Sidevisninger i alt

onsdag den 11. januar 2012

Blomkålsgratin

De fleste gange et økologisk blomkål frister i en butik køber jeg det - det er en grøntsag, det ikke altid er nemt at få som øko. Jeg har hørt at blomkål skulle være en af de grøntsager, der er sprøjtet allermest med omkring 30 forskellige kemikalier - om det holder stik har jeg dog ikke undersøgt. Og med et stort flot blomkål var det oplagt at lave en gratin af halvdelen, og så må jeg lige se, hvad den anden halvdel ender op som.

Gratin er jo desuden en rigtig god måde at få anvendt mange slags rester på - man kan lave en ren vegetar, men også tilsætte kødrester, sprødstegt bacon, skinketern, pålægsrester, osterester osv osv. En rest kogte pastaskruer er også et fint grundlag for en gratin.


Jeg laver retten pr. intuition, så de mål du får er cirka-mål, og du må selv ha' fingeren på pulsen. Husk lige at ta' et lidt større fad end jeg gjorde, da det næsten voksede ud over alle kanter!

½ stort blomkål i mindre buketter, men ikke helt små
4 æg delt i hvide og blomme
1 spsk smør
1½-2 spsk hvedemel
ca 3 dl mælk
ca 1 dl kogevand fra blomkålet
friskrevet muskatnød
nogle skiver parmaskinke, som jeg sprødstegte
revet ost - jeg brugte rester af en Jarlsberg, men brug hvad du kan li' og har i huset - gerne en emmenthalertype
klippet purløg

Rens blomkålen godt, del den i mindre buketter og kog den 4-5 min i letsaltet vand. Lad afkøle og gem lidt af kogevandet. Smelt smørret, tilsæt hvedemel og bag det op med mælk og kogevand til en sauce som bechamel. Smag til med salt, peber og revet muskatnød. Afkøl til den er lun, og tilsæt nu den revne ost, hvis du kan lide det - det er ikke nødvendigt. Herefter røres de 4 æggeblommer i saucen og purløg og blomkål og parmaskinke i små stykker vendes i. Tilsidst pisker du 4 æggehvider stive, vender halvdelen i "saucen", og til sidst den anden halvdel foldes forsigtigt i.

Hældes i en smurt form, drysset med rasp, så det ikke hænger i og brænder på. Bag i ovnen ved 200 gr ca 10 minutter og drys så evt mere fintrevet ost over, evt parmesan. Bages i alt ca. 30 minutter eller til gratinen er flot hævet og gyldenbrun.



Min hævede rigtig flot op, og var luftig og fugtig og lige som jeg kan li' en gratin .....


Det ser måske lidt rodet ud, men den smagte supergodt serveret med en skive hjemmebagt ristet kernebrød. Billig, nem og ok sund mad. Er også godt koldt til frokost med rugbrød til. Måske du får lyst til også at lave gratin og fylde den med præcis dit yndlingsfyld... Print denne artikel

5 kommentarer:

  1. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har lavet blomskålsgratin... - men nu skete det altså på din opfordring :o) Det blev til blomkål, porre og kylling og blev accepteret af familien, så vi siger mange tak for mad ;o)

    SvarSlet
  2. Mums, det ser lækkert ud.
    Det må jeg lige huske næste gang jeg ser et øko-blomkål :)

    SvarSlet
  3. Hej Fru Friis - jubi super at du blev inspireret, så gir bloggen jo ekstra meget mening. Uh jeg havde også porrer i går og overvejede dem - det lyder også godt og så med kylling! Velbekomme, ha ha - nemt at sige når du selv har lavet det hele:-)

    Hej Merete - dejligt, ja det er med at snuppe øko blomkål når de lige er der synes jeg ... de er jo også skønne rå i salater ... tak for hilsen

    SvarSlet
    Svar
    1. I dag har jeg afprøvet din opskrift.
      Gratin´en kom til at indeholde blomkål, porre og bacon. Uha da, den var god :)
      Den hævede ikke super meget op men lækker var den.
      Den blev serveret for en gæst til frokost og der er stadig en god portion tilbage til mig til i aften :)
      Så det må være "tak for mad x 2" fra mig :)

      Slet
  4. Kbh. den 26. sep. 2012

    Kære Tante Sød!

    Netop hørt om en digters anprisning af blomkålsgratin, og gik på nettet og fandt din anvisning.

    Meget inspirerende og din tekst og redigering er top.

    Har lagt genvej til min skærm, og glæder mig til mit forsøg på realisering af dine anvisninger.

    Bedste hilsner
    Sven

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...