Sidevisninger i alt

onsdag den 11. november 2015

Sprængte citroner:-)

Den herlige facebook side, der hedder Bageglad kigger jeg ofte forbi bare for hyggens skyld. Der er masser af inspiration og god stemning blandt de mange medlemmer. For et par dage siden lagde dygtige Lene fra Spisestuen.dk nogle populære chokoladesmåkager ud, som hun kalder for "misforståede småkager".

Som I nok ved, er jeg mere til citron end chokolade, så nu fik jeg prøvet en version med citron i stedet. De er supernemme at lave og perfekte at bage sammen med børn. Kagerne er vist helt alm "over there", og du kan finde masser af billeder på fx Pinterest.


De er sprøde udenpå og bløde indeni - smager bare rigtig godt og er et lidt anderledes bud på en julesmåkage - og en kage, der også vil passe til påsken. Eller bare året rundt:-)


Man kan ikke selv styre krakeleringen, så det er sjovt at se, hvordan de tar' sig ud ...

Haps for en sød citron :-)
Dej til 18-25 småkager
80 gram øko smør
100 gram sukker
1 æg
Fintreven skal fra 1 øko citron
Saft fra ½ citron
200 gram øko hvedemel
8 gram bagepulver fra Urtekram (jepp, det virker som meget bagepulver, men den er god nok. Det får kagerne til at hæve luftigt og holde den runde facon. Brug det økologiske bagepulver, så du slipper for de værste kemikalier)

Evt gul frugtfarve/pasta

Ekstra sukker og lidt flormelis til at trille dem i

Citronerne gir ikke i sig selv ret meget farve til kagerne, så jeg kunne ikke dy mig for at tilsætte et par dråber af denne her, som gjorde dem rigtigt lækre at se på. Ikke særligt økologisk, og du kan sagtens lave dem uden farve
Pisk smør og sukker lyst og tilsæt herefter ægget og pisk igen godt. Herefter tilsættes citronsaft og skal. Bagepulver og hvedemel blandes og røres hurtigt i dejen. Endelig ikke overpiske! Sæt i køleskabet mindst 2 timer.

Rul nu små kugler evt med let fugtige hænder, og tril dem først i alm sukker og dernæst i flormelis. Sæt på bagepapir.

Bagetiden er svær at sige præcist - det kommer an på, hvor store dine kager er. Mine fik næsten cookie størrelse og næste gang laver jeg dem lidt mindre. Men mellem 10-15 min ved 180 grader. Når du trykker på en kage i ovnen skal overfladen være fast (men ikke hård) og kagen give lidt efter for tryk. De blir mere sprøde når du er helt afkølet. Hvis de bages for meget, blir de sprøde og hårde hele vejen igennem. Lad dem afkøle 5 min på bagepladen, hvorefter de sættes på bagerist og afkøler helt.


Jeg var inviteret ud til Morten Aften i går, så nogle af dem blev pakket i lidt cellofan og fik et gult silkebånd, og udgjorde en hyggelig lille værtindegave:-)

PS: Du kan jo i øvrigt farve kagerne i alle de farver, du ønsker. Stadig lade dem smage af citron eller lave en vanillevariant. Print denne artikel

6 kommentarer:

  1. "De bliver mere sprøde, når du er helt afkølet."
    Marianne, det gælder ikke for mig, vel?! - Jeg anser mig selv for helt afkølet med det efternavn!
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Hæ hæ, den tastefejl er så sjov, at jeg lar den stå :-)

      Slet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...