Sidevisninger i alt

torsdag den 1. marts 2012

Kernestykker med surdej

Gennem nogle måneder har jeg nu kørt grundsurdejen fra Claus Meyer, og er blevet virkelig glad for at bage med surdej. Det giver bare en anden dybere smag og struktur til brødet. Surdejen har godt af at blive brugt, og skal jo helst dagligt omrøres, og "fodres" et par gange om ugen gerne. Den skal da heldigvis ikke ha' skiftet ble og den græder heller ikke, kan jeg godt love!

De her virkeligt lækre madbrød med masser af fuldkorn og kerner fandt jeg hos den skønne MissMuffin, og dem er jeg meget begejstrede for, så de er nu på listen over hverdagsbrød, der ofte bages. I øvrigt har selvsamme MissMuffin for nylig begået et fint indlæg om brug af surdej og erfaringer med det. Læs endelig det også, hvis du ikke endnu har kastet dig ud i det.



Dej:
3 dl. surdej (den tynde grundsurdej fra Meyer brugte jeg)
10 g. gær
4 dl. vand
2 dl. knækkede rugkerner 
2 dl fiberbageblanding fra Urtekram 
1 dl. grahamsspeltmel
2 tsk. salt
ca. 350-400 g. hvedemel
1 æg
2 dl solsikkekerner


Bland rugkerner, fiberbageblanding, grahamsspeltmel og vand i en lille gryde og kog det op i ca. 1 min. Afkøl til stuetemperatur. Gæren røres ud i surdejen. Tilsæt kerneblandingen og salt og rør det godt sammen. Ælt melet i lidt efter lidt. Dejen skal være fast, men stadig klistret og fugtig. Kom dejen i en skål, dæk med husholdningsfilm og lad den hæve i køleskabet i 10-12 timer. Tag dejen ud af køleskabet og lad den stå en times tid, så den får stuetemperatur. Rul dejen ud i en retangel på et meldrysset bord. Den skal ca. være 2 cm høj. Skær 9-12 tern ud og læg dem på bageplader med bagepapir. Lad dem efterhæve 20 min.
Pisk ægget sammen og pensl bollerne godt. Drys med solsikkekerner. Bages i ca. 25 min. ved 200 grader. Afkøles på bagerist.


Jeg skulle på formiddagsbesøg, så de nybagte boller røg ned i en brun papirspose sammen med et glas orangecurd og et sæt hjemmelavede grydelapper og stearinlys - så blev der en personlig værtindegave ud af det:-) Og bollerne blev spist med god appetit. Print denne artikel

10 kommentarer:

  1. Dejligt at alle tager så godt imod mit indlæg om surdej- det er jo slet ikke så svært, som mange tror:)
    Kernestykkerne er også en vores hverdags-favoritter, for de gør sig rigtig godt på madpakken.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var rigtig godt du tog noget af mystikken omkring surdej væk. Jeg tror mange præcis har en forestilling om at det er besværligt. Det er jo virkelig nemt, men kræver selvfølgelig lidt næsten daglig "omsorg". Jeg går igen i dag i gang med en ny omgang kernerstykker, for de var da bare virkeligt gode:-)

      Slet
  2. Jeg har forsøgt at starte surdejen op, men den blev bare muggen for mig. Hvordan fik du din startet op? Havde du låg over den på køkkenbordet?
    Tak for en hyggelig blog, jeg tjekker den hver dag.
    Mvh Elin

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Elin. Jeg havde held med den fra første færd. Ja, jeg havde en låg på en Rosti skål, men "lettede" ind i mellem på låget, da der også skal luft til for at den kan udvikle sig rigtigt. Og så er det vigtigt at røre helt til bunds hver dag og få det hele med op. Brug nemmest et piskeris, synes jeg. Håber du har mod på at prøve igen, da det bare gir et godt resultat. Når først den er færdig efter ca 10 dage, så stiller jeg den på køl. Og når jeg skal bage, tager jeg den ud dagen før.
      KH Marianne

      Slet
    2. Tusind tak for svaret. Jeg må hellere forsøge igen. Så er der jo også endelig en undskyldning for at få købt låg til Rosti-skålene :-)
      Jeg har købt "Meyers Bageri" idag på bogudsalg, så jeg tager tyren ved hornene.
      Kh Elin

      Slet
    3. Jeg er SÅ glad for Meyers bagebog, den kan man godt blive dygtigere af at læse:-) rigtig god fornøjelse. Jeg hører meget gerne om hvordan det går. God weekend til dig Elin
      KH Marianne

      Slet
    4. Jeg havde først lånt den på bibllioteket, men da jeg faldt over den i går, måtte den med hjem. Starter nok først dejen op i næste uge, der skal lige shoppes lidt først :-)
      Jeg skal nok lade høre fra mig, hvordan dejen har det.
      Også god weekend til dig.

      Slet
  3. Hvor ser de bare gode ud! jeg er også blevet glad for min surdej og den smag det giver i alt slags bagværk - det bliver nærmest sødligt med en snert af noget øl i smagen. Det er toplækkert!

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis det samme jeg oplever, som du skriver der. Jeg har været længe om at komme igang, da jeg troede det var så besværligt, hvad det jo ikke er, når man får gjort det til en daglig rutine. Jeg har endda også glemt den et par dage, og alligevel kunne køre videre på den uden problemer.

      Slet
  4. Disse kommer lige på huskelisten - jeg har en plan om at lave surdej i løbet af ugen.

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...