Sidevisninger i alt

lørdag den 6. november 2010

Tantens grovheder..

Så er det herlig weekend og endda en af dem, hvor der er pænt plads til følelsen af GOD TID og spontanitet. Imorgen skal jeg til 6 års fødselsdag i Svinø hos et af mine yndlingsbørn. Hun er så sjov og kreativ, og ønsker sig krympeplader og særlige tucher dertil. Så farvelægger man plastpladerne, kommer dem i ovnen til de krymper, og så bliver der fremstillet nøgleringe, armbånd og den slags. Jeg elsker jo selv alverdens hobby-sysler, så det er skønt at lege med hende, og se hvordan hun udvikler sig.

Nå, men på grund af det der GOD TID, som jeg elsker, så er det her til morgen blevet til et dejligt morgenbrød:-) Da jeg havde hund og gik tur med ham hver morgen, kunne jeg godt finde på at gå forbi bageren en af weekend-dagene, men nu bager jeg meget hellere selv. Og det gode ved det her lidt grove brød er, at hævetiden er rimelig kort - så jeg står op, lægger dejen, og mens jeg futter rundt og hygger mig, passer det fint med at der er varmt brød mindre end et par timer efter. Det er en god fornemmelse at sætte sig med "udbyttet" og så lige en god ost. Og hvis det skal være rigtig godt, så tømmer du lige frugt og grøntssagsskuffen for de ting, der alligevel ikke når at blive spist, og presser dem til en skøn saft.

Brødet kom til at se sådan her ud




Opskriften kommer her:

300 gram hvedemel
100 gram groft rugmel
50 gram havregryn
2 dl ymer/youghurt
1½ dl varmt vand
25 gram gær
2 spsk olie
1 spsk honning
lidt salt

Bland ymer og varmt vand og opløs gæren heri. Tilsæt de øvrige ting og ælt dejen til den er ensartet. Lad det hæve lunt og tildækket ca. 30 min. Slå dejen ned og form den til en kugle, der hæver tildækket ca. 10 min. Sæt dem så på bageplade og lad det efterhæve tildækket i ca. 30 min. Pensl med sammenpisket æg (eller ymeren), drys med rugmel og rids 8 snit som ved deling af en lagkage. Bages ca. 35 min i en forvarmet ovn på 200 gr.

Jeg synes det er et rigtig nemt og godt brød, som passer både til morgenbordet og også er godt ristet til senere på dagen.

God fornøjelse med at glæde dig over fornøjelsen ved at lave det, duften og at du ved præcis, hvad der er puttet i dit brød. Jeg vil tro sådan et brød koster dig omkring 10-12 kr. selv når du bruger økologiske råvarer - det er i hvert fald meget billigere end det dårligste fra bageren.

Rigtig god weekend
Print denne artikel

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...