Sidevisninger i alt

søndag den 6. februar 2011

Langtidsbagte cherrytomater... og Emil på et spillebrædt!

Igen har det været sådan en dejlig weekend tilbragt i godt selskab - lørdag aften, bare to veninder, en rigtig god flaske rødvin, lækre retter, der havde været adskillige meditative timer i køkkenet for at få på bordet, og da vi havde vendt verdenssituationen havde vi aftalt at vi skulle spille Besserwizzzer, som jeg ikke kendte. Og vi grinede højlydt og havde en fest uden lige, selv om vi hverken var fulde eller er teenagere mere mildest talt!

Middagen blogger jeg lige om en anden dag -tænker at du lige nu bare får opskriften på noget af mit yndlingstilbehør til mange forskellige retter - nemlig langtidsbagte cherrytomater. De smager helt forrygende, og kan bare guffes som de er som snack før maden, men er også suveræne som tilbehør, i salater og i sandwich. Så når du er i gang, så lav en stor portion - de kan holde sig et par dage i køleskab, og du kan også sagtens dække dem med en god olie i et skoldet glas - så holder de et par uger, og bagefter har du en lækker olie til salatdressing, fordi den tager smag af eddike og krydderier. Allerbedst synes jeg er at lave dem med blommetomater, men det kunne jeg ikke få idag - så det blev 2 æsker øko cherrytomater. Joan var helt vild med dem, så dem der var tilbage, fik hun selvfølgelig med hjem i en bøtte.

I øvrigt har forskere for nylig fundet ud af, at tomater, der bliver varmebehandlet udvikler et stof, der er en særdeles god kræfthæmmer - så det er bare med at få en flok af de her indenbords.

Inden de kommer i ovnen ser de sådan her ud

Du skal bruge:

En omgang halverede små tomater
Agavehonning (eller anden flydende eller evt. rørsukker)
Æbleeddike (eller hvid balsamico bruger jeg også ofte)
En god olie - idag var det trøffelolie
Finthakkede skalotteløg
Hvidløg skåret i papirtynde skiver
Frisk hakket timian (kan udelades eller andre krydderurter kan bruges)
Lidt salt og god friskkværnet peber

Her er noget af det, jeg hældte hen over dem ....

Og så drypper du lidt af det hele ud over tomaterne, lægger en tynd skive hvidløg oven på hver tomat, og så ind i ovnen og hygge sig ved 140 grader i ca. 2½ time - men hold øje med dem til sidst. Tiden varierer efter tomatsorten.

Og lav nu rigeligt - de forsvinder meget hurtigt. Og er i øvrigt også en skøn værtindegave i et fint glas overhældt med god olie, og hvor du lige pynter låget med smukt papir og bånd. Det er da kærlighed på glas:-)

Sådan så de ud efter bagning

Og så er jeg kommet til at tænke på, at jeg vist slet ikke har fået præsenteret jer for mine to højtelskede pelsbørn - og da Emil i aftes synes det var meget kedeligt vi ikke kom ind i sofaerne til kæl, kys og leg, ja så besluttede han bare at deltage i spillet - og selv om jeg tror han var på mit hold, ja så vandt jeg desværre ikke. Joan havde lovet at banke mig, og det gjorde hun så desværre også!!! Så jeg skal helt sikkert ha' revanche inden alt for længe!!!

Her er han så - verdens bedste, smukkeste, sjoveste, klogeste og mest kælne kat:-) Og jer der kan huske, hvordan han for få måneder siden bare var en lille garntot og så se ham nu! En stor flot hankat på 9 måneder. Fræk, legesyg og temmelig kostbar - mest fordi han har smadret for mange, mange penge i vaser, lysestager, glasskåle og den slags .....
Tænk, han blev reddet da han var 6 uger, fordi han skulle have været druknet. Blev afleveret hos min dyrlæge præcis, da jeg lige havde måttet tage en sørgelig afsked med min gamle elskede hankat på næsten 17 år. Og ja, jeg var slet ikke klar til et nyt dyr - men min hunmis, Olivia, sørgede meget, og på den måde måtte Emil selvfølgelig med hjem for at muntre hende op. Og bortset fra de første dages hvæseri, så er det lykken hver eneste dag - han holder os begge i gang, og Olivia er i hvert fald blevet meget mere legesyg og social efter Emil er flyttet ind. Når han ikke er fræk, vild og hankatteagtig, så er han bare den blideste kat, der altid gider kysse og som elsker at charme sig ind hos alle gæster.

I må få et billede af Olivia inden så længe .....

Tak for denne weekend - i dag har jeg været til dejlig brunch på Falkoner Hotellet, hvor min søde veninde Jane stod på stand på Krop, Sind og Ånd messen, men godt kunne få tid til 3 timer sammen med mig. Det er i øvrigt en fin og let brunch der til 195 kr, som jeg kan anbefale. Så nu er det søndag aften, og sindet er ved at indstille sig på en ny uge - jeg ønsker jer alle en dejlig uge forude - er det ikke fantastisk, som dagene bliver mærkbart lysere nu? Jeg takker for det hver eneste morgen, når jeg kører afsted til jobbet, og føler hvordan energien bare kommer af sig selv .....

Marianne Print denne artikel

4 kommentarer:

  1. Mums, nogle lækre tomater.

    Ham der Emil, han er altså ret cute. Skønt at de har det rigtig godt sammen dine to pelsbørn.

    For 5 år siden "adopterede" vi en stor killing som holdt til omkring vores ungers skole. Der var ingen andre der ville have den skønne killing, så vi blev de lykkelige ejere af en super dejlig kat, der faktisk ligner Emil ret meget.
    Jeg har altid kun været hunde ejer, så jeg tænkte, at man vel godt kunne opdrage en kat.
    Vores kat er derfor sådan lidt hundeagtig i sin adfærd. Den har lært at sidde pænt når den skal have mad og når jeg smider dens legetøjs mus, så løber katten efter musen og kommer tilbage og aflevere den ved mine fødder. ( jeg skal lige nævne, at katten kun "lystrer" når den selv vil, for det er jo en kat og ikke en hund )Men lidt sjovt er det nu.

    SvarSlet
  2. Jeg ELSKER langtidsbagte tomater, men jeg kan bare aldrig lave NOK!! ;-)

    Smuk kat du har, jeg kan bare aldrig få nok af billeder af katte....

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  3. Kære Luna
    Tak for din kattehistorie - som jeg på flere måder kan genkende. Jeg er også fra starten hundemenneske, og så er det måske også derfor mine katte altid har kommet tilbage med legetøj og afleveret det, så jeg kan kaste det igen. Det har jeg aldrig tænkt over. Men nu er jeg blevet meget meget glad for katte også - de er skønne og kloge væsener.

    Kære Birthe - herligt at også du er sådan en katteven - jeg har jo selvfølgelig også bemærket mig din prinsesse på din blog:-)

    KH Marianne

    SvarSlet
  4. Hej Tante sød - Marianne.
    Du har ret de langtidsbagte cherrytomater er herlige.
    Der er noget over cherrytomater især når de har været igennem en ovn ved 200 grader. Sødmen bliver forstærket sammen alle de andre smagsindtryk.
    Jeg håber også du har prøvet cherrytomater bagt kun med frisk basilikum, pepper og olivenoilie i ovn ca. 15 minutter - ellers så kik her: http://www.thecookingaffair.com/?p=1417

    De bedste hilsner
    Carsten Wang Jørgensen

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...