Mødet er ved at have bundfældet sig - og det føles stadig godt. Og min bror og jeg har i dag talt sammen igen. Vi havde aftalt at give hinanden et par dage inden vi gav udtryk for, om vi vil prioritere at ses igen. Det kræver jo dog lidt, når vi bor i hver sin landsdel. Jeg vidste hurtigt, jeg gerne ville - så med frygten for at blive afvist igen, og for at kun jeg havde det sådan, ringede jeg til ham i dag. Og hurra - vi er helt enige om, at vi skal besøge hinanden igen. Med overnatning og mere tid næste gang:-) Nu hvor jeg er tryg. Vi er klar over, at vi først skal til at lære hinanden at kende. Der skal opbygges tillid. Og at vi skal bryde os om hinanden, som dem, vi er nu. Det kan kun tiden vise, om vi gør.
Jeg skal vænne mig til min nye identitet, men det føles godt! Hele mit voksne liv har jeg altid sagt nej til at have søskende, når jeg er blevet spurgt af folk, jeg ikke kender. Fordi det var det nemmeste, og jeg var fri for at forklare det smertefulde. Jeg har meget længe været hende uden søskende og uden forældre, fordi de begge døde, da jeg var i starten af 20'erne. Tænk, nu skal jeg til at sige, jeg har en bror! Som sagde "farvel søster" og gav mig et knus, da vi skiltes ved toget:-) Jeg vil gøre mit til at vi kan føle os som søskende i fremtiden på trods af forskellighederne. Jeg håber og tror det bedste...
Nå, men ellers er her blevet fremstillet filtede blomster af karteuld - det er rigtig hyggeligt at sidde med og materialerne til sådan en blomst er billige. Jeg vil tro ulden til en blomst kun koster omkring 5-7 kroner. Men til gengæld tar' de lang tid at lave. Jeg bruger mellem 1½ og 2 timer på en enkelt blomst!
Denne her synes jeg er blevet særligt fin - den ligner da en orkide meget godt, ikk...
Her er en i lysende orange/gult, en anden i lilla (selv om den ser blå ud her) og en lys.
En rød måtte jeg selvfølgelig også ha'......
Den her er også rigtig fin ......
Hmm ser stadig blå ud - den er altså lilla!!!
Den her blev vist lidt skæv! Det kan bestemt ha' sin charme at være skæv ..... ha ha, det er jeg jo nødt til at sige. Blomsterne kan bruges som pynt på huer, filtede tasker, på en hårbøjle, som en broche - osv osv.
Måske en dag, jeg kan lave en DIY - men må hellere lade vær at love for meget. Jeg modtager gerne bestillinger på blomster efter aftale, og har uld i masser af andre farver også....
Print denne artikel
Hvor er det hele dejligt for dig og din bror. Ja en ny identitet efter så mange år kræver lidt tilvænning, men mon ikke det kommer hurtigt. Endnu engang tak for en dejlig historie :-)
SvarSletKære Bettina - jo, jeg er sikker på jeg hurtigt vænner mig til min nye titel:-) Tak fordi du læser med
SvarSletHvor vil jeg ønske for dig og din bror at i får opbygget et godt søskendeforhold igen og får mange gode stunder sammen i tiden der kommer. De blomster symboliserer vist også dine følelser pt :)glade og varme
SvarSlet