Sidevisninger i alt

fredag den 12. september 2014

Vanillesyltede grønne tomater

Syltede grønne tomater er ikke noget, jeg husker fra min barndom selv med en mor, der ellers var glad for at gå i køkkenet. Nu hvor jeg er gået fra bypige til bondekone, kan man jo lige så godt gå hele vejen! Så jeg har været ude at "tigge" grønne tomater hos nogle, jeg ved der har mange tomater, og allerbedst - som ikke er sprøjtede. Jeg gider simpelhen ikke bruge penge eller tid på at putte sprøjtegifte i sylteglas!

Grønne tomater er lige nu - det er dem, som ikke vil modne og er hårde og ellers uspiselige. Hvis du selv har tomater i haven eller kender en tomatpusher, vil du blive glad for at ha' en flok glas af disse i dit spisekammer - de smager bare overraskende lifligt. Man kunne også ha' lavet en omgang chutney, men det får jeg bare ikke rigtig brugt.


Til 7 mellemstore glas
1 clementinkasse fyldt med små og store grønne tomater:-)
1 liter klar lagereddike - helst økologisk
1 kg øko rørsukker
5 dl vand
2-3 hele kanelstænger
4 stjerneanis
2 vanillestænger - nogle gode nogle!
½ spsk knust chili
8 kardemommekapsler
8 hele nelliker
1 tsk stødt allehånde
½ tsk salt

Start med at skylle alle tomaterne, og tag stilke af. Dernæst skal du prikke dem alle sammen rigtig godt med en gaffel, nok ca 5 til 15 prik pr. tomat alt efter størrelse. Ellers kan den gode lage ikke trænge ind:-) Det tar tid, men hyg dig med det. Det gir så god mening at få brugt de tomater, der ikke vil modne og ellers går til spilde. Jeg sorterede de store for sig og skær dem i kvarte og kogte dem separat. Og alle små og mellemstore blev kogt sammen.

Bland nu alle de øvrige ingredienser i en god gryde og kog det op, og sørg for sukkeret er helt opløst. Kom nu tomaterne i lagen og kog ca 8-10 min eller til de begynder at blive en smule bløde, og nogle løsner skindet sig lidt på.

Forinden har du rengjort dine glas meget grundigt! Ellers risikerer du alt arbejdet er spildt. Jeg bruger gerne genbrugsglas af en vis størrelse. Først fjerner jeg alle etikketter, dernæst vasker jeg alt i opvaskemaskinen. For at være helt sikkert skolder jeg alle glas OG låg med kogende vand, og til sidst kører jeg lidt sprut, fx vodka rundt i glasset. Jeg vil gøre meget for at undgå at bruge atamon, men det er jo en holdningssag, så gør hvad du har det bedst med.

Hæld nu de helt varme tomater i glassene, fyldt helt op uden at presse ret meget, og fyld også op med lagen helt til kanten. Skru låg godt fast med det samme - og vend bunden i vejret, så også lågene bliver steriliseret af lagen. Lad dem trække et par uger før du smager på de første skønheder og lad dig overraske og formilde af den sød, syrlige vanillesmag. Det er så godt til mange retter og til tapas osv. De her glas kan i princippet holde helt til næste sæson, når de opbevares mørkt, køligt (uden frost). Når de er åbnet, så sætter jeg dem i køleskab.


Mon ikke der skal et glas og en hjemmebagt kage retur til tomatleverandøren? Og et glas til en sød nabo måske. Og ellers vil jeg bare sætte dem på hylden i annekset, og glæde mig over et lille Stop Spild af Mad projekt.

Jeg ønsker jer alle en rigtig dejlig weekend - vejret er helt fortryllende skønt her på Samsø, og det er heldigt for de weekendgæster, som kommer her imorgen og ikke har nået at besøge mig før nu. Det blir godt at vise en sød gammel veninde og teeanagedatter rundt på min solskinsø, mens mand og søn blir hjemme og passer på København:-)

Print denne artikel

6 kommentarer:

  1. Det er noget af det dejligste med grønne tomater syltet med vanilje. Sikke nogle flotte grønne tomater du har skaffet - den slags er der altså ikke mange af! Men pæne er de altså….

    God weekend!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Marian - ja, jeg synes også synet af kassen med de grønne kugler var så fint.... jeg er spændt på at smage dem. Tak og dejlig uge til dig

      Slet
  2. Øj, hvor lækkert - minder mig om Det lille hus på prærien, hvor de også sylter dem grønne :D

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anne - herligt med den slags asscociationer:-) Det var nu også en sød serie. Tak for hilsen

      Slet
  3. Her er fiffet, der får lagen trænge ind i tomaterne: Man prikker de rå tomater hele vejen rundt ... Ellers kan det godt tage laaang tid, inden smagen er trængt ind.
    Elsebeth

    SvarSlet
  4. ... der får lagen til at trænge ind i tomaterne.
    Elsebeth

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...