Jeg har i mange år lavet denne sauce til pasta og laks - nu blev den lidt fornyet lidt med de birkesbagte laks, men det passede perfekt, så lækkert ud og smagte bare rigtig godt. Igen enkelhed - ingen hokus pokus, og måske er det derfor, det er så genialt:-)
Retten er nem bl.a. fordi du kun skal ha' fat på ganske få ingredienser - så det er mad på 15 minutter! Alene dét gør den vel værd at overveje ..... så du finder et stort løg og hakker det, en stor bakke brune svampe, en citron. Alt øko naturligvis. Det er faktisk ved at være ret nemt at få øko svampe. Dejligt. Og så 2 gode bundter dild fra din bedste grønthandler. De der potter, man køber i Netto er ikke meget værd i mine øjne. De er noget tyndt skrammel, som næsten ikke smager af noget. Næh, sådan et rigtigt bundt fra min krydderurtepusher med saft og kraft - det rykker! Og da dilden er meget smagsbærer i netop denne ret, så er det ret vigtigt.
Udover det skal du bruge noget fløde - fedtprocent efter fortjeneste, og så bliver den vel den fede? Og så et par laksefiletter.
Svits løg og svampe, tilsæt fløden, citronskal og saft og hakket dild. Salt og friskkværnet peberblanding. That's it!
Laksen skærer du i store tern, dypper i blå birkes med salt og peber. Bare som den er. Ikke noget med æg eller mel først. Sæt dem evt på træpinde, og læg det på bagepapir. Bages i ovnen ved 200 grader i ca. 10-12 minutter. De sidste minutter koger du noget økologisk fuldkornspasta - og vupti! Lækker mad på 15 minutter. Smart, ikk!
Sådan kom den færdige tallerken til at se ud. Jeg lavede 2 spyd til os hver, men ingen af os kunne spise mere end det her ene. Du ved selv, hvor sulten du og din familie er.
Dertil fik vi en skøn og lige så enkel salat. Blandede blade med bla. ruccola som blev toppet med tørrede tranebær og kryddernødder.
Tag forskellige nødder - her er cashew, mandler, usaltede pistacier og valnødder. Rist dem på en hed og tør pande. Tilsæt 1½ tsk stødt koriander, 1½ tsk spidskommen og ½ tsk gurkemeje. Vend det rundt i nødderne og så smeltes 2 spsk honning ned til det hele. Hældes på bagepapir, afkøles og hakkes. Det smager helt vildt godt ....
Her er den færdige nøddeblanding. Denne opskrift er i øvrigt fra kogebogen "Suveræne succeser".
Jeg var lige faldet for denne her virkeligt gode balsamico med tranebær. Den er rigtigt lækker og kunne næsten bruges alene som dressing. Den fik dog lidt olie og salt og peber og blev hældt over salaten i sidste øjeblik. Det gik virkelig godt sammen med laksen og de krydrede nødder. Meget enkel salat, men med masser af oplevelse og bid.
Den her smukke lyserøde orkidee fyldt til bristepunket med blomster får du også lige et billede af. Den blev jeg nemlig meget glad for:-) Jeg har helst huset fyldt med orkideer.....
Print denne artikel
Åh hvor lækkert! Super måde at servere laksen lidt anderledes på, så den må jeg lige huske :)
SvarSletGod aften!
Wauw, det ser vel nok spændende ud! God og anderledes servering - I like :-)
SvarSletHar du i øvrigt set, at jeg endelig har fået lavet myntesirup? ;-)
Hej Gitte - ja, det er så nemt og lækkert... gæster imponeres nemt:-)
SvarSletHej Piskeristet - jaaaa,jeg så godt du har lavet den med chokolademynte som jeg aldrig har hørt om. Spændende ... er altså bagud med at få lagt kommentarer osv.:-)