Sidevisninger i alt

tirsdag den 9. november 2010

Tanten er begyndt i køreskole igen!

Jo, den er altså god nok.... og det er ikke fordi jeg har fået snuppet mit kørekort, som den overraskede kørelærer vist først troede.....

Nå, men måske skulle jeg begynde med begyndelsen. Sagen er den, at jeg har haft kørekort i 30 år (hvordan er det nu muligt, når jeg er så ung????), og har kørt dagligt de sidste vist 15 år, og 7-9-13 har jeg aldrig kvajet mig så meget, at jeg har haft brug for min forsikring. Og alligevel er jeg bare ikke godt tilpas med at køre - jeg er usikker, sidder anspændt som en flitsbue, og kører totalt morfar-forsigtigt. Og når man helst ikke kører mere end de der 100-110 på motorvejen får man jævnligt blikende lygter i bakspejlet og hånlige blikke, når de andre passerer - og det stresser altså helt vildt, og i øvrigt bliver man bestemt ikke en bedre bilist af at andre håner én!

Sådan GIDER JEG BARE IKKE HAVE DET MERE!!!!

Så for noget tid siden meldte jeg mig til et køreteknisk kursus en hel dag på bane i Roskilde, og det var så sidste lørdag. For mig var det helt vildt grænseoverskridende, og da jeg kom derned var jeg klar til bare at køre hjem igen. Kun lokket af den pædagogiske kørelærer fik jeg overtalt mig selv til at tage udfordringen op, og det endte med at blive en virkelig god dag. Først et par timer teori/info om de nye ting i trafikken og bilers nyeste udstyr, og så blev vi bagefter sluppet løs i egne biler til forskellige øvelser, som virkelig gav en fornemmelse af bremselængder, reaktionevne, vinterdæk osv. Der var forhindringer af forskellige slags, is, vand, udskridning og det løse. Og desværre blev jeg bekræftet i at jeg bare ikke er sikker nok i trafikken og kører alt for TØSET. Der var 3 damer over 80 på kurset, som kørte friskere end mig!!!!!!

Jeg måtte sætte katastrofeblinket til kl. 16 selv om kurset varede til kl. 17, fordi jeg var fuldstændig udmattet og ikke kunne koncentrere mig mere. Men da jeg kørte hjem futtede den lille Yaris afsted i et lidt rappere tempo end ellers:-)

Det første jeg gjorde efter kurset var at begynde at sætte mig ind i hvilke vinterdæk, jeg skal investere i for første gang. Det var meget tydeligt på bremselængder, hvad det betød, så de penge skal man bare ikke spare. Og bagefter har jeg nu ringet til en privat kørelærer og bestilt enetimer - 2 lektioner næste mandag! Og jeg kunne godt høre på kørelæreren, at der nok ikke er mange, der kører dagligt og så ringer og beder om rutinetimer!! Og det er ski også lidt smådyrt, men nu vil jeg altså bare gøre noget for både mig selv og andre ved forhåbentligt at blive meget mere sikker og kompetent i trafikken, og være bedre forberedt, hvis jeg skulle komme ud for nogle grimme situationer. Og så skal jeg helt sikkert også på kursus hos Arne igen inden længe - det kan man sagtens tage mange gange. Der var to ældre mænd med, som tog kurset hvert år på denne årstid for at være klar til vinteren. Respekt!

Så hermed er opfordringen sendt videre til jer alle - måske vil du ligefrem synes det er sjovt, hvis du normalt har det godt med din bil. Tag det for at teste egne evner, for at lære din bil at kende og i det hele taget bare føle dig sikker. Tænk for bare 232 kr. kan man på TUC i Roskilde få super kvalificeret undervisning af en overbevisende dygtig brandmand/kørelærer, som oven i købet var ret charmerende:-)

Find kurset på TUC.DK under "øvrige kurser".

Ses vi i Roskilde med nye vinterdæk? Print denne artikel

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...