Sidevisninger i alt

fredag den 30. september 2011

Indisk mulligatawny

Den senere tid er der røget en del hyggelige og personlige mails igennem cyberspace til og fra skønne Gitte fra C'est La Vie. Det udviklede sig hurtigt til at vi fik lyst til at mødes og sludre om alt det, vi var begyndt at skrive sammen om. Og i øvrigt osse lige hjælpe hinanden med et par hækleprojekter, som vi havde inspireret hinanden til. Gitte kom til frokost hos mig, og så fik jeg lyst til at servere en af mine absolut favoritretter, som jeg har lavet et utal af gange efter forskellige opskrifter. Selv om denne version er den mest tidskrævende bliver jeg ved med at vende tilbage, fordi den bare er vildt god efter min mening, og hele arbejdet værd. Den indeholder masser af krydderier, men er alligevel ikke stærk-stærk - bare lækker på den helt gode og afrundede måde. Nu er jeg jo også til suppe i alle afskygninger, som I nok efterhånden ved, men jeg kan virkelig varmt anbefale den.


Der er godt med sunde sager i den mættende suppe - her er nogle af dem. Jeg starter med at koge suppe på en hel kylling - dette kan snildt gøres dagen før. I det hele taget kan hele suppen laves dagen før, og blir næsten kun bedre af det ...og som altid tager jeg de økologiske varer jeg kan få fat på .... i dag måtte jeg dog nøjes med alm kokosmælk.
Retten kan i øvrigt udmærket laves vegetarisk - men kyllingekødet gør det naturligvis endnu mere mættende.


Jeg serverer suppen med små toppe af ris drysset med karry og koriander på bordet, så man selv kan dosere. Jeg er vild med koriander, men ved også at mange elsker at hade den ....


Her ser du så den smagsrige ret - smækfyldt med grøntsager, krydderier og saftigt kyllingekød ....


Jeg bagte også et par koldhævede grove flutes, som vi fik til ..... hvis man ellers kan spise det.


Til dessert ville jeg afprøve en ny opskrift - endnu et udklip fra et ugeblad, der har ligget i flere år! Her er den helt udmærkede mørdejsbund ....


Og så på med saftige æbler i både .....


Ovenpå skulle et makronlåg - man skulle lave en æggesnaps, og vende knuste makroner og stiftpisket æggehvide i. Men, men, men ....... kagen blev alt for våd, selv om den var bagt længe, og det virkede næsten som om bunden var rå..... så jeg vil undlade at videregive opskriften. Jeg tror, man skulle have droppet æggesnapsen, og så bare lave en marengs med knuste makroner. Måske får jeg mod på at prøve det en anden dag, og så skal jeg lade jer det vide!!! Den her mislykkedes desværre temmelig meget, og det var jo noget skidt, når jeg havde besøg af en madblogger! Nå, men hun tog det pænt, og vi spiste den da også med letpisket fløde alligevel:-)


Jeg fik den smukkeste buket roser af Gitte - en lækker rosa farve og med sådan en antique beige yderst .... de står iøvrigt stadig utroligt flot her efter flere dage, så dem har jeg haft meget nydelse af .... tak for nogle rigtigt hyggelige timer Gitte, og jeg håber, vi skal mødes igen en anden gang. 

I skal bestemt ha' opskriften på favoritsuppen, som jeg har fundet HER


  • 2 små finthakkede løg


  • 2 små porrer, skåret i fine skiver


  • 50 g smør


  • et skrællet æble i små tern, gerne Belle de Boskop eller andet madæble


  • tre stænger bladselleri, i tynde skiver


  • 1 teskefuld gurkemeje


  • 1 teskefuld stødt spidskommen


  • 1 teskefuld stærk karry


  • 1 spiseskefuld garam masala-krydderi


  • salt


  • en dåse flåede tomater


  • 1,4 l god hønsebouillon*


  • 75 g røde linser


  • 5-6 karryblade eller 2 laurbærblade


  • 4 let knuste kardemommefrø


  • en lille stang kanel


  • 2 hele nelliker


  • fintreven skal af lime eller citron (skal være økologiske - de andre har sprøjtemiddel på skallen)


  • saft af 2 limefrugter


  • ½ teskefuld tørrede chiliflager


  • 200 g kokosnøddemælk (=1 dåse)


  • 4 fed hvidløg i tynde skiver


  • 50 g smør til hvidløgene


  • Masser af frisk, hakket koriander ved siden af til at drysse over


  • Eventuelt kød af en kogt kylling i mindre terninger

    Sådan gør du
    1. Steg forsigtigt løg og porrer i smør i 3-4 minutter til de er klare og let gyldne.

    2. Tilsæt bladselleri og æble og rør godt.
    3. Tilsæt gurkemeje, spidskommen, karry, garam masala og salt (begynd med 1 teskefuld og smag til
        efterhånden) og steg forsigtigt i 5 minutter.
    4. Tilsæt tomater og kog i 5 minutter.
    5. Tilsæt bouillion, og rør linserne i.
    6. Tilsæt karryblade eller laurbærblade, kardemommefrø, to hele nelliker, kanelstang og reven citrusskal.
    7. Lad suppen simre forsigtigt i 30 minutter, mens du indimellem skimmer eventuel skum af med en hulske 
       eller stor ske.
    8. Mens suppen simrer, rister du forsigtig hvidløgsskiverne i smør til de er let gyldne. Pas på – får de for 
       megen varme, giver de hele suppen en branket smag.
    9. Når linserne er kogt, så de gør suppen lidt tykkere, tilsætter du limejuice, chili og kokosmælk. Lad suppen
       simre i 5 minutter.
    10. Til sidst tilsætter du hvidløgskiverne og det smør, de er ristet i, og serverer med frisk, hakket
         koriander ved siden af og et godt stykke brød, gerne bagt af surdej, til.

    Du kan eventuelt lune terninger af kogt kyllingkød i suppen.

      *Brug ikke boullionterninger, men køb en færdig, frossen ren hønsekødssuppe eller lad en stor kylling simre dækket med vand i en times tid med løg, gulerod, porretop, persille, gulerod, peberkorn, laurbær og salt.
    • tirsdag den 27. september 2011

      Til julebal i nisseland ...

      Så er de her - de første frække nisser er for alvor kommet til verden, og er klar til at flytte hjemmefra for at glæde børn og voksne ude i de små hjem:-) Jeg tror, jeg snart har lavet en million af de her! Ok, måske kun en 40-50 stykker, men det er da også at være pænt populær:-) Forrige jul havde jeg julemarked sammen med to veninder med andre krea-sager, og mine 30 nisser blev solgt på 2 timer. Så udover at være til salg, så har jeg også brugt dem som små børne- eller værtindegaver.


      Den store nisse måler ca. 50 cm i højden, og den mindre ca. 43 cm, og koster henholdsvis175/200 kr. Jeg modtager bestillinger efter aftale - mail evt. til mig på tantesoed@gmail.com. Eller endnu bedre - lav dine egne. De er nemme, og man kan sagtens se film samtidig med at de opstår stille og roligt .... og det er nu du skal igang, hvis du skal nå at lave alle dem, som din familie og venner også gerne vil have .....

      Jeg er ellers ikke sådan meget til nisser - men de her er sjove, rustikke, moderne og bare lækre i det tykke  uld. Kan både stå på et bord og på gulvet og vil passe ind i de flestes boligindretning. Jeg ved at flere også har brugt dem til at gemme den daglige kalendergave indeni .....

      Er du også begyndt på juletingene eller er det kun mig, der for en gangs skyld er i god tid?

      søndag den 25. september 2011

      Taboulleh af kål - IGEN inkl. variation

      Gode ting tåler sagtens at blive gentaget! Så må lige fortælle, at i går stod den igen på denne her kålsalat. Denne gang kørte jeg blomkål og broccoli i minihakkeren, så det blev lige så findelt som couscous, og det fungerede supergodt.

      Sundhed i en skål - den er bare så god til næsten alt andet .... den kommer helt sikkert på menuen mange gange i løbet af vinteren.


      I dag tilføjede jeg også rød og grøn peber ..... jeg synes den smagte som sidst, men jo kun et plus at få endnu flere grøntsager ind i den ...


      Det er altid godt at se tingene fra oven ..... smuk søndag til jer alle. Solen titter frem oven over skydækket, og om lidt skal jeg til brunch med tre af veninderne.

      lørdag den 24. september 2011

      Pastelfarvet hæklet plaid ...... så er der også til en gæst:-)

      Jeg har slet ikke fået vist jer det nyeste skud på stammen af hæklede plaider:-) Den vil jeg rigtigt gerne præsentere, da jeg selv er virkelig godt tilfreds med den. Jeg er vild med de skønne pasteller i rosa, sart blå og sart grøn og lidt lavendel og masser af naturfarvet. Farverne tager sig desværre ikke helt så godt ud på billederne, som de gør i virkeligheden.


      Jeg forestiller mig at jeg næste sommer skal sidde i min egen første have på Samsø i lune aftener med bål og gæster:-) Åh, hvor jeg dog glæder mig ....


      Her er et hjørne - kanten er hæklet med 4 rækker fastmasker og med to lyserøde omgange i midten ...


      Jeg er vild med den måde tæppet er hæklet sammen på - det danner et fint og luftigt mønster næsten som blomster .... I like!


      Hvis du skulle få lyst til at kaste dig ud i samme projekt, som et skønt håndarbejde her i efteråret, hvor du kan sidde og hækle drømme om sol og sommer ind i det, så se mine kommentarer HER fra det grønne tæppe, jeg tidligere har lavet ....

      fredag den 23. september 2011

      Flerkornsbrød

      Jeg lod mig friste af et par poser med bageblandinger fra Urtekram, som jeg tror er nye i sortimentet, og som så lækre ud. Så her kommer det første brød, som jeg bagte stort set efter opskriften på bagsiden, dog ikke med æble som der ellers var angivet. Brødet blev tæt og smagfuldt og med noget at bide i. Der bliver et rigtig stort brød og ellers bages det som boller, som opskriften foreslår. I dag fik vi det ristet, og det var også rigtig godt. Et sundt og mættende hverdagsbrød, som jeg vil variere på andre måder også.


      Der er ikke noget som lunt og nybagt brød - så den gode honning, jeg har fået af Signe kom frem i dagens anledning ...


      Du skal bruge:
      25 gram gær
      4 dl lunkent vand
      1 spsk honning (opskrift siger 1 tsk, men da jeg ikke brugte revet æble, tog jeg mere honning)
      1 spsk havsalt
      1½ dl græskarkerneblanding fra Urtekram
      ca. 700 gram sigtet speltmel - jeg brugte nu 300 gram grahamsspeltmel og alm Tipo 00 hvedemel for resten

      Opløs gær i vand, tilsæt honning, salt, bageblanding og det meste af melet. Rør godt. Tilsæt mere mel indtil dejen er smidig og glat og ælt godt. Lad hvile 45 minutter. Form til brød eller boller og lade hæve yderligere 30-45 minutter. Pensl med vand og drys med de kerner, du har lyst til. Bages nederst i ovnen ved 200 grader i ca. 30 minutter eller til det lyder hult, når du banker på brødet.


      Her ser du mine ingredienser og dejen klar til at hæve .....


      Færdighævet og klar til en god omgang varme ...


      Præsenterer det daglige brød - led mig gerne ind i fristelse!

      torsdag den 22. september 2011

      Mere nisseri .......

      Se lige hvad jeg selv har bagt - nå, nej strikket. Et par fuldvoksne nisser mere. Mere så I kan se, hvordan de ser ud inden de bliver filtet.....


      Det er deres arme, der ligger på tværs....


      Og her i deres fulde længde .... en mand og hans kone! Klar til fuld program kogevask på 60 grader. Så bliver de tykke, tætte og med livslang holdbarhed. Og hvem vil ikke gerne have en langtidsholdbar mand ....

      Og faktisk har jeg også bagt rigtigt i dag - et dejligt flerkornsbrød, som du får opskriften på meget snart. Det var alt, hvad du fik for din 25 øre idag:-) Nyd den smukke efterårsaften .....

      onsdag den 21. september 2011

      Tøm køleskabet i uge 38 - skøn rustik tomatsuppe m/bacon og pasta

      Stop Spil af Mad kører en kampagne på facebook med at man skal tømme køleskabet i uge 38 og kun lave mad med det, man har i forvejen. Det er en god udfordring, så her er mit bidrag. En skøn suppe - ja, jeg har jo advaret om at der ville komme meget mere suppe på bloggen! Den blev virkelig dejlig, og de her ingredienser er nogle de fleste af os har på lager, så måske den også passer til dit køleskab/køkkenskuffer osv.

      Her kommer mine ingredienser - den kan jo varieres efter hvad du har i dit eget køleskab:-)

      1 pakke Hanegal bacon
      2 små løg
      1 fed hvidløg
      2 gulerødder
      2 stilke bladselleri
      1 ds hakkede tomater
      1 håndfuld pasta efter eget ønske, fx suppehorn
      2 laurbærblade
      Lidt timian og 1 tsk paprika
      3 dl grøntsagsbouillon
      Lidt bredbladet persille
      - alle mine ingredienser er (naturligvis) økologiske. Særligt vil jeg fremhæve bacon fra Hanegal. Jeg vælger stort set altid den - først og fremmest fordi jeg ikke ønsker at støtte den alm. svineproduktion, hvor 25.000 smågrise dør hver dag! Men dernæst fordi netop denne bacon bare smager meget meget bedre end alle andre jeg kender. Sådan en pakke giver virkelig meget kødsmag og velsmag for pengene, selv om man ikke i mængde har spist ret meget. Så alle fordele i et produkt! Og jeg er ikke sponseret. Desværre:-)

      Skær bacon i små stykker, løg og hvidløg skæres i små tern - dette svitses sammen til baconen er blevet ristet og løgene klare. Skal ikke tage farve som sådan. Tilsæt grøntsager og lad svitse med et par minutter. Herefter krydderier inkl laurbærblade. Og så på med en dåse tomater (eller 4 friske i tern uden kerner) og bouillon. Smag til med salt, kværnet peber. Lad koge ca. 15 minutter. Tilsæt tilsidst lidt hakket bredbladet persille.
      Imens suppen koger, klarer du lige at koge pastaen i en anden gryde efter anvisningen på pakke - eller måske lige 2 minutter mindre. Den kommer i suppen det sidste minut, og så er den klar til at servere rygende varm.

      Her er de fleste af ingredienserne klar  - jeg var bare alene til middagen, så det skulle ikke være nogen stor portion, og jeg endte med kun at bruge den ene dåse tomater.....


      Kan du se, hvordan det varmer og smager? Uhmm..... heldigvis er der rester til frokosten imorgen!

      Frække nisser på vej .....

      Som jeg skrev i går, har jeg mere gang i strikkepinde og hæklenåle end i grydeskeer og urteknive:-) Så med fare for at kede de æge madnørder blandt jer, får I så en hilsen, der handler om nisser!! Eller ja, i hvert fald opstarten på en række frække nisser, der skal ende med at have en stor flaske i rumpen!  Jo, jo - bare vent og se. I må følge spændt med her på bloggen.......


      De er stadig i fosterstadiet - meeen man kan da godt ane at de kunne blive til frække nisser, ikk.... "pølserne" (for nu at blive i mad-sproget) der ligger henover skal blive til arme. De er filtet i vaskemaskinen og venter nu på at få et anstændigt liv med øjne, skæg og arme......jeg skal nok præsentere dem, når de er klar til at møde verden.
      Jeg beklager, at jeg således også gør opmærksom på, at december nærmer sig, og at det er perfekt timing for at forholde sig til visse af dine juleprojekter. Det er vel også nu man skal bage de traditionelle frugt- og spirtituskager, hvis man er til sådan nogle?

      Har du også allerede gang i juleprojekter? Hvilke ting skal du bare have lavet til jul, som helst snart skal starte?


      Det hele starter med et strikketøj på strømpepinde - jeg bruger Fritidsgarn, som er 100% ren uld, og rigtig egnet til at filte ..... 

      Tante Sød ønsker jer alle en dejlig og måske håndarbejdsfyldt dag

      tirsdag den 20. september 2011

      Quesadillaer med kylling og spinat

      I øjeblikket bliver der her i huset skabt og kreeret mere med strikkepinde og hæklenåle end der gør med knive og gryder! Tilsidst bliver man så alligevel træt af ristet rugbrød med ost, og hvad der ellers tar' 5 minutter at lave og indtage, så i dag skulle der et mere regulært måltid til!

      Tortilla med fyld af rå grøntsager, guacamole, salsa osv. er et nemt hit, men jeg har haft lyst til at prøve at transformere totilla'erne til quesadillaer - dvs. fylde to pandekager med kød, grønt og ost og stege dem på panden og servere den friske salat ved siden af i stedet for at putte den ind i brødet. Og det er da godt nok et hit - det er stadig supernemt, omend måske en lidt tungere udgave. Men rigtig skøn variant med saftig fylde af kød og ost. Med en fyldig salat spiser de fleste max en halv, så mon ikke det går lige op kaloriemæssigt.


      Dagens servering ser sådan her - sprøde, varme quesadillaer med en stor portion tallerkenanrettet salat. Et mættende og lækkert måltid, hvis du spørger mig. Og der skal klart eksperimenteres med andet fyld også.


      Jeg var heldig at have et stort økologisk stegt kyllingebryst i fryseren, som blev til et fyldigt måltid på den her måde. Og ellers er her tortillaer og frossen hel øko spinat.


      Andre ingredienser var øko salatblade, lidt agurk, en frisk majs, tomater, persille, hvidløg og et lille løg.


      Start med at stege kyllingebrystet (og koge majsen til salaten, hvis du vil bruge sådan en) og skær det i skiver. Skær løg og 1-2 fed hvidløg i tynde skiver og svits det let i olie og tilsæt spinaten og lad koge op. Der må ikke være væde ved. Afkøl blandingen. Dæk en fuldkornstortilla med spinat, herefter kylling..


      Top med en halv pose reven cheddarost, og sørg for det går så langt ud til kanten som muligt. Dæk med den anden tortilla. Steges på en varm pande i et tyndt lag rapsolie. Ret beset kunne man nok undvære at stege i olie, og altså bare en rigtig varm pande. Meeen, sprød på samme måde bliver den altså ikke!
      Når osten begynder at smelte, trykker du lidt ned i kanterne, så de to lag smelter så meget sammen som muligt. Når den er gylden på den første side, vender du forsigtig rundt med et par paletknive og steger gylden på den anden side. Læg på fedtsugende papir og skær derefter i kvarte stykker eller måske mindre stykker. Serveres med det samme sammen med en salat efter eget valg.


      Frit udsyn til den sprøde og varme lækkerbisken - tortillaen bliver næsten som en forårsrulle i smagen - jeg tror faktisk godt man kan lave dem i forvejen og varme dem i ovnen. Men måske bliver de ikke helt så sprøde .....

      Hvis du har gode forslag til andet fyld, hører jeg meget gerne om det:-) Næste gang vil jeg sørge for at putte lidt chili i, da den godt kunne have brugt lidt styrke. Man kunne måske også toppe med noget salsa med chili....

      torsdag den 15. september 2011

      Taboulleh af 2 slags kål + orangekylling

      Jeg trængte til fibre og vitaminer! Jo, jo sådan kan jeg altså også godt få det. Det er ikke altid, det er kage, man trænger til:-) Og så havde jeg lyst til at lave klassisk taboulleh - altså salaten med couscous og grøntsager. Men for at få så mange fibre og gå lidt udenom kulhudrater, så lod jeg blomkål og broccoli gøre det ud for couscous. Ud af det kom der en virkelig lækker, frisk og velsmagende salat, som egner til næsten alle retter.


      Et sandt sundhedsbooust - fordi det er en nem måde at få spist mange grøntsager på. Også rigtig velegnet til at tage med "i madpakken". Du skal bruge:

      ½ blomkål
      ½ broccoli
      Nogle gode tomater
      ½ agurk
      1 stort rødløg
      Rapsolie og citronsaft (evt. balsamisk æbleeddike), salt

      Det er såre simpelt - hak de to slags kål fint. Jeg gjorde det med en stor kniv, men måske man bare kunne køre det i sin blender? Og så ellers tomater og agurk i små tern, og rødløg i tynde halve ringe. Bland olie og citron + salt efter smag og hæld dressingen over grøntsagerne, og lad det helst trække en halv time. Og glæd dig!


      Jeg fik en skål af den her størrelse ud af portionen ..... der er heldigvis rester til frokosten i dag!


      Som tilbehør smed jeg en halv orangemarineret kylling i ovnen - stærkt inspireret af Madbanditten her. Min version af marinaden blev sådan her:

      Revet skal og saft af en øko appelsin
      2 spsk soya
      3 spsk olie
      1 spsk honning
      2 fed knust hvidløg
      2 tsk fintrevet ingefær
      Salt og friskkværnet peber

      Bland det hele sammen, og lad kyllingen ligge i en pose med dette i nogle timer eller natten over. Jeg fik ikke mit lavet, så det kunne nå at trække, og det vil klart være at foretrække. Men skidt - steg den i ovnen ved 210 grader i 45 minutter. Lad hvile 10 minutter.



      Din middag kommer til at se sådan her ud, hvis du gør som mig. Selvfølgelig kunne man have lavet andet tilbehør - fx knuste eller ovnbagte kartofler, men lige i dag ville jeg gerne undgå stivelsen, og man bliver rigeligt mæt af den her anretning. Men nu var her heller ikke hverken mænd eller børn, der spiste med .....

      mandag den 12. september 2011

      Hjemmebagte pølsebrød + mere tøsehygge...

      Et af yndlings-låne-børnene meldte sin ankomst i lørdags. Måske mest for at lege med den frække han-kat Emil, men jeg bilder mig ind hun også godt gider hygge med mig! Yndlingsbarnets menukort er ikke stort:-) Så den her lørdag aften blev der indtaget hotdogs i hjemmebagte pølsebrød af groft mel og kvalitets-tilbehør. Så er det faktisk helt ok selv for en voksen på en lørdag!


      Her er der linet op - godt med fyld af økologisk bornholmsk ristepølse, den skønne ketchup fra Stokes og ikke mindst min hjemmelavede agurkesalat. Den gjorde en betydelig forskel!


      Jeg lavede kun en halv portion dej til pølsebrød, og fik 6 store brød ud af det. Man kunne sagtens have lavet 8 mindre .... de er rigtigt gode, og betydeligt bedre end de pap-brød, man køber..... opskriften er fra Amo's bagebog nummer 2, og den kommer her i en "normal" portion, dvs. 12-16 brød.

      200 gram fuldkornshvedemel - jeg brugte nu grahamsspeltmel fra Urtekram
      300 gram øko hvedemel
      150 gram smør
      50 gram gær
      2½ dl øko mælk
      1 tsk salt

      Lun mælken og opløs gæren heri (jeg smeltede også smørret i mælken, det synes jeg er nemmest). Kom melet og de øvrige ingredienser i og ælt godt til en ensartet dej. Del i to stykker og del i 12-16 stykker og form til aflange pølsebrød. Læg dem i et smurt fad, så du næsten støder op til hinanden. Lad hæve tildækket til dobbelt størrelse, ca. 40 minutter. Pensl med sammenpisket æg. Bages ved 225 grader i ca. 12 minutter.
      Spises med de nyristede pølser med det samme .......


      Her er de lige kommet ud af ovnen..... de hæver godt, og mætter meget bedre end købebrød. Min 10 årige gæst spiste bare 1 brød og jeg selv 1½....


      Indholdet var de gode øko fra slagteren i Holbæk ........han leverer bla. også til Aarstiderne.


      Det ser da lækkert nok ud, ikke....


      Bagefter var det tid til kreative sysler - så her er vi i gang med at fremstille kage-pynt af fondant ..... der bliver flittigt brugt hele udvalget af udstikkere.... og som I kan se har hun fart på .....


      Jeg fik lavet et fad med små fine sukkerblomster i pastelfarver med sølvkugler .... de kan holde sig i evigheder, og gør enhver cupcake til en hyggelig oplevelse ...


      Ups, det går stærkt her - vi blev ved til kl. 23, hvor øjnene begyndte at blive små


      Hmm, i et ubevogtet øjeblik ville katten Emil åbenbart også give sit besyv med - tydelige spor af poter og klør!!!


      Så står produktionen til tørring ..... når man lægger blomsterne i de tomme bakker fra Toffifee, får de et lille buk, som giver liv til dem .....


      Blade og diverse andre figurer blev der også eksperimenteret med ....


      Og næste formiddag fik vi lavet chokolademuffins med jordbærfrosting og fint pynt, som min gæst kunne få med hjem til mor, far og storebror...... Tak for dejligt besøg Malle......
      Der var en fejl i denne gadget
      Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...