Sidevisninger i alt

torsdag den 10. marts 2011

Skaldyrslasagne

Hvad søren blev der lige af solen og det lovende lys? Mørkt, koldt og vådt..... foråret gjorde at der kom skaldyr op på den indre biograf, da jeg stod i supermarkedet og skulle finde på noget, og det våde vejr fik mig så til at tænke på pasta i samme moment. Så jeg ville bare lave en superhurtigt skaldyrssauce hen over noget friskkogt fuldkornspasta. Vel hjemme igen opdagede jeg så, at jeg havde glemt at få lagt pastaen ned i indkøbskurven! Hmmm - jeg kunne huske der lå en pakke økologiske lasagneplader fra Aarstiderne i fryseren - først overvejede jeg at skære pladerne ud i smalle strimer som fettucine. Men hvorfor nu egentlig det? Så det blev pludselig til skaldyrslasagne - så man kan sige, at den her rigtigt vellykkede ret blev til ved en fejl:-) Så fejl er godt - det er kun, dem der ikke laver noget, der ikke laver fejl .......

Fadet så sådan her ud inden det fik et drys revet emmenthaler og røg i ovnen .....

Du skal cirka bruge det her ..

1 pakke krebse- eller hummerhaler
1 pakke rejer
Evt. muslinger fra dåse, hvis du kan lide det (brugte jeg ikke)
1 stor bakke champignon i skiver
2 skalotteløg
3 fed hvidløg
1 dåse hele flåede tomater (eller 3 store friske flåede uden kerner)
1-2 dl fløde
1 dl fiskebouillon
Lidt citronsaft
Lidt revet ost - jeg rev lidt emmenthaler
1 pakke friske lasagneplader - brug helst fuldkorn, men de her lå i min fryser fra en af kasserne fra Aarstiderne...

Svits det hakkede løg og hvidløg til de er klare uden at tage farve, og så ned med champignonerne et par minutter. Tilsæt fløde og fiskebouillon og herefter skaldyr - du kan godt komme dem frosne derned, hvis du ikke har nået at tø dem op. Smages til med salt, peber og citronsaft. Og så ellers bare find et lille lasagnefad - start med lidt af skaldyrssaucen, dernæst plader osv. Slut med skaldyrssauce og drys med lidt ost - ikke for meget. Og så en lille halv time i ovnen ved ca. 200 grader, så kommer det varmt og duftende ud sådan her ...
En god salat havde været godt tilbehør, men jeg havde bare ikke mere tid, så det blev til en skive hjemmebagt brød, der blev ristet sprødt... til sidst et drys dild fra fryseren også, selv om frisk havde set noget pænere ud og smagt bedre .... men nogle gange er det bare det muliges kunst....

Det tager max 15 minutter at tilberede retten, og så passer den sig selv i ovnen - og alligevel får du masser af smag og der er sådan lidt "comfort-food" over sådan en sag .... Velbekomme:-)
Print denne artikel

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...