Sidevisninger i alt

torsdag den 19. november 2015

Landets bedste gulerodskage

Hov, så gik der lige nogle dage med fuldt program her i huset, og derfor intet nyt fra din ø-udsendte.

Et hurtigt livstegn skal her nu være - bare for at minde dig om landets bedste gulerodskage, som jeg serverede for gæster til et spændende møde i går. Og der lød tydelige vellyde hen over kaffen:-) Opskriften er fra New Yorker By Heart - æret være Birthes minde.


Perfekt kage til kaffen - masser af gulerod, nødder, økologisk rapsolie - men ja, også sukker og mel, det må jeg jo tilstå!

Denne gang toppet med frosting og en hjemmelavet mandelkrokant, som gav kagen lidt skønt, lækkert knas. Nedenunder får du opskriften med mine egne små justeringer.


Dejen
325 gram sukker
3 dl økologisk rapsolie
4 store landæg
300 gram øko hvedemel
2 spsk kanel
1 tsk fint havsalt
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
350 gram fintrevne øko gulerødder
100 gram grofthakkede valnødder

Pisk sukker og olie cremet og tilsæt æg ét ad gangen og pisk det helt lyst. Bland de tørre ingredienser sammen og vend i æggemassen og vend tilsidst gulerod og nødder i dejen. Hæld i smurt springform og bag ved 175 grader i 1 time. Lad kagen blive i formen 10 min og sæt herefter på bagerist og afkøl helt

Frosting
200 gram Philadelphia neutral
75 gram blødt øko smør
1 spsk hjemmelavet vanillesukker
200 gram flormelis

Pisk flødeost og smør godt sammen og derefter vanille og flormelis. Smør frostingen på den helt afkølede kage

Mandelkrokant
200 gram mandler
200 gram sukker
1 dl vand
korn fra ½ vanillestang
50 gram mørk chokolade
lidt flormelis til bagepapiret

Tænd ovnen på 200 grader og læg mandlerne på en plade med bagepapir. Rist dem i ovnen ca 10 min. Imens hældes sukker og vand i en tykbundet gryde og koger under jævnlig omrøring. Først vil vandet helt fordampe og sukkeret formentlig klumpe sammen, men fortvivl ikke! Forsat under mellemvarme og sukkeret begynder at smelte. Når det er gyldent karamel hældes de lune mandler i massen og ud på et stk bagepapir, der er drysset med et godt lag flormelis. Lad det køle helt af. Bræk/skær det nu i grove stykker og herefter i blenderen til det er helt fintblended + tilsæt chokolade og vanille. Pas på din blender - min minihakker brændte sammen, fordi mine stykker var for store, så lad vær med det!

Kom en tyk kant af krokanten på kagen og gem resten i et tætsluttende bøtte - brug det som pynt på andre kager, i is eller fromage osv.



Du kan snildt bage kagen aftenen før, og så først komme frosting på lidt inden den serveres. En herlig klassisker, som de fleste vil sætte pris på. Print denne artikel

2 kommentarer:

  1. Hejsa igen - godt at høre fra Samsø
    for den da - elsker den kage - spændende med et nyt twist. Kan skisme ikke blive mere lækker - frosting - krokant. Hvem sagde slankekur:-) Det er godt at have noget at tære på her til den kolde tid. Det er mig selv jeg taler om, Det er lige før jeg kan smøre dejen på lårbasserne - der havner det jo alligevel i sidste ende:-)
    Kærlige hilsner fra
    Charlotte

    SvarSlet
  2. Uhh, du kender den osse - skur? Hvad for et skur? Der er ikke mere plads på mine lårbasser til at noget kan sætte sig, så det er noget skidt altså - jeg burde bestemt heller ikke, men skal vi ikke bare nyde det her søde liv? Kram til dig skønne Charlotte, som altid gir mig et smil på læberne

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...