Vi andre er som nyforelskede. Og da det er Valentine's Day er det kun passende med lidt romantik med denne nye kvinde i vores alles liv. Så i dag er der folkefest i min lille by Sælvig, hvor hun hører hjemme.
Alle er inviteret til Åben Færge. Min vej er afspærret og kun busser og store taxaer valfarter hertil i pendulfart hele dagen. Første hold besøgende på 450 personer startede kl 10, og sidste hold engang i eftermiddag, så alle ved selvsyn kan beundre damen, hendes yppige former, elegante lange lemmer og smukke indre.
Bagsiden af mit hus ligger helt ud til vejen, og så er det mindste man kan gøre vel lige at pynte lidt med flag og balloner, så de forbipasserende kan blive lidt feststemte ...
Jeg har set flere gå smilende forbi, selv om her ser lidt øde ud ...
Hun, altså MF Samsø, ankom og lagde til for første gang i onsdags, da det lige var ved at blive mørkt og det øjeblik ville jeg ikke gå glip af. Hun har været længe ventet nemlig :-)
Og her åbnede hun sit smukke tandsæt for første gang med fuldt blus på alle lys..... vi klappede, hvinede og piftede, da broklappen endelig kom ned på plads. Og ekstasen ville ingen ende tage, da vi fik lov til at høre hende trutte i sit dybe horn:-)
Siden har jeg hver aften fra mit køkkenvindue og min 1. sal kigget ned til hende og hun lyser meget mere op end den gamle færge, og blir fra nu af et dejligt levende bevis på liv, gæster og rejser....
Min nabo med flag og balloner ....hende må du høre om en anden dag, da hun også er begyndt at blogge om Samsø for nylig og endda har skrevet bogen Sex fra Samsø, der udkom lige før jul:-)
Her er hun så i vandet - lang og lækker!
Kaptajnen til højre og et par fra besætningen - sådan et skib er vist godt legetøj for voksne mænd!
Hej:)
SvarSlettillykke med jeres nye færge.. den er længe ventet, helt fantastisk den endelig er på sin plads:)
Anita
Hej Anita - mange tak, vi joker jo lidt med at vi alle på Samsø nu er skibsredere, fordi det er Kommunens eget rederi:-) Ja, det har taget sin tid, men har været helt værd at vente på. Håber du får lyst til at sejle en tur med den :-)
Slet