Sidevisninger i alt

torsdag den 8. september 2011

Cremet svampesuppe med tomat-ostebrød

Noget af det gode ved at sommeren er slut, er at det igen er tid til skønne varme supper. Ja, altså hvis man nu skal tænke positivt og finde noget godt ved at sommeren er forbi. Eller måske har den bare været forbi længe uden at jeg har villet se det i øjnene!

Nå, men jeg er vild med suppe i næsten alle afskygninger, så det vil I nok få at se ofte i den kommende tid. Der er mange fordele - det kan gøres nemt og hurtigt eller langsomt og længe.... det kan gøres billigt eller dyrt   alt efter indhold, det kan gøres supersundt eller mere fy-fy..... ja, for bare at nævne et par ting:-) Find selv på flere!

Da det også er højssæson for svampe lige nu, var det helt oplagt at kaste sådan nogle håndfulde i gryden til en sikker vinder. Så her får du opskriften på dagens herlige varme suppe fra Tante Søds heksegryde ....


Billedet ikke det bedste, men kan man alligevel ikke godt se, hvor lækker den var .... uhhhh, ærgeligt der ikke blev nogle rester.... du skal bruge:

250 gram østershatte
250 gram brune champignon
4 skalotteløg
3 fed hvidløg
25 gram smør
1½ dl hvidvin
½ liter kyllingefond - evt. hønsebouillon
Fløde efter fortjeneste - ca. 2 dl
½ glas hakkede soltørrede tomater i krydderolie
Frisk timian - tørret kan godt gå an!
Salt og kværnet peber

Tomat-ostebrød:
½ glas hakkede soltørrede tomater
4 skiver godt brød (mit var det skønne seje fra Emmery)
4 spsk revet ost
1 tsk tørret timian

Hak løg og hvidløg fint og svits det i smørret uden at det tager farve. Tilsæt de rensere svampe (østershatte skal rives over i grove stykker - ikke skæres) og steg dette med et par minutter. Hæld hvidvin på og lad den koge lidt ind. Tilsæt kyllingefond/bouillon, fløde, afdryppede tomater og timian. Lad suppen koge ved lavt blus i 15 minutter. Smag til med salt, peber osv.

Fordel tomater på brødskiverne. Jeg var så heldig at have et glas med egne ovnbagte cherrytomater i krydderolie, og de blev helt fantastisk lækre på den her måde. Så overvej om du også skal bage dig en pladefuld tørrede tomater. Kan slet ikke sammenlignes med dem man køber på glas. Drys den revne ost over og drys med timian til sidst. Sæt i ovnen ved 200 grader til de er fint lyserbrune. Serveres straks med den rygende varme suppe, og du har et skønt vegetarisk måltid. Min gæst var i hvert fald glad:-)


Her er de to slags svampe - og du kan naturligvis bruge præcis de svampe, du har lyst til. Måske kender du endda et sted, hvor du selv kan plukke. I plasticbeholderen er der hjemmelavet kyllingefond .... skønt at have på lager. Jeg supplerede dog også med en anelse bouillon fra Herbamare ...Hvis du er vegetar skal du naturligvis ikke bruge hjemmelavet kyllingefond, men det siger vist sig selv:-)


Her er de lækre brød - det er vigtigt, du køber et rigtig godt brød med en sej krumme og sprød skorpe. Hvis du har en Emmery eller Lagkagehuset i nærheden er det gode bud på at få fat på sådan et .... de blev bare så lækre med hjemmelavede ovnbagte kryddertomater ....


Lige et nærbillede - jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan få nogle ordentlige nærbilleder!!!! Er et fjols til et kamera!!  Men måltidet fejler ikke noget - og vejret er også til suppe idag! Ønsker dig en dejlig en af slagsen..... 
Print denne artikel

5 kommentarer:

  1. Jeg elsker også bare suppe!
    Kan jeg slippe afsted med at servere suppe en gang om ugen hele vinterhalvåret, ja, så gør jeg det:)
    Den her suppe må prøves- jeg er dog ikke så vild med østershatte- synes de lugter så mærkeligt...

    SvarSlet
  2. Jeg vil bestemt ikke klage over flere dejlige suppe-opskrifter, så slå dig bare løs :)
    Denne svampesuppe ser rigtig lækker og cremet ud.

    SvarSlet
  3. Så skøn din suppe ser ud - den må jeg prøve!
    Vedr fotografering: anvender du macroindstilling? Ellers sørg for godt med lys i rummet og lad være med at holde kameraet for tæt på, og udnyt de mange pixel kamera har og beskær billedet i stedet for :)

    SvarSlet
  4. Nøj hvor lækkert.... Det står nu på min ønskeliste over ting, jeg gerne vil smage da :P Mums.

    God bedring med ryggen. Mailer til dig, når jeg engang kommer hjem fra arbejde :)

    SvarSlet
  5. Suppen ser godt nok lækker ud, - men brødene... Mums, det må være guf!!!

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...