Sidevisninger i alt

mandag den 29. juni 2015

Årets første kasse:-)

Med fare for at I blir helt grønne af misundelse, flasher jeg lige året første grøntkasse fra John og Randi på den lille ø:-) 
Alt økologisk og daz ganze molevitten for bare 100 kr - det er en GAVE!

I kassen er der nye Samsø kartofler, landets bedste søde kirsebær, et sprødt salathoved, en pose med bønner, en bakke søde ærter, to hvidløg, en pose hestebønner, gulerødder, små rødbeder, et bundt koriander og i posen uden for masser af træspinat - ja, den er god nok, det hedder træspinat. Aldrig hørt om det før og glæder mig til at spise det i aften:-)
Her er også havebuket fra en sød veninde og hyldeblomstsaften trækker.

Og jeg er vist blevet en gammel dame, når jeg nyder alt det simple i livet så meget..... 


NU er det sommer i Danmark, i morgen kommer venner og feriebarn og for at bevare glæden, holder jeg mig bevidst væk fra alle politiske nyheder! 

søndag den 28. juni 2015

Honning cupcakes til en biavler:-)

Én af mine Samsø-veninder er biavler, og sælger det lækreste honning ever (kig ind hos Samsø Beeing) Vi skulle ses over lidt grillet lam, og til ære for hende kreerede jeg de her lækre, luftige muffins med hendes egen honning både i kagen og frostingen.


Ca. 35 stk mini muffins
Dej:
150 gram øko hvedemel
40 gram øko majsmel fra Urtekram
½ tsk bagepulver
½ tsk natron
Et nip salt
120 gram øko smør
1 stor dl honning fra Samsø Beeing
110 gram sukker
2 store landæg
1 dl A38 - eller youghurt eller creme fraiche
1 spsk hjemmelavet vanillesukker

Bland alle tørre ting på nær sukker - pisk smørret et par minutter og tilsæt honning og sukker + vanillesukker og pisk til det er lyst og luftigt. Tilsæt æg ét ad gangen og pisk godt mellem hvert. Vend alle de tørre ting i skiftevis med youghurten til melet er opsuget. Fyld i muffinforme og bag ved 175 gr ca. 10-12 minutter eller til de er gyldne. Afkøles helt.


Frosting
1 dl øko sødmælk
3/4 dl øko fløde
20 gram hvedemel
200 gram øko smør
200 gram flormelis
1 dl honning fra Samsø Beeing
½ spsk vanillesukker
Et nip salt

Pisk melet ud i fløden. Kom dette samt mælken i en tykbundet gryde og lad det koge et par minutter til det begynder at tykne. Hæld i en lille skål og sæt i fryseren mindst 20 min. Eller lav det nogle timer i forvejen og sæt på køl. Pisk smør et par minutter og tilsæt honning og flormelis, samt vanille og salt. Pisk nu mælke/flødeblandingen i frostingen. Fyld i sprøjtepose med tyl og pynt de små kager.


Jeg var rigtig tilfreds med resultatet - en luftig kage og en sød og også luftig frostning og begge med fin lille honningsmag. Der kunne godt skrues op for honningsmagen i frostingen, så forsøg evt at indarbejde endnu mere honning:-)

lørdag den 27. juni 2015

Hjemmesyltede rødbeder

Det er en lille simpel ting - men det er så nemt at sylte dine egne rødbeder. Og meget billigere, og du kan få dem præcis så syrlige eller søde, som du foretrækker. Mine er naturligvis økologiske - sådan et kilo rødbeder får du for 12-15 kr:-) Du kan snildt bruge rødbeder fra sidste sæson til syltning, selv om de små nye babyrødbeder lige er kommet frem også.

Jeg bruger allerflest rødbeder rå i min daglige grøntsagsjuice - så jeg har dem altid på lager. Idag skulle vi ha' en ret, hvor syltede rødbeder hører til, og vupti fik jeg lavet et stort glas rødbeder, som nu kan holde længe.


Mine er ret syrlige - og tilsat lidt stjerneanis og nogle få laurbærblade. Det er vist ikke helt efter den gamle skole, men jeg synes, det passer perfekt til både rødbeder og rødkål.


Den her smarte kniv har jeg lige fået fat på - så får man rillede skiver, så de ser helt proffe ud. Men du behøver selvfølgelig slet ikke sådan et mordvåben:-) Opskriften kommer her i al sin enkelthed:

1 kg økologiske rødbeder - gerne de aflange og ikke så runde:-)
3/4 liter økologisk eddike
350-500 gram sukker
3 små laurbær
1 stjerneanis
Lidt salt og kværnet peber

Vask rødbederne godt og kog dem med skræl på i ca 40-60 minutter alt efter hvor store de er. Her hjælper det faktisk ikke at stole på at stikke en knivspids eller nål i dem for at mærke om de er møre, da de først bliver helt mørnede senere i processen. Hæld nu vandet fra dem og overhæld dem med det samme med flere holdt iskoldt vand. Det er denne proces, der er med til at modne dem helt.

Skær nu top og rod af og skrub skindet af rødbeden med fingrene - det glider lige så nemt af. Skær dem i skiver. Kog eddike og de andre ting op til sukkeret er opløst og hæld det hele på skoldede glas. Hæld eddikelagen helt op til låget, så det er med til at desinficere glasset. Jeg bruger aldrig atamon i mine syltede ting - skolder mine glas i kogende vand og hælder en smule vodka i glasset og kører det rundt. Det fungerer fint og jeg har aldrig oplevet at noget mugner for mig.

Atamon er noget værre giftigt skrammel! Bum!


I øjeblikket står den ellers på maling af veranda - i år skal den skifte farve fra lys grå til helt hvid. Det er et større arbejde at dække det, end man lige tror!!!!! Og alle spær i taget skal også males!!!! Nå, men rom blev ikke drukket på en dag:-) Vi maler videre!

fredag den 26. juni 2015

Grillet laks m/pasta i citronsauce og sommergrønt

Forleden hamstrede jeg årets absolut sidste asparges. Suk, at de nu skal hvile sig i næsten 10 mdr, før vi igen kan nyde de velsmagende, sunde, fiberrige og kaloriefattige grønne og hvide stængler. Men når man helst spiser er sæsonens udbud, så må man vente og glæde sig:-)

Selv om du måske først kan bruge den her opskrift til næste år, får du den alligevel nu. Den er værd at vente på nemlig:-)


Til 2 personer
2-4 laksefiletter alt efter størrelse og sult
1 pakke frisk økologisk pasta
½ bundt grønne asparges
1 stor håndfuld bælgede ærter
½ bundt forårsløg

Saucen
2 finthakkede skalotteløg
fintrevet skal fra 1 lille øko citron
1-2 dl øko fløde
Lidt kogevand fra pastaen
3-4 spsk pikantost
Lidt citronsaft, salt og peber

Svits løg i lidt smør et par minutter. Tilsæt fløde, lidt pastavand, citronsaft og skal og smag til med salt og peber. Lad koge nogle minutter til saucen tykner en smule.

Kog pastaen efter anvisning på pakken. Kog noget vand og hæld over rå asparges og ærter og lad det trække 5 minutter. Grill laksen.

Anret på tallerken - vend pasta i saucen og læg på tallerken. Fyld laks i bidder og grøntsagerne på og nyd det hele. Det er smagen af tidlig sommer og er frisk og sprødt.


Find en plads i solen - selv om det har været en stor udfordring i år indtil nu! - og nyd en stille pause med en hurtig, velsmagende og ret sund ret:-)

onsdag den 24. juni 2015

Hindbærsnitter med mandelmel

Mit hjemme-flettede fuglehus skulle endelig sættes op på en dertil indkøb pæl, så jeg kan få endnu flere fugle i haven, og det sku' ske med hjælp fra en venlig bekendt. Det gav anledning til at invitere fruen med til kaffe på verandaen - og undskyldningen for at teste hindbærsnitter med mandelmel til stede:-)

Hindbærsnitter er bare flere søde barndomsminder - om du skærer dem på skrå (som jeg husker dem i gamle dage) eller som aflange firkanter (som vist er mere moderne) er helt op til dig:-) Jeg valgte endda også barndommens multifarvede krymmel - tror at frysetørret hindbær er mere trendy!


Så er der kæmpehindbærsnitte for alle pengene - opskriften kommer her:

16 stk hindbærsnitter med mandelmel
275 gram øko smør
375 gram øko hvedemel
70 gram mandelmel
1 spsk hjemmelavet vanillesukker - eller korn fra 1 vanillestang
200 gram sukker
½ tsk hjortetaksalt
1 stort æg + æg til at pensle

250 gram god hindbærsyltetøj
3/4 pakke flormelis + sødmælk til at udrøre det i
Krymmel til drys

Smuldr smørret i de to slags mel til det er "grynet". Tilsæt resten af ingredienserne og saml hurtigt dejen. Del den i 2 lige store dele, og rul den ud til ca 25 x 30 cm mellem to stykker bagepapir. Dejen er ret blød, så den er umulig at flytte uden bagepapir og på den måde undgår du også at tilsætte mere mel til dejen. Læg nu dejpladerne på køl mindst 1 time. Herefter pensles kanten med sammenpisket æg og hindbærsyltetøjet fordeles på den nederste plade. Pensl også kanten på det andet dejstykke og læg dette ovenpå. Tryk forsigtigt luften ud - start på midten og ud til siderne og pres kanterne på dejen forsigtigt, men godt sammen. Prik nu hele dejstykket tæt med en gaffel. Bages ved 200 gr i forvarmet ovn til den er lysebrun - ca 15-20 minutter. Lad afkøle på bagepapiret oven på en rist.

Rør glasur sammen af flormelis og sødmælk - dette gir en flot hvid glasur. Selvfølgelig kan du også bruge vand til glasuren. Drys straks med krymmel eller hvad du ønsker. Skær pladen ud i ønskede snitter eller stykker. Jeg fik 16 + nogle skrå kanter:-)


Spar ikke på hindbærsyltetøjet - jeg kom kun 200 gram i, men synes der var for lidt i, da den var bagt, Dejen har en dejlig mild smør- og vanillesmag, men var ikke helt så sprød, som jeg havde forventet, og det kan jeg godt li'. Er vist nødt til snart at teste en anden opskrift for at finde den perfekte hindbærsnitte - hvis du mener, du ligger inde med den perfekte sprøde hindbærsnitte, hører jeg gerne om det:-)

PS: Du skal nok snart få et billede af det opsatte fuglehus - pælen skal lige males sort!

tirsdag den 23. juni 2015

Artiskokker med havudsigt:-)

Jeg E.L.S.K.E.R artiskokker. Både de grillede på glas, artiskokhjerter på dåse osv. På pizza, i tærter, i salater osv. Men friske artiskokker slår det hele. Det er altså lidt eksotisk og særligt:-)


Se lige de her nyhøstede smuksakker - man nænner jo næsten ikke at spise dem, og den lilla er også havnet i en vase nu! Men de tre andre, skal altså fortæres og nydes:-) Kogte med masser af citron og salt i vandet - og så dyppe bladene i en syrlig marinade eller kryddersmør. Uhm, det er klasse...


Når jeg skriver hjemmedyrkede er det ikke helt sandt - det er nemlig Lone, som har dem i sin have. Hendes køkkenhave ligger vidunderligt smukt helt ned til vandet, og her vokser de taknemmeligt og har givet et rigtigt godt udbytte, fortæller hun. Også selv om vi jo har manglet sol og varme i år, så har familien spist af dem i flere uger nu.


Her er to forskellige sorter - både grønne og lilla


Lone har også plantet et mandeltræ - sådan et træ, har jeg heller ikke set før. Det bliver spændende, om der kan høstes mandler på Samsø:-)


Træet er lille og fra i år, så det bliver nok meget større ....


Og som om det ikke ku' være nok af alt det smukke, så har Lone og hendes mand også denne mark med lupiner - det er sådan et smukt syn, når man kører forbi og med færgen til Sjælland i baggrunden:-) Lupinerne bruges til at sælge som frø.

Fotos: Torben Høyer Hansen
Flere lupiner fra forleden dag ...

Foto: Torben Høyer Hansen
Og en grøftekant på vej hjem fra Lone ...det er dage som disse, hvor jeg tænker at den bedste beslutning jeg nogensinde har truffet, er at flytte til Samsø:-)

Havregrynskager - økologiske og hjemmelavede på 15 minutter:-)

Søde minder fra barndommen eller fra de store, billige bøtter i Netto, som så er fyldt med alverdens kunstige tilsætninger. For ganske få kroner og meget lidt tid, kan du lave dine egne med ingredienser, man ofte har i huset i forvejen.


20 stk havregrynskager
50 gram smør
2 dl havregryn, fx fra Urtekram
1,5 dl sukker
1 stort landlæg fra Samsø
1 spsk hvedemel
1 tsk hjemmelavet vanillesukker
1 tsk bagepulver

Smelt smørret og hæld det varmt hen over havregrynene. Tilsæt alt andet og rør godt sammen. Sæt på bagepapir med god afsted - sæt dem "pænt", så de bliver fint runde i formen. Mine blev lidt sjuskede, og dermed lidt skæve nogle af dem:-) Bages i forvarmet ovn ved 225 grader i ca. 8 minutter. De skal være brune i kanten for at blive sprøde til sidst. Køl af på bagepapiret et par minutter og herefter på rist, hvor de skal være helt kolde og blive sprøde.

Hvis du for alvor er i det søde hjørne, så kan du fylde kagerne med chokoladeganache og lægge dem sammen to og to. Eller dyppe halvdelen af en kage i chokolade:-) Fungerer også fint som sprød småkage til en isdessert fx.


Denne gang blev samtlige af mine ingredienser økologiske - jo, også bagepulveret og det hjemmelavede vanillesukker:-) Og da den her simple kage næsten hører hjemme på enhver blog, så ligger opskriften her hermed:-) Sprøde, søde og hyggelige på endnu en sommerregnvejrsdag!

fredag den 19. juni 2015

Skøn forårstærte med spidskål, asparges og serrano

Det er alt for sjældent, jeg husker at lave en middagstærte - det er verdens bedste restemad, da man næsten kan komme alt i med godt resultat. Så forleden ovre hos Mad & Søde Sager, da jeg så en tærte med præcis de ingredienser, jeg havde rester af i køleskabet, så kom der endelig tærte på menuen. Den er rigtig lækker - spis den med en frisk salat til:-)


Hvem ville lige komme i tanke om at putte spidskål i sin tærte? Men det fungerer så godt. Jeg twistede opskriften, så den passede til mine egne rester uden at jeg skulle ud og købe noget ind:-) Det kan du jo også bare gøre...så du får min version af opskriften herunder


Tærtedej
180 gram økologisk ølandshvedemel
100 gram øko smør
3-4 spsk koldt vand

Smuldr smørret i melet til massen er "grynet". Saml hurtigt dejen med koldt vand til det lige hænger sammen. Ikke røre mere end nødvendigt:-) Læg i køleskab mindst 1 time. Rul dejen mellem to lag bagepapir, smør din form og læg dejen i formen. Læg bagepapir og "bagebønner" eller hvad du har henover, så kanten bliver hvor den skal. Bag ved 200 grader i 12 min. Tag ud igen.

Fyldet
½ øko spidskål i tynde skiver
½ bundt grønne øko asparges
2 mellemstore øko løg i halve tynde skiver
1 pakke serranoskinke
1 lille bæger øko creme fraiche 38%
½ dl øko mælk
3 gode æg fra frie høns
En god håndfuld revet ost
Salt, friskkværnet peber - evt krydderurter eller krydderier efter eget valg

Gør kål og asparges klar - kog en kedel vand og hæld det over grøntsagerne og lad dem stå i vandet 5 min. Dræn vandet fra. Rist skinken/bacon på en pande til det er sprødt og tag det af panden. Brun løgene i fedtet fra skinken - lad det gå langsomt, de skal blive bløde og karameliserede. Læg kål og løg i bunden af den forbagte tærte, herpå fordel skinken og læg til sidst asparges på. Pisk æg, creme fraiche og mælk sammen og tilsæt så meget ost, du synes. Jeg havde rester af en Vesterhavsost og en Manchego - perfekte oste til en tærte, fordi de er lidt salte. Smag til med sal, peber og evt krydderier
Bag tærten færdig ved 200 grader indtil den er pænt gylden. Server med flere grøntsager til:-)

onsdag den 17. juni 2015

THAI - Foodfanatic's skønne kogebog

Den eneste grund til, at jeg ikke poster en hjemmelavet ret fra denne nye kogebog er, at der lige er et par få ingredienser, jeg ikke kan få med det samme her på Samsø. Ja, sådan er det at bo på en lille ø uden eksotiske specialbutikker. Men enten skal jeg snart selv et smut "af øen" eller så kommer her gæster, som tar' lidt med til den øde ø:-)

For helt sikkert kommer jeg til at lave mange af opskrifterne fra den her skønne kogebog. Den er udkommet for nogle uger siden, og indtil nu har jeg bare nydt at bladre i den og sætte mig lidt ind i råvarer og fremgangsmåder. Jeg er vild med thai-mad, og vælger det næsten altid, når jeg er i København, så det er helt perfekt med den her bog, så jeg selv kan lave det fremover.


Nadia Mathiasen har den populære blog Foodfanatic og med sine rødder i det thailandske, beviser hun at det hverken er svært eller tidskrævende at lave lækker thai mad med autentisk smag.


Bogen starter med en fin gennemgang af gode basis-råvarer og køkkentøj ...måske jeg kan købe det meste på nettet, det har jeg ikke fået tjekket ud endnu.


Og så er der ellers et stort udvalg af klassikere og ny inspiration. Hvem elsker ikke en sprød hjemmelavet forårsrulle? Uhm med chilisauce ..


De her fiskefrikadeller ser lette og skønne ud ....


Thai-suppe er noget af den bedste - denne med rejer og koriander hører til blandt mine yndlings...


Steaksalat med masser af grønt og nudler lyder fristende og en herlig sommerret ...


En enkelt og alligevel anderledes ret med laks, som vil passe godt i vores nordiske køkken også


Uhmm, rød karry og and - det kan ikke gå galt! Den kan jeg vist lave med ting, jeg kan købe på Samsø:-)


Og kylling med cashewnødder er også en klassiker, og som også børn vil synes er godt.

Bogens sidste afsnit er et lille udvalg af desserter, så der også er lidt til den søde tand, men det er jo ikke det thai mad gør ret meget i. Alt i alt gir' jeg bogen mine varmeste anbefalinger. Den er let tilgængeligt, indbydende i grafik og layout og de ting, man skal bruge, er bestemt til at skaffe generelt. Atter en kogebog, som jeg kommer til at bruge mange gange:-)

søndag den 14. juni 2015

En helt utjekket have:-)

Her tages stadig baby-skridt i min lille have. Jeg nyder og lærer på samme tid. Der var stort set intet i haven, da jeg flyttede ind, og nu begynder her at være bare en lille bitte smule.

Som med alt andet, blir jeg aldrig den helt tjekkede type. Min have er langt fra snorlige, og ordentlig - selv om jeg er dybt imponeret over andre, der har den slags haver. Men jeg må gøre det på min måde, og selv om jeg godt kan se, det hele er lidt rodet, så nyder jeg det hele.


Den lyserøde geranium, jeg købte for nogle uger siden er vokset rigtig meget og har fået de sødeste blomster, som jeg kigger på hver dag. Den til højre har lige fået et par små bitte hvide blomster, og er en geranium, der oven i købet er spiselig, så der skal snart noget i salaten. Den dufter fantastisk :-)


Her aner man det ikke-snorlige udtryk! Men jeg gør mit bedste :-)


Se lige de her kæmper i de to potter - dem såede jeg som frø sidste forår, og nu er de gigantiske. Jeg ved desværre slet ikke, hvad de hedder - måske her er en havekyndig med på tråden?

Jeg er ellers helt sikker på, jeg ikke har købt frø, der skulle blive til blå blomster.... men skidt med det. De er ret imponerende.


Her er de lidt tættere på ...


Højbede er bare geniale - og se den store blomstrende timian til venstre - den er bierne glade for. Og i midten citronmelisse og til højre en estragon, som også er ved at blive stor og flot.


Sidste sommer sående jeg valmuer i højbedet til højre - og de har simpelhen sået sig selv her langs flisegangen. En tjekket havetype havde selvfølgelig fjernet dem eller gravet dem op og sat dem systematisk et andet sted. Men jeg lod dem blive - de er lige begyndt at springe ud.

Godt nok er her plantet lavendler langs hele flisegangen på begge sider, og jeg er bange for de nu ikke får plads nok. Men når valmuerne er blomstret af, så fjerner jeg dem og håber lavendlerne kan komme bagefter:-)


Disse her blev også sået som frø sidste sommer og vokser nu på livet løs - jeg er meget spændt på, hvordan de kommer til at se ud, da jeg heller ikke her kan huske, hvad det er, jeg har sået:-)


Til venstre er her løvstikke, som jeg bare elsker og bruger flere gange om ugen, og sammen med endnu en slags citronmelisse. Til højre er der ved at komme selvsåede tallerkensmækker - de er vist også spiselige, så vidt jeg husker. Og i hvert fald meget blomsterige, når de engang starter.


En lille hjørne bare til pynt og hygge ....


Denne her fik jeg af Lisbeth, som jo har den helt fantastiske Høneballehaven.... den er også vokset godt allerede. Det bliver sjovt at se, hvordan den former sig i løbet af sommeren ...


Masser af persille fra sidste år og en smule nysået. Persille er to-årig og derfor skal man så noget nyt hvert år. Den gamle er nu begyndt at gå i stok, så jeg venter lige på at tage frø fra den, som kan sås næste år og stadig bruger jeg af den hver dag, og kaster en god håndfuld i den daglige grøntsagsjuice - det smager skønt med persille i juicen


Årets første radiser er meget snart klar til at blive indtaget:-)


Mynten er stor og flot allerede og her bliver drukket te af den dagligt - og så er der ellers en lille bitte smule bønner og dild og koriander på vej op.


I midten små akelejer - også sået som frø sidste år. Og til venstre er det stolt kavaler på vej og dem til højre aner jeg heller ikke hvad er  ....


Valmuer i nærbillede .....jeg synes, de er fuldstændig fantastiske at se på .... så lette, feminine og helt forskellige ....


Er den ikke bare smuk ...


Endnu et lille kunstværk ...


Naturen er forunderlig - kan I alle have en dejlig søndag.

PS: Her blæser, er køligt og ærligt talt - jeg savner så meget rigtig sommer!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...