Mit seneste indlæg om pærer fra mit eget træ, fik en af mine hjælpsomme læsere fra Samsø til at tilbyde at skaffe mig en helt særlig opskrift på en gammel
samsk pærekage - OG skaffe mig de helt særlige præstepærer, der hører til denne kage. I hvert fald på sydøen:-)
Nye opdagelser blir ved med at komme i min retning - de her lidt aparte pærer har jeg heller aldrig hverken hørt om eller set før. De smager heller ikke godt som spisepærer - men selvfølgelig ville jeg rigtigt gerne kaste mig ud i min fortolkning af en vist nok meget gammel opskrift.
Hen over hegnet fik jeg en stor kasse pærer og en sirlig håndskrevet ingrediensliste - uden dog den eksakte fremgangsmåde, fordi min læser ikke selv kendte kagen, men havde den fra sin nabo.
Så fremgangsmåde og udseende måtte jeg lidt på jagt efter:-) Og her gik det op for mig, at man har lavet den forskelligt på sydøen og på nordøen:-) Det er jo lidt sjovt. Jeg håber, ikke jeg fornærmer nogen med min måde at frembringe den på.
Kagen er lavet på en gærdej, der
ikke skal hæve. Den færdige kage minder lidt om en kringle, synes jeg. Som du kan se, er bordet også dækket med lidt koldt smør - det vender vi lige tilbage til!
Først opskriften
fra sydøen:
ca 10 præstepærer + sukkerlage med vanille
250 gram mel
50 gram smeltet margarine (i mit køleskab befinder sig altid kun økologisk smør, så det måtte den
nøjes med!)
25 gram gær
1 dl kold mælk
1 tsk salt
1½ tsk vanillesukker
1 æg + 1 til at pensle
lidt perlesukker
Skær pærer i kvarte og fjern kernehuset (de skal ikke skrælles) - kog dem forsigtigt møre i sukkervand med korn fra 1 vanillestang. Afkøles.
Varm ovnen op til 200 grader. Opløs gæren i mælken, tilsæt æg og pisk det sammen og herefter piskes afkølet smør i. Tilsæt herefter mel og vanillesukker og rør sammen og til slut saltet. Ælt til du har en blød og smidig dej, der kun lige slipper hænderne. Del dejen i to, og rul den tyndt ud på meldrysset bord. Læg den ene del i en aflang form med bagepapir. Læg herpå de kvarte pærer helt tæt på hele dejstykket. Læg det andet dejstykke ovenpå. Pensl med æg, og drys evt med perlesukker.
Bages ca 30 min eller til den er gylden. Server lun med koldt smør.
Så er der serveret .... kagen minder som sagt om kringle, men er mindre sød og de særlige pærer har en fin lille smag. Jeg synes sagtens den kan spises uden smør, og også når den er blevet kold.
Den opskrift jeg fik fra
nordøen var lidt anderledes. Dels var portionen meget større - til en helt stor bradepande, og dels fik jeg at vide, man skal bruge en god sød pære - fx Clara Friis, og her skulle pærerne
ikke koges først, men blot lægges rå på dejen. Og her spiser man den
ikke med smør til:-) Og der skulle kardemomme i i stedet for vanille.
Alle kan altså være med uanset om man kan skaffe præstepærer eller ej ....
Mormor's eftermiddagskaffe ....
Tak til Lisbeth for at bidrage med idé, pærer og opskrift. Og nu har jeg oven i købet fået lov at ringe til en herlig husmoder, som har boet her i mange år - hvis jeg er heldig, får jeg flere egnsopskrifter ud af hende, og så kommer I helt sikkert til at høre om det!