Sidevisninger i alt

lørdag den 19. november 2011

Romsnitter

Fantastisk følelse - ryggen har det bedre, iskiasnerven synes vist nok den har skabt nok ballade i krop og psyke, og nu gælder det om at komme igang igen, selv om det er efter meget-små-skridt-princippet. Så al bevægelse og gøremål tæller, og det er skønt at mærke at lyst og humør stille og roligt vender den rigtige vej. Jeg er jordens største kylling, kan bare ikke snuppe at noget gør ondt og synes hurtigt det er synd for mig! Mine skytsengle har heldigvis beskyttet mig mod alvorligt slemme ting med fysikken, og jeg prøver at opleve de her smerter som en gave. Jeg har alt for længe tilsidesat, forsømt og negligeret kroppen, og nu hvor jeg har mere tid og ro i mit liv, er der plads til at den brokker sig, fordi den ønsker fokus, forandring og styrke. Jeg er klar, motiveret og optimistisk. I hvert fald i dag!


I morgen kommer her en enkelt gæst til middag, og det blir godt at føle sig normal igen. Så bare for at finde på noget at foretage mig, har jeg været en tur i køkkenet for første gang i over en uge. De her nemme småkager er fra Amo's julebagebog, og er virkelig dejlige med kokos og splintrende sprøde. Jeg har kun spist to små "ender", og resten gemmer sig i en fin dåse klar til at byde gæster.


Her er smør smuldret i mel og sukker og klar til de sidste ingredienser. Det er en småkage med få ingredienser, og jeg havde hvad der skulle til på mit "fjernlager". Du skal bruge:

125 gram hvedemel
125 gram smør
65 gram kokosmel
65 gram sukker (jeg brugte rørsukker)
1/4 tsk hjortetaksalt

Glasur:
100 gram flormelis
4 dråber romessens (jeg brugte det dobbelte)
1 spsk vand

Sigt mel og hjortetaksalt sammen og smuldr smørret heri. Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt det hurtigt sammen til en dej. Lad den evt hvile 30 min. Del den i 3, og rul dem ud i 3 stænger, tryk dem lidt med håndfladen. Bag stængerne ved 200 grader i ca. 10-15 minutter. Rør glasuren sammen og overtræk stængerne mens de er varme. Skær dem herefter i lidt brede snitter.


Opskriften angiver ikke at dejen skal hvile, men jeg lod nu min ligge en halv times tid inden den blev delt og formet.


Tre stænger i bagepladens længde, som du trykker lidt flade først med fingrene, og så gå dem evt efter med en bred kniv både på alle sider og overfladen, så de bliver så ens som du har tålmodighed til.


Glasuren skal på mens de er varme, så den er nem at fordele. Det kan være lidt svært at styre, men jeg kom det først på med en stor ske i en stribe og fordelte bagefter lidt med en bred kniv.

Så er der kun tilbage at få lavet en kop god varm te, og tage forskud på julen... Print denne artikel

5 kommentarer:

  1. Så fik jeg smidt mine gæster ud....og der er tid til at blogge og læser nu med glæder, at det går bedre....aiii håber det er ham den lækre mørkhårede der kommer (?) - god weekend :-)

    SvarSlet
  2. Åh de ser lækre ud! Og dejligt du er i køkkenet igen :) Har også lige siddet og overvejet, om jeg måske skulle bage nogle småkager....

    SvarSlet
  3. Hey B - uuuuuu jeg har slet ikke tænkt på det kunne være den lækre mørkhårede der kunne komme. Normalt betaler jeg for at se ham en halv time ad gangen, så jeg tør ikke tænke på hvad en middag løber op i:-) Hmm jeg har ski ikke engang fået øje på stavefejlen???
    Hey G - ja, jeg har jo lige set dine lagkager, så kom du bare i gang med nogle småkager også:-) Ja, det er skønt at kunne sidde ved computeren igen .....

    SvarSlet
  4. Hahha altså det der med betaling for en halv time med en lækker mørkhåret, kunne godt lyde lidt frækt høøhø, men sådan tænker jeg selvfølgelig sletsletslet ikke, så går ud fra at det en en kiropraktor eller en fysioterapeut el. noget lign. Selvfølgelig var det det jeg tænkte på :-)

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...