Det er en lille simpel ting - men det er så nemt at sylte dine egne rødbeder. Og meget billigere, og du kan få dem præcis så syrlige eller søde, som du foretrækker. Mine er naturligvis økologiske - sådan et kilo rødbeder får du for 12-15 kr:-) Du kan snildt bruge rødbeder fra sidste sæson til syltning, selv om de små nye babyrødbeder lige er kommet frem også.
Jeg bruger allerflest rødbeder rå i min daglige grøntsagsjuice - så jeg har dem altid på lager. Idag skulle vi ha' en ret, hvor syltede rødbeder hører til, og vupti fik jeg lavet et stort glas rødbeder, som nu kan holde længe.
Mine er ret syrlige - og tilsat lidt stjerneanis og nogle få laurbærblade. Det er vist ikke helt efter den gamle skole, men jeg synes, det passer perfekt til både rødbeder og rødkål.
Den her smarte kniv har jeg lige fået fat på - så får man rillede skiver, så de ser helt proffe ud. Men du behøver selvfølgelig slet ikke sådan et mordvåben:-) Opskriften kommer her i al sin enkelthed:
1 kg økologiske rødbeder - gerne de aflange og ikke så runde:-)
3/4 liter økologisk eddike
350-500 gram sukker
3 små laurbær
1 stjerneanis
Lidt salt og kværnet peber
Vask rødbederne godt og kog dem med skræl på i ca 40-60 minutter alt efter hvor store de er. Her hjælper det faktisk ikke at stole på at stikke en knivspids eller nål i dem for at mærke om de er møre, da de først bliver helt mørnede senere i processen. Hæld nu vandet fra dem og overhæld dem med det samme med flere holdt iskoldt vand. Det er denne proces, der er med til at modne dem helt.
Skær nu top og rod af og skrub skindet af rødbeden med fingrene - det glider lige så nemt af. Skær dem i skiver. Kog eddike og de andre ting op til sukkeret er opløst og hæld det hele på skoldede glas. Hæld eddikelagen helt op til låget, så det er med til at desinficere glasset. Jeg bruger aldrig atamon i mine syltede ting - skolder mine glas i kogende vand og hælder en smule vodka i glasset og kører det rundt. Det fungerer fint og jeg har aldrig oplevet at noget mugner for mig.
Atamon er noget værre giftigt skrammel! Bum!
I øjeblikket står den ellers på maling af veranda - i år skal den skifte farve fra lys grå til helt hvid. Det er et større arbejde at dække det, end man lige tror!!!!! Og alle spær i taget skal også males!!!! Nå, men rom blev ikke drukket på en dag:-) Vi maler videre!
Print denne artikel
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
SvarSlet