Sidevisninger i alt

søndag den 20. april 2014

Et sidste farvel - og en jordbær-rabarbertærte!

Min påske kom pludselig til at bringe en begravelse på Sjælland i går. Det er altid ufatteligt svært at sige det sidste farvel. Vores hjerne og sjæl forstår bare næsten ikke det uigenkaldelige i det. Og det er hårdt, at se de allernærmeste være så knuste. Det mildner en anelse, når det er et langt og meget aktivt liv, der slutter, og når man kan komme herfra omgivet af en stor, kærlig familie. Kærligheden varer helt ind i evigheden, som præsten så smukt sagde. At dagen var påskelørdag og årets første rigtige varme solskinsdag gjorde symbolikken endnu stærkere, og man blir stille og tænksom resten af dagen.

Det virker måske meget underligt, at bringe opskriften på en kage lige efter ovenstående! Men det er jo også sådan livet er. En lang række af dilemmaer og modsætninger. Et evigt skift mellem trist og sødt. Den her tærte blev fortæret for et par dage siden, og var ualmindelig god og gav os en skøn forsmag på den sommer, der venter os lige om hjørnet. Her er stadig jordbær og rabarber i fryseren, og nu skal de bruges!


Tærte 8-10 stykker
375 gram øko hvedemel
200 gram sukker
60 gram mandelmel
kornene fra ½ vanillestang (jeg brugte en hel - gør det!)
275 gram øko smør
1 øko æg

300 gram jordbær
300 gram rabarber
1-2 dl sukker efter behag
1½ spsk maizena 

Bland alle de tørre ingredienser sammen, tilfør smør, så dejen ligner "smuldr" og saml til sidst hurtigt med ægget. Lad hvile mindst en time. Kan sagtens laves dagen før. Det er en stor portion, så hvis du får rester, kan det nemt fryses ned eller du kan lave små portionskager ved siden af.
Rul ½-delen af dejen ud på et meldrysset bord, og beklæd en smurt form og prik med en gaffel. Læg bagepapir over og fyld op med tørre bønner eller lign til at tynge bagepapiret. Forbag bunden 12-15 min ved 200 grader. Tag ud og fjern bønner og bagepapir. Halvér jordbær og rabarber i små bidder. Bland dette med sukker og maizena. Hæld på den forbagte bund. Rul nu resten af dejen ud, og skær i lige store strimler, som du laver fletmønster af oven på tærte. Bages nu ca 30 min ved 200 grader eller til den er gylden og sprød. 

Server tærten lun med letpiske fløde, cremefraiche eller vanilleis. En skøn tærte med sødme, syrlighed og sprødhed. Alt det bedste fra en tærte!

FORTSAT RIGTIG GOD PÅSKE til jer alle Print denne artikel

5 kommentarer:

  1. Hvor er den yndig med flet og det hele - måske man skulle bruge rabarberne fra fryseren på denne. Ser skønt ud.

    - Anne

    SvarSlet
  2. Ja livet er bitter sweet :-) Fortsat god påske, og hvor ser den lækker ud din tærte -Mums.

    SvarSlet
  3. Det er helt sikkert sådan livet er, og det er hårdt at sige farvel. Jeg har nøjatigt samme tur i morgen. En gammel bekendt af familien, jeg har kendt siden jeg var barn.

    Ligesom dig, er der også tærte på programmet inden, nemlig i dag, hvor jeg får min far til frokost. Løgtærte.

    Jeg har af uvisse årsager ikke fået dig på min feed-reader, men nu er du der, og jeg kan følge med igen. God sidste Påskedag.

    SvarSlet
  4. Kære Debora - håber du er godt ovre den begravelse du måtte til. Dejligt at få en hilsen fra dig igen, så glad for jeg automatisk dukker op hos dig fremover:-) håber vi høres ved. Kh Marianne

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Der var en fejl i denne gadget
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...