Sidevisninger i alt

onsdag den 8. juli 2015

Årets jordbærtærte - med det hele!

Her blir absolut spist flest jordbær lige fra bakken - danske, økologiske og købt på farten hos en vejbod og indtaget så friske og kølige som mulig. I hvert fald hver anden dag, blir her sat en bakke til livs.

Jordbær er tæt på at være såkaldt superfood - de reducerer dit blodtryk, dit kolesterol, kvinders risiko for hjerteanfald, styrker dit immunforsvar. Og ja - så smager de guddommeligt og det er vel grund nok til at få masser af dem:-)

Et sommer-must-do en gang om året er at smide en bakke i en fræk jordbærtærte med det hele! Det hele er i min optik en smørbagt mørdejsbund med mazarinfyld og chokolade, og så toppet med et tykt lag vanilleflødecreme, jordbær og ribsgelé.


Rød, sød og fristende ... håber jeg da, du synes. Hvis du også har det sådan, kommer opskriften her, så du lige kan lave en selv..


Mørdej
250 gram hvedemel
125 gram smør
2 spsk flormelis
1 æggeblomme
3-4 spsk iskoldt vand

Smuldr smørret i melet, tilsæt flormelis og saml hurtigt dejen med æggeblomme og iskoldt vand. Sæt på køl mindst 1 time. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, så det passer til en tærteform på 26-28 cm. Prik dejen og fyld den ubagt med mazarinfyldet. Mørdejskanten må gerne gå lidt op over mazarinfyldet, og så kan du lægge et stykke bagepapir oven på mazarinfyldet og trykke det forsigtigt ned rundt om hele mørdejskanten - på den måde får du plads til vanillecremen og jordbær til sidst. Bages ved 180 grader i ca 30-35 min eller til den er gylden.

Mazarinfyld
150 gram marcipan fra Odense
150 gram rørsukker
100 gram blødt smør
2 gode landæg
50 gram hvedemel

Rør marcipan og sukker godt sammen. Pisk smør i lidt ad gangen. Herefter 1 æg ad gangen og pisk godt mellem hvert. Tilsidst vendes mel i massen.

Vanillecreme
2 gode landæg
25 gram Maizena
Korn fra 1 vanillestang
5 dl sødmælk
75 gram rørsukker
2,5 dl piskefløde

Pisk æg og Maizena godt sammen, så det ikke klumper. Tilsæt sukker og vanille og rør godt ud og til sidst piskes mælken i. Kom det hele i en tykbundet gryde og kog 1 min indtil det tykner. Lad afkøle helt. Pisk cremen godt igennem og pisk fløden til let skum og vend vanillecremen i dette.


Lidt hakket mørkt chokolade
1 bakke økologiske jordbær fra Samsø
ca. ½ glas ribsgele - eller lav din egen jordbærgelé

Når kagen er helt varm og lige kommet ud af ovnen, kom da den hakkede chokolade på - så smelter den af sig selv. Du kan lige hjælpe den med at fordele sig jævnt over det hele ved at smøre med en kniv eller pensel. Når kagen er helt afkølet, er det tid til at fylde med vanillecremen og pynte med jordbær. Du kan jo skære dine bær, som du lyster - jeg synes, det ser fint ud at nogle af dem beholder den grønne stilk på og skæres i halve. Men det er fri skaberkraft lige her:-) Varm til sidst ribsgele op og pensl hele kagen med dette. Sæt gerne i køleskab 1-4 timer inden servering.

Hvis du vil have helt sprød mørdejsbund, skal kagen spises senest 4-5 timer efter bagning. Men hvis du ikke har noget imod din mørdej er en lille smule blød, så kan du sagtens lage bage-processen dagen før. Det blir mazarinfyldet faktisk kun bedre af. Så der må du lige ta' en stor beslutning:-)


Jordbær, jordbær, jordbær - sol og sommer har vi ikke fået nok af endnu i år! Print denne artikel

2 kommentarer:

  1. Den ser bare helt vildt lækker ud. Den må jeg altså prøve at lave en gang, jeg gør ikke så meget i kagebageri, selvom kager er en velholdt og fastholdt last. :-) Også jeg nyder de økologiske jordbær her fra Samsø, de fleste spiser jeg i min daglige frugtsalat som udgør størstedelen af min morgenmad. Derfor er det ekstra skønt med alle de danske friske bær lige nu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Ilse - jeg synes jo selve bageprocessen er det hyggelige, næsten meditative og tilfredsstillende at se resultatet, så håber du gir dig i kast med en enkelt her i sæsonen. Skønt morgenmad du får. Ja, jeg kører med glæde ud til HC ell Yduns Have for at mine bær skal være økologiske. Tak for din hilsen

      Slet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Der var en fejl i denne gadget
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...