Så blev det igen fredag eftermiddag, og jeg sad i bilen på vej hjem fra job, og glædede mig til at nyde min fredag aften helt alene. Jeg elsker bare fredage - træt på den gode måde efter en god indsats på jobbet, en følelse af at have fortjent hygge, ro, dynedyret på sofaen, misserne omkring mig, x faktor på tv, og så et par friske blade eller en god bog. Så fredag skal der være nem mad på menuen, så jeg sad i bilen og kom pludselig i tanke om den her suppe, som jeg har fået serveret hos en veninde for flere år tilbage. Jeg kunne svagt huske ingredienserne, ringede til veninden for at høre om hun kunne de præcise ingredienser i hovedet, men det kunne hun nu heller ikke. Så jeg købte ind efter fri hukommelse, og kom frem til den her udgave, som smagsmæssigt ligger tæt på den, som jeg erindrer .... den blev vellyket, var nem at købe ind til, fordi jeg havde det meste på lager, er ret billig og særdeles hurtig.
1 mellemstort finthakket løg
1 fed finthakket hvidløg
1 stor porre skåret i tynde ringe (husk at gemme toppen evt i fryser til at koge fond en dag)
1 tsk olie + 1 tsk smør til at svitse i
1-2 spsk karry
2-3 dl hønse- eller fiskefond eller bouillon
1 dl hvidvin (kan udelades og erstattes med mere bouillon, men det er bedst med vinen også)
½-1 dl fløde
Så mange rejer du har lyst til - jeg havde nok 150 gram
Når du har varmet fedtstoffet op, svitser du løg, hvidløg og porrer til det bliver klart uden at det tager farve. Så tilsætter du karry, så det kan brænde lidt af - og herefter på med hvidvinen, og lad det koge nogle få minutter, så alkoholen futter af. Så på med bouillon og fløde og lade det koge sammen nogle minutter. Smag til med salt, peber og et nip sukker - evt. kan du justere med mere karry og bouillon. Når smager er som du ønsker, tilsætter du rejerne - de skal kun varmes godt op med svagere varme, og må endelig ikke koge, da de så ændrer konsistens og bliver seje.
En skøn suppe med masser af smag, som du kan lave på 15 minutter - perfekt som forret, der kan laves i god tid eller som her til en aften, hvor du ikke gider bruge din tid på at stå i køkkenet! Portionen her giver to store tallerkner suppe.
Spis godt groft brød til .... og top med lidt grønt
Og så er der bare tilbage at ønske jer alle en smuk weekend - her skinner solen, og jeg har gode planer i godt selskab i dag og imorgen ...
Kærlige hilsner
Marianne
Print denne artikel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)