Sidevisninger i alt

lørdag den 19. februar 2011

Håndstrikkede sjaler til under halv pris...

Forrige jul havde to af mine veninder og jeg besluttet at prøve at holde et rigtigt julemarked med alle vores håndgjorte kreative sysler. Selv solgte jeg mit unika glaskunst, samt en bunke strikkede og filtede nisser, som gik som varmt brød, og ikke mindst en masse sjaler og tørklæder, dels håndstrikkede og dels filtede silkechiffonsjaler. Jeg havde fået produceret virkelig meget i løbet af året, og mine veninder havde dels et hav af smykker og dels en masse andet juleting. Vi fik utroligt mange besøgende, mange flere end vi havde forventet, og havde et flot salg og oven i købet en superhyggelig dag, hvor mange vi kender kom og besøgte os - og mange vi ikke kendte også. I år havde jeg bare ikke fået lavet nok håndarbejde til at vi igen kunne gentage succeen - når man har fuldtidsjob, en stor omgangskreds og er socialt anlagt, så er der desværre ikke meget tid tilovers til alle de kreative gøremål, selv om jeg virkelig savner det. Jeg elsker bare at frembringe noget med mine hænder - til dagligt jobber jeg med mennesker, så det er jo resultater på et helt andet plan. Så det at stå med noget konkret i sine hænder giver en særlig tilfredsstillelse - både processen undervejs med at skabe det, det er ren terapi for mig, og det er lige meget om det er at strikke, filte, arbejde med glas, bage et brød eller bruge tid på kvalitetsmad. Det er samme oplevelse af at frembringe noget, som man selv eller andre bagefter finder glæde ved at bruge på den ene eller anden måde..... jeg tænker tit at jeg gerne ville have gået på kunsthåndværkerakademi som ung.... men den tanke havde jeg slet ikke, da jeg skulle vælge uddannelsesvej.

Nå, men det er jo også lige meget - vi er jo frie mennesker, der kan beslutte at gøre, hvad vi selv vil. Så det handler jo om at finde ud af, hvordan jeg så kan frigøre tid til at lave flere kreative ting. Det er en af grundende til, at jeg har min lejlighed til salg, og gerne vil flytte til Samsø i en periode - det skal altså prøves. Så den drøm håber jeg kan blive realiseret lige så snart jeg kan få solgt min bolig, men det har allerede nu taget meget længere tid end jeg havde troet... men jeg prøver at have is i maven, og da jeg har en dyb tro på at alt sker til den perfekte tid, og at der er gode grunde til at vi skal igennem de læreprocesser som livet byder os .....

Nu kom jeg da ud af en helt anden tangent ...... det startede med de håndstrikkede sjaler! Tilbage til dem!
Jeg har nemlig nogle få stykker tilbage fra julemarkedet, som jeg lige har besluttet at holde udsalg på - jeg har solgt dem til 275 kr, men nu kan du købe dem til 125 kr, som stort set svarer til garnets pris. De er i en mohair-lignende kvalitet, og er ret lange, så man kan godt få dem to gange om halsen, hvis man vil det. Og ellers er de fine som tørklæde rundt om overtøjet, men jo også som en slags stola bare rundt om skuldrene oven på en bluse.
Jeg har de her 5 stk tilbage

1 auqa blå/turkis
1 petrol
2 mokka
1 olivengrøn vil jeg beskrive den som
Kontakt mig på mail eller anden vis, hvis du er interesseret - så finder vi ud af, hvordan du får fingrene i et af dem.
PS: Jeg har også nogle stykker, der er trekantede - der kommer billeder af dem imorgen!

Rigtig god weekend
Marianne Print denne artikel

2 kommentarer:

  1. Hvor er de dog fine, Marianne. Hvor har du fundet opskriften? Det er længe siden jeg har strikket, lige nu hækler jeg, når hænderne er til det :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  2. Kære Birthe
    Tak for roserne. Opskriften købte jeg i en gårdbutik på Samsø forrige år - og har bare strikket et hav af dem:-)Jeg har den da vist stadig i kopiform, så hvis du gerne vil have den, kan jeg sende den til dig?
    Jeg så godt det fine tæppe du er i gang med at hækle, det så rigtig flot ud. Jeg er desværre ikke så god til at hækle, selv om jeg faktisk lige har set nogle hæklede tørklæder af firkanter som jeg er helt vild med - jeg sku næsten sende dig et link til dem.... det er en gårdbutik i Roskilde, der sælger dem. Mener den hedder Pernilles Butik ... du kan prøve at google. Der var en hel brochure med de sjaler ...
    kh Marianne

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...