Sidevisninger i alt

torsdag den 19. maj 2011

Risotto med ristede mandler og asparges

Hvis jeg var dig, ville jeg skynde mig at lave den her risotto - ummenum, den blev god! Igen en opskrift fra Louisa Lorangs Vild med Hverdagen. Det er vel nok ærgeligt man ikke kan lægge smagsprøver ud på sin blog - billedet yder ikke smagen nogen retfærdighed!

Så enkelt....bløde ris med lille bid tilbage, og så ellers bare antydningen af hvidvin og hjemmelavet hønsefond. Dertil fylde og blødhed fra to slags ost - for slet ikke at tale om sprødhed og knas fra ristede mandler og grønne asparges, som er på sit højeste netop nu. Skynd dig at komme igang ... retten kan sagtens stå alene, fordi den er fyldig, men et stykke ristet laks fra min fiskemand gav bestemt ikke anledning til klager! Det skulle da lige være fra det ene af mine pelsdyr, som altid tigger, men foretrækker bidder af kød i stedet for bidder af fisk. Meget mærkelig kattedyr!!!

Her er en anretning, der tager 10 sekunder...
Du skal bruge:
2-3 skalotteløg
2 fed hvidløg
2 dl risottoris
1-2 dl hvidvin
6 dl hønsefond
1 bundt grønne asparges
1 dl revet parmesan
150 gram tallegio (eller anden rødkitost - min var en helt alm fra Høng)
50 gram ristede mandler (de var i ovnen, da jeg tog billedet)
Start med at klare de to slags finthakket løg, tilsæt så risene og lad dem varme med. Så er det på med hvidvinen indtil den er fordampet igen. Så begynder processen med at tilsætte hønsefond - lidt ad gangen under næsten konstant omrøring. Du kan ikke være mange minutter væk fra din risotto, hvis du vil have den perfekt. Mængden af væske kan variere, så der må du føle dig frem. Det tager ca. 20 min inden risene er færdige, men bid i dem! Lige inden retten er færdig tilsætter du asparges i skrå skiver det sidste minut, og i  sidste sekund skal de to slags ost smeltes i risottoen. Den revne parmesan og rødkitost, som du har skåret den røde skorpe af. Ja, det er ret meget af osten du kasserer på den måde - det lever vi så med lige idag!
Smag til med salt og peber, og top op med mandler, som du har ristet i ovnen.
De sidste 8 minutter af tilberedningstiden havde jeg smidt laks på panden, som kunne riste stille og roligt - citronbåd - klar, parat, start - velbekomme! Jeg lover, det er de rene lækkerier...
Print denne artikel

3 kommentarer:

  1. Jeg aldrig prøvet at proppe mandler i, men den ser helt fantastisk ud. Og jeg er også vild med laks

    SvarSlet
  2. Tak, Malou:-)
    Det med ristede mandler var overraskende godt - giver rigtig meget særlig smag og så knas selvfølgelig. Kan bestemt anbefales...

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...