Sidevisninger i alt

mandag den 30. april 2012

Oste-kuponkøb igen..

En af weekendafterne stod på afslappet tøsehygge, og da jeg stadig ikke rigtigt gider lave ret meget mad for tiden, var det helt oplagt at få brugt endnu et kupon-køb fra Tipster til en rigtigt god osteforretning på Peter Bangs Vej - der kommer jeg bestemt gerne igen.


Jeg havde givet 195 kr. for pakken, og denne gang var det ikke frit valg, men en fast pakke, som de samlede til mig, mens jeg ventede. Et sprødt brød, et bæger med små pebre fyldt med friskost, et bæger syltede valnødder og så ost og lidt charcuteri.


Her kan de se indholdet af alle de små pakker - 5 slags ost og en god skive paté og lidt pølse. Nu fik jeg fx smagt den grønne gouda med pesto, som jeg har luret på længe. Den er jeg så IKKE vild med:-) Men ellers var det bare hyggeligt at sidde og nippe til de forskellige ting med godt brød til.
Endnu et kuponkøb, som jeg er helt tilfreds med.


Vi startede dog med den her tallerken - jeg er i gang med at eksperimentere med flere squashvafler med fuldkornsmel, men denne gang med basis af hytteost. De smagte helt ok, men jeg skal ha' opskriften fin-justeret og afprøvet igen. Den blir' nok mit bidrag til Arla-konkurrencen med hytteost. Men den sidder ikke helt i skabet endnu, så du må vente med at få den.


Jeg fik også lavet en youghurtis med rabarber og hindbær, som jeg glemte at ta' billeder af. Og eksperimenteret lidt med marengskys - jeg elsker jo at bage, men marengs er jeg bare så dårligt til, og det irriterer mig! Jeg forsøgte mig med 3 slags: en med lakridspulver (rigtigt gode), en med hakket mørk chokolade (også rigtigt gode) og en med hakket hvid chokolade og små stykker frisk hindbær. Det gik ikke - saften fra bærrene gjorde dem alt for våde, og de gik i stykker kort efter bagning. Men smagen var ellers lækker ..... måske frysetørrede hindbær vil være sagen.

I dag skinner solen endeligt - det er bare så dejligt, og hjælper på en dag der startede med fælt besøg hos den onde onde tandlæge!

lørdag den 28. april 2012

Varm sur/sød kartoffelsalat

Den her tallerken er mad fra barndommens gade, som jeg kommer i tanke om et par gange om året, når køleskabet ellers næsten er tomt. Og som jeg faktisk virkelig godt kan li'. Jeg tænkte det var for uinteressant at lægge på bloggen - men tænkte så osse at mange unge sikkert ikke kender den her måde at tilberede kartofler på? I sku' lige prøve:-) Nem, billig og herlig mad, hvis man er til sur/sød.


Den varme eller lune kartoffelsalat serveres med en god ristet pølse fra slagteren eller gårdbutikken og stærk sennep. That's it! En god øko medister ville også gå fint ...


Du skal såmænd bare bruge:

ca. ½ kg øko kartofler - kogte og i skiver
2 mellemstore øko løg i ringe
1½ dl lagereddike
1 dl vand
4 spsk rørsukker
2 laurbærblade
1 tsk Herbamare bouillon
salt, frisk peber fra kværn
Smør til at stege i

Steg løgringe i smør - over moderat varme og konstant omrøring, og længe! De skal nå at afgive aroma lige som til løgsuppe. Og det tar tid - og de skal ikke tage farve, næsten ikke i hvert fald.
Tilsæt så eddike, vand, sukker, laurbærblade, bouillon og lad løgene koge yderlige ca 10 min. indtil væsken er reduceret til 2/3 ca. Tilsæt så kartoflerne, som gerne må være lidt underkogte, og så lad dem koge med i 7-10 minutter. Smag til med salt og masser af friskkværnet peber. Fisk laurbærbladene op og server med stærk sennep og tilbehør efter lyst og ønske.

Hva' sir I unge? Kender I retten og kunne I finde på at lave den?

fredag den 27. april 2012

ABC..

Nej, ikke ABC, men til gengæld B, C og D.

Vi taler vitaminer altså  - i går dukkede pakkeposten nemlig uventet op med produktprøver på nogle nye vitaminvand fra Egekilde. Jeg er altid nysgerrig på nye produkter, så jeg er meget glad for at smage med, og give min mening til kende. Og de er slet ikke så ringe, som os med jyske aner  siger:-)

Der findes andre vitaminvand på markedet, men det nye og gode ved de her er, at de slet ikke indeholder sukker eller farvestoffer. Det er i sig selv et stort plus. Den lille fine smag, de hver har kommer fra naturlige aromaer.


Berigede fødevarer blir' mere og mere almindelige. Grundlæggende synes jeg nu, vi skal satse på at få vitaminer og mineraler fra varieret sund økologisk kost. Personligt supplerer jeg året rundt med vitaminer, ekstra C, ekstra D og 4 kapsler fiskeolie om dagen. Jeg ved positivt, at jeg ligger alt for lavt på D vitamin, hvis jeg ikke får tilskud, og det gør i øvrigt langt de fleste af os nordboere. Og D vitamin er et virkeligt vigtigt vitamin for meget andet end tænder og knogler. Masser af de store livstruende sygdomme kan også forebygges ved tilstrækkeligt D vitamin. Og fiskeolie tror jeg bare på generelt - og kan tydeligt mærke på min hud hvis jeg ikke tar' det.

Jeg er ikke den store forbruger af dyrt vand på flaske. Synes vi skal drikke masser af fint og næsten gratis og miljørigtigt postevand. Men en varm sommerdag på tur i bilen eller når jeg bare ikke har adgang til postevand snupper jeg i ny og næ en forfriskende kildevand. Og der synes jeg, de her er et rigtigt fint bud.

En flaske Egekilde Vitaminvand dækker dagsbehovet for det enkelte vitamin med 38% - det er da ret ok faktisk. Resten kommer sikkert fra kosten den dag. Så hvis man alligevel skal købe kildevand, kan man da lige så godt få lidt ekstra sundhed med. Det er selvsagt meget bedre end sodavand, og kan fint gøre det ud for det, fordi de har en fin lille frugtsmag. Men som decideret vitamintilskud er det for dyrt - så er det meget billigere at snuppe en god vitaminpille. Men sådan er de vel næppe heller tænkt.


Jeg har smagt dem alle tre - og heldigt for mig kan jeg bedst li' smagen af passion i D vitaminvanden. Det var nok den, jeg ville vælge for vitaminets skyld. Måske kunne jeg også finde på at gå efter mere C vitamin, og den er med mild appelsin og også ganske god. Den sidste med B vitamin er med smag af hindbær, og den er for syntetisk i smagen til mig. Men fint - jeg ville personligt ikke gå efter mere B vitamin, da jeg ved jeg ikke mangler det.

Flaskerne kommer i handlen næste uge og koster mellem 19 og 22 kr. Smådyrt, men vist hvad kildevand med brus generelt koster.

I øvrigt synes jeg rigtig godt om designet på flasken - moderne skrifttyper, glade farver og udstråler sundhed. Sååååå måske jeg snupper et par flasker igen inden så længe.

Ønsker kærlighed og kildevand til jer alle

onsdag den 25. april 2012

Depressionssnegle!

I dag var jeg nødt til at bage depressionssnegle! Ja, vidste heller ikke, der er noget, der hedder sådan, men det er der så NU! I snart 2 år har haft en inderlig drøm om, at flytte til Samsø, som jeg desperat forelskede mig i på et højskoleophold og efterfølgende flere ferier. I næsten lige så lang tid har jeg haft min lejlighed til salg. I sidste uge fik jeg et købstilbud, jeg sagde ja til. Køber underskrev, jeg underskrev. Drømme om at realisere Samsø lå lige inden for rækkevidde. Frederiksberg Kommune skulle bare lige godkende at køber kunne opsætte altan her på 5. sal. Midt på dagen i dag brast min levende drøm - lokalplanen siger klart, at der ikke kan sættes altaner op på de øverste etager!!!

Flyttemænd var næsten bestilt og fantasien om en sommer i hus og have var begyndt at leve. Sikke en mavepuster. Om igen. På den igen med flere fremvisninger. Godt min søde mægler er så optimistisk!



Derfor var jeg nødt til at gå i køkkenet og bage snegle. Jeg havde ikke lyst -  jeg trængte!

Jeg susede ind hos Klidmoster, da jeg kunne huske lækre sager på hendes skønne blog - så opskriften er helt herfra, og de er stærkt anbefalelsesværdige. Come on - der er grahamsmel i. Så er de jo nærmest sunde, og kurerede næsten depressionen - ha ha. Som om:-)


Dej:
25 gram gær
2,5 dl koldt mælk
2 spsk neutral olie
1 spsk sukker
1 tsk salt
1 tsk kardemomme
100 gram grahamsmel
300 gram hvedemel

Fyld:
100 gram blødt smør
100 gram sukker
100 gram marcipan
2½ spsk stødt kanel

1 sammenpisket æg

Tilsæt gær til den kolde mælk og rør helt ud og tilføj olie. Herefter røres/æltes de to slags mel og krydderier i. Må gerne røres/æltes længe. Dejen skal være smidig, blank og fugtig. Lad hæve i skålen til dobbeltstørrelse. Slås ned og udrulles til en lang rektangel.

Rør fyldet sammen til en ensartet masse, og smør den jævnt ud på hele dejen. Rulles på den lange led til en pølse. Skæres i ca 15 stykker, som trykkes lidt flade. Efterhæver 30 min på bagepapir på bagepladen. Pensles med æg og bages i forvarmet ovn ved 200 gr i ca. 25 minutter eller til de er lyserbrune. Afkøles helt og pyntes evt. med glasur og krymmel efter fri fantasi.


De blev bare helt perfekte! Tilpas med fyld, bløde, søde og helt som jeg håbede på. De er nu ophøjet til favoritsnegle. Og det er jo bedre end depressionssnegle!

PS: Man behøver ikke være deprimeret for at prøve dem

Mere sushi fra Omakase

Forleden stod programmet på besøg af en gammel kollega, som jeg ikke havde set i to år. Et super hyggeligt gensyn, som først og fremmest handlede om samværet og samtalen. Og så er sushi perfekt gæstemiddag, og da jeg havde endnu et kuponkøb fra Tipster til sushi fra Omakase, blev det hvad vi mæskede os i:-)

Jeg har før skrevet om Omakase, og denne gang var det bestemt også lækkert. Skønt at skue og god kvalitet. Dog synes jeg sidste omgang fra dem var meget bedre, der var mere smag, mere fylde og mæthed for pengene. Sidst gang spise jeg sammen med en mand, og der var mange rester. I dag kunne vi to piger stort set spise op. Denne her sammensætning var lettere, og det har også sin charme. Så blev der plads til et par søde bidder til kaffen.


Jeg har stadig ikke styr på, hvad de forskellige slags hedder ..... jeg nyder bare synet og smagen! De her var med sprødt salatindhold og rullet i rispapir.


De to stykker med "brændt" overflade og chilimayo var klart mine favoritter... hold da op, de var gode. Nok derfor der kun var 2 af dem desværre! De andre var også skønne med mango og rogn bl.a. Og virkelig smuk mad altså!


De mørke er tyndskåret rødbede og med fyld af krabbe, smagte også fint. De andre med torsk var vi ikke så vilde med nogen af os .....

Kommer Omakase med nyt tilbud, er jeg stadig en sikker kunde:-)

mandag den 23. april 2012

Hjælp - hvor er I andre henne?

Ups ups, så er jeg osse "ramt" af at blogger har skiftet funktioner - og nu kan jeg ikke finde betjeningspanelet, og dermed fx heller ikke de blogs, jeg læser fast? Og hvordan redigerer man egne indlæg? Anyone? Blir rigtig glad for lidt hjælp her .... god aften og på forhånd tak
KH Marianne

søndag den 22. april 2012

Så blev konfirmationskagerne spist

Klokken er lige slået midnat, og jeg er netop kommet tilbage fra den mest glade og festlige konfirmation jeg nogensinde har deltaget i. Fyldt med personlige sange, taler, den sjovest hjemmelavede film fra kusinen og onklen, en kærlig videohilsen fra bedste veninden osv osv. Sikke et privilige at være i en kærlig og musikglad familie - som sikkert fester og danser dernede endnu, hvis jeg kender dem ret:-)


Kagerne, som du så forberedelserne til i går, kom til at se sådan ud. Konfirmanden var glad og sagde at "sko er lige mig"! Surprise:-)


Flere kom hen og roste både look og smag, så det var rigtig dejligt ... og gir jo kun lyst til at lave flere kager til andre søde mennesker.


Stiletterne var næsten for store til den her kage - jeg må lave dem lidt mindre næste gang - eller kagen meget større!


Inden da havde vi indtaget en virkelig lækker gourmetmiddag tilberedt af en kok i venneskredsen. Her er en smuk smuk tallerkenanretning med masser af rimmet torsk - og jeg kan bare slet ikke huske alt det lækre tilbehør. Men i hvert fald friteret blomkål, rå og revet blomkål, fintrevet hårdristet rugbrød - og noget med hø!


Hovedretten glemte jeg desværre at snuppe billede af, så du må nøjes med den gudeskønne desserttallerken. En fed og blød chokoladefondant med ladridscreme, jordbær og mango og toppet med frisk estragon! Den var bare SÅ lækker ....


Og nå ja - pressefotografer kommer i alle aldre!


Tusind tak for at være en glad gæst til din store dag smukke Amalie. Jeg gengiver til slut et par vers af en sang fra i dag, som fik tårerne frem i øjenkrogen ....:

Kære linedanser, udspændt ligger foran dig
selve livet, du gik givet, gå nu kun din vej.
Du må turde træde ud, hvor dit liv kun er dit.
Det må briste eller bære, dette ene skridt.
Giv fra dig, hvad du magter
da ser du, en dag du nåede ud
og danser til himmelens stjerneskud

Kære linedanser, hop nu ud ved siden af
Se dig danse, bare sanse, gøre hvad du ka'.
Være én, men én iblandt, og mødes så du gror
Ja, vent dig meget fra den kant: Denne er din jord!
Tro mig, når jeg siger til dig:
det største, det ser man kun i det små
og kigger du opad er himlen blå

Linedanser - vælge livet, hvilken er din vej?
Følge hjertet, uforfærdet - sige JA og NEJ!
Verden spørger tit hvordan, og alt for lidt hvorfor.
Der er så mange ting, man kan - stå for det DU tror!
Gid du aldrig mister modet og lader
det onde uimodsagt.
Når viljen befries, da falder magt.

Tekst og melodi: Per Krøis Kjærsgaard

torsdag den 19. april 2012

Konfirmationskager undervejs...

Dagens gøremål er bl.a. forberedelse af de to konfirmationskager, som blir afhentet imorgen, så de er klar til den store dag på lørdag. Jeg eksperimenterer med nyt kagefyld, som jeg tror blir top nice. Jeg har fået frie hænder - dog bare noget med lilla pynt og blomster:-) Coming up


Den ene kage består af chokoladebunde, et lag hindbærmousse og et lag mousse på hvid chokolade og med finhakket mørk mintchokolade. Sidste lag er egen kombi, og smager helt vildt godt.

Læg også mærke til den runde plade, som kagen står på. Jeg har fået min praktiske fætter til at skære mig 3 af de her runde plader af vandtæt materiale. De fleste kagefade er for små til de her pyntede kager, så de her måler 33 cm i diameter, og er helt perfekte til at bygge kagen op på. Man kan jo evt betrække dem med sølvpapir, og de er gode at fragte, fordi de er stabile uden at veje for meget. Tak fætter:-)


Denne her består af mandelbunde og et lag med chokoladeganache og et andet lag med appelsinsirup og hakket mandelkrokant. Jeg lavede sirup af 2 net øko appelsiner og kogte det næsten 1 time med godt med sukker. Og lavede så en krokant af smeltet sukker og mandler, som blev finthakket da det var koldt og stivnet. Lækker kombi, men måtte nu godt smage endnu mere af appelsin...


Appelsinmousse med mandelkrokant undervejs ....

Sideløbende laves alt pynten. Fx eksperimenterer jeg for første gang med at lave et par stiletsko, som skal stå på toppen af den ene kage! Vi får se, hvordan det kommer til at gå. Lige nu tørrer det og må sættes sammen i sidste øjeblik.

Og nu atter tilbage til køkkenet - ha' en dejlig aften derude

onsdag den 18. april 2012

Hvis du vil følge lidt med ...

... i det fine tørklæde. Her blir strikket i de sene stille nattetimer til et par afsnit af Kongen af Queens og den sene omgang Natholdet. Så tørklædet vokser stille og roligt, og man kan næsten ikke lade være med at blive ved med liiige at strikke nogle flere pinde. Man må lige se, hvordan den næste farve er med til at gøre det her håndarbejde til et maleri med sine stærke og alligevel afstemte farver.

Jeg er vild med det japanske blandingsgarn af bomuld, silke og uld. Det er sart og skrøbeligt, og selv om det er et langsommeligt projekt, så bliver det bare sådan et stykke unika håndarbejde til en udvalgt veninde, der forstår at værdsætte den slags:-)



Tørklædet bliver over 2 meter i længden, så der er virkelig plads til at sno det om halsen. Det er fnuglet, og kommer kun til at veje 100 gram, og vil live op på enhver ensfarvet bluse - lige til at give godt humør, hvis man ikke har det i forvejen.

Kan næsten ikke vente med at komme i gang med det i de pink farver ... hvem ved, hvad der ellers gemmer sig af farver i de garnnøgler. Og der er 8 varianter i alt .... der ku' godt komme flere til.

Kig forbi Englegarn, hvis du får lyster ..... og hvis du også bare må eje sådan en sag og ikke selv vil lave det, strikker jeg på bestilling til 450 kr i alt. Send mail på tantesoed@gmail.com

mandag den 16. april 2012

Så blev det hverdag igen ...

Dejlig stille mandag morgen - fest er dejligt, men hverdage er nu ikke at foragte. Nu står den på sundere kost og tilbage på motionscyklen! Weekenden gik med at fejre mig selv igen igen, og det var skønt at samle min genfundne jyske familie, fætter og kusine fra sjælland og den familie, jeg selv har valgt til som voksen. En varm og god fornemmelse at have dem alle samlet om mit bord til hygge, god vin og hjemmelavet mad.


Sørme om ikke jeg fik endnu en fødselsdagssang, som ungerne selv havde insisteret på at fremføre helt alene .... det varmer enhver Tante Sød's hjerte.


Forretter gøres klar .... stenbiderrogn er bare en gude-forårsspise ....


Serveret med lune squashvafler istedet for blinis - dem foretrækker jeg klart fremover. Stenbiderrognen fandt vi frisk fra fiskehuset i Karrebæksminde. Min lokale fiskemand på Frederiksberg skulle ha' 100 kr. pr. 100 gram! Og man beregner 70-80 gram pr. person, så det er en dyr forret, når man er mange. Men fiskehuset i Karrebæksminde var til at tale med om prisen... det betaler sig at spørge sig lidt frem.


Og så et stort fad med det helt møre og rosastegte lam fra grillen .....


Serveret med en skøn tærte med butterdejsbund, fyldt med frisk spinat og små tomater. Overhældt med sammenpisket æg, hytteost, revet parmesan, krydderier osv. En virkelig god kombi til lam.


Og så et stort fad med sprøde grønne asparges med dressing af Olivados avocadoolie med hakket mynte, hakket persille og hakket basilum i rigelige mængder. Og drysset med ristede mandler. Dejligt tilbehør til lam ...


Som sauce til de små ovnbagte kartofler lavede jeg øko smør med hakket rosmarin og masser af fintrevet citronskal .... kan rigeligt gøre det ud for sauce. Vi havde dog også en stor skål frisk pesto.


Denne her virkeligt gode kage fra Odense Marcipans opskrifter med makronbunde og chokoladeganache serverede jeg sammen med en stor islagkage, og det høstede også flere anerkendelser. Kagen havde jeg lavet nogle dage før og lagt i fryseren, og derfor blev bundene bløde og mere marcipanagtige. De var ellers sprøde og med god smag af makron, da de lige var bagt.  Jeg blir vist nødt til at prøve den igen, hvor den først bliver lagt sammen et par timer før servering, så man stadig kan fornemme sprødheden. Det må blive til et nyt gæstebud.

Glad men træt træt oven på flere dages familiesamvær, regner jeg med bloggen nu vender tilbage til mere normale tilstande:-)

torsdag den 12. april 2012

Det fineste tørklæde

Da jeg så det her tørklæde ovre hos Pernille, som blogger med Englegarn var jeg solgt med det samme. Det måtte jeg bare lave ..... i går eftermiddags kom pakken med garn til tørklæder i 2 forskellige farver, så jeg ku' ikke la' vær' med at kaste mig over det i aftes.


Garnet er et japansk luksus blandingsgarn - halvt bomuld og ellers uld, silke og nylon. Det er utroligt farverigt og smukt og meget tyndt, næsten som kinesertråd, så det strikkes på tynde pinde, og tar' defor ret lang tid at få til at vokse.

Garnet er spundet i alle de forskellige farver og ikke indfarvet bagefter som normalt. Det er et helt lille kunstværk faktisk. Og selv om mønsteret er ensformigt bliver det ikke kedeligt at arbejde med, da der hele tiden sker disse uventede farveskift.

Jeg tror det her bliver en venindegave ....


Og et mere i de her pink og grønne nuancer bliver vist til mig selv ... åh, hvor jeg dog er vild med et nyt strikketøj.


Her blir' også fremstillet sukkerpynt til 2 konfirmationskager, som jeg har fået bestilling på og som skal afleveres næste uge ...

Og idag er her meget gang i køkkenet - menuen består af cremet grøntsagssuppe, mormor kylling med det hele og stikkelsbærcrumble. Hvis jeg ellers husker at få taget billleder, så får du nok det at se en anden dag:-) I dag skinner solen igen, og så tar' byen sig bare bedre ud!

onsdag den 11. april 2012

Opløftende besøg på Gløvermosegård ved Havdrup

Du får heller ikke nogen nye opskrifter i dag. Her leves meget simpelt for tiden, og så simpelt at det ikke er værd at vise frem, selv om det er på den gode måde. Men du får et par stemningsbilleder fra dagens dejlige besøg hos Per på Gløvermosegård i Havdrup, tæt på Solrød, hvor jeg har været efter skøn proviantering til de næste dages forsinkede fødselsdagsgæster. Jeg har før skrevet om gården.

Jeg glæder mig så meget - min jyske bror, som jeg før har skrevet om, kommer nu sammen med sin kone og besøger mig. For første gang i over 25 år. Og skal møde andre familiemedlemmer og min bonusfamilie, som jeg selv har valgt, og som har åbnet deres arme og hjem for mig altid. Det er en stor dag for mig at kunne bringe dem sammen. Brikker i livets puslespil lægger sig smukt til rette.



Men jeg vil så gerne fortælle om Gløvermosegård, hvor jeg køber godt kød. Kød fra en engageret og samvittighedsfuld landmand med en bedrift, der er til at have overblik over. Kød fra dyr, der er blevet kløet bag ørene, og som er så kælne og tillidsfulde, fordi de er vant til at gæster og børnehaver valfarter hertil. Kød fra dyr, som har levet hele sommeren på græs, løbet, tygget drøv og gjort det som køer nu en gang skal. Ja, og det samme gælder selvfølgelig lam, får osv. Godt nok er det ikke et øko landbrug, men Per garanterer at han ikke fodrer med GMO-foder, og så er jeg helt tilfreds faktisk.


Her er altid et godt udvalg hele året, og ellers følger man med i slagtedage  på hjemmesidenog bestiller større partier. Man kan også afhente varer ved bilen i Vanløse og Holte på udvalgte datoer. Idag fik jeg lov at komme uden for normal åbningstid, så grøntsagerne var pakket ned.


Her er normalt masser af dejlige grøntsager ....


Jeg måtte lige ha' et kig ud til de vildt nuttede tyrekalve, som alle stikker hovederne ud og vil klø's på kinderne lige så snart de ser dig. Det er Jersiekvæg, og de er så smukke. Og helt helt grotesk at tænke på, at langt langt de fleste Jersie ungtyre bliver skudt ca. et døgn efter fødslen. De blir normalt kun født, så deres mødre kan pumpe unaturligt meget mælk ud indtil de er udtjente og ender som dårligt og billigt hakkekød i supermarkederne. Kødet fra de her bliver det fineste og bedste kød, og dyrene får lov at ha' et naturligt godt liv i ca 1½ år. Alt andet er da idioti. Lad gerne være med at købe mælk fra Jersie køer, så der ikke produceres unødigt mange tyrekalve, der slagtes med det samme. Og i øvrigt er det dyreplageri for moderen, som lider under at få taget sin kalv fra sig så hurtigt.

Vær med til at bakke op om at disse smukke dyr ikke bare skydes ved fødslen, men får et liv og bliver brugt til menneskeføde. Uden lange transporter. Vi forbrugere har en kæmpe magt, når vi køber ind. Jeg kan varmt anbefale at købe sit kød i gårdbutikker og mindre landbrug. Det er en oplevelse, man får et forhold til det man sætter til livs, og så smager det bare virkeligt meget bedre.


De står frit med tykt lag halmstrøelse ..... og skal i øvrigt på græs en af de næste dage, hvor det ikke regner så meget, og hvor græsset er lidt længere, så der er noget at spise derude ...


Der var lidt mørkt i stalden, men de her stod også og fulgte nysgerrigt med. Og ved siden af lå en flok nyfødte lam, hvis mor døde ved fødslen, og som derfor havde en amme-mor ... her bliver taget nænsomt hånd om hvert eneste dyr ... hvad man jo ikke kan i de konventionelle storproducenter.


Jeg var ude efter sådan en kæmpe lammekølle - lige under 3 kg og som smager helt fantastisk. Den skal på grillen på fredag .... og rækker til 10-12 personer. Jeg måtte også lige ha' et par pakker hakket lam.


I morgen står menuen på den her store kylling på godt 2 kg - serveret helt efter mormor-forårsforeskrifter. Og så nogle pakker pølser, når nu vi har gang i grillen .... de her har mindst 75% kødindhold, og kan slet slet ikke sammenlignes med de billige industriprodukter.

Håber du måske har fået lyst til at besøge Gløvermosegård eller undersøge, hvilken gårdbutik, der ligger i nærheden af dig.

søndag den 8. april 2012

Squashvafler og livstegn!

Jeg døde ikke af at fylde 50!!! Kun lidt i hvert fald. Dagen efter. Og et par dage efter den. Og det var da slet ikke meningen, at der skulle blive helt tavst her på bloggen. Meningen var at jeg skulle fylde den op med livsglade billeder af fest, den lækre mad fra Anton's, de gode vine osv. Men da først mine gæster kom, glemte jeg alt om at tage billeder. Var bare fuldt tilstede i nu'et, nød den vidunderlige stemning, nød at lade mig fejre ærlig talt. Nød at flere havde lyst til at sige pæne ting i taler og skrive en tosset sang. Nød nærværet, venskaberne og alt det gode i livet. Hvor var det godt, jeg besluttede at markere dagen istedet for bare at lade den forbigå i tavshed. Vi skal huske at fejre os selv og hinanden, og nyde hvert sekund vi er her.

Påsken har været lige så stille som festen var festlig. Men jeg gør som Dronningen, som min kusine siger. Altså holder den runde dag over flere omgange. Så i weekenden skal jeg igen ha' 16 mennesker til mad. Og denne gang skal jeg selv lave det hele - så her bliver købt ind og forberedt så meget som muligt. Det gælder om at ha' tid til sine gæster på dagen.


I dag har jeg bagt en stor stak squashvafler - de kan snildt varmes op på bagepapir i et enkelt lag, det blir de stadig sprøde og lækre af. De skal serveres som forret med stenbiderrogn, creme fraiche, finthakket rødløg, citron og dild. Opskriften kan du nemt lige få, hvis de ku friste - jeg lod mig inspirere hos Arla og lavede min egen kombi:

100 gram Amo Vinjett fuldkornsmel
125 gram øko hvedemel
2 tsk bagepulver
½ tsk salt + 2 tsk
2 æg
4,5 dl mælk
100 gram smeltet smør
2 groftrevne squash

Den revne squash saltes med 2 tsk salt, og stilles i køleskab ½ time. Skylles derefter i koldt vand, og vrides helt fri for væde - evt- i et rent viskestykke. Mel, bagepulver og salt kommes i en skål. Tilsæt æg og mel og rør til en lidt tyk dej. Tilsidst tilsættes afkølet smeltet smør og den klargjorte squash. Bages i vaffeljern, som pensles med en anelse smeltet smør.

Jeg fryser dem med madpapir mellem hver, så de ikke bliver "flade" i mønsteret.


Jeg har osse lige hakket masser af frisk rosmarin og taget 3 økocitroner, som skallen er revet fint af.


Piskes i 350 gram smør til det er luftigt. Formes på bagepapir i en rulle og fryses. Det skønne kryddersmør skal udgøre saucen til lammekøllen, vi skal ha' den ene dag.

Nu skal der bages groft sandwichbrød igen, og denne her skønne chokofragilite-kage fra Odense Marcipan skal også ligge klar i fryseren.

50 og still going strong - I har intet at frygte:-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...