Sidevisninger i alt

søndag den 26. april 2015

Vanillabutter Cookie Bars-)

Det er søndag, og det er altid en god undskyldning for at smide en kage på bloggen. Den her er fra arkivet og hvis du trænger til noget hvinende sødt i dit liv, så er den her sagen!

Jeg forsøger altid at finde danske navne til mine opskrifter - men jeg har simpelthen ikke kunnet komme på et fornuftigt navn til disse her. De er "meget amerikanske" og måske ikke en kage, der falder helt i vores danske smag. Men en lille pige, der skulle komme på besøg, ønskede lyserøde kager og de her er i hvert fald lyserøde og børnevenlige:-)


Pink cookie bars - 12 stk 
200 gram øko smør
100 gram flormelis
200 gram øko hvedemel - gerne kagemel Tipo 00
Kornene fra 1 hel vanillestang
1 nip salt

Bland alle ingredienser så hurtigt som muligt. Læg bagepapir i en 20 x 20 cm form og pres dejen godt ned i formen. Flad den evt ud med en paletkniv - det er vigtigt, det er helt jævn. Bages ved 200 grader i ca. 18 min eller til den er lys gylden. Afkøles helt.

Frosting
125 gram usaltet øko smør
3/4 dl øko letmælk
325 gram flormelis
Korn fra 1 hel vanillestang
2 spsk hindbæressens fra Dr Oetker
En anelse lyserød pastafarve
Krymmel

Pisk alle ingredienser helt luftigt - det tar ca 8-10 min på røremaskine. Fordel frostingen på den helt kolde kage og jævn overfladen med en paletkniv. Dyp den evt i varmt vand mellem hver udglatning. Drys med krymmel. Sæt på køl mindst 1 time og skær i passende bidder - ikke for store, da det er søde sager det her!


Kagebunden smager nærmest som en vanillekrans og er næsten lige så sprød, hvis du serverer et par timer efter den er lagt sammen. Dagen efter er bunden mere blød og kageagtig. Frostingen er ærlig talt for meget og for sød, synes jeg. Nok ikke et bagværk, jeg kommer til at lave igen - der sker for lidt smagsmæssigt. Men det var sjovt nok at prøve og lillepigen var glad og tilfreds:-)

Print denne artikel

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Der var en fejl i denne gadget
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...