Sidevisninger i alt

fredag den 9. september 2011

Tøseshopping.....og frokost på Meyers Deli i Magasin

Uff, jeg er lagt ned af et slemt hold i ryggen, så mens jeg har ondt af mig selv og venter på at blive mobil igen, får I lige livstegn og med lidt inspiration fra en tøseshoppedag forleden:-)


Der er efterhånden længe imellem jeg tager en tur til indre by, men jeg elsker nu at komme et smut i Magasin bare en gang imellem. Jeg kunne ikke stå for de her skønne farver og lækre ting fra Rice. Jeg kunne godt drømme om en stabel af deres dybe tallerkener i forskellige farver. De ville være skønne til salat og pasta.... men hvor er det lige jeg skal få plads til at opbevare dem derhjemme? Men farverne er da til at blive i godt humør af ....


Mere af samme skuffe ..... og så var det jeg blev stoppet med mit kamera! Man må ikke fotografere i Magasin uden tilladelse, og de var hurtige til at stoppe mig! Ville også gerne ha' vist flotte opstillinger fra Mad og Vin, hvor en ægte madblogger godt kan få sig et rush....


Frokosten blev indtaget hos Meyers Deli ....


Min veninde valgte skønne fisk vendt i rugmel med godt rugbrød og hjemmelavet remoulade .... hun var rigtig tilfreds med både smag og portionsstørrelse ...og selvfølgelig måtte vi begge have et stort glas æblemost fra Lillø, som er det pureste nektar.... tilpas syrligt og sødt i samme moment....


Det er rigtig sjældent jeg vælger svinekød, men i dag faldt jeg for den gode gamle sandwich med sprødstegt svinekam, super knasende svær og tilbehør af hjemmelavet rødkål, agurkesalat, tynde æbleskiver og en skøn sennepsdressing. Den var værd at synde for og jeg bilder mig selv ind at den er øko - så går det an! Bollen var med grovmel, men let og ikke for fyldig. Vi talte om at portionsstørrelserne var perfekte. Vi blev bestemt mætte, men kunne godt spise op. Det er fint, der ikke er så meget, at der bliver smidt en masse mad væk. Det er også Stop Spild af Mad at restauranterne serverer i tilpasse anretninger.



Parfumeriet er et must, når jeg er i Magasin. Og da mine negle bare pludseligt er helt skrøbelige og flækker hele tiden, selv om jeg husker mine vitaminer og fiskeolie, så har jeg fået kyndig vejledning og råd fra hjælpsomme Gitte fra C'est La Vie, som jeg deler neglelaks-passion med:-) Der blev indkøbt neglepleje fra Herome i stor stil. En hærder, en olie og en underlak og så lakfjerner. Dyre produkter, men jeg stoler på anbefalingen.... når det både virker og er drøjt samtidigt, så betaler jeg gerne lidt ekstra. Så nu regner jeg med at få stærke og fine negle om et par uger igen!


Estee Lauder er og bliver et af mine yndlingsmærker, som jeg har brugt gennem mange år. Kender I den såkaldte tryllecreme? (den til højre i billedet). En skøn dagcreme, som ligesom toner ens egen hudfarve, så den ligner en meget let foundation, selv om den slet ikke er det? Den er genial til at få huden til at se fin og ens ud på dage, hvor man helst ikke vil have ret meget make-up på. Og så blev jeg "lokket" til en ny serum (i den firkantede flaske), som får huden til at føles som silke, og skulle gøre underværker for linier og rynker! Det koster at komme i min alder ha ha! De to produkter alene kostede næsten 1000 kr, men det holder også længe. De små dåser til venstre var gode gaver, man fik med. Og så lige en skintonic fra et økologisk mærke, som både et godt og billigt.


I Mad og Vin holdt jeg mig til gengæld i skindet og købte kun en dejlig dåse med grøn Kusmi Te, en flaske rabarbersaft og så måtte jeg bare lige eje den her artiskok til aftensmad.....jeg elsker bare friske artiskokker med vinagrette.


Dagens sidste stop var hos keramiker Ditte Fischer, som har værksted og galleri i Kronprinsessegade. Jeg har været vild med hendes ting i årevis, og ønsket mig noget derfra, så i dag skulle det være! Jeg trængte bare til at forkæle mig selv. Ditte Fischer laver keramik så tyndt og stilfuldt, så man skulle tro det er porcelæn. Jeg elsker bare de rene linier, de rå keramik mod de glaserede indersider osv. Det var svært at beslutte sig, men valget faldt på de her to smukke kander, som jeg forestiller mig jeg serverer juice og drinks fra næste sommer, når jeg forhåbentlig er flyttet til Samsø. Den lille skål med missen i bunden er ikke fra Ditte Fischer, men én hun deler værksted med. Og da mine misser faktisk trængte til en ny vandskål, kunne jeg ikke stå for den!!!!!! Håber virkelig de sætter pris på, de har fået sådan en dyr håndlavet skål at drikke af!!

Nu kalder ryggen på fast underlag igen - ønsker jer en god fredag aften og dejlig weekend.
Print denne artikel

7 kommentarer:

  1. Ser ud til at have været en hyggelig dag med selvforkælelse :-) Jeg har længe haft øje på Meyers flæskesandwich, og din beskrivelse får ikke min tænder til at løbe mindre i vand ;-)

    SvarSlet
  2. Ååååh, Magasin Du Nord, hvor jeg elsker din madbutik (og chokoladebutik, ikke mindst, *savl*). Og dine skønne farvede udstillinger i køkkentøjsafdelingen.

    Jeg har totalt crush på Mad&Vins grøntafdeling. Har prøvet at frigøre mig fra det, og i perioder er det lykkes... Bare deres fiskeafdeling... Og chartreuseri (staveplade?) - delikatessen med alle pølserne og jeg ved ikke hvad.

    Kan også anbefale rabarbersaften. Brugte den med halv danskvand, halv saft. = win win!
    Og Bio Beaute synes jeg selv var ganske godt, da jeg prøvede det for et lille års tid siden.

    -Og som Dolly Parton engang sagde: Er I klar over, hvor dyrt det er at se så billig ud, som jeg gør?


    Jeg går ud fra, det samme er gældende, når man bliver ældre og gerne vil se ordentlig ud haha! :P

    SvarSlet
  3. Portionsstørrelserne er meget vigtigt, da der foregår så meget madspild på restauranter (især hvis de har buffeer). Og ikek for at glemme madspild på hospitaler, plejehjem, mm.

    KH
    Selina

    SvarSlet
  4. PS: Rice i øvrigt støtter Stop Spild Af Mad - http://www.youtube.com/watch?v=jllxYbtsCgc

    SvarSlet
  5. Håber du har det bedre, så du kan få en dejlig hyggedag med din lille gæst i dag :)

    Sikke dejlige ting du har fået købt. Jeg bruger jo mest Dior og Clarins i ansigtspleje, men er faktisk begyndt at kigge på Estee Lauder igen. Efter de har opdateret deres produkter, både indhold og emballage synes jeg faktisk det ser lækkert ud... så kunne nok godt fristes til at bruge det igen også :)

    Uhhh... jeg bliver helt nervøs nu, men takker for tilliden! Jeg kan kun sige, at jeg har kun problemer med mine negle, hvis jeg igennem et stykke tid ikke har brugt Herome - og du kan jo jævnligt se billeder af mine negle på bloggen, så det holder altså :)

    Stort kram og dejlig lørdag til dig!

    SvarSlet
  6. Jeg er både vild med Rice OG Meyers delikatesser. Maden i cafeen er også virkelig god... sikke en skøn tur du har haft!

    SvarSlet
  7. Hej Mademoiselle Black: Ja, du kan roligt glæde dig til sådan en lækkerbisken:-)
    Hej Hottie v Dottie: jaaaa Mad og Vin er bare en oplevelse, gir dig ret i at grøntafdelingen er ren fryd. Alt er stillet så smukt og sirligt op. Jepp det koster at SE ud - det synes jeg nu også det gjorde da jeg var ung ha ha!
    Hej Selina: Tak for hilsen - jeg glæder mig sådan over de store resultater du opnår i øjeblikket. Det er SÅ flot arbejde
    Kære Gitte: synes du sku prøve Estee Lauder selv om dine mærker jo også er skønne sager. Negle er i bedring allerede:-)
    Hej Maria: ja det er nemt at blive enige om den her slags interesser:-) tak for hyggelig hilsen
    KH Marianne

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...