Sidevisninger i alt

mandag den 23. november 2015

Ingefær/honning dressing

Ingefær og hvidløg skal vi se at få sneget ind allevegne i den daglige madlavning - det gør jeg i hvert fald. Det smager godt, og så er rækken af sundhedsgevinster meget lang.

I dag fik jeg bikset en dressing sammen, som blev virkelig god. Cremet, sød/stærk og egnet til næsten alle grønne salater og såmænd også som marinade til kødretter. Fyldt med den sunde ingefær og god økologisk koldpresset olivenolie, som din krop også blir glad for.


Målene er ca - du må selv smage til undervejs
50-75 gram øko ingefær
1 stort fed hvidløg
4 spsk god dansk honning
1 tsk salt
1 tsk friskkværnet peber
3/4 dl hvidvinseddike fra Urtekram
ca 2 dl økologisk koldpresset olivenolie

Skrab skindet af ingefæren - selv om du bruger en økologisk, så blir det ikke så lækkert at komme det med i dressingen. Brug evt en lille urtekniv til at skrabe det af (der forsvinder alt for meget, hvis du skræller) eller skrab det med en spiseske. Kom alt på nær olien i en blender og blend det godt sammen. Tilsæt nu olien lidt ad gangen i en tynd stråle og blend hele tiden - jeg brugte ca 2 dl olie, men smag til undervejs og blend indtil dressingen får en cremet konsistens. Smag evt til med mere af de andre ingredienser:-)

Salaten bestod af rå rosenkål, fintsnittet rød spidskål, revet gulerod, lidt fennikel, tørrede tranebær og cashewnødder
Uhm, helt perfekt, hvis du spør mig:-) Jeg skriver den her, så jeg selv husker den, og så kan du forhåbentlig også få glæde af den. Ønsker dig en dejlig ny uge Print denne artikel

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Der var en fejl i denne gadget
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...