Jeg trængte til fibre og vitaminer! Jo, jo sådan kan jeg altså også godt få det. Det er ikke altid, det er kage, man trænger til:-) Og så havde jeg lyst til at lave klassisk taboulleh - altså salaten med couscous og grøntsager. Men for at få så mange fibre og gå lidt udenom kulhudrater, så lod jeg blomkål og broccoli gøre det ud for couscous. Ud af det kom der en virkelig lækker, frisk og velsmagende salat, som egner til næsten alle retter.
Et sandt sundhedsbooust - fordi det er en nem måde at få spist mange grøntsager på. Også rigtig velegnet til at tage med "i madpakken". Du skal bruge:
½ blomkål
½ broccoli
Nogle gode tomater
½ agurk
1 stort rødløg
Rapsolie og citronsaft (evt. balsamisk æbleeddike), salt
Det er såre simpelt - hak de to slags kål fint. Jeg gjorde det med en stor kniv, men måske man bare kunne køre det i sin blender? Og så ellers tomater og agurk i små tern, og rødløg i tynde halve ringe. Bland olie og citron + salt efter smag og hæld dressingen over grøntsagerne, og lad det helst trække en halv time. Og glæd dig!
Jeg fik en skål af den her størrelse ud af portionen ..... der er heldigvis rester til frokosten i dag!
Som tilbehør smed jeg en halv orangemarineret kylling i ovnen - stærkt inspireret af Madbanditten her. Min version af marinaden blev sådan her:
Revet skal og saft af en øko appelsin
2 spsk soya
3 spsk olie
1 spsk honning
2 fed knust hvidløg
2 tsk fintrevet ingefær
Salt og friskkværnet peber
Bland det hele sammen, og lad kyllingen ligge i en pose med dette i nogle timer eller natten over. Jeg fik ikke mit lavet, så det kunne nå at trække, og det vil klart være at foretrække. Men skidt - steg den i ovnen ved 210 grader i 45 minutter. Lad hvile 10 minutter.
Din middag kommer til at se sådan her ud, hvis du gør som mig. Selvfølgelig kunne man have lavet andet tilbehør - fx knuste eller ovnbagte kartofler, men lige i dag ville jeg gerne undgå stivelsen, og man bliver rigeligt mæt af den her anretning. Men nu var her heller ikke hverken mænd eller børn, der spiste med .....
Print denne artikel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)