I dag har jeg arbejdet hjemme som sædvanligt om torsdagen, og selv om jeg laver mindst lige så meget sådan en dag, så er der bare mere energi i overskud, når dagen er gået - så da computeren blev lukket gik jeg igang med at prøve en opskrift fra det nyeste nummer af "Spis Bedre" - jeg har lige sagt ja til et billigt tilbud med 3 numre af bladet, og det var lige kommet i postkassen. Og de her "knudeboller" så så fine ud, og jeg havde alle ingredienser i huset. Og da det alligevel er min tur til at tage morgenbrød med på arbejde imorgen tidligt, og da et par af mine mandlige kolleger sætter pris på en bid til den søde tand efter den obligatoriske ostemad, så passede det fint. Jeg fulgte opskriften stort set som den var, dog brugte jeg lidt mindre mørk chokolade, da jeg hurtigt synes det bliver for meget.Jeg lavede i øvrigt kun en halv portion dej, da jeg ikke gad at stå med 40 stk., som der stod der ville blive ud af opskriften. Men her får du opskriften gengivet. Du skal bruge følgende ingredienser til dejen:
150 gram øko smør
5 dl øko mælk
50 gram gær
1 tsk salt
120 gram sukker
1 tsk kardemomme
750 gram øko hvedemel
Fyldet:
200 gram øko chokolade 70% (jeg brugte lidt mindre)
100 gram koldt øko smør
1 dl sukker
1 tsk kanel
1 æg til pensling + mandelflager og perlesukker til pynt
Smelt smørret og hæld mælken i - blandingen skal være håndvarmt, og heri udrører du gæren. Tilsæt salt, sukker, kardemomme og hvedemel. Ælt dejen til den er smidig - mindst 10 min ved håndkraft eller 5 min i røremaskine. Tildæk og lad hæve til dobbelt størrelse i ca. 40 min. Hak chokoladen ret fint. Vend den hævede dej ud på et meldrysset bord, og del i to dele (en del hvis du bager halv portion), rul hver del til en rektangel på ca 30x50 cm. Høvl smørret ud over dejfladen med en ostehøvl, drys med chokoladen, sukker og kanel (jeg brugte mere kanel end anført). Fold dejen dobbelt og tryk forsigtigt dejen sammen med håndroden. Skær den i ca. 2 cm brede strimler. Sno strimlerne og lav en luftig knude. Læg dejknuderne i muffinsforme med knuden opad. Lad efterhæve 30 min. Pensles med sammenpisket æg, drysses med mandelflager og perlesukker. Bages ved 250 gr (jeg bruger 225 gr næste gang) i ca. 10 min. Hvis du vil fryse dem, så gør det mens de er lune, så bliver de bedst.
Sådan så dejen ud, da den var rullet ud og havde fået fyld på lige inden den skulle foldes sammen
Og her er de færdige knuder penslet med æg og pyntet med mandelflager og perlesukker
Her er de så færdigtbagte og duftende .....
Og du får lige hele pladen, så du kan se, hvor mange stk. jeg fik ud af en halv portion
Og jeg tror også, jeg skal prøve at bage nogle mad-brød efter samme princip - altså en gærdej og lave et fyld af fx revet ost og krydderier og så i denne her facon. Det skal prøves - de ser da søde ud at servere i en salt udgave til suppe eller forret. Print denne artikel
ummenum nu løber tænderne i vand..........øvøvøv jeg kan ikke tåle hvedemel, mon man kan bruge andet???
SvarSletKnus og god weekend fra Tanya
Uhaaa... de ser lækre ud. Vil bage dem en dag til nogle ganske særlige gæster.
SvarSletHej Tanya
SvarSletDejligt at se dig her - omkring hvedemel... uha, jeg er selv forskånet for at have allergier i den forstand, men burde sikkert alligevel holde mig væk fra hvedemel af sundhedsgrunde.... så umiddelbart ved jeg ikke lige, hvad der ville være smart at erstatte melet med. Hvad bruger du selv normalt når du laver erstatninger? Kan du tåle andre mel-sorter? Hvad med spelt tænker jeg? Men jeg undersøger gerne, hvad man lige kunne gøre for at få et resultat, der ikke kommer til at ligne rugbrød:-)
Kære Annette
Dejligt hvis du bliver inspireret til at bage de her - de var arbejdet værd synes jeg.
Bedste weekend hilsner
Marianne
Hej Tante Sød.
SvarSletMums, hvor ser de lækre ud, de må prøves. Meget lækre opskrifter du har - samt flotte billeder.
Mange hilsner
Charlotte den 2