Sidevisninger i alt

tirsdag den 27. maj 2014

Økologisk kiks og knas, så englene synger:-)

Det sker ofte, jeg blir ret begejstret for at få tilsendt smagsprøver på nye produkter. Denne gang er jeg virkelig begejstret for lækre kranolaer og kiks fra Ifood Evolution. Trods det udenlandsk klingende navn, fremstilles produktet i Ballerup:-) Det er bare et ekstra plus.

Det er økologisk, det er vegansk, det er RAW - det er sindsygt lækkert! Og jeg skal bare ha' fat i en hel kasse med poser af deres luksus kranola:-)


Sprød, sprød kranola med solsikkekerner, kokos, cashewnødder, morbær, rosiner og kakao. En stor pose med 500 gram koster ca 75 kr i luksusudgaven, og det synes jeg er helt rimeligt. Den holder længe.

Se, nu måtte jeg lige finde posen frem for at skrive ingredienserne - og er allerede igang med aftensnack direkte fra posen! Det kan man slet ikke la' vær' med.


Ifood Evolution har en stor produktserie af kranolaer, kiks, knækbrød, cookies osv. Og vist også nødder og bær. Det sidste må jeg virkelig på jagt efter. Produkterne kan købes i udvalgte helstekostbutikker og på nettet hos Helsam, som kan levere til deres butikker også.

Endnu kan man ikke få det på Samsø ærgeligt nok. Men jeg kommer til at gøre mit for at det kan spredes ud på den lille ø:-)


Jeg serverede smagsprøver for en gæst sidste uge, som var lige så begejstret og gerne vil købe. Og i weekenden for mine tre gamle meditationsveninder - vores vegetarveninde var helt stille med sin morgenyoughurt og var vild med det!


Her er virkelig tale om kvalitetsprodukter, og udover særlig fin sprødhed, er det fint sødt og nøddeagtigt, mætter rigtig godt, så man behøver bestemt ikke særlig meget for at det smager igennem og fylder både mave og sanser.


Det er oplagt på youghurt om morgenen - for mig er det også fin frokost. Eller serveret med mandelmælk fx. Og sådan en stor kiks er et skønt måltid i bilen, når man ikke har tid til andet og sulten gnaver. Det fungerer som slik, når den søde tand stresser og ja - jeg spiser det direkte fra posen! PS: håndhygiejnen er i top!


Forleden endte det også som superlækker topping på en klassisk rabarbertrifli .... nu er både raw og sundt nok ophørt med dette billede! Men det gav klart et løft til mine gæsters dessert. Kun fantasien sætter grænser for anvendelsen. Det ville også kunne bruges som crumble oven på en varm æblekage!


Her er portvin i bunden, rabarberkompot, flødecreme med hvid chokolade - og afhængighedsskabende kranola fra Ifood Evolution:-) 

Jeg ville hamstre, hvis jeg var dig!

mandag den 26. maj 2014

Årets bedste kartoffelmad:-)

I hvert fald på Samsø i det mindste. I lørdags udspillede der sig nemlig en vigtig konkurrence på min lille kartoffel-ø. Kampen om årets bedste mad med kartofler. Otte lokale restauranter stillede op til et skarpt heat og det hårde dommerpanel smagte og voterede under humoristisk ledelse af Peter Ålbæk som konferencier.

I får her lidt fotos venligst lånt af Visit Samsø:


Vindermaden komponeret af Henrik fra den nye, lækre restaurant SAK i Ballen - udover de nye kartofler er her aspargesmayo, løg, gule beder, purløg og radise på rugbrød.


Andenpladsen gik til Nordøens Restaurant - her er baconsmør, kørvelmayo, sprøde løgringe, radiser, rosenpeber og purløg.


Tredjepladsen gik til Nordby Kro for denne smagfulde anretning med løvstikkemayo, bacon, røget æggeblomme, maltrugbrød, urter og grønt fra boder og bede:-)


Denne festlige anretning er begået af RumogRooms - pink mayo, pift af safran, serranoskinke, blomster og purløg.


Strandlyst deltog med denne lette mad - kogte, brændte, cofiterede og friterede kartofler med asparges, radiser og ramsløg.


Denne smukke sag er fremført af Ballen Badehotel - citron og tørret blæretang.
Kartoffelsifon, sprødt rugbrød, øllebrød på brown ale fra Samsø Bryghus, øllebrødsflage, frisk salatpuré, ramsløgsmayo, sprødstegt bakskuld, fjordrejer fra Langør, ramsløgskapers, kartoffelchips med løvstikkestøv, strandarve, ramsløgsblomster, radisespire, purløgsblomster


Smuksakken her er komponeret af en af mine yndlingsrestauranter, Ilse Made - her får du Foie gras, syltede kartofler, vagtelæg, radiser, løg, ramsløg, kartofler, rugbrød. Jeg er bestemt ikke glad for at vide, Ilse Made serverer foie gras i deres restaurant! Øv for pokker:-( Uanset hvor godt det måtte smage, går jeg ikke ind for dyremishandling!


Sidste, men bestemt ikke mindst legendariske Skipperly - med krydderfedt, kartofler, 2 x Alstrup asparges, Mogens’ sorte hummer, koral og ærter.

Det var en folkelig event med næsten 500 deltagere i Samsø Hallen, og for 50 kr kunne folket forsyne sig med helt, helt almindelige og en anelse kedelige kartoffelmadder:-( Desværre uden mulighed for at prøvesmage elementer fra de mere kreative udfoldelser. Her er et par af mine egne fotos:


Lige før åbningen ind til Samsø Skole ....


Susanne fra RumogRooms anretter iført en frisk og skøn hovedbeklædning:-)

 
Og venlige Max fra Nordby Kro klar til aktion...


Den folkelige buffet i al sin simpelhed - simpelt kan bestemt være godt. Derfor ku' der vist godt ha' været lidt mere oplevelse at hente...


Fremmødet var flot, og eventet tiltrak rigtigt mange fritidssamsinger og turister, og det er rigtig fint.


Her min egen komposition ledsaget af solbærsaft fra Samsø Bær:-) Og den var nu rigtig god!

onsdag den 21. maj 2014

Dybstegt kylling i sursød - og noget Kikkomann soya:-)

Oh ve oh skræk - dette er et indlæg delvist sponseret af Kikkoman:-) Opskriften er dog helt helt min egen fra en helt helt almindelig mandag aften:-) Ny variant af chineese take-away made at home:-) Og den ligger rigtig godt i maven, skulle jeg hilse og sige:-) Derfor kan du lige så godt få opskriften som det første:


Til 2 personer
2 store øko kyllingebryster
ca 1,5 dl Maizena blandet med godt salt og friskkværnet peber
1 stort sammenpisket æg
Smagsneutral olie til at stege i

Skær kyllingebrysterne i store tern, vend i maizena og derefter i ægget. Steg stykkerne godt i hed olie på alle sider til de er godt gyldne. Læg dem i et lille ovnfast fad.

Rør en marinade sammen af:
1 dl lys muscovadosukker
1 dl æblecidereddike
3/4 dl mosede tomater fra Urtekram (ell ketchup)
3 spsk Kikkomann soya sauce
½ spsk løgpulver
1 tsk knust chili
2 fed finthakket hvidløg
Lidt salt og peber

Hæld marinaden over kyllingestykkerne, og sæt dem i forvarmen ovn på 190 grader i ca 45 min. Vend dem et par gange undervejs, så alle sider får marinade under stegningen. Saucen forsvinder næsten helt ind i kyllingen.

Tilbehøret bestod af fuldkorns ægnudler, som var kogt 3 min. Herefter stegte jeg dem i lidt olie og godt med Wok Sauce og vendte dem med 1 bundt forårsløg og 1 rød peber i små stykker. Det må gerne være næsten råt, så du får lidt sprødt bid i retten.

Servér lækkerierne med mere soya, wok sauce eller Teriyaki efter smag og behag.


Her er hele den herlige familie, jeg er heldig at prøvesmage. Soya består primært af sojabønner, hvede, salt og vand og blir til Kikkoman sauce i løbet af 6 måneder. Og så tilsættes der umamismag, som giver maden den rette balance, og klær mange slags råvarer.

Jeg bruger jævnligt soya i forvejen, men det er herligt med en variant til wok, en til sushi, en med mindre salt og en Teriyaki som gir en fin glaseret overflade og aromatisk smag. Og så er det en kalorielet sauce i forhold til mange andre slags.

Produkterne kan selvsagt bruges til saucer, marinader, dressinger, wokretter og ligefrem desserter:-)

Bon appetit:-)

tirsdag den 20. maj 2014

Det gode helbred

Vi kender dem godt alle sammen - de officielle kostråd. Alligevel er det nok de færreste af os, der følger dem hele vejen igennem. Vi har hver vores lyster og "udfordringer". Men lytter og lærer hele tiden, og gør vores bedste de fleste dage.


En overlæge og en forsker fra Kræftens Bekæmpelse har for nylig forfattet en bog på baggrund af en stor befolkningsundersøgelse, som beskriver sammenhænge mellem vores kost og kræft. Både den gode kost, der hæmmer kræft og den nedbrydende kost, der øger risikoen for kræft.


Bogen er saglig, og fyldt med fakta som ikke er til at negligere. Personligt gør jeg allerede meget af "det gode". Men jeg blir bestemt ramt, selv om jeg godt ved meget af det i forvejen. Men fx er overvægt bare en stor risiko! Øv, det er svært at forstå, jeg ikke klarer at komme af med den risiko i  mit liv:-) Til gengæld tror jeg på, at dét at lave sin mad fra bunden af uforbejdede råvarer er rigtig godt for os. Jeg undgår stort set alt halv- og helfabrikata og underlige E-numre og anden kemi i maden, og spiser overvejende økologisk. Jeg spiser meget lidt kød, drikker meget lidt alkohol, ryger ikke og får pænt meget grønt og frugt. MEN så er der sukker og smør!


Men hey - jeg tror forresten osse at psykisk balance spiller en stor rolle for et godt helbred. Nære og nærende relationer, meditation, undgå stress osv. Være taknemmelig, nyde og glædes.


Udover de informative tekster, er bogen fyldt med smukke fotos og lækre og inspirerende opskrifter til sunde måltider til alle døgnets tider. Her er også fristende drikke og lidt til den søde tand. Maden i bogen kan alle lave, og jeg er sikker på dem, du serverer for får stimuleret appetitten. Her er meget for både øjnene og maven, så jeg anbefaler gerne den lækre bog fra Politikens Forlag.


God læse- og spiselyst:-)

Sponseret indlæg

lørdag den 17. maj 2014

Råsaft på rabarber

UPDATE maj 2014: Kære læsere - jeg minder jeg blot om den her helt fantastiske rå raberbersaft. Har du adgang til mange billige eller gratis rabarber, så und dig selv en omgang. Jeg har i formiddag fået lov at pludre en kollegas have, så jeg er selv i gang i køkkenet med årets første portion:-)

3. juni 2013
Velkommen til sommeren. Kalenderen stiller os hele tre måneder med sol, varme, blåt vand, masser af friske grøntsager og frugter i udsigt. Lad os håbe vejrguderne er med både os og landmændene. Det er vidunderligt at kunne se frem til hele den dejligt lange tid, hvor livet skal leves så dejligt som muligt. Jeg håber mit hus blir fyldt med søde sommergæster fra nær og fjern.

Lad os skåle sommeren velkommen i den absolut skønneste rabarbersaft - en ny Samsø-ven har generøst stillet sit store rabarberbed til fri afbenyttelse. Håber ikke hun kommer til at fortryde det! Der er en flaske eliksir på vej tilbage til hende:-) Saften er sød og syrlig præcis som de lange stængler, og er fantastisk som den er eller blandet op i fjollede drinks.


Farven er helt perfekt og mere tøset blir det vel ikke! Min mandlige gæst lørdag aften indtog den nu med stor fornøjelse.


Og det er så nemt - opskriften har jeg venligst lånt ovre hos Frk Garnfryd

2 liter kogt koldt vand
2 kg rabarber i ret tynde skiver
30 gram vinsyre
Saften fra en dåse ananas
Sukker efter smag og behag (jeg brugte halvt stevia og halvt sukker)

Opløs vinsyren i det kolde vand. Tilsæt skiver af rabarber og lad stå i køleskab mindst 24 timer. Si det, og si også saften fra ananas ned i. Tilsæt sukker og rør til det er helt opløst. Smag til undervejs. Første portion brugte jeg både rørsukker af stevia og alm rørsukker, men det ændrer desværre farven til lidt mere "grumset", og det er synd lige her. Næste portion er derfor sødet med hvidt stevia og hvidt sukker. Saften fortyndes med vand efter smag - jeg synes ca. 1/3 del saft og resten vand.

Jeg tror, mine gæster skal læskes med litervis af det her sommereliksir...

fredag den 16. maj 2014

Op og ned på en rabarberkage:-)

Køn er den her kage ikke - men smagen af karameliseret muscovado, rabarber og vanille serveret lunt sammen med iskold flødeparfait - haps, den er en sikker sommervinder. Har du har adgang til mange rabarber, så brug dem i alle mulige afskygninger:-)


Fyld
2 spsk smeltet øko smør
75 gram sukker
50 gram muscocadosukker
½ spsk vanillesukker
400 gram rabarber i fine snitter

Bland de tre slags sukker med smørret, og rør sammen med rå rabarber. Fyld i en smurt springform.

Dej
200 gram sukker
2 landæg
150 gram øko mel
2 tsk bagepulver
½ tsk salt
1 dl øko letmælk
100 gram smeltet øko smør
½ spsk citronsaft

Pisk sukker og æg lyst og luftigt og tilsæt citronsaft. Bland mel med bagepulver og salt. Tilsæt nu skiftevis melet, det smeltede og afkølede smør og mælken. Rør dejen sammen så den er ensartet. Hældes hen over rabarberne og bages i forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 30-40 minutter eller til den er mørk gylden.

Tag ringen af springformen, læg dit serveringsfad hen over toppen på kagen, vend den om og løsn forsigtigt metalbunden. Server kagen ret varm med god vanille- eller jordbæris:-)


Sommerhaps:-)

Mere glad end man lige skulle tro!

De havde alligevel ret - dem, der sagde, at jord er en god investering! Det gør ikke kun rig, men osse glad:-)

Små bitte spirer fra i de nye højbede - jeg kan stort set ikke huske, hvad der er hvad. Men det gør kun forventningens glæde større. Det er altså en god idé, dét der med at sætte pinde i jorden, hvor man har sået. Så kan man hele tiden se, hvor der er plads til nyt.


Til højre er det radiser - det er åbenbart den hurtigste spire:-) Til venstre vokser mynten lystigt. Jeg skal helt klart ha' flere slags mynte. Jeg ser kølige drikke og varm te for mig:-)


I dag er her sået krybebønner. Og ellers er her chili, timian, salvie og puløg. Der skal klart også plantes mere purløg!


Mere liv i haven! Mere glæde i hjertet. Rigtig god St. Bededagsferie til alle, der er så heldige at holde fri i solskinnet.

torsdag den 15. maj 2014

Sej værtindegave:-)

Det kan godt være svært at finde på noget nyttigt og smart til værtindegave, hvis man gerne vil give noget andet end blomster og chokolade:-) Som jo i øvrigt også altid er velkomment!


En af mine veninder er fantastisk til at huske, hvad jeg sir' jeg lige mangler - så sidste weekends besøg af veninder fra Kbh berigede mig med den her superfede mælkeskummer. Det er altså et hit at få varm mælk i sin kaffe og endda med fint skum:-) Tak, den blir jeg glad for.


Og de her har jeg ønsket mig længe - keramikbønner til at lægge i sine tærtebunde, så kanterne holder sig fine og høje:-) TAK, så er jeg fri for at brænde mig på alm bønner!

onsdag den 14. maj 2014

Økologiske TULIPANER - og et par Italienske boller:-)

Hvis du er ude efter brød med helt store huller og luftighed - og masser af knas fra den sprøde skorpe, så læs videre:-) Men jeg sir' dig, de er helt umulige at forme, fordi dejen er så klistret! Så særligt pæne blev de virkeligt ikke! Men øvelse gør måske mester...


Opskriften til 8-10 boller
Fordej:
1 tsk gær
1 dl vand
100 gram øko mel

Opløs gæren i vandet og tilsæt mel og rør godt rundt. Lad stå til næste morgen - mindst 8 timer. Dejen skal være let boblende, når den er klar.

Dej:
1 tsk gær
4 dl lunt vand
450 gram økologisk hvedemel
½ spsk salt

Opløs gæren i vandet, tilsæt mel og salt og kør den ca 15-20 minutter i røremaskine til dejen er meget elastisk. Lad hæve tildækket på køkkenbordet i 2-3 timer til den er boblende og meget hævet. Strø nu masser af mel på dit underlag, spred dejen ud og drys også mel over. Skær ud i passende stykker og læg dem forsigtigt over på bagepapir på din bageplade. Dejen er som sagt meget klistret, så jeg synes det var svært at skære dem ud. Måske du har bedre held end mig!. Lad hæve yderligere 45 min. Forvarm ovnen til 250 grader, skru ned til 200 gr, når du sætter bollerne ind og bag ca 20 min til det er ret gyldne. Jo mere gyldne, jo sprødere skorpe.



Jeg viser dig lige de her - de ligner jo alle andre tulipaner, men lad dig ikke snyde. De her er økologiske og lokale. En af de økologiske landmænd på Samsø er i år begyndt på at dyrke tulipaner, og hvor er det fedt. Så ville det være virkelig dumt at købe sprøjtede helt fra Holland:-) Måske du også skal begynde at spørge din blomsterhandler efter økologiske varer?

tirsdag den 13. maj 2014

Limecookies med hvid chokolade

1 stk. forsømt blog er du hermed landet på! Meeeen, alt er helt vel. Siden sidst har jeg fx været på 3 dages interessant kursus i Almen Fødevarehygiejne afholdt af AARHUS TECH. Der var meget god viden at hente... og så er sommerens gæster begyndt at holde deres indtog. Men nu er jeg nærværende tilbage!

Travlhed betyder også at hjemmebag, der kan være færdigt på 1 time fra start til færdigt resultat, er super. Det tar' bare et kvarter at smække den her dej sammen, og et kvarter at bage dem. De skal dog lige hvile lidt inden de kan bages, og køle af - men så er du osse klar til nærvær med dine gæster! Og lime og hvid chokolade gør dig bestemt også nærværende:-)


Rækker til ca. 16 cookies
125 gram øko smør
150 gram sukker
50 gram brun farin eller muscovado
1 stort øko æg
1 tsk vanilleekstrakt
1 øko lime
165 gram øko hvedemel
1 tsk bagepulver
½ tsk fint salt
1-1½ dl hvide chokoladeknapper (hold lidt tilbage til pynt)

Pisk smør og de to slags sukker ca 8-10 min. Tilsæt herefter ægget og pisk igen grundigt. Tilføj fintrevet skal og saft fra limen samt vanilleekstrakt. Tilsidst blandes de øvrige tørre ingredienser sammen og vendes i dejen. Sæt i køleskab i 30 min. Afsæt herefter med to teskeer kugler af dej på bagepapir. Bages ved 190 grader i alt ca. 15 min - når halvdelen af bagetiden er gået drysses de sidste hvide chokoknapper oven på kagerne.

Bag dem til de er mørkt gyldne i kanterne - de bedste af mine, var dem dem var mest bagt. Men hele trikket med cookies er bagetiden! De skal skal bløde og seje i midten og have knasende sprøde kanter. Det fik de fleste af mine også:-) På de nær par stykker, der var lidt underbagt. Men overbagt er endnu værre!


En herlig lille "treat", der både dufter og smager skønt af let lime, som gør sig rigtig godt op imod alt det søde.

mandag den 5. maj 2014

En kur, der Duer?

Hurra for en sundhedsbog uden opskrifter:-) Verden mangler jo ærlig talt ikke opskrifter (siger jeg, der blogger opskrifter!), så faktisk synes jeg i sig selv det er en kvalitet ved den nye bog fra Henrik Duer - manden som er kendt fra TV3's slankeprogrammer med den usympatiske titel "Ekstremt fed". Henrik Duer selv virker derimod selv sympatisk, nede på jorden og kommunikerer både mundtligt og her i bogen helt i øjenhøjde med de fleste af os andre.

Jeg brød mig ikke om hans programmer i første sæson, da det blev fremlagt som om alle var nødt til at få en Gastrik Bypass operation for at klare det - det er jo heldigvis løgn, og jeg sætter et stort spørgsmålstegn ved sundheden i den måde at komme ned i vægt på. Jeg lever selv hellere som overvægtig end udsætter mig for de risici den operation indebærer! Sundhed er meget andet end at være slank, selv om det da ville være rart at være det:-)


Den her bog rummer til gengæld masser af snusfornuftige hverdagssandheder, som det er rart at få gentaget, få bekræftet, integrere, gøre til gode vaner osv. Måske er der ikke de store nyheder i bogen, men at tabe sig på den sunde og vedvarende måde, tror jeg også indbefatter en masse af det, vi godt ved allerede, men som mange af os har svært ved at gøre og blive ved med at gøre. 

Bogens grå og meget lidt visuelle indtryk gjorde at jeg ikke havde de store forventninger til den, men jeg er glædeligt overrasket, og flere af kapitlerne er rigtigt motiverende at læse. Her er ikke en masse regler og forbud, men simpel hverdagsmad i de rette mængder, og man lukker bogen med en tro på, at alle kan tabe sig. Det er aldrig for sent. Træning og motion fylder meget i bogen, og det sætter for mit vedkommende den helt sorte samvittighed i gang. På den ok måde faktisk. Jeg ved jo godt, hvor skidt inaktivitet er for helbredet! Det fik jeg lige ind på lystavlen igen. Det gode er, at også alm gåture og mere hverdagsbevægelse tæller for os, der slet ikke er i gang! Så når jeg roder i haven, gør rent osv., så motiverer det lige til at gøre lidt mere.


Det er tydeligt, at Henrik Duer må have en NLP-baggrund (som mig selv). Han gør meget ud af, hvordan man mentalt og i omgivelserne kan støtte sig selv i projektet. Noget som de fleste andre kure ikke rigtigt omtaler. Og det er sandt, at vores personlige overbevisninger og værdier kan have en stor betydning for succes eller ej.

Jeg vil fremhæve bogen for mange gode eksempler og fortællinger, man kan spejle sig i. Og det bliver overbevisende, fordi Henrik Duer tydeligvis ved, hvad han taler om. Han har faktuelt hjulpet rigtigt mange mennesker betragteligt ned i vægt. Så bogen er troværdig og motiverende, fordi han har resultater bag dem. Respekt for det!


Alt i alt som sagt et rigtig fint indspark i sundhedsdebatten - ta' hvad du kan bruge og lad resten ligge princippet, som jeg ser det. Skulle jeg give et enkelt forbedringsforslag, kunne jeg ønske mig et mere muntert layout og lidt fotos - dette mangler helt, og da jeg er meget visuel og elsker farver, så er det ikke den første bog, jeg ville gribe ud efter i boghandlen:-)

Afsted med mig ud i haven og få brændt nogle kalorier af!

søndag den 4. maj 2014

Asparges i forårsdragt:-)

Det der snevejr og frost "nogen" havde truet befolkningen med, var da heldigvis kun en storm i et glas vand! Barometret står stadig på det skønneste forår, og det var helt perfekt til at begynde at male huset udvendigt i går. Forsiden af huset fik vi klaret, og det ser allerede meget pænere ud. Dog mangler de andre tre sider, og de grå sokler. Rom blev ikke bygget på én dag!

Uden mad og drikke dur' male-pigerne ikke, så de hvide øko asparges og de nye Samsø-kartofler stod selvfølgelig på menuen lørdag aften.


Store, hvide økologiske asparges hitter virkelig på min favorit-liste, det føles som ren luksus. Jeg valgte at servere dem fuldstændig enkelt med en skummende citronhollandaise, lidt god kogt skinke, persilledrys og hjemmebagt brød på lokalt mel. Vi var særdeles godt tilfredse.

Dog skifter jeg skinken ud med fjordrejer eller stenbiderrogn næste gang!


Citronsauce
2 æggeblommer
2 spsk lunkent vand
½ tsk salt
saften fra 1 lille citron
125 gram smør

Smelt smørret, lad det lige bruse op, men endeligt ikke brune. Kom æggeblommer, citron, vand og salt i et højt blenderglas, og pisk det med piskeriset til din stavblender til det er skummende og begynder at tykne en anelse. Tilsæt så det varme smør lidt ad gangen, mens du konstant pisker. Bliv ved til alt smørret er brugt, smag til, og tilsæt evt mere salt eller citron.

Superdejlig sauce til fisk, lyse retter, forårsgrøntsager etc.


Se det lille hus har fået fin ny facade .... mangler som sagt sokler, sålbænke og verandaen skal naturligvis også males over det hele! Jep, jep - vi med hus og have har nok at se til!!

God søndag derude - her må arbejdes og males videre!

fredag den 2. maj 2014

Det hvide guld!

Det hvide guld - økologiske asparges vel og mærke - har jeg da bare set frem til siden nytår! Nu er det NU - det har været på øen den sidste uges tid. I aften kommer der en veninde fra sjælland med eftermiddagsfærgen, og tænk - hun har tilbudt at hjælpe mig med at komme i gang med at male mit hus udvendigt. Det er da fucking flinkt at komme fra sjælland for at male for mig.

Hun kan kun være her et døgn, så selvfølgelig er her købt ind af hvide og grønne asparges, nye kartofler (de økologiske er ikke klar endnu, så der må vi klare os med de andre), persille og rabarber. Så blir det ikke meget mere forår!


Til to tøser - vi kommer ikke til at mangle! Det må faktisk godt blive aften nu:-)


De her søde misser holdt øje med, hvor mange kartofler jeg købte med ...:-)

Hvad mon I skal lave i weekenden? Andre end mig, der skal være praktiske i hus og have?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...