Jeg stod så for tilbehøret, som udover små Samsø-kartofler vendt i smør og persille og en skøn svampesauce med mange svampe, stod jeg for de her to små salater.
Mens vi har lokale, økologiske asparges på øen, så spiser jeg dem næsten hver dag. Det er jo kun ca 1½-2 måneder om året denne delikatesse er til rådighed, og jeg spiser mere og mere efter årstiden. Så bl.a asparges og jordbær er noget af det, som jeg absolut kun spiser, når de er i sæson og købes lokalt. Så sætter man i øvrigt meget pris på det, når det er her.
Så med alle de asparges, gælder det om at finde på nye varianter udover de dampede, stegte, stuvede, grillede osv. Den her rå salat med grønne asparges blev virkelig lækker, så den får du lige den simple opskrift på.
Salaten til højre er ganske simpelt pærer i tynde snitter og vendt med tyttebærsyltetøj. Smager herligt til alt vildt. |
Et bundt grønne økologiske asparges - gerne nogle tykke nogle
1 håndfuld usaltede pistacienødder
½ bæger ricottaost
Fintrevet skal fra 1 øko citron
Lidt mango balsamico
Rist nødderne og lad dem afkøle. Knæk enderne af asparges, skær hovederne af. Snit resten på et mandolinjern, så du får helt tynde, fine strimler. Læg dem i en skål og hæld mango balsamico eller en anden lidt syrlig vinaigrette på dem. Pynt med "klatter" af ricottaost og drys med citronskallen. Læg til sidst aspargeshoveder på salaten. Lad den gerne trække ½ time før den skal serveres.
Sprød og virkelig frisk forårssalat med knas fra nødderne og tilpas med syre fra citronskallen. Den kommer helt sikkert på bordet igen herhjemme.