukker
100 gram muscovadosukker
2 store øko æg
275 gram øko hvedemel fra Samsø
1 stor tsk bagepulver
½ tsk fint salt
ca. 200 gram blandede nødder, gerne lidt salte peanuts også

Pisk smør og de to slags sukker i ca 5 min, tilsæt æg 1 ad gangen og pisk godt mellem hvert. Sigt mel, salt og bagepulver i dejen. Hak nødderne groft (jeg brugte hasselnødder, mandelflager og lidt peanuts) og bland det hele sammen til en ensartet masse. Sættes på bagepapir med god afstand med to teskeer og bages i forvarmet ovn ved 175 grader i ca. 12 minutter.

Afkøles på bagerist, og spises gerne lidt lune:-) Så skal man heller ikke vente så længe!


Lækre, hurtige godbidder til en god kop kaffe eller stærk te, der er sprøde i kanten og seje og bløde i midten præcis som cookies skal være:-) Rigtig god fornøjelse

tirsdag den 14. maj 2013

PIP porcelæn fra Grannys House

Al den tid lejligheden på Frederiksberg var til salg, drømte jeg om at bo på i et hvidt hus på Samsø. Huset skulle selvfølgelig ha' en have, hvor jeg skulle opholde mig hele sommeren. Om sommeren ville der være sol og fuglefløjt fra morgen til aften:-) Og når jeg sad i min have med sol og fuglefløjt, skulle her være søde gæster til te, kage og friske frugter og bær hentet hos den nærmeste bondemand:-)

Og i al den tid ønskede jeg mig, at vi skulle drikke te af de skønne store kopper fra PiP. Dem har jeg nemlig ofte drukket te af hos Grannys House på Søborg Hovedgade, når jeg var med veninderne til lækker brunch. Så det stel har stået på ønskelisten meget længe - og tænk sig, nu ejer jeg endelig en fornuftig stak af det!

Yndlingsveninden havde været en tur forbi Grannys House og købt det bestilte med til Samsø til mig. Så hvis ikke du kender Grannys House, så kan jeg varmt anbefale deres overdådige brunch for ikke at tale om deres kagebord. Og i det hele taget deres helt vildt hyggelige butik med masser af ting for tøser.

De samme veninder, jeg så mange gange har hygget med til brunch hos Grannys House har været så besøg i weekenden, og sørme om de ikke havde de her to super sommersøde kander med til mig som gave. Åhh, grøn te med æble og kvæde i den lille kande og hjemmelavet rabarbersaft i den anden...


Nu har jeg endelig fået det lille hvide hus, som endda har en Pippi Langstrømpe veranda og flere solsteder i haven .... den her sommer blir drømme endelig til virkelighed.  Jeg elsker fuglene, blomsterne og farverne på det her stel - enhver lille pige (på 50+ nå ja!!!!!) blir da i  godt humør af de her...


I dag er her sol og fuglefløjt, så nu må jeg snart se at få inviteret nogle flere gæster! Nu hvor jeg endelig har fundet nogenlunde ud af mit nye kamera:-) Jeg er sikker på, I kommer til at se meget mere til det her porcelæn. Det kalder jo ligefrem på søde sager med sommerens bær og frugter.

fredag den 3. maj 2013

Om altid at nyde før man kan tænke på at yde...

Her i min fortsatte kamerakrise (som der arbejdes på) kommer her stadig ikke opskrifter eller den slags! Helt snydes for livstegn skal du da ikke, så her kommer et pic snuppet med mobilen i formiddagssolen med et vigtigt budskab til alle travle folk:-)

Budskabet kommer fra sande eksperter, som det er værd at tage i ed:-)


De her to typer har med al tydelighed forstået, at det er helt, helt ok at nyde før man kan yde.... nå, nej forresten. De nyder, nyder, nyder ....og skal ikke ret meget andet end det:-)


Og tænk at den kæmpestore hankat på bordet for et par år siden var så lille ..... bare 11 uger her og lige til at spise rå på et stykke mad!

onsdag den 1. maj 2013

Kamerakrise og en klassisk jordbærlagkage

Tante Sød har alvorlig kamerakrise og derfor blir her ikke blogget, selv om der er rigeligt at blogge om! Mit gamle kamera afgik ved bloggerdøden (måske havde det bare taget de kage-billeder det kunne holde ud i sit liv!) og en ny fiks, pink sag er indkøbt. Jeg burde jo så være klar og shinet op, og jeg har også fået taget en masse billeder med den nye lyserøde lady. MEN jeg kan ski ikke finde ud af, at få billederne UD af kameraet og over på min pc:-) Så derfor er her lidt stille indtil ét eller andet geni med forstand på lyserøde kameraer rammer min ydmyge bolig! Alting kommer til den, der kan vente!


De her billeder havde jeg så lige på lager - én af kagerne fra min fødselsdag, som jeg ikke har fået lagt ud til jer:-) Og nu hvor der for alvor er sol i luften, er den nok meget god at ha' i baghånden til en festlig anledning.


Jeg vil spare dig for en masse lange opskrifter, da alt jeg brugte er mine basisopskrifter og gamle erfaringer:-) Du skal bruge de her ting:

En omgang hjemmebagte lagkagebunde - delt i 2.
En omgang hjemmelavet vanillecreme, som du blandet med 1/4 l øko piskefløde.
1 pose gode makroner
Et par stænk portvin eller lign til at fugte bundene
Ristede mandelflager til pynt på siderne
3-4 dl pisket fløde til at dække sider og lave fine toppe med en stor tyl
½ bakke jordbær i skiver og evt. lidt gele til at dække dem med

Flæk din bund, læg evt ekstra kagestrimler rundt i kanten på den, sådan at flødefyldet nemmere holdes på plads. Stænk med portvin, fyld flødecremen på. Evt. kan man lægge ekstra jordbær eller syltetøj inden dette. Dæk det hele med makronerne. Læg den anden bund øverst. Dæk med et tykt lag flødeskum på siden og tryk forsigtigt ristede mandelflager fast. Læg jordbær øverst og evt gelé og pynt til sidst med flødetoppe. På nær det sidste, laves kagen om morgenen eller aftenen før.


Der er lidt mormors kolonihave over den, men det har jeg ikke mødt nogen endnu, der har noget imod!

Lad det blive sommer, så vi kan få danske jordbær på vores kager! Allerhelst de danske, der kommer fra Samsø:-)
Der var en fejl i denne gadget
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...