Sidevisninger i alt

tirsdag den 5. maj 2015

Brændenældesuppe sørme:-) Og lidt fra det virkelige liv

For nogle få uger siden gik jeg rundt og spurgte naboerne om de dog ikke havde nogle brændenælder i deres haver, som jeg måtte plukke til mine juicer bl.a. Jeg mente seriøst ikke, der var brændenælder i min egen have!! Sjovt nok så vælter de op i alle hjørner lige nu - de første par år som haveejer havde jeg ikke fokus på dem, så dem ikke, og kom ikke igang med at spise mit eget ukrudt!

I bededagsferien fik mine veninder så serveret den her virkeligt lækre brændenældesuppe - det er da genialt:-) Ok, den er også proppet med andre grøntsager og lidt god røget bacon:-) Det blir bestemt ikke sidste gang, jeg plukker ukrudt til middagsbordet....


Til 4 personer
2 store løg i tern
3 fed hvidløg finthakket
3 porrer i skiver
4 store kartofler i tern
1 stor skål brændenælder (alle blade nippet af stænglerne)
Lidt friske løvstikkeblade
En lille håndfuld persille
2 pakker kvalitetsbacon, fx fra Hanegal
½ liter kyllingefond
3-4 dl god grøntsagsbouillon, fx Herbamare
Salt, friskkværnet peber

Alle mine ingredienser er som sædvanligt økologiske - det gir god mening, når man spiser "vild" mad:-) Svits bacon i tern og tag det op af gryden. Tilsæt lidt olie og svits løg, hvidløg, kartofler og porrer nogle minutter til det begynder at mørne en anelse. Tilføj så kyllingefond, grøntsagsbouillon, salt, peber og lad koge nogle minutter. Når alt er godt mørt tilsættes brændenælder, løvstikke og persille og suppen smages godt til. Servér med groft hjemmebagt brød og du har et solidt, velsmagende, mættende og sundt måltid.


Der skal klart eksperimenteres med de brændenælder ..... og fryses ned til vinteren...


Siden sidst har jeg været til pileflet for første gang i mit liv. Det var så hyggeligt og sjovt og ret let at arbejde med. Jeg blev så bidt af det, at jeg har meldt mig til endnu en omgang om et par uger ...


Jeg fik lavet dette "stativ" til min krukke og plantet en spiselig geranium... det bliver sjovt at se den vokse ...


Nu står den her på verandaen sammen med en geranium med blomster (som IKKE kan spises!)


Siden sidst har min meditationsgruppe været her 3 dejligt lange dage i bededagsferien, og som altid har vi så stor glæde af hinandens selskab. Denne gang opdagede vi et helt nyt sted på Samsø - ude ved grusgraven. Her er lidt skov, sø og bare ufatteligt stille og smukt...


Vi brugte 6 timer den første dag på at spille Transformation Game. Et spirituelt spil, hvor man starter med at formulere et spillefokus individuelt, og så spiller på et fysisk, emotionelt, mentalt og sprituelt niveau. Spillet er skabt i Skotland på retreatcenteret Findhorn og er så givende.

Foto lånt af Torben Høyer Hansen
Og aftenhimlen på Ballebjerg :-) Tak du kraftfulde ø for alt, hvad du beriger os med Print denne artikel

2 kommentarer:

  1. Brændenældesuppe er en fin ret - men husk lige at tage et par gode handsker på og skolde alle skuddene inden brug.
    Elsebeth

    SvarSlet
  2. Det ser superfint ud. Jeg har ikke selv prøvet (vi har ikke brændenælder - sært nok), men jeg håber, jeg kan få fingre i et bundt på et tidspunkt :-)

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Der var en fejl i denne gadget
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...