Dagen er allerede blevet 15 minutter længere, og solen skinner fra en skyfri vandblå himmel. Jeg tror, det glæder mange andre end mig:-)
Nytåret overmandede mig, så her har været stille nogle dage - det var nu ikke meningen, men livet fyldte og måtte ha' sin stille plads. For to dage siden startede mit år med at jeg drog til Jylland for at møde min storebror, som jeg ikke har haft kontakt med siden vores mors død for over 20 år siden.
Døden og livet skilte os dengang. Misforståelser og uvidenhed skilte os. Forskelligt livssyn og værdier skilte os. Og selv om livet er levet godt i alle disse år, har det ligget som en usynlig tåge i mit inderste. Jeg troede ikke vi nogensinde ville mødes igen. Troede det var for sent. Havde i hvert fald ikke selv mod til at tage kontakten.
Men modet havde han. Det, jeg aldrig troede ville ske, skete. Han kontaktede mig, og i forgårs mødtes vi. Som nye mennesker næsten, fordi tiden ikke læger alle sår, men dog mildner dem. Fordi vi begge havde et oprigtigt ønske om at lytte til den anden, respektere den andens anderledes verdenssyn og gøre hver vores bedste for at forstå.
Sikke en start på året. Det var rørende og healende. Vi ville vist begge bare ha' det til at være positivt, og var kloge nok til at lade de værste konflikter ligge. Der var rum til at fortælle hinanden om vores grundlæggende forskellige syn på vores barndomsminder og opvækst. Tankevækkende hvordan man kan vokse op med de samme forældre, og alligevel opleve det vidt forskelligt. At det ene "barn" har hæftet sig ved alt det gode, og det andet "barn" har hæftet sig ved alt det tunge. Jeg er vel nok heldig at være det barn, hvis natur gør, at jeg har følt mig ønsket og elsket. Det må være virkelig svært at vokse op og ikke føle sig elsket og altid længes efter noget andet. Selv om man måske i virkeligheden var elsket. Hvis man ikke selv føler det, så tæller det vist ikke rigtigt at ens søster siger, hun er sikker på, han var lige så elsket. Jeg græd, da jeg hørte ham fortælle om sine følelser og barndomsoplevelser. Ville ønske, jeg kunne tage smerten fra ham. Vi bestemmer ikke selv, hvad vi bliver udsat for her i livet - men vi vælger selv, hvordan vi vil opfatte og tolke det, vi bliver udsat for. Selv om det er nemmere sagt end gjort:-)
Så sikke en fantastisk start på 2012 for mig. Jeg er taknemmelig. Føler at året vil vise sig fra sin bedste side, og venter spændt på hvad det næste gode bliver. Nyt job? Får jeg solgt min lejlighed, som jeg så gerne vil? Kærlighed måske ligefrem? Nå, men mindre kan også gøre det:-)
Solen skinner klart her - som du kan se på udsigten hen over tagene her fra min 5. sal. Jeg ville ha' vist dig den anden side, fordi man kan se Zoologisk Have derfra. Men der var modlys i dag:-) Og i dag er her fokus på medlys .....
Mad har der ikke været fokus på ...... de her grydelapper blev hæklet på turen fra København til Århus og retur. De kommer på lager til en lille værtindegave.
Jeg håber din start på året har bragt dig lykke og lys - Tante Sød er hermed vendt tilbage, og skal ærligt talt se at komme op på sin motionscykel igen. Nu er der ikke flere undskyldninger!!!!
Print denne artikel
En meget rørende indlæg - har lige måtte tude lidt mens jeg læste det. Hvor der det dejligt at læse at I har fundet hinanden igen efter så mange år. Ak ja, det der med at man hæfter sig ved forskellige ting kan være svært. Det lider min lillesøster og jeg også under.
SvarSletJeg håber du får et rigtig dejligt år - med den start er der i hvert lagt godt fra land :-)
Kram fra Malou
Sikke en dejlig historie. Hvor er det fantastisk at I har fundet hinanden igen. Kan slet ikke forestille mig hvordan det må have været. Dejligt nytår til dig og gid alle dine drømme går i opfyldelse. Kh :-)
SvarSletDejligt indlæg og med stor håb om et lykkebringende 2012. Jeg vil til Samsø i år og besøge dig - så se at komme igang ikke? allersødeste Marianne. Jeg tror, at heldet er med dig i år. Jeg krydser alt, hvad jeg har, og det er ikke så lidt, kan jeg fortælle dig.
SvarSletKæreste Marianne,
SvarSletDet er gode tegn på det nye år. Jeg har våde øjne men smil på læben. Det varmer mig altid at høre om lykkelig forsoning og genforening. Jeg håber din indre tåge er lettet for altid.
Hej Marianne. Du overrasker mig hele tiden.Den ramte mig præcis som så meget andet du skriver.
SvarSletMine to børn har præcis samme forskellig opfattelse af deres barndom. Er du den yngste? Den yngste ventede pige, når nu man har en dreng i forvejen og hvor opmærksomheden pludselig skulle deles imellem 2 børn - det kan være svært for et 5 årigt barn at forstå (den alder min søn havde da han blev storebror) - tja, jeg kunne skrive meget - men det rørte mig meget at læse om dig og din bror. Knus Pia Ørnslund
Dejligt med en god start på året - så får man da for alvor blod på tanden! Positive tanker er vejen frem :-)
SvarSletHav en dejlig weekend!
Kære Malou - tusind tak for din personlige kommentar. Det er vel nok dejligt at dele med andre, når det er genkendelige problematikker og andre også åbner sig. Tak
SvarSletKære Bettina - nej, det er svært at forestille sig, hvordan sådan et møde bliver. Og jeg indrømmer også, at jeg havde meget frygt forud, og var bange for at skulle møde vrede. Min frygt viste sig heldigvis at være ubegrundet. Tak for din søde hilsen
Kære Laila - fantastisk at du lægger en kommentar her. Ja, jeg synes bare vi skal aftale at jeres besøg på samsø skal blive til noget denne sommer!!!! Jeg vil bare så gerne afsted ...
Kære SushiStegen - åh, hvor godt sagt. "at min indre tåge er lettet for altid". Det håber jeg virkelig, det tror jeg faktisk ville betyde at jeg kan blive endnu mere mig selv. Det er noget af det, jeg selv er spændt på at mærke på længere sigt. Men det føles allerede som om noget af taget af mine skuldre. Det er altid godt at få korrigeret misforståelser!
Kære Piskeriset - ja, det var så dejligt. Jeg går med dig på de positive tanker!
Tak til jer alle, fordi I har kommenteret - det betyder noget ekstra, når det er personlige emner, der skrives om:-)
KH Marianne
Kære Pia - hov, du må meget undskylde at min kommentar til dig smuttede i første omgang. Det var en fejl
SvarSletDet er meget dejligt for mig, at du også tilkendegiver at kende problematikken. Ja, vi er sikkert mange, der har det sådan i virkeligheden. Hvor er det ærgeligt, hvor kunne vi spare os selv for meget, der sårer. Ja, jeg er den yngste, og min bror var næsten 12 år, da jeg kom til verden. Det er klart, at det ikke er sjovt for en dreng. Og så kommer der sådan en lillesøster, der bliver klædt på som en prinsesse med slangekrøller og får lov til alt. Jeg forstår sandelig godt der kan være stor jalousi og misundelse og en følelse af ikke at være lige så værdsat. Det er bare så vigtigt ikke at projicere de følelser over på sin søskende. Et lille barn siger jo ikke fra over for forkælelse. Det er de voksnes ansvar at behandle og opdrage retfærdigt og kærligt. Ikke nødvendigvis ens ... men det kan hurtigt komme til at se ud som om der bliver gjort forskel. Og måske bliver der vitterligt også gjort forskel. Det er bare stadig de voksnes "skyld" og ansvar. Der er nok ikke mange af os, der kommer gennem livet med en følelse af at have fået nok kærlighed - og hvis vi har fået nok kærlighed, så har vi måske ikke fået "den rigtige" kærlighed. Den, der var rigtig for os .....
Jeg tror, vi alle gør vores bedste som udgangspunkt og har nemt ved at tilgive ...
Tak for din hilsen, Pia
KH Marianne
Hvor er det en fin og rørende fortælling - måske havde de 20 år alligelvel en vigtig funktion. Godt i har fundet hinanden nu. Det bliver sikkert et super 2012 på Samsø.
SvarSletHvilken dejlig start på 2012 for dig, Marianne :) Er sikker på 2012 bliver dit år, både med flytning, kærlighed, familie, job osv. :)
SvarSletGlæder mig til du kommer ud og besøger Tigerdyret og jeg.
Kram
Hej Anne - tusind tak fordi du læser med, og jeg tror faktisk du har helt ret i at der for os måtte gå 20 år. Vi har nok ikke været klar før. Ting sker jo altid når de skal, tror jeg på. Åhh, Samsø i år ville være en drøm, der går i opfyldelse.
SvarSletKære Gitte - tager glædeligt imod dine gode ønsker. Og kommer helt sikkert snart og besøger jer:-)
Kram til dig