Sidevisninger i alt

onsdag den 24. september 2014

Mokka brownie cupcakes - og noget vin fra Samsø!

På sådan en lidt grå efterårshverdag er det da heldigt at arkivet gemmer på en opskrift på vildt lækre brownie cupcakes med mokkaskum:-) Fra sidste weekend, men hvem bekymrer sig om det ...


Toppet med mokkamarengs og et drys rålakrids - og nedenunder en tæt, sprød blød brownie:-) Den går vist hjem hos de fleste ...


12 store browniecupcakes
50 gram lyse chokoladeknapper
50 gram mørke chokoladeknapper
½ spsk vanillesukker
125 gram øko smør
75 gram sukker
85 gram lys muscovadosukker
2 øko æg
100 gram øko hvedemel
1 spsk kakaopulver
75 gram hakkede valnødder
2 spsk meget stærk nescafé

Marengstopping
2 æggehvider
110 gram sukker
½ spsk Maizena
1 tsk citronsaft
2-3 spsk meget stærk nescafé

Smelt smør og chokolade forsigtigt og afkøl lidt. Pisk de to slags sukker med æg til det er lyst og luftigt. Bland mel, kakao, kaffe og nødder i dejen og vend den hurtigt sammen. Fordel den i 12 muffinforme og bag ved 160 grader i ca. 20 min - eller til der lige nøjagtigt ikke kommer dej med op, når du stikker med en kødnål. De må endelig ikke bage for meget - så får du bare en tør chokoladekage i stedet for en fugtig brownie!

Pisk æggehvider til de er stive, tilsæt sukker lidt ad gangen og pisk indtil alt sukker er opløst. Vend så resten af ingredienserne hurtigt i massen. Fyld i sprøjtepose og top dine afkølede brownies. Pynt evt med et drys af noget - her rålakridspulver.


Så er der serveret - passede lige til en fredag aften foran Vild med Dans i hyggeligt tøse-selskab:-)


Sidste weekend gik også med at tage til Åben Vingård på Samsø - her er nemlig en hel del hobbyvinavlere, som samles og giver smagprøver en gang om året. Vi har også en "rigtigt" godkendt Vinsyndikat, som laver vine til salg - og de er overraskende gode.


Både blå og grønne druer hænger i fine klaser klar til at blive transformeret til liflige dråber..


Rækkerne minder om dem fra min ungdom, hvor jeg var i Frankrig og plukke druer med nogle studiekammerater! Det var sjovt, men dælme også hårdt arbejde:-)


Der bliver smagt, diskuteret, sammenlignet - og der bydes på hjemmebagt brød til sagerne...


I øjeblikket har vi næsten også Sort Sol på Samsø - store flokke af stære er i fuld gang med deres flyveøvelser, så de kan trække til de varme lande om et par uger .... det er ret flot at se og ikke mindst høre vingeslagene fra sådan en flok. De sætter sig samlet i de store træer og så er der en pippen uden lige:-)

Septembersol, hygge blandt de lokale og et velbesøgt arrangement - du skal være velkommen næste år:-)

Print denne artikel

2 kommentarer:

  1. Wow, de cupcakes ville i hvert fald gå rent ind hos mig!
    Er det kaffe, man kommer i, eller bare kaffepulveret?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Bitten - jeg lavede helt stærk kaffe af instant pulver og kom altså i som væske

      Slet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...