Sidevisninger i alt

onsdag den 24. juni 2015

Hindbærsnitter med mandelmel

Mit hjemme-flettede fuglehus skulle endelig sættes op på en dertil indkøb pæl, så jeg kan få endnu flere fugle i haven, og det sku' ske med hjælp fra en venlig bekendt. Det gav anledning til at invitere fruen med til kaffe på verandaen - og undskyldningen for at teste hindbærsnitter med mandelmel til stede:-)

Hindbærsnitter er bare flere søde barndomsminder - om du skærer dem på skrå (som jeg husker dem i gamle dage) eller som aflange firkanter (som vist er mere moderne) er helt op til dig:-) Jeg valgte endda også barndommens multifarvede krymmel - tror at frysetørret hindbær er mere trendy!


Så er der kæmpehindbærsnitte for alle pengene - opskriften kommer her:

16 stk hindbærsnitter med mandelmel
275 gram øko smør
375 gram øko hvedemel
70 gram mandelmel
1 spsk hjemmelavet vanillesukker - eller korn fra 1 vanillestang
200 gram sukker
½ tsk hjortetaksalt
1 stort æg + æg til at pensle

250 gram god hindbærsyltetøj
3/4 pakke flormelis + sødmælk til at udrøre det i
Krymmel til drys

Smuldr smørret i de to slags mel til det er "grynet". Tilsæt resten af ingredienserne og saml hurtigt dejen. Del den i 2 lige store dele, og rul den ud til ca 25 x 30 cm mellem to stykker bagepapir. Dejen er ret blød, så den er umulig at flytte uden bagepapir og på den måde undgår du også at tilsætte mere mel til dejen. Læg nu dejpladerne på køl mindst 1 time. Herefter pensles kanten med sammenpisket æg og hindbærsyltetøjet fordeles på den nederste plade. Pensl også kanten på det andet dejstykke og læg dette ovenpå. Tryk forsigtigt luften ud - start på midten og ud til siderne og pres kanterne på dejen forsigtigt, men godt sammen. Prik nu hele dejstykket tæt med en gaffel. Bages ved 200 gr i forvarmet ovn til den er lysebrun - ca 15-20 minutter. Lad afkøle på bagepapiret oven på en rist.

Rør glasur sammen af flormelis og sødmælk - dette gir en flot hvid glasur. Selvfølgelig kan du også bruge vand til glasuren. Drys straks med krymmel eller hvad du ønsker. Skær pladen ud i ønskede snitter eller stykker. Jeg fik 16 + nogle skrå kanter:-)


Spar ikke på hindbærsyltetøjet - jeg kom kun 200 gram i, men synes der var for lidt i, da den var bagt, Dejen har en dejlig mild smør- og vanillesmag, men var ikke helt så sprød, som jeg havde forventet, og det kan jeg godt li'. Er vist nødt til snart at teste en anden opskrift for at finde den perfekte hindbærsnitte - hvis du mener, du ligger inde med den perfekte sprøde hindbærsnitte, hører jeg gerne om det:-)

PS: Du skal nok snart få et billede af det opsatte fuglehus - pælen skal lige males sort! Print denne artikel

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Der var en fejl i denne gadget
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...