Sidevisninger i alt

mandag den 8. august 2011

Mad, overvægt, fordomme og kærlighed! Et personligt indlæg:-)

Jeg tror, at nogle synes, det et paradoks at netop jeg har en blog, der primært handler om mad. Det synes jeg nemlig selv i starten, da jeg begyndte at skrive på min blog. Jeg er nemlig alt for overvægtig. Det er jeg blevet, fordi jeg har været (er?) overspiser i mange år. Da begge mine forældre døde af alvorlig og hæslig sygdom, da jeg var i starten af 20'erne gjorde jeg det, jeg havde lært hele mit liv. Smil og vær stærk! Jeg er stadigvæk rigtig god til begge dele, fordi det falder mig nemt både at smile og være stærk. Men jeg var for stærk. Dengang var jeg slet ikke i kontakt med mit særligt sensitive sind og stærke følelser, så sorg blev holdt nede med søde, bløde og fede ting. Overspisning dulmer og bedøver kroppen, og sender bølger af lykkehormoner gennem systemet. Og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle tage imod omsorg og kærlighed, og lagde i stedet lag på kroppen for at holde andres krav om nærhed fra livet.

Det er en lang, og temmelig trist historie, som jeg kunne skrive meget mere om. Det tager jeg måske mod til en anden dag. Så paradokset er måske ikke så stort som man måske kan tro udefra - snarere et bevis for mig selv på, at jeg er kommet langt med at turde stå ved den jeg er! Stå ved, at jeg elsker at bruge gode råvarer, stå ved at jeg brænder for holdninger om økologi og fødevarer, stå ved at jeg hygger mig med at lave god mad og servere den for mennesker jeg holder af. Selv om jeg er overvægtig, spiser jeg for det meste sund kvalitetsmad.. Her i huset er der stort set ikke hel- eller halvfabrikata. Jeg lægger vægt på at lave mit eget sunde mad endda selv om jeg er single. Jeg er ikke blevet tyk af frysemad i papemballager og ting fra dåser!

Jeg har lavet et (forkert) lighedstegn, der hedder at mad er lig med kærlighed. Så der er meget kærlighed i den mad, jeg laver!!!! Mad er på den ene side forbundet med meget nydelse, næring, kærlighed og politik. Men ja, mad er også for mig forbundet med meget smerte, sorg og fortvivlelse. Det er noget, jeg i mange år har måttet forholde mig til, forstå og forsøge at tilgive mig selv, at jeg har behandlet mig selv så destruktivt. Jeg har styr på mit liv på alle andre måder, jeg har et rigt socialt liv, har altid haft gode jobs, har en stor og kærlig vennekreds, har tjek på min økonomi, har oven i købet en udmærket uddannelse, selv om alle undersøgelser viser at de overvægtige tilhører de lavere sociale klasser. Men fred nu være med det. Og jeg fatter ikke selv, at jeg har behandlet mig selv så dårligt, og jeg tror aldrig jeg helt finder netop det svar! Jeg er holdt op med helt at ville forstå det. Jeg har søgt svaret i mit mentale sind og ikke fundet noget der. Langsomt er det gået op for mig, at jeg skal søge mit svar i mine følelser og mit spirituelle liv.

I mange år har det været rygere og alkoholikere, der har været udsat for mediernes og befolkningens fordomme. De sidste par år har det så været os overvægtige. Et andet paradoks er, at i det her land kan man få gratis hjælp til rygeafvænning, alkoholproblemer, narkomani, spilleafhængighed, anoreksi og bullimi. Når man er overspiser skal man bare tage sig sammen!!! Hvad andre måske ikke forstår, er at når man er overspiser, HAR man allerede taget sig alt for meget sammen alt for længe! Oven i købet skal vi leve med at blive fordømt og set ned på af mange andre. Og af os selv og af andre overvægtige.

Jeg er overbevist om, at kritik, skæld ud og nedgørelse aldrig har hjulpet en overvægtig til at tabe sig. Se bare de mange programmer, der handler om overvægtige. Der er metoderne skam, skyld og råben og skrigen ind i hovedet på de slemme slemme overvægtige. Jeg er sikker på, at hvis programmerne havde handlet om narkomaner eller alkoholikere og man havde råbt og skreget af dem og ydmyget dem på en public kanal, at så var der blevet ramaskrig i hele Danmark. Men man må gerne ydmyge og råbe og skrige de fede ind i hovedet.


Jeg ved nu, at det eneste, der healer og forandrer er kærlighed og accept. Fra den overvægtige selv til sig selv og fra en omverden, der først og fremmest ser det hele menneske. Det vigtigste for alle mennesker vil altid være at føle sig set, hørt og forstået. 

For mig handler det hele dybest set om sundhed og balance i livet. En slank krop er en del af sundhed og balance, men det er langt fra det eneste. For mig er udvikling og balance i sind og ånd lige så vigtige faktorer for at opnå sundhed. Og jeg tror faktisk at det starter der - overspisning er startet som en tanke og en følelse, og derfor er det også på det niveau, det skal afbalanceres og finde tilbage til sin oprindelige sunde kerne. Husk dog også på, at ikke alle overvægtige er overspisere. Men mange af os er, og bag vores panser ligger der som regel altid sårede følelser. Og vi skal hver finde vores egen vej. Jeg tror heldigvis selv, jeg er i gang med at finde min vej. Det har taget meget tid og det har kostet, men man har altid lov at have håbet.


Jeg blev inspireret til at skrive det her meget personlige indlæg, da jeg læste en meget rammende og rørende artikel skrevet af cand.scient i Human Ernæring Per Brændgaard, som blev udgivet i Jyllands-Posten. Jeg har fået lov at henvise og gengive artiklen herunder:


Svært overvægtige bliver dagligt udsat for massiv fordømmelse fra mennesker omkring sig, sundhedsprofessionelle, arbejdsgivere, medier - og fra sig selv. Der er tale om uretfærdige, skadelige og meget udbredte fordomme.


Nogle af de mest almindelige fordomme om svært overvægtige mennesker er, at de er dovne, grådige, dumme og mangler viljestyrke og selvdisciplin. Men videnskabelige undersøgelser har vist, at svært overvægtige ikke har en særlig personlighed. De er lige så forskellige som alle andre.

Den mest udbredte fordom er den om dovenskab. Det er rigtigt, at svært overvægtige er mindre fysisk aktive end normalvægtige. Fordommen opstår, når man generaliserer og antager, at de så i det hele taget er dovne, f.eks. også på jobbet.

Det er også en fordom, at en svært overvægtig person er overvægtig, fordi han/hun er doven. Forskning har vist, at mere motion kun giver et vægttab på 1-2 kg i gennemsnit hos overvægtige. Man kan derfor sagtens være meget motionsaktiv, selvom man er overvægtig.

Det er også en fordom, at dovenskab er den fundamentale årsag til svær overvægt. Ny forskning tyder derimod på, at den lavere fysiske aktivitet hos svært overvægtige ikke er en årsag til, men en konsekvens af overvægten. Overvægt har faktisk slet ikke noget at gøre med dovenskab.

Fordommen om grådighed er også meget udbredt. Den bunder måske i, at overspisning og madmisbrug er udbredt blandt svært overvægtige. Det bliver så misfortolket som grådighed, der bliver generaliseret til et personlighedstræk.

Det er helt forkert. Det, der reelt er tale om, er, at mange overspiser for at reducere stress, fordi de har det dårligt, eller fordi de er fanget i et lidelsesfuldt madmisbrug. Disse mennesker har ikke brug for fordømmelse. De har brug for forståelse, medfølelse og hjælp.

Svært overvægtige mangler absolut ikke viljestyrke og selvdisciplin. Det kan man se ved de mange krævende vægttabsprogrammer, som de kan holde ud i imponerende lang tid. Jeg ville ikke selv kunne klare det i mere end et par dage.

Det er forkert at sige, at overvægtige er dumme, selvom forskning godt nok har vist en statistisk sammenhæng mellem svær overvægt og lavere intelligens. Men den forskal kan forklares ved forskelle i uddannelsesniveau. Svært overvægtige er altså ikke mindre intelligente end andre med samme uddannelse. Det er korrekt at sige, at svært overvægtige oftere har en kort uddannelse. Uddannelse er formentlig den vigtigste årsag til overvægtens sociale slagside.

Dumheden er ikke hos de overvægtige. Den er hos dem, der udvikler eller formidler de umenneskelige vægttabsprogrammer. De er sikkert også grådige, når de på den måde udnytter overvægtiges store længsel efter vægttab - og dovne, når de ikke gider hjælpe folk ordentligt. Ja, det er let at udvikle fordomme.

Fordommene er så omfattende i vores kultur, at overvægtige mennesker også har dem og retter dem mod både sig selv og andre overvægtige. Mange svært overvægtige nyder derfor også at se de mange populære og fordomsfulde tv-udsendelser, hvor folk skal tabe sig på vanvittige måder. Medierne flyder over af fordomsfuld, skadelig information om overvægt.

Fordommene udgør en stor stressfaktor, som overvægtige er belastet af konstant. Man får det psykisk dårligt af, at andre ser vægten i stedet for det menneske, man jo faktisk er. Det giver en masse mental stress, der øger trangen til overspisning for at stresse ned. Men det tager man jo på af, så det fører til endnu stærkere fordomme og endnu mere stress. Det er en ond cirkel.

Lad os gøre livet lettere for vores overvægtige medmennesker ved at droppe fordommene. Start med dig selv. Øv dig i at se dine fordomme som det, de er - urealistiske tanker - når de dukker op. Acceptér, at fordommene er der, og giv så slip på dem, en ad gangen, stille og roligt. Øv dig i at se det elskværdige menneske i stedet for de usunde kilo. Det vil nok også være sundt for dig selv



Print denne artikel

26 kommentarer:

  1. Hvor der det stort og vigtigt dit indlæg - og hvor har du og Per Brændegård ret!
    Med overvægt følger stigmatiseringer som dum, doven og viljesvag og hvor er det dog usandt og uretfærdigt.

    Mennesker har desværre svært ved at se bag facaden - eller har vi ikke interessen eller tiden, jeg ved det ikke.

    Ønsker dig al mulig held og lykke med finde balancen i dit liv og elske dig selv, uanset hvad et tal på vægten måtte vise.

    Tilgiv dig selv - du har handlet som du bedst kunne, andet kan man ikke.

    Stort knus og tak for dit flotte indlæg - fra Helle

    SvarSlet
  2. Virkelig godt blogindlæg, som jeg har linket til på min Facebookprofil.

    Netop sammenhængen mellem følelser og mad, har jeg skrevet og talt om i mange år.
    Og netop det med at alle kan se på en anorektiker, at der er noget galt inden i, men ikke på en svært overvægtig har også undret mig.

    Sidst vil jeg sige - der er hjælp af få, hvis man vil arbejde med sig selv :-)

    Kram og tanker.

    SvarSlet
  3. Tak for et velskrevet indlæg! Vi trænger i den grad til nuance i debatten om overvægtige.

    SvarSlet
  4. Tak for dit indlæg!
    det kunne ikke skrives bedre, jeg sandsede også op og gjorde mig tanker da jeg læste Per Brændegårds artikel. -

    Jeg fik engang fortalt, at der i "madverdenen" er mange der er "syge" af mad ... at det er der man finder den største forekomst af anoreksi, bulemi og overspiserer - da vi jo netop sætter lighedstegn mellem mad og kærlighed, og i en verden af mad kan give den kærlighed, som kan være svær i psykisk.

    Endnu engang tak -
    Fra en (næsten) afvænnet overspiser
    Sofie

    SvarSlet
  5. Dejligt indlæg, Tante Sød! Jeg synes nu faktisk ikke, at det lyder som om du har behandlet dig selv destruktivt. Du har netop passet på dig selv og givet dig selv kærlighed i form af mad i en lang periode, da ikke andet virkede.

    Det kunne se ud som om du nu er på vej til at lade dig selv tage imod kærlighed, omsorg og accept i andre former, og det er jo herligt! Både kærlighed og mad er - i mine øjne - bedst, hvis de indtages i mange variationer.

    Held og lykke videre frem!

    Lise

    SvarSlet
  6. Du skriver det så rammende. Har aldrig været forbi din blog før, men klidmoster linkede - jeg er rørt til tårer. Jeg er overvægtig overspiser. Tak tak tak!

    SvarSlet
  7. Virkelig et super sejt og velskrevet indlæg. Tak for din åbenhed. Håber du får en skøn aften :-)

    SvarSlet
  8. hvor er det bare ægte og rigtigt skrevet - alle os der har prøvet at gå igennem livet - eller bare en del af vores liv som overvægtige kender til fordommene, både de udtalte men så sandelig også de uudtalte fordome og fordømmende blikke - det mere end noget andet kan være endnu en negativ stresser i kampen mod kiloene...
    Tak fordi du er med i kampen mod de negative tanker overfor overvægtige og fremhæver den almindelig og sunde fornuft omkring emnet!

    SvarSlet
  9. Meget åbenhjertigt indlæg - tak fordi du giver. Jeg synes ikke, at der er noget i vejen med at være tyk. Så enkelt vil jeg sige det. Vi gemmer alle sammen på et eller andet skidt. Nogle reagerer med mad, andre med alle mulige andre ting. Jeg har nogle gange tænkt, at det er unfair for dem, der reagerer på en måde/vælger en strategi, der er meget synlig, for så er problemet ude i æteren og bliver noget, som andre forholder sig til. Men vi har alle sammen noget, om det så er synligt eller ej. Mine indre smerter, som man kunne kalde dem, forplanter sig i angst. Når jeg bliver stresset, får jeg en følelse af at være bange hele tiden for alt muligt urealistisk og tit noget, jeg ikke kan definere. Det er heller ikke så fedt, tro mig, men det er et problem, jeg kan have for mig selv, og så kan folk tro, at jeg ikke har nogen. Man skal ikke tro, at tynde mennesker er sunde og problemfri. Som du siger handler det primært om noget inde i knolden, og noget med at være lykkelig og sådan noget fornemt noget ;-)

    SvarSlet
  10. Godt brølt løvinde!! Jeg forundres til stadighed over hvor fordomsfulde danskere er - i alle mulige henseender. Godt, at du ranker ryggen og og står frem. Varme tanker til dig.

    SvarSlet
  11. Annelisa Cornwall9. august 2011 kl. 07.55

    Tak for at du deler dit vigtige budskab og står frem trods "hudløshed". Jeg kender godt til fordomme og griber ind imellem mig selv i at tænke fordomsfuldt. Jeg må sige at jeg føler mig ramt i forhold til din tanke, at det er et paradoks at du som overvægtig har en madblog...men reflekterede over den tanke.. og tænkte, at alle har ret til at elske god mad. Jeg er rigtig glad for mad og den skal allerhelst ha været udsat for kærlighed under dens vækst- dyr eller plante. Selvfølgelig er det vejen frem at finde kærlighed TIL maden frem, tyk eller tynd (ikke det samme som, kærlighed ER mad ;o)). Personligt er jeg udstyret med et meget højt stofskifte og kan spise hvad jeg vil. Jeg har tit oplevet den omvendte fordom, at jeg nok spiser som en fugl og, "du kan jo sagtens" og "du er jo så tynd" alt sammen sagt på en nedladende, aggressiv måde og samtidig, hvis jeg spiser bramfrit, øser op og mæsker mig igennem et måltid, til et selskab, er der stensikkert en flok der forarges. Jeg tænker tit at det må være så meget værre for en der, som du kalder det, er overvægtig.
    Nu har jeg så taget på, her i mit fyrretyvende år. Så nu er jeg endelig en del af det gode selskab og bliver ikke holdt udenfor fordi jeg er tynd og "heldig".
    Lad os endelig komme frem med hvem vi er og elske og holde af den vi er og anerkende andre for dem de er og holde af det vi ikke forstår.
    Kærlig hilsen Annelisa

    SvarSlet
  12. Kære Marianne

    Hvor er det bare et stærkt, modigt og personligt indlæg du har begået. Jeg blev meget berørt af at læse det - for det er nøjagtig de samme tanker og følelser jeg selv sidder med. Og "problemstillingen": madmisbruger med madblog - av, den bider. Det er så godt at Per Brændegårds artikel kommer med her. Da jeg først læsten den i Politiken blev jeg på en eller anden måde utrolig lettet. Der var nogle ting som faldt på plads.

    Hvis du har lyst, så kan du kaste et blik på det her forum Overspiser.dk som jeg også er tilmeldt. Der sker ikke så meget endnu, men jeg håber der kommer gang i det.

    Endnu en gang tak for et meget godt og velskrevet indlæg ❤

    Bloggerlove
    Malou

    SvarSlet
  13. kære Marianne,
    Du er for sej. Jeg sætter stor pris på at få lov til at høre dine tanker og læse ord. Fordomme skal nemlig bekæmpes med viden og kærlighed.
    /SS

    SvarSlet
  14. WAUWW hvor er jeg oprigtigt overvældet over al jeres respons. Dybtfølt tak! Jeg vil gerne vende tilbage snarest med lidt ord til hver af jer:-) You made my day:-)

    SvarSlet
  15. Kære Tante Sød.

    Jeg sad så sent som i går aftes og tænkte over om jeg skulle udstille min nuværende kamp med kostomlægning og mere motion - udfra et ønske om at tabe mig, holde vægttabet og leve et endnu sundere liv - på min madblog. Tanken om at dele min kamp med omverden, var udfra aspektet at jeg kunne få opbakning. Men efterhånden som tankerne begyndte at forplante sig i mig, følte jeg en modstand mod idéen, da min angst netop var, at jeg nok ville vende denne opbakning til selv-pisk!
    Og du har fuldstændig ret, det handler ikke om skæld ud teknik, a la militaristiske metoder, og ej heller om andres accept, omsorg, kærlighed, men om kærlighed til en SELV!
    Derfor laver jeg forskellige øvelser omkring, at ændre mit tankesæt omkring mig selv, og minder mig selv dagligt om, at jeg vitterlig elsker mig selv, men at jeg igennem årene har tillært mig et dårligt mønster. Et mønster der ene og alene handler om, at jeg dulmer negative tanker, stress, afmagt og mangel på egen omsorg med mad....

    Så tak, Tante Sød, fordi du sætter ord på mange af mine tanker, og tak for dit mod at dele det med alle dine læsere!

    - Og lad du alle kommentarerne synke ind i systemet inden du kommenterer, dét er en god øvelse i sig selv.

    Kærligst en fellow madglad madblogger.

    SvarSlet
  16. Hvor er du bare cool, Marianne! Seriøst - et sådan personligt og samtidig lærerigt indlæg fyldt med fakta, det medfører dyb respekt!

    Har først været på bloggen i dag efter en uge stået i arbejdets tegn - og er nu ved, at læse alle mine yndlings blogge igennem for at se, hvad jeg er gået glip af i ugens løb.

    Regner med at gøre give awayen klar i løbet af i morgen, under alle omstændigheder skulle du gerne modtage den i løbet af ugen :)

    Du er et super "bekendtskab"!!!

    /Gitte

    SvarSlet
  17. Savn, savn, savn. Sorg er dit navn. Det er et vers jeg selv har fundet på, men som slår så hårdt ned på det søm, der selv er trukket ud af mit hjerte, men som har belastet mig i 25 år af mit liv. Livet med en alkoholisk far, gjorde mig til en overspiser.

    Mad var trøst, kærlighed. Men mad var ikke kuren til at hjælpe sig selv - så min krop sagde stop - for mælk og alkohol. Tak for det, krop. Det havde jeg faktisk brug for. Da jeg endelig fik sorgen ud, blev allergierne også meget, meget, meget bedre.

    Jeg skylder min psykolog så uendelig meget. Mest af alt fordi hun fik mig til at se, at ingen skal fortælle MIG, hvordan jeg skal føle - og ingen skal fortælle mig, om det er OK eller ikke OK at føle sådan.

    Et citat fra Lady Gaga:
    I'm beautiful in my way, 'cause God makes no mistakes.

    HUSK DET. Altid.

    Varme tanker fra Hottie Von Dottie.

    SvarSlet
  18. Fantastisk indlæg!
    Og hvor er det rigtig det med slanke programmerne....skrig og skrål og nedgøren!
    Jeg har haft nogle kolleger, som er blevet maveopereret....når de har tabt en masse kilo, siger folk overrasket "nej hvor ser du godt"....men hey, det gjorde de faktisk også før!!
    Jeg har altid sagt, at mit problem sidder i hovedet! Det er der jeg skal have hjælp!

    Rigtig godt og tænksont indlæg.

    Lene

    SvarSlet
  19. kære dig ;0)

    1000 tak for dit indlæg der gjorde indtryk på mig. Jeg vil sige til dig at der findes noget hjælp at hent hos 12 trins programmerne OA anonyme overspisere. Jeg kender skønne dejlige mennesker der kommer der. Selvom jeg ofte har overvejet selv at tage derhen er dette aldrig blevet til, jeg er nemlig selv overspiser, der dog i den grad er blevet bedre til ikke at overspise. Jeg gir dig ret i det ville være på sin plads med mere hjælp til overvægtige, da der jo i bund og grund inge forskel er på om du er narkoman, alkoholiker, sexafhængig el madafhængig, det alle går ud på et i og for sig. Og klare det alene tror jeg ikke er en mulighed.
    Jeg nyder selv godt af 12 trins programmerne som er en stor hjælp i mit liv, og så er der så mange dejlige mennesker samlet på ET sted ;0))

    Kærlige tanker til dig fra Camille ;0)

    SvarSlet
  20. Kære Helle: Mange tak for dine ord, ja du har ret i at det handler om at elske sig selv uanset tallet på vægten! Og allermest at finde sin egen balance i livet, som jeg tror er meget individuel-

    Kære Lea: Tak søde dig:-)

    Kære Godte: Jeg tar' det som et skulderklap at du har linket - ja, det er en vigtig debat den her set i lyset af at fedmen i DK ser ud til at stige. Dog hørte jeg igår at det ser ud til at vende gudskelov. Jeg ved ikke helt hvilken hjælp der er at hente? Synes jeg har undersøgt mange mange ting, men hver gang støder panden mod en mur. Er klar over der er psykiatriske dagtilbud, men det er dog ikke mit behov og svært at passe sammen med et fuldtidsjob.

    Kære Sif: Jeg er SÅ enig i at det er tiltrængt med nuancer i debatten!

    Kære Sofie: Ja, jeg har også en gang hørt det med mange overspisere i madblog-verden. Den svir' på en måde, men omvendt vil jeg vove den påstand at det også kan være healende at STÅ VED SIG SELV. Sådan føler jeg det. Dejligt at høre at du selv er kommet dertil hvor du føler dig som afvænnet overspiser. Det er tæt på at være min egen følelse - nu skal det også bare kunne ses i den ydre, så det passer til det indre:-)

    Kære Lise: TUSIND tak for nogle opmuntrende og støttende ord. Og ja, det er en god og givende måde at iagttage det på. Ja, det var min måde at overleve og være kærlig over for mig selv, da jeg ikke kendte andre måder. Der er meget tilgivelse i at tænke sådan. Tak fordi du ser det og hjælper mig med at give mig selv tilgivelse.

    SvarSlet
  21. Sikke et flot indlæg.
    Der skal nemlig viden til.

    Jeg vil fortælle min historie på et tidspunkt fordi det synes jeg verden har brug for.
    Verden er et meget fordømmende sted, hvor perfektion, udseende og materielle ting hersker. Hvor finder man lykken, kærligheden, accept og meningen med livet?
    Ikke med de ting i hvertfald. Kærligheden er det vigtigste. Hos mennesker imellem. Mor og far og barn. Mand og kone. Kone og kone eller mand hos mand. Ejer til kæledyr - hund, hest eller kat. Dyr er så umiddelbare, rene og altid glade og de fordømmer dig ikke, de accepterer dig som du er. Derfor har jeg billeder af Lee de kæledyr jeg har haft i mit liv.

    SvarSlet
  22. Indlægget spassede da lige.

    Det jeg mente var at jeg har billeder på mit køleskab af alle de dyr jeg har haft eller som betyder noget for mig. Det har jeg for at minde mig om hvad ægte betingelsesløs kærlighed er.

    God helligdag

    SvarSlet
  23. Kære Tante Sød

    Jeg har gennem et par måneder fulgt din blog og har SÅ meget lyst til at prøve en masse af dine opskrifter. Men gør det ikke. For jeg har, lige som du, en spiseforstyrrelse.

    Og så faldt jeg i dag helt tilfældigt over dette indlæg. Og fik helt lyst til at sende dig et link til 4 indlæg jeg selv har skrevet. Samme problematik, anden diagnose - ortoreksi - men har også været igennem anoreksi og overspisning.

    Jeg er glad for at høre at du har fundet ro i dig selv!!! Der er jeg endnu ikke.

    Du behøver ikke reagere på den her besked. Ville bare dele med en ligesindet:)

    http://lotteskovbo.blogspot.dk/search/label/Personligt

    Kh Lotte

    SvarSlet
  24. Kære Marianne,
    jeg har gang på gang læst dette indlæg - hver gang har jeg siddet og stortudet - alt hvad du skriver rammer mig dybt - det er mig du skriver om - en ting vi har til fælles. Hvor er du modig. Mange knus
    Charlotte

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...