Sidevisninger i alt

mandag den 28. februar 2011

Øko gris med abrikos og kanel

I dag fik Susanne Bier sørme sin velfortjente Oscar - sikke vi kan i vores lille land for tiden. Verdens bedste kok, verdens bedste udenlandske film og måske snart en ny regering. Hvad kan det ikke blive til?

For mig var det nu helt, helt almindelig mandag - ikke noget at skrive hjem om lige som Susanne:-) Den har stået på arbejde (godt nok fik vi en stor flok nye kursister i huset i dag, og det er altid spændende, hvad det er for nogle mennesker), indkøb, vasketøj, kattebakker, telefonsnak med veninderne osv. I fryseren lå en pakke øko gris, som jeg ville bruge - det er ikke særlig tit, jeg vælger svinekød, men en gang i ny og næ får det alligevel lov at få sin dag. Jeg ville lave det på en ny måde og helst med ingredienser, jeg vidste skufferne gemte på i forvejen. Retten blev forbavsende god, og smagen mindede mig lidt om ristaffel, men uden et eneste drys af den ellers klassiske karry. Den her blev bare mør, sød og  fyldig på samme tid. Jeg savnede godt nok en frisk gulerodssalat med citron, da jeg spiste den, men skidt nu med det.....

De væsentligste ingredienser var de her - kød, løg i både, en porre, en suppevisk, abrikoser og rosiner i blød i kogende vand og de røde ris, som jeg ikke har prøvet før.

Retten kom til at se sådan her ud - se hele opskriften nedenunder


400 gram økologisk skinketern
1 stort løg skåret i både
1 stor porre i skrå skiver
Suppevisk af porretop, frisk timian eller hvad du har ...
1-2 tsk kanel
2 tsk spidskommen
3 dl hønsefond/bouillon
1-2 dl creme fraiche (jeg havde 18%)
10-15 tørrede abrikoser
1 dl gode øko rosiner
Salt, peber, evt mere krydderi

Start med at halvere abrikoserne, og overhæld dem og rosiner med kogende vand, og lad det stå i blød til du skal bruge det. Varm en sautépande godt op, og brun kødet i lidt olie, måske ad to omgange. Det er vigtigt at panden er rigtigt varm og olien også, da dit kød ellers vil koge mere end det vil stege. Og en god stegeskorpe gir masser af smag til alle retter faktisk. Tag kødet op, svits løget et minut, og tilsæt så kanel og spidskommen. Herefter hælder du hønsefond på, og kommer kødet tilbage i panden. Lad det koge 10-15 minutter, hvorefter du tilsætter porren, creme fraiche og abrikoser og rosiner, og lader det koge med de sidste 5 minutter. 

Jeg synes ris var det bedste tilbehør - og de her lækre røde økologiske fuldkornsris er gode (og med mere fuldkorn end brune ris), fordi de bevarer en fast kerne med lidt bid i, men jeg synes dog de kan virke for rå, hvis de står alene. Så jeg kogte de røde ris i 25 min i en gryde for sig selv, og de hvide ris i en anden gryde, og blandede dem lige inden serveringen.

Som man måske kan ane, fik jeg ristede østershatte som tilbehør. Men det var mest fordi jeg havde nogle, jeg skulle have brugt inden de døde, og så fordi jeg for tiden nærmest kunne spise ristede østershatte oven på min morgenyoughurt! Egentlig passer de slet ikke til retten, og jeg ville have foretrukket en sprød, lidt syrlig gulerodssalat op med den søde og krydrede ret. Det må jeg huske en anden god gang ... jeg kunne nemlig godt finde på at lave retten igen.

Jeg tror også opskriften ville blive god med kylling eller måske særligt med lam - så måske den kan inspirere dig til at prøve nogle lidt anderledes smagsnuancer. Velbekomme:-)

lørdag den 26. februar 2011

Cremet karrysuppe med rejer

Så blev det igen fredag eftermiddag, og jeg sad i bilen på vej hjem fra job, og glædede mig til at nyde min fredag aften helt alene. Jeg elsker bare fredage - træt på den gode måde efter en god indsats på jobbet, en følelse af at have fortjent hygge, ro, dynedyret på sofaen, misserne omkring mig, x faktor på tv, og så et par friske blade eller en god bog. Så fredag skal der være nem mad på menuen, så jeg sad i bilen og kom pludselig i tanke om den her suppe, som jeg har fået serveret hos en veninde for flere år tilbage. Jeg kunne svagt huske ingredienserne, ringede til veninden for at høre om hun kunne de præcise ingredienser i hovedet, men det kunne hun nu heller ikke. Så jeg købte ind efter fri hukommelse, og kom frem til den her udgave, som smagsmæssigt ligger tæt på den, som jeg erindrer ....  den blev vellyket, var nem at købe ind til, fordi jeg havde det meste på lager, er ret billig og særdeles hurtig.

1 mellemstort finthakket løg
1 fed finthakket hvidløg
1 stor porre skåret i tynde ringe (husk at gemme toppen evt i fryser til at koge fond en dag)
1 tsk olie + 1 tsk smør til at svitse i
1-2 spsk karry
2-3 dl hønse- eller fiskefond eller bouillon
1 dl hvidvin (kan udelades og erstattes med mere bouillon, men det er bedst med vinen også)
½-1 dl fløde
Så mange rejer du har lyst til - jeg havde nok 150 gram

Når du har varmet fedtstoffet op, svitser du løg, hvidløg og porrer til det bliver klart uden at det tager farve. Så tilsætter du karry, så det kan brænde lidt af - og herefter på med hvidvinen, og lad det koge nogle få minutter, så alkoholen futter af. Så på med bouillon og fløde og lade det koge sammen nogle minutter. Smag til med salt, peber og et nip sukker - evt. kan du justere med mere karry og bouillon. Når smager er som du ønsker, tilsætter du rejerne - de skal kun varmes godt op med svagere varme, og må endelig ikke koge, da de så ændrer konsistens og bliver seje.

En skøn suppe med masser af smag, som du kan lave på 15 minutter - perfekt som forret, der kan laves i god tid eller som her til en aften, hvor du ikke gider bruge din tid på at stå i køkkenet! Portionen her giver to store tallerkner suppe.

Spis godt groft brød til .... og top med lidt grønt
Og så er der bare tilbage at ønske jer alle en smuk weekend - her skinner solen, og jeg har gode planer i godt selskab i dag og imorgen ...

Kærlige hilsner
Marianne

fredag den 25. februar 2011

Kagerne, der gik helt i knude ....

Jeg bliver mere og mere glad for min blog i takt med at jeg kan se, der kommer nye læsere til - vupti nu har jeg hele 19! Velkommen til jer to nye:-) Når jeg har 25 læsere tror jeg, der bliver en lille give-away lodtrækning på en eller anden måde .... Oven i købet har jeg i dag mødt en af mine læsere, som er kommet til via netværk, og som gerne ville købe 3 af mine sjaler på udsalg. Hun var supersød, så det er da top hyggeligt ....

I dag har jeg arbejdet hjemme som sædvanligt om torsdagen, og selv om jeg laver mindst lige så meget sådan en dag, så er der bare mere energi i overskud, når dagen er gået - så da computeren blev lukket gik jeg igang med at prøve en opskrift fra det nyeste nummer af "Spis Bedre" - jeg har lige sagt ja til et billigt tilbud med 3 numre af bladet, og det var lige kommet i postkassen. Og de her "knudeboller" så så fine ud, og jeg havde alle ingredienser i huset. Og da det alligevel er min tur til at tage morgenbrød med på arbejde imorgen tidligt, og da et par af mine mandlige kolleger sætter pris på en bid til den søde tand efter den obligatoriske ostemad, så passede det fint. Jeg fulgte opskriften stort set som den var, dog brugte jeg lidt mindre mørk chokolade, da jeg hurtigt synes det bliver for meget.Jeg lavede i øvrigt kun en halv portion dej, da jeg ikke gad at stå med 40 stk., som der stod der ville blive ud af opskriften. Men her får du opskriften gengivet. Du skal bruge følgende ingredienser til dejen:

150 gram øko smør
5 dl øko mælk
50 gram gær
1 tsk salt
120 gram sukker
1 tsk kardemomme
750 gram øko hvedemel

Fyldet:
200 gram øko chokolade 70% (jeg brugte lidt mindre)
100 gram koldt øko smør
1 dl sukker
1 tsk kanel

1 æg til pensling + mandelflager og perlesukker til pynt

Smelt smørret og hæld mælken i - blandingen skal være håndvarmt, og heri udrører du gæren. Tilsæt salt, sukker, kardemomme og hvedemel. Ælt dejen til den er smidig - mindst 10 min ved håndkraft eller 5 min i røremaskine. Tildæk og lad hæve til dobbelt størrelse i ca. 40 min. Hak chokoladen ret fint. Vend den hævede dej ud på et meldrysset bord, og del i to dele (en del hvis du bager halv portion), rul hver del til en rektangel på ca 30x50 cm. Høvl smørret ud over dejfladen med en ostehøvl, drys med chokoladen, sukker og kanel (jeg brugte mere kanel end anført). Fold dejen dobbelt og tryk forsigtigt dejen sammen med håndroden. Skær den i ca. 2 cm brede strimler. Sno strimlerne og lav en luftig knude. Læg dejknuderne i muffinsforme med knuden opad. Lad efterhæve 30 min. Pensles med sammenpisket æg, drysses med mandelflager og perlesukker. Bages ved 250 gr (jeg bruger 225 gr næste gang) i ca. 10 min. Hvis du vil fryse dem, så gør det mens de er lune, så bliver de bedst.

Sådan så dejen ud, da den var rullet ud og havde fået fyld på lige inden den skulle foldes sammen
Og her er de færdige knuder penslet med æg og pyntet med mandelflager og perlesukker

Her er de så færdigtbagte og duftende ..... 

Og du får lige hele pladen, så du kan se, hvor mange stk. jeg fik ud af en halv portion

                                     

Jeg synes bare de er rigtigt fine og hyggelige, og de smager bare super - kanel, chokolade, kardemomme og ikke for meget af noget af det, så dem vil jeg garanteret bage igen. Da vi skulle bruge dem, lunede jeg dem lige kort i ovnen - så er det næsten som nybagt.

Og jeg tror også, jeg skal prøve at bage nogle mad-brød efter samme princip - altså en gærdej og lave et fyld af fx revet ost og krydderier og så i denne her facon. Det skal prøves - de ser da søde ud at servere i en salt udgave til suppe eller forret.

mandag den 21. februar 2011

Grove madbrød med perlespelt og gulerod

De her brød købte jeg hos Irma i forrige uge - sådan nogle man selv bager færdige, og de er da helt ok. Men jeg blev ærligt talt indebrændt over at skulle betale 29,50 kr for to små brød uden særligt meget gods i.... så jeg tænkte, at det måtte jeg kunne gøre i hvert fald meget billigere, og måske endda også sundere og bedre.

Tillfældigt (ja, nu tror jeg ikke på meget er tilfældigt forresten...) havde jeg et næsten nyt nummer af Femina ved hånden, så lod jeg mig inspirere af den første og den bedste opskrift derfra (uge 5). I bladet var der lavet 3 flutes ud af portionen, men jeg formede dem som brød, der lignede dem jeg havde købt i Irma i dyre domme. De er gode at fylde med grønt og måske kød, kylling osv. og lave nogle lækre madpakker ud af. Men selvfølgelig kan brødene også bruges til supper, ost osv.

Opskriften lyder sådan:

1½ dl perlespeltkerner
30 gram gær
2 dl lunkent vand
2 dl mørk bitter øl (kan godt erstattes med vand, da sådan en øko øl kostede mig 18 kr, og jeg drikker ikke resten! )
2 tsk salt
2 dl revnet gulerod
2 spsk flydende honning
100 gram groft øko rugmel
400 gram (cirka) økologisk hvedemel

Kog perlespeltkernerne i ca. 17 min, og lad dem afkøle. Opløs gæren i vandet, og tilsæt øl, salt, gulerod og rugmel. Rør hvedemelet i lidt af gangen til en fugtig dej. Ælt den godt, den må gerne være lidt klistret. Lad den hæve ca. 2 timer tildækket. Slå dejen ned, ælt den lidt igen, og form de brød du ønsker. Rids dem og lad dem efterhæve ca. 45 min. Pensl med vand og drys med rugmel, og så skal de blot bages på nederste rille i ovnen ved 220 grader i ca. 20 minutter. Køl dem af på en rist, og hvis du vil fryse dem, så gør det mens de er lune - så smager de bedst, når du tør dem op igen.


Og her er de - de duftede bare godt, og smager også godt, og så kan man lige ane de bløde kerner af perlespelt. En rigtig god måde at få flere fuldkorn og fibre ind i kosten. Prøv også at flække dem, og riste dem på en tør grillpande og brug dem til sandwich. 

God fornøjelse med at lave dit eget lækre brød - jo bedre, du bliver til det, jo mindre gider du købe færdigt brød.  

Østershatte i al sin enkelhed ...

I går havde jeg besøg af mit gamle hold fra den uddannelse jeg tog som intuitiv coach - vi blev færdige i vist nok 2005, og har holdt sammen siden. Vi er kun 5 i vores lille sluttede kreds, og er meget forskellige af natur og arbejder med meget forskellige ting til dagligt - en med regnskab, en som skuespiller og instruktør, en pædagog, jeg selv som karrierekonsulent osv. Faktisk er vi så forskellige at vi ikke ser hinanden privat sådan som tøser ellers mødes. Men vi har vores gruppe - og i den finder vi et helt, helt særligt fællesskab, et fælles omdrejningspunkt, et fælles livssyn som er svært at forklare eller sætte ord på. Vi ved bare alle 5 at sådan er det! Vi blev ikke sat sammen tilfældigt - det var meningen at netop vi 5 skulle møde hinanden, og være sammen om vores dybe fælles interesse for det åndelige og spirituelle i tilværelsen, og leve det ud på hver sin måde i hverdagene. 

Så vi mødtes i går hos mig - mediterede sammen, talte i tryghed om hver vores fremtidige mål og drømme, og hvordan vi kan støtte hinanden i at manifestere det. Og hvordan vi kan bidrage til leve vores liv i kærlighed og omsorg for os selv og for andre. Jeg bliver kort sagt rolig og fuldt til stede i mig selv og i nu'et ved at være sammen med de damer! Suk, alt er godt i min verden lige der! Og da de var gået havde jeg oven i købet bestilt en tid hos min lokale thai-massør, og det kunne ikke være en bedre afslutning på en dejlig søndag.

Så det måltid, det blev til i aftes passede perfekt til min indre stemning - simpelt, enkelt, kvalitetsråvarer fra naturen og vegetarisk ....

Jeg havde en bakke østershatte, som i sig selv føles som luksus, som jeg ristede sammen med et skalotteløg og et enkelt fed hvidløg. .....


Så piskede jeg to æg sammen i en skål med lidt creme fraiche (fordi jeg havde det og ellers kan mælk sagtens bruges), lidt salt og peber og så de ristede østershatte. Så lidt bagepapir ned i nogle ildfaste små skåle, og en tur i ovnen - ca. 15 min ved 200 grader.
En skive lækkert brød fra dagen før blev ristet med en anelse olivenolie og hvidløg, og ovenpå lagde jeg en bakke blandede cherrytomater, som jeg havde blandet med mere fintsnittet skalotteløg, hvidløg, olie, citron osv som en slags salsa. Og så den lune ægge-østershatte-fritta med et drys friskrevet parmesan og ved siden af det sprøde brød og de saftige tomater. Så føler mig sig rig, tilfreds og i pagt med moder jord og har masser af overskud til en ny arbejdsuge.

Jeg kan varmt anbefale sådan et enkelt måltid .... og så er det jo klart på ca. 20 minutter, og det er også værd at tage med! I øvrigt vil de lune ægge-fritta'er passe rigtig godt ind i en brunch-menu i stedet for de sædvanlige scrambled eggs.


søndag den 20. februar 2011

Så er der trekanter til halv pris ...

Som jeg lovede igår, kommer der her flere håndstrikkede sjaler til udsalgspris - de her er trekantede

Jeg har dem i farverne

Lys grå (2 stk)
Mokka
Lilla
Turkis
Petrol (blå/grønlig flot farve)

Og det er også til 125 kr. pr. stk. Kontakt mig, så vi kan aftale hvordan du kan få fat på et af dem.

God søndag til jer alle - om et øjeblik får jeg besøg af en håndfuld skønne kvinder fra mit gamle uddannelseshold fra intuitiv coaching - så der står meditation og varme boller på programmet de næste 3 timer!

KH Marianne

lørdag den 19. februar 2011

Håndstrikkede sjaler til under halv pris...

Forrige jul havde to af mine veninder og jeg besluttet at prøve at holde et rigtigt julemarked med alle vores håndgjorte kreative sysler. Selv solgte jeg mit unika glaskunst, samt en bunke strikkede og filtede nisser, som gik som varmt brød, og ikke mindst en masse sjaler og tørklæder, dels håndstrikkede og dels filtede silkechiffonsjaler. Jeg havde fået produceret virkelig meget i løbet af året, og mine veninder havde dels et hav af smykker og dels en masse andet juleting. Vi fik utroligt mange besøgende, mange flere end vi havde forventet, og havde et flot salg og oven i købet en superhyggelig dag, hvor mange vi kender kom og besøgte os - og mange vi ikke kendte også. I år havde jeg bare ikke fået lavet nok håndarbejde til at vi igen kunne gentage succeen - når man har fuldtidsjob, en stor omgangskreds og er socialt anlagt, så er der desværre ikke meget tid tilovers til alle de kreative gøremål, selv om jeg virkelig savner det. Jeg elsker bare at frembringe noget med mine hænder - til dagligt jobber jeg med mennesker, så det er jo resultater på et helt andet plan. Så det at stå med noget konkret i sine hænder giver en særlig tilfredsstillelse - både processen undervejs med at skabe det, det er ren terapi for mig, og det er lige meget om det er at strikke, filte, arbejde med glas, bage et brød eller bruge tid på kvalitetsmad. Det er samme oplevelse af at frembringe noget, som man selv eller andre bagefter finder glæde ved at bruge på den ene eller anden måde..... jeg tænker tit at jeg gerne ville have gået på kunsthåndværkerakademi som ung.... men den tanke havde jeg slet ikke, da jeg skulle vælge uddannelsesvej.

Nå, men det er jo også lige meget - vi er jo frie mennesker, der kan beslutte at gøre, hvad vi selv vil. Så det handler jo om at finde ud af, hvordan jeg så kan frigøre tid til at lave flere kreative ting. Det er en af grundende til, at jeg har min lejlighed til salg, og gerne vil flytte til Samsø i en periode - det skal altså prøves. Så den drøm håber jeg kan blive realiseret lige så snart jeg kan få solgt min bolig, men det har allerede nu taget meget længere tid end jeg havde troet... men jeg prøver at have is i maven, og da jeg har en dyb tro på at alt sker til den perfekte tid, og at der er gode grunde til at vi skal igennem de læreprocesser som livet byder os .....

Nu kom jeg da ud af en helt anden tangent ...... det startede med de håndstrikkede sjaler! Tilbage til dem!
Jeg har nemlig nogle få stykker tilbage fra julemarkedet, som jeg lige har besluttet at holde udsalg på - jeg har solgt dem til 275 kr, men nu kan du købe dem til 125 kr, som stort set svarer til garnets pris. De er i en mohair-lignende kvalitet, og er ret lange, så man kan godt få dem to gange om halsen, hvis man vil det. Og ellers er de fine som tørklæde rundt om overtøjet, men jo også som en slags stola bare rundt om skuldrene oven på en bluse.
Jeg har de her 5 stk tilbage

1 auqa blå/turkis
1 petrol
2 mokka
1 olivengrøn vil jeg beskrive den som
Kontakt mig på mail eller anden vis, hvis du er interesseret - så finder vi ud af, hvordan du får fingrene i et af dem.
PS: Jeg har også nogle stykker, der er trekantede - der kommer billeder af dem imorgen!

Rigtig god weekend
Marianne

torsdag den 17. februar 2011

Kollega-kage-kreation til savnede mennesker ...

I dag skal vi på arbejdet have besøg af 2 tidligere kolleger, som vi savner rigtig meget, og så fik jeg lyst til at kaste mig ud i at lave en af de "kreative kager". Jeg er ny i den business, og har kun lavet kage to gange før, så jeg er absolut på begynder-stadiet. Det startede med at to af mine veninder havde taget et grundkursus i de her kager hos Specialkøbmanden i Rødovre, og de var helt grebet af det, og var selv gået i gang derhjemme. Så den ene af mine veninder tog mig beredvilligt i privat mesterlære, og det her er så mit 3. forsøg!

Den drillede mig faktisk temmelig meget, så den er langt fra perfekt - men øvelse gør som bekendt mester, så jeg må jo bare til at lave nogle flere. Det skal så også lige siges, at jeg er ca. 4 timer om at fremstille sådan en sag, så det er ikke baaaaare liiiiige ... og denne gang skulle jeg lave den på en hverdagsaften, og det gør jeg altså ikke mere! Det blev for stresset .... og sikkert også derfor flere ting drillede.

Men da det jo altså er i dag vores ventede gæster kommer på besøg, så bliver den ikke bedre for nu! Så her er den - selm om den slet ikke ser ud, som jeg ellers havde planlagt inde i hovedet.

Som du kan se, er min kant forneden bl.a. rigtig grim! Det er første gang jeg forsøger med den såkaldte royal icing, og det skal jeg øve på med en anden tylle! Og på et større fad, hvor der er plads til overhovedet at lave en kant!
Det man overtrækker kagen med, og fremstiller al pynten af hedder fondant. Det kan man enten købe færdiglavet, og selv indfarve eller man kan lave det fra bunden meget billigere. Det bliver fremstillet af hvide skumfiduser (20 stk.) med 2 spsk koldt vand og 1 spsk smagsneutral olie - dette smeltes over vandbad eller i mikroovn, hvis man har sådan en (hvad jeg ikke ejer, og heller ikke gider eje, da jeg ikke vil have mad, der er "bestrålet")
Når skumfiduserne er smeltet, tilsætter man den ønskede farve, og ælter det sammen med flormelis indtil konsistensen er næsten som modelérvoks - det er en værre klistret omgang kan jeg godt afsløre, og sidder fast på alle fingrene indtil det har den rigtige konsistens. Og farverne er også noget man skal have noget erfaring med for at kunne styre det, og opnå den farve man gerne vil have. Jeg tog den farve der hedder "Melon" og havde forestillet mig en pastelfarvet nærmest laksefarvet ... men den blev så skriggul! Så den endte med at blive det gule i blomsterne i stedet for at dække hele kagen! Så måtte jeg lave en ny omgang fondant og derfor endte kagen med at blive hindbærrød i stedet ...
De farver der bruges ser sådan her ud - sådan en slags pasta. Jeg har købt 12 stk. forskellige i et sæt på en engelsk hjemmeside, men de kan selvfølgelig også købes hos Specialkøbmanden, men igen dyrere. I øvrigt er Specialkøbmandens butikker bestemt et besøg værd - der kan man gå komme til at gå amok i fantastiske bageforme, pynt, nødder, essenser og alt muligt andet ... jeg har kun besøgt butikken i Rødovre, men jeg har fået at vide at butikken på Østerbro skulle være endnu større ...

Min kage består af hjemmebagte citronbunde (jeg brugte opskriften fra citronmånen, jeg lavede for nyligt, fordi jeg synes at bundene var lækre, men ellers bager jeg normalt lyse lagkagebunde med mandler eller chokoladebunde), og så er der 2 slags fyld i - det ene lag er med jordbærmousse og det andet lag er chokoladecreme. Når kagen er fyldt skal den smøres op med en smørcreme, der skal dække hele kagen inden fondanten kommer på - ellers risikerer man at syren fra bær osv. smelter hul på fondanten, så det skal man være ret omhyggelig med. Så kommer den til at se sådan her ud, og skal helst stå et par timer inden man overtrækker og pynter den.

I skrivende stund er kagen ikke spist endnu - så I må få et billede af et stykke af den imorgen:-)
Nu håber jeg mine kolleger kan lide den - og ellers er det bare ærgeligt.

Hvis du gerne vil have mere udførlig vejledning til sådan en kage eller opskrifter på de forskellige ting, er du velkommen til at kontakte mig. Jeg vælger at undlade at fylde hele indlægget med de forskellige opskrifter!

PS: Kagen er nu spist uden at jeg fik taget billeder:-) Den ene halvdel blev spist i eftermiddag, og den anden halvdel delte de to savnede kolleger og tog med hjem. Det vælger jeg at opfatte som at de godt kunne li' den! I stedet kan du lige få et billede af en anden kage den sidste kage jeg lavede til en af mine gode gamle venners runde fødselsdag.  



onsdag den 16. februar 2011

Præsenterer mine pelsbørn

I dag får du ingen opskrifter, ingen sure opstød, ingen håbefulde opfordringer til økologi eller bønner om at støtte velgørende organisationer:-)

I dag får du bare et hyggeligt billede af mine to elskede katte, lyse Emil på 10 måneder og mørke Olivia på 7 år. De var så søde, da de lå her sammen - mens jeg i aften var i køkkenet i 3 timer, tog de plads i sofaen i gæsteværelset lige ved siden af. Pyha, de er vist også ved at blive lidt tykke - man plejer at sige, at ejeren kommer til at ligne sit dyr, men her er det da vist desværre omvendt!

Vi har ellers et fast ritual hver dag, som går ud på at de bliver håndfodret med en lille portion rejer lige så snart jeg kommer hjem fra arbejde - nogen gange tror jeg faktisk Olivia lever alene for det øjeblik på dagen:-) Men i dag vidste jeg, at jeg skulle være længe i køkkenet med den kreation, jeg havde sat mig for, selv om det faktisk tager for lang tid at lave det hele på en hverdagsaften. Men nu havde jeg besluttet mig, og så tror jeg bare de droppede mig efter at have ventet forgæves på rejer alt for længe. Men selvfølgelig har de lige fået dem, og det så ud som om det var ventetiden værd. Det er sådan en glæde at se, hvor meget fornøjelse de har af hinanden. Olivia er virkelig blomstret op efter Emil er flyttet ind - hun er blevet meget mere social, kontaktsøgende, legesyg og tydeligvis bare godt tilpas. Så for mig er det lykken at de har hinanden, det hjælper lidt på den dårlige samvittighed over at være væk mange timer hver dag.

Mine dyr kommer vist før alt andet - det er ikke altid mine omgivelser kan forstå det, men det er jo så bare ærgeligt. Jeg knus-elsker dem virkelig, og jeg synes man har en forpligtelse til at give dem det bedste man kan, når man har taget dem til sig. Og så håber jeg sådan at jeg kan få solgt min lejlighed, så vi kan komme til at få en lille have, og de også kan komme ud og opleve verden.

Nu orker jeg ikke mere for i aften, selv om kage-kreationen ikke er helt færdig. Jeg må snige mig til at gøre den færdig i morgen, selv om jeg allerede nu ved, at jeg ikke har tid, fordi jeg får gæster efter arbejdstid, og den skal jo være klar til at komme med på arbejde fredag morgen! Den bliver nok ikke helt så tjekket, som den var inde i mit hoved, men håber den bliver fin alligevel:-)


Mange misse-hygge-hilsner
Marianne

tirsdag den 15. februar 2011

Energibarer til voksne eller børnesnack?

I dag er her bare så koldt og blæsende, og jeg krydser fingre for at der ikke kommer den sne, som de har truet med. Jeg synes vi sådan trænger til forår og solens stråler - det er jeg vist ikke ene om at synes:-)

Den opskrift, jeg sir' god for her, er oplagt at putte en tur i ovnen på sådan en råkold dag til at give et ekstra skud energi, når man går sukkerkold kl. 3. Opskriften er fra en kogebog af Nigella Lawson, som jeg købte i Netto i sidste uge. Det er vist en flere år gammel kogebog, som nu kan købes billigt, og det er også flere år siden jeg har bemærket Nigella Lawson andre steder. Men for nogle år siden, da hendes programmer kørte på tv, synes jeg bare der er noget skønt over hende. Hun er gudesmuk og lækker at se på, afslappet, feminin og maskulin på samme tid - handlekraft, selvværd, selvtillid, udstråler at hun hviler i sig selv, og står ved at hun er vild med "trøstemad" selv om hun også har et par enkelte kilo for meget på sidebenene.
Mange af hendes opskrifter i bogen kan i hvert fald ikke kaldes sunde eller enernæringerrigtige - fyldt med fedt, sukker, chokolade osv. Men måske står hun netop bare ved at hun spiser den slags i ny og næ i stedet for at gøre det i skjul? Og de dage, hvor det kun er den slags der kan få os til at komme oven på, ja så kan man jo lige så godt nyde det!

Den her opskrift kalder hun "morgenmadsstænger", og foreslår at man spiser dem om morgenen med mælk til. Det kunne jeg nu nok ikke finde på, men til gengæld synes jeg de er ret fine som mellemmåltid om eftermiddagen, når man ellers er tæt på at kaste sig over noget rigtig forbudt. De minder om de energibarer man kan købe i dyre domme, og som man ikke rigtigt ved, hvad der er i. Så de her er med gode råvarer og så kan du oven i købet nemt få de fleste ting økologisk uden problemer. Jeg bagte en omgang af dem, og har taget dem med i to små kagedåser på jobbet, så de nu står til fri anvendelse - og selv mine mandlige kolleger tager sørme også fra. Og selv om de nok er pænt fyldt med kalorier, så er de også fyldt med fuldkorn, sundt fedt fra nødder og frø osv. Jeg tænker meget over at få lidt frø og nødder ind i den daglige kost, fordi der er så mange gavnlige stoffer i dem, og fordi det nemt er noget man kan glemme at få spist.
Jeg har ikke testet dem på børn, men da de er søde og knasende, er jeg ret sikker på at børn også vil synes de er et hit efter skoletid i stedet for kindermælkesnitte og andet skrammel!

Alle ingredienser blandes bare sammen i en stor skål:

250 gram finvalset øko havregryn
75 gram økologisk kokosmel
100 gram tørrede tranebær (andet kan sikkert også bruges, fx abrikoser)
125 gram blandede frø (hør, græskar, sesam, solsikkekerne osv.)
125 gram usaltede peanuts
1 dåse kondenseret mælk ca. 400 gram

Den kondenserede mælk kan du købe hos gode etniske grønthandlere - den dåse jeg køber, ser sådan her ud
Så varmer du lige mælken op i en kasserolle, så den bliver tyndere og nemmere at arbejde med - og så bare ned i skålen med fyldet og blande det godt sammen. Så trykker du massen godt fast i en form med bagepapir, og bager den i ca. 1 time ved 180 grader. Her kan du se billedet fra kogebogen, samt min form inden den kom i ovnen.

Når "kagen" er afkølet lidt, skærer du den i passende stykker og lægger dem i tætsluttede dåse. Så er der lækker og forholdsvis sunde snacks til store og små, som smager herligt af nødder og det søde. God fornøjelse.

lørdag den 12. februar 2011

Hvordan man scorer med en høne ...

Coq au vin - vel nok indbegrebet af det franske køkken, og i min erindring meget slut 80'er..... jeg har et par klare erindringer om, hvordan jeg har forsøgt at score og imponere et par nye kærester... det gik vist ret godt, som jeg husker det :-) Nu har vi et nyt årtusinde, Egypten har i går brudt årtiers diktatur og forude venter forhåbentlig frihed og demokrati for befolkningen, og sørme om ikke også Fru Henriette Kjærs mand har tilstået sit bedrageri - jeg elsker følelsen af håb og retfærdighed!

Godt nok er jeg vist selv holdt op med at håbe på at score, men derfor fik jeg nu pludselig lyst til at bikse den gamle kending sammen igen, fordi jeg havde en økologisk kylling på lager. I 80'erne tilberedte jeg den altid med rødvin, men i dag forsøger jeg mig med en coq au vin blanc - dvs. i hvidvin istedet, og så besluttede jeg mig også for at prøve at gøre retten færdig i min rømertopf (også kendt som en stegeso eller en cocotte). Dels fordi det giver en suveræn saft og kraft til kødet og skyen, og dels fordi det bare er så nemt at det passer sig selv i ovnen til sidst.

Til retten brugte jeg:

1 økologisk kylling
Tilpas med bacon i tern
Godt med små hele skalotteløg
Masser af svampe (de her marksvampe købte jeg hos Greens Grønt på Peter Bangs Vej, som sælger  svampe i løs vægt, men lidt østerhatte havde pyntet i retten også)
4 fed hvidløg
En lille dusk frisk timian
Lidt olie til at brune i
Godt og vel halvdelen af en god flaske hvidvin
Hønsefond eller økologisk hønsebouillon - et par dl
Salt, peber, laurbærblade
Lidt mel til at jævne skyen

Da tilberedning i rømertopf ikke giver farve til retten, valgte jeg at brune alle ting først. Start med at svitse bacontern rigtig godt. Læg dem til side. Kyllingen parterer du i overlår, underlår, bryststykker i to dele, og brug også rygben og vinger, men kun til at give smag - de er ikke værd at servere, synes jeg og ellers giv kødet til din hund, hvis du har sådan en. Nå, men så krydrer du stykkerne med salt og peber og bruner dem rigtig godt af. Læg også dem til side. Så på med de hele løg til de lige begynder at blive lidt blanke, og dernæst smider du svampene på og svitser 2-3 minutter. Nu kan du evt. komme et par skefulde mel på, som kan være med til at jævne skyen, men det er ikke nødvendigt. Så er det tid til at hælde vin, bouillon, timian i hele kviste og laurbærblade på. Lad det lige koge op. Alt det her kan du lave i god tid om formiddagen, sådan at du kan stå med friske æblekinder, når dine gæster kommer, hvis du skal dele kyllingen med sådan nogle. Det skulle jeg nu ikke i dag, men for mig er det afslapning og ren terapi at gå og gøre tingene klar i mit helt eget tempo.
Så husker du lige at drukne din rømertopf i koldt vand og lade den trække en lille times tid inden den er klar til brug -ellers kan du risikere den revner! Læg så kyllingestykkerne ned i bunden af den, og hæld alt det anden hen over. Og vigtigt at den kommer ind i en kold ovn - igen så din rømertopf ikke går i stykker. Og så lader du kræet stå i ovnen ved 150 gr i ca. halvanden time. Nu er det bare at åbne for lyksalighederne, smage skyen til og få den på bordet. Jeg smed lige en skefuld smør og et nip sukker ned i skyen, og så var den lige i skabet. Der var lidt meget sky ved min, men det gør ikke spor, når bare den er kraftig, og det var den. Men ellers kunne du godt have taget skyen fra, og reduceret den til en lidt mindre mængde og have opnået en endnu kraftigere sky. Det er en smagssag, men det gad jeg ikke i dag.....


I Frankrig ville de nok bare spise den med sprød og frisk baguettes - men hvis retten godt må fylde lidt mere, så kan du servere ris, små ristede kartofler eller som her en god kartoffelmos. Der er ikke rigtigt noget grøntsagstilbehør jeg synes der rigtigt passer til den her klassiker. Måske en bønnesalat ... og ellers snup en salat som forret, hvis du gerne vil være sikker på at få indtaget dine 6 om dagen.


I al beskedenhed blev det en perfekt coq au vin blanc, hvis du spørger mig. Nu hvor det hælder mod lys og forår synes jeg faktisk at tilberedning med hvidvin er meget bedre - rødvin passer til gengæld rigtig godt på en rigtig kold efterårsdag. Men lad os hylde at dagene bliver mærkbart længere og at erantis og vintergæk er set flere steder allerede ... åhh, hvor jeg glæder mig til det her forår.

De bedste weekendhilsner
Tante Sød

fredag den 11. februar 2011

Citronmåne og andre klicheer

Sidste gang jeg havde noget kørende med en citronmåne var for et par måneder siden, hvor jeg var en af dem, der var med til en humoristisk (men meget alvorligt ment) aktion mod Dansk Folkeparti og sendte en citronmåne ind til deres kontor med posten! Ja, helt ærligt, jeg var SÅ provokeret da de udtalte, at det var folk med anden etnisk baggrund, der var skyld i at der ikke længere var saft og kage på hospitalernes venteværelser, fordi det var dem, der spiste det hele!!!! Hvor primitiv kan man ærligt talt blive i sine udtalelser. Så da der kørte en kampagne på facebook, kunne jeg ikke dy mig, og sprang altså på hesten og sendte en citronmåne afsted!. Jeg synes bare, det var god værkstedshumor!!! Men udover den her måne, så er det mange år siden jeg har sat tænderne i sådan en sag.

Men nu er det pludselig længe siden jeg har bagt til mine kolleger, og det er nu så hyggeligt. Dvs faktisk bagte jeg til dem sidste uge, men det blev fuldstændig mislykket! Det var en ny opskrift, lækker sag med masser af mandler, chokolade og andre dyre råvarer - og jeg måtte bare smide hele skidtet ud. Ved ikke lige, hvad der gik galt.

Men så i går faldt jeg tilfældigt over den her opskrift af dessertkokken Markus Grigo, som stammer fra hans kogebog "Hjemmebag i tykke skiver og store mundfulde". Og da den kage så dejligt nem ud og super retro og kliché, tænkte jeg at det måtte lige være sagen, så de ikke igen bliver snydt fordi det må en tur i skraldespanden! Den anden var også så avanceret - så den her bekræfter min teori om at simpelt oftest er bedst!

Så her er inspiration til den helt klassiske citronmåne, som slet slet ikke kan sammenlignes med den gang keminova som dem man køber på tankstationen. I øvrigt har de jo bare fået sådan et omdømme som Skoda-biler havde engang. Det siges, det kun er politifolk, der stadig spiser dem i lange baner, men siden de stadig kan købes de fleste steder, må der jo desværre stadig findes folk, der synes at masser af E-numre og andre sulfitter er lækkert.

Min helt simple kollega-kage kom til at se sådan her ud - og den smagte meget, meget bedre end den ser ud, nemlig af naturens citron. Og selvfølgelig er både citroner, mel, smør og æg økologiske, men den har I vist regnet ud:-) Mine kolleger spiste først et et stykke af den efter deres frokost, og da vi holdt ugens statusmøde kl. 3 blev der plads til et stykke mere. De var ret vilde med den, og sagde at jeg gerne måtte lave sådan en igen en anden dag.


Opskriftener er fra "Vi skal spise" og du  kan printe ud her. Jeg vil dog bemærke, at glasuren drillede mig lidt. Jeg måtte tilsætte ekstra flormelis, og også ekstra saft fra en ekstra citron for at få den så "citroned" som jeg gerne ville. Men så var den også perfekt.

Grøn linsesuppe med røget øko bacon

Jeg har lige læst, at vinteren kommer tilbage med sne og kulde, og så passer dagens varme, sunde og billige suppe helt perfekt. Selv om jeg krydser fingre for at det der med sne, det bare er en and! Og det endda selv om jeg er så superpriviligeret at arbejde hjemmefra i dag. Lige så glad jeg er for at være sammen med verdens bedste kolleger og kursister, lige så lykkelig er jeg for min stille hjemmearbejds-torsdag. Jeg har fuldstændig arbejdsro, når en masse opgaver, og fordi mine misser ligger rundt om mig og jeg lige kan hænge vasketøj op og den slags, så føles det næsten ikke som arbejde:-)

Du kan sagtens nå at købe lidt ind, hvis du mangler et par ingredienser til den, og den kan være klar på små tre kvarter. Den ligner vist godt nok en anden suppe, jeg før har givet jer opskrift til, men jeg elsker altså også bare de her grøntsagssupper. Denne her er med grønne linser, og det er længe siden jeg har lavet noget med dem, så dem måtte jeg også lige ud at købe ind. Jeg bruger ofte de røde linser, men de er ret anderledes end de her grønne. De røde koger ret nemt ud, og kan være med til at jævne suppen, mens de grønne bevarer deres form og konsistens, så der er noget at bide i.
Selv om den her suppe ligner nogle jeg selv ofte laver, fandt jeg igen inspiration i et tillæg fra Femina - og surprise, surprise - igen var det Louisa Lorang, der står bag opskrifterne. Jeg bliver åbenbart ved med at falde for netop hendes opskrifter:-) Tak Louisa for inspirationen!

Her er de ingredienser, jeg kom i

Et stykke røget bacon fra Hanegal - det her var en rest, jeg havde alligevel
1 finthakket løg
2-3 fed finthakket hvidløg
1-2 gulerødder i små bidder
3 stilke bladselleri i bidder
1 dåse hakkede tomater
Timian - helst den friske
Et par håndfulde grønne linser
Salt, peber og citronsaft

Skær bacon i små stykker, og rist det godt evt. i en anelse olie. Tilsæt alle de friske grøntsager og svits det uden at det får farve. Kom linser, timian og vand på så det dækker og lad det simre under låg ca. en halv time. Kom så de hakkede tomater ved, og lad simre yderligere ca. 10 minutter. Smag til med salt, peber og citronsaft, og hvis du ikke synes det smager af nok kan du snyde og putte lidt grøntsagsbouillon i også. Smag lige på suppen for at tjekke at linserne er møre. Servér med groft brød og et drys grønt.
Det eneste brød jeg havde i huset var en pakke naanbrød, og det passede også fint, men det ville jo være sundere med noget mere groft brød!
Du får en pæn portion suppe, og til mig var der mere end rigeligt også til at tage med på jobbet næste dag. Velbekomme!



mandag den 7. februar 2011

Lammeryg med persillefrakke og selleri/kartoffelfad med 3 slags ost...

Nu kan jeg vist snart ikke koge mere suppe på sidste weekends lørdagsmiddag! Men du mangler lige at høre om det her lækre lamse-bamselår (som nu godt nok er et stykke lammeryg):-)

Når jeg køber lam i større mængder er det næsten altid på Gløvermosegård - et landbrug og en gårdbutik jeg kan give mine varmeste anbefalinger. Landmand Per driver godt nok ikke et officielt øko landbrug, men i mine øjne er det så godt som.

Når økologi er så utroligt vigtigt for mig, er der selvfølgelig talrige gode grunde til det. Og det drejer sig om animalske produkter er det dyrevelfærden, der er i højsædet for mig. Det er altafgørende at dyrene har gået frit og ude i naturen så meget som muligt, og dernæst at de ikke er fodret med GMO-foder. Og det stoler jeg på at Per fra Gløvermosegård aldrig kunne finde på. Jeg stoler helt på hans syn på sine dyr og sin moderne forretning. Gløvermosegård ligger ved Haudrup, og er bestemt et besøg værd. Man er altid velkommen til at komme og se dyrene både ude og inde, og Per fortæller gerne om sin bedrift. Desuden er den simple gårdbutik fyldt op med de basale fødevarer både af ferske og frosne ting, og et fint udvalg af friske grøntsager, som dog desværre ikke er øko, men til gengæld årstidens produkter fra de omkringliggende gårde. Jeg kan fint leve med at gå på kompromis med, at kødet ikke er økologisk, når jeg kan se alle dyr have det godt, når de ikke har været udsat for lange transporter, og de har levet et liv så naturligt som muligt inden de er kommet herfra på en værdig måde. Kig på deres hjemmeside, og kast dig ud i at fylde fryseren op med lækkert kvalitetskød - du kan se slagtedage og produkter på deres hjemmeside, og iøvrigt også hente dine varer et par steder i København på udvalgte dage.

Så den her lammeryg har siddet på et heldigt lam, der har græsset på markerne omkring Haudrup - og det er godt at vide! Og det kan i øvrigt også smages på kødet at dyrene har haft det godt. Så det fortjener at blive tilberedt med respekt:-) Som I nok har opdaget er jeg generelt til det enkle - når jeg har sådan et lækkert stykke kød, nænner jeg sjældent at overdøve det med et hav af fremmede krydderier, selv om det også kan være spændende. Men de gange jeg gør det, fortryder jeg næsten altid at jeg ikke bare tilberedte det enkelt og smagfuldt.

Så først brunede jeg hele lammeryggen grundigt på en pande i god olie - og sørgede for at holde det lidt nede, så det virkelig fik stegeskorpe hele vejen rundt, selv om det har en lidt besværlig facon. Så ser det sådan her ud - jeg havde ridset det forinden, og givet det godt med kryddersalt og peber.

Og så fik det lille lam sig en tyk frakke af en slags persillepesto, dog lavet på smør i stedet for olie for at give det en fastere konsistens, Så du propper bare en stor buket bredbladet persille, ca. 3 fed hvidløg, en stor håndfuld daggammel brødkrumme, og ca 2 spsk smør ned i din miniblender - og så har du det her vildt aromatiske overtøj, som du smører ud på oversiden. Og så er stegen klar til at komme i ovnen.
Og den del driller mig desværre tit, når jeg laver hele stykker kød, da jeg ikke så tit kaster mig ud i større stykker. Så den skulle have væsentlig mere end jeg havde læst mig frem til - tror det blev til 45 minutter ved 200 grader. Men så var det også bare så saftigt og fint. Min gæst bemærkede i hvert fald også af sig selv, at det både kunne ses og smages at det her ikke var kød fra tilfældig vakuumpakket vare.

                                  
Udover de to friske salater fra forleden, samt de langtidsbagte tomater, lavede jeg et meget populært kartoffel/sellerifad. Sådan et kender du nok næsten - skær store kartofler i ret tynde skiver, og så lige så meget rodselleri i skiver eller stænger,og så lige et stort løg i fine skiver og nogle fed finthakket hvidløg. Og så ned i fadet sammen med 2-3 forskellige slags revet ost (fx emmenthaler, danbo og parmesan), salt og peber og så den uundværlige fløde!!! Blandingen af selleri og de forskellige oste giver et helt særligt lækkert fad, som er meget bedre end de helt almindelige flødekartofler.

Jeg valgte at sætte fade og skåle på bordet, så vi selv kunne dosere. Men en tallerken kom til at se sådan her ud med lidt af hvert:-) Håber du kan se, hvor lækkert det blev .....
Og skynd dig så at tage en hyggelig tur til Gløvermosegård, og tag endelig ungerne med. Den næste gårdbutik jeg snart skal besøge er Kærsgård Gårdbutik i Haslev. Det glæder jeg mig meget til at se med egne øjne, og har plottet en lørdag formiddag i kalenderen til et besøg der sammen med en hyggelig veninde.

Ikke for svage sjæle: Nøddemarengs med mokka-chokomousse.....

Jeg kan lige så godt sige det med det samme - det følgende er en kaloriegyser! Så hvis du ikke er til den slags spænding, hvis du er på kernesund familie, detox, tæller kalorier eller allergisk over for nødder og chokolade, så ville jeg bare stoppe med at læse, hvis jeg var dig:-) Men ellers bare kast dig glad ud i det, når du kan finde en god anledning.

De sidste par dage har I fået nogle sunde opskrifter, så nu går det vel an at diske op med opskrift og billeder af desserten fra i lørdags. Opskriften er venligst lånt fra den her bog, som jeg var så heldig at vinde til firmaets årlige rafleleg - oftest får man jo helt ubrugelig ting, men den her lille bog med virkeligt mange opskrifter med kaffe i, havnede på min plads i sidste terningeslag. Den har et afsnit om drikke med kaffe, om kager med kaffe, om konfekt med kaffe og om desserter med kaffe. Og smukke billeder, så det er en fornøjelse bare at bladre i den. Men nu måtte jeg så afprøve en af de lokkende opskrifter. Bogen ser du her:

Her er jeg i gang med nøddemarengsbunde - piece of cake, når først nødderne er hakkede.
Og her ser du både den bagte nøddebund og fyldet af chokolade, kaffe, lidt mørkt rom og selvfølgelig fløde og æggemasse:-) Uha ha...


Og tra da da .... den færdige kage eller måske snarere dessert efter et par timer i køleskabet. Den er virkelig nem at lave, kan laves i god tid, og så smagte den virkelig godt. Let og fyldig på samme tid. Min gæst var i hvert fald henrykt og påstod at det var den bedste kage, hun havde spist i flere år. Det er da en kompliment, der er til at tage at føle på!
Jeg skriver lige hele opskriften her:
4 æg
Et nip salt
125 gram sukker
100 gram finthakkede hasselnødder
100 gram god mørk chokolade
3 spsk flormelis
1 dl varm stærk kaffe
5 cl mørk rom
5 dl piskefløde
1½ tsk vanillesukker

Sæt ovnen på 200 grader (ikke varmluft) og smør en springform omhyggeligt. Del æggene. Pist æggehviderne med 1 nip salt til stift skum. Tilsæt sukker lidt efter lidt og pisk yderligere 1 minut. Tilsæt nødderne, og hæld massen i formen og glat overfladen. Bages i ca. 25 minutter.Løsn kanten når den er lidt afkølet.

Bræk chokoladen i små stykker. Pisk æggeblommerne og flormelis i en skål i vandbad til det er tykt og luftigt. Tilsæt kaffen en skefuld ad gangen, mens du pisker. Lad chokoladen smelte i den varme æggecreme og tilsæt rommen. Lad cremen afkøle og rør i den flere gange. Tilsæt 3 dl fløde, som er pisket godt. Vendes i æggecremen og hæld massen oven på det kolde nøddebund. Så i køleskabet mindst 3-4 timer. Resten af fløden bruger du til at pynte kagen med, og også gerne lidt ekstra chokoladespåner.

Så er det bare at finde nogle gæster at dele den med, og slikke sig om munden:-)

PS: Jeg kan se her er kommet et par nye læsere til - det er så dejligt! Tak og velkommen til Tante Sød til jer to.

Et par friske og nemme salater....

I går fik du lidt af tilbehøret til lørdagsmiddagen - tænker, at du så i dag lige får de 2 salater, jeg serverede til den lækre lammeryg. De passer særligt godt til lam, synes jeg, og derfor valgte jeg dem her, men de kan også sagtens bruges til så mange andre middage. Begge to er nogle jeg laver med jævne mellemrum.

Den her helt enkle salat mener jeg i sin tid stammer fra en Jamie Oliver opskrift - men det er længe siden, og da den er så nem og lækker, så er der jo ikke mange ben i at huske den i hovedet. Den ser sådan her ud:


Den består ganske enkelt at papirtynde skiver rå fennikel, og lige så tynde skiver radiser. Og så laver du bare en lys marinade, lidt olie, lidt citron og hvid balsamico, en anelse dijonsennep, salt og peber. Og du skal først hælde marinaden på lige før servering - dels farver nogle radiser salaten meget, og dels bliver grøntsagerne lige som lidt syltede og mister lidt af sprødheden. Og så ser det godt ud med lidt persille, hvis du alligevel har det ved hånden.
Den er smuk at se på, smager vildt godt - og så passer fennikel perfekt til lam. Jeg synes faktisk at fennikel er en af de grøntsager, der kan være lidt svær at anvende og få passet ind i en menu, fordi den er så karakteristisk med sin anissmag. Men her er den ikke til at undvære. Prøv den endelig.... i øvrigt blev salaten serveret i en af mine egne hjemmelavede glasskåle - synes lige den passede så fint med de sort/hvide kontrastfarver til det røde, hvide og grønne i serveringen.

Den anden vi fik til lammet var en bønnesalat med hasselnøddepesto og frisk mynte ...

En portion friske bønner, som du nipper enderne af, og koger i 3 min med låg på - ikke mere! Og skyller dem over med iskoldt vand, så kogningen stoppes. Så laver du en dressing af noget god olie, citronsaft, 1-2 fed hvidløg finthakket, salt, peber og et nip cayennepeber. I denne dressing kaster du en håndfuld hasselnødder, som først er ristet på en tør, varm pande og grovhakket og desuden en håndfuld frisk mynte. Det bliver SÅ lækkert med nødderne og mynten - det er vist mynten, der gør hele forskellen, så den må du ikke droppe! Og igen mynte og lam er jo et perfekt match. Opskriften stammer fra "Suveræne succeer" af de der to skønne kvinder, Tina S.. et-eller-andet osv. Jeg kan altså ikke lige huske det udenad, men jeg er sikker på du kender dem!
 
Håber du er inspireret til et par lidt anderledes enkle salater - tilbage er der bare at ønske dig en skøn aften her fra Tante Sød. Selv er jeg lidt øv i aften - jeg skulle have været til et foredrag med Lars Muhl inde i Søpavillonen, hvor han fortæller om Maria Magdalene energien og det nye paradigme ... og jeg har bare sådan glædet mig til at se ham live, da jeg har læst flere af hans gode bøger om spirituelle emner, men fysikken holder bare ikke til det i dag - jeg må bare se i øjnene at den onde overgangsalder er begyndt at plage mig med nogle måneders mellemrum, og det er så lige idag!!!!! Virkelig på tværs, når sindet helst vil noget helt andet, og i øvrigt ikke kan forstå at det der overgangsalder nu pludselig har noget med mig at gøre. De sider har jeg altid sprunget over i damebladene, og nu skal jeg åbenbart alligevel forholde mig til det. Og mig som aldrig har haft nogle af de der "kvindegener" tidligere .... øv, øv og atter øv. Jeg krydser fingre for at jeg kommer nemt igennem de år, og kan høre på mine veninder at det kan være fra alt verdens voldsomme hæsligheder til ingenting. Jeg forsøger at gå efter ingenting!

Så mens mine veninder er til foredrag, vil jeg putte mig på sofaen med katte og tv!!!!! Suk!!!

søndag den 6. februar 2011

Langtidsbagte cherrytomater... og Emil på et spillebrædt!

Igen har det været sådan en dejlig weekend tilbragt i godt selskab - lørdag aften, bare to veninder, en rigtig god flaske rødvin, lækre retter, der havde været adskillige meditative timer i køkkenet for at få på bordet, og da vi havde vendt verdenssituationen havde vi aftalt at vi skulle spille Besserwizzzer, som jeg ikke kendte. Og vi grinede højlydt og havde en fest uden lige, selv om vi hverken var fulde eller er teenagere mere mildest talt!

Middagen blogger jeg lige om en anden dag -tænker at du lige nu bare får opskriften på noget af mit yndlingstilbehør til mange forskellige retter - nemlig langtidsbagte cherrytomater. De smager helt forrygende, og kan bare guffes som de er som snack før maden, men er også suveræne som tilbehør, i salater og i sandwich. Så når du er i gang, så lav en stor portion - de kan holde sig et par dage i køleskab, og du kan også sagtens dække dem med en god olie i et skoldet glas - så holder de et par uger, og bagefter har du en lækker olie til salatdressing, fordi den tager smag af eddike og krydderier. Allerbedst synes jeg er at lave dem med blommetomater, men det kunne jeg ikke få idag - så det blev 2 æsker øko cherrytomater. Joan var helt vild med dem, så dem der var tilbage, fik hun selvfølgelig med hjem i en bøtte.

I øvrigt har forskere for nylig fundet ud af, at tomater, der bliver varmebehandlet udvikler et stof, der er en særdeles god kræfthæmmer - så det er bare med at få en flok af de her indenbords.

Inden de kommer i ovnen ser de sådan her ud

Du skal bruge:

En omgang halverede små tomater
Agavehonning (eller anden flydende eller evt. rørsukker)
Æbleeddike (eller hvid balsamico bruger jeg også ofte)
En god olie - idag var det trøffelolie
Finthakkede skalotteløg
Hvidløg skåret i papirtynde skiver
Frisk hakket timian (kan udelades eller andre krydderurter kan bruges)
Lidt salt og god friskkværnet peber

Her er noget af det, jeg hældte hen over dem ....

Og så drypper du lidt af det hele ud over tomaterne, lægger en tynd skive hvidløg oven på hver tomat, og så ind i ovnen og hygge sig ved 140 grader i ca. 2½ time - men hold øje med dem til sidst. Tiden varierer efter tomatsorten.

Og lav nu rigeligt - de forsvinder meget hurtigt. Og er i øvrigt også en skøn værtindegave i et fint glas overhældt med god olie, og hvor du lige pynter låget med smukt papir og bånd. Det er da kærlighed på glas:-)

Sådan så de ud efter bagning

Og så er jeg kommet til at tænke på, at jeg vist slet ikke har fået præsenteret jer for mine to højtelskede pelsbørn - og da Emil i aftes synes det var meget kedeligt vi ikke kom ind i sofaerne til kæl, kys og leg, ja så besluttede han bare at deltage i spillet - og selv om jeg tror han var på mit hold, ja så vandt jeg desværre ikke. Joan havde lovet at banke mig, og det gjorde hun så desværre også!!! Så jeg skal helt sikkert ha' revanche inden alt for længe!!!

Her er han så - verdens bedste, smukkeste, sjoveste, klogeste og mest kælne kat:-) Og jer der kan huske, hvordan han for få måneder siden bare var en lille garntot og så se ham nu! En stor flot hankat på 9 måneder. Fræk, legesyg og temmelig kostbar - mest fordi han har smadret for mange, mange penge i vaser, lysestager, glasskåle og den slags .....
Tænk, han blev reddet da han var 6 uger, fordi han skulle have været druknet. Blev afleveret hos min dyrlæge præcis, da jeg lige havde måttet tage en sørgelig afsked med min gamle elskede hankat på næsten 17 år. Og ja, jeg var slet ikke klar til et nyt dyr - men min hunmis, Olivia, sørgede meget, og på den måde måtte Emil selvfølgelig med hjem for at muntre hende op. Og bortset fra de første dages hvæseri, så er det lykken hver eneste dag - han holder os begge i gang, og Olivia er i hvert fald blevet meget mere legesyg og social efter Emil er flyttet ind. Når han ikke er fræk, vild og hankatteagtig, så er han bare den blideste kat, der altid gider kysse og som elsker at charme sig ind hos alle gæster.

I må få et billede af Olivia inden så længe .....

Tak for denne weekend - i dag har jeg været til dejlig brunch på Falkoner Hotellet, hvor min søde veninde Jane stod på stand på Krop, Sind og Ånd messen, men godt kunne få tid til 3 timer sammen med mig. Det er i øvrigt en fin og let brunch der til 195 kr, som jeg kan anbefale. Så nu er det søndag aften, og sindet er ved at indstille sig på en ny uge - jeg ønsker jer alle en dejlig uge forude - er det ikke fantastisk, som dagene bliver mærkbart lysere nu? Jeg takker for det hver eneste morgen, når jeg kører afsted til jobbet, og føler hvordan energien bare kommer af sig selv .....

Marianne
Der var en fejl i denne gadget
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...