Sidevisninger i alt

onsdag den 22. august 2012

Gode gamle Karoline ... og moster Inger:-)

Min elskelige gamle moster var sådan en smuk kvinde - hun levede et langt og priviligeret liv på mange måder, og selv om hun var travlt beskæftiget i sin mands virksomhed, var hun mor og husmor først og fremmest. Altid god hjemmelavet mad, og aldrig bange for at prøve nye produkter og nye retter. Og hver eneste dag blev der med præcision serveret te og brød kl 17.00 af det smukke sølvservice:-)

Mit fætter rydder stadig lidt ud i det store hus i Hellerup, og kom med den her til mig forleden. En komplet samling af alle de gode gamle Karoline-opskriftshæfter. Og for mig som var ung i 80'erne, er jeg jo nærmest vokset op på maden fra de bøger! Jeg har selv adskillige af hæfterne, men ikke dem alle. Og slet ikke samlet i et praktisk og nostalgisk ringbind. Så det var en hyggelig gave, og et dejligt minde om Moster Inger. 


Det her må nok være mindst 30 år gammelt, måske 40?? Omhyggeligt passet på, og der lå stadig små papirlapper ved bestemte opskrifter ....


Mon denne var den første af hæfterne? Den sidder i hvert fald først i mosters ringbind, og jeg kan sagtens selv huske billedet ....

Mon I unge madbloggere og læsere også har fået serveret mange ting fra Karoline? Og bruger I dem oven i købet også selv?


Her var også andre små hæfter, som jeg aldrig har set, fx disse to. Om FLØDE og SMØR! Det ka' vi li'!!

Jeg får lyst til at genoplive nogle af de klassiske retter, som jeg husker herfra. Hvem har ikke fået enebærgryde eller indbagt mørbrad? Eller den herlige kolde torskesalat med ravigottesauce? Uhm, nu blir jeg sulten igen ... Print denne artikel

20 kommentarer:

  1. Jeg har dem skam i en af køkkenskufferne, hentet hjemme hos mormor. Da jeg var barn var Karolines Køkken også populær og jeg husker tydeligt den røde ko.. Det er sjældent jeg selv kigger deri, men både Karolines tunmousse og citronfromage har ofte været serveret i mit barndomshjem..

    SvarSlet
    Svar
    1. åh, det er dejligt at høre - så behøver jeg ikke føle mig helt så tussegammel thi hi:-) Citronfromage .... det er år siden. Måske man sku'???

      Slet
  2. SUK, enebærgryde ... ingen vinter uden sådan en omgang!

    SvarSlet
    Svar
    1. ahh, vi er flere .... ja, noget godt er der ved vinter:-)

      Slet
  3. Svar
    1. jubii, én mere, der kender den med glæde.. kh Marianne

      Slet
  4. ork ja... jeg har spist tunmoussen 1000 gange og får så meget lyst til at genspise den og nogle af alle de andre retter.

    Sikke et fint minde, du har fået med opskrifterne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Guud ja, tunmoussen - den havde jeg da lige glemt. Ja, den er sikkert stadig rigtig god .... nu vil jeg ha' tunmousse!

      Slet
  5. Et gensyn der frembringer minder :)
    Enebærgryde, - hvordan er den næsten gået i glemmebogen? Den skal laves inden længe...

    Det fine ringbind er slet ikke så gammelt endda! Mit gæt er fra først i 90erne. Med praktiske plasticlommer om hver enkelt hæfte.Det var nemlig deri at jeg samlede mine Karoline-bøger, som nyslået udeboende ;)

    Jeg kan se den på hylden, herfra hvor jeg sidder. Den skal vist ned og luftes...

    Kh Trine

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Trine - hvor fint at du ved, hvornår omslaget er fra. Sjovt jeg slet ikke selv husker det. Det har været en fin kogebog, da du lige var flyttet hjemmefra:-) Måske du har luftet den siden du skrev det her?

      Slet
  6. Der var en del Karolineretter i min barndom :-)
    Har siden holdt fast i et par af dem, for selvom der godt nok ikke blev sparet på fløde m.m. i mange af dem, så var der trods alt en del gode imellem - ligesom man selv kan justere mange af dem, hvis man synes, de bliver for voldsomme.

    SvarSlet
    Svar
    1. ja, de er jo med rette blevet meget udskældt for brugen af fløde, creme fraiche, fed ost, smør osv. Og ja - man kan jo nemt shine den del op med 2012-produkter

      Slet
  7. Jeg har også fået en del retter fra hæfterne. Og selv lavet endnu flere.
    Jeg var for nyeligt inde og se Karolines jubilæums udstilling på Brede værket. Det var virkelig ren nostalgi. Jeg har også skrevet et lille blog indlæg om det :-)
    I den kogebog der er lavet i forbindelse med jubilæet, kan du se en komplet liste over hæfterne.
    Du har helt ret i at den røde, med den sorte gryde på forsiden, var den første i rækken, og ment som et engangs projekt. Den udkom i 1972

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for fine oplysninger - når det var 1972, ja så var jeg 10 år og det passer jo med at jeg husker det som en del af opvæksten. Jeg vil da lige smutte en tur over til dig og læse dit indlæg om jubilæumsudstillingen. Jeg gad også godt ha' den kogebog, der er udgivet i forb med 50 års jubilæet. Mange tak for hilsen

      Slet
  8. Du kan tro. Jeg er også vokset op med Karoline, eller skulle jeg sige sammen med. Vi har nemlig begge rund fødselsdag i år, og vi er samme årgang. Og da jeg ved, hvor gammel jeg er så kan jeg fortælle, at Karoline har 50 års Jubilæum i år. Og lige præcis den Indbagte Mørbrad, er også en jeg husker, og selv har serveret.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, det er sjovt at høre jer fortælle - jamen jeg er selv fyldt 50 i år, så der er vi på samme "hold". Jeg kigger forbi dig og savler over din mørbrad!

      Slet
  9. Vi var meget glade for retten med fintskivede kartofler stablet i et ovnfast fad. Ovenpå kom kyllingestykker og masser af persille - og så en god salat til. Det kunne hurtigt sættes i ovnen - det passede sig selv, og jeg havde et pusterum eller tid til andre gøremål. Den hører ikke til de fede retter, og børn er også glade for den - stadigvæk - ligesom lasagnen, dog altid lavet med mange revne grøntsager i kødsovsen og flere lasagneplader, og den blev lavet så stor, at der også var til en dag i fryseren; det gør jeg endnu.
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Den ret med kylling og kartofler kender jeg ikke, men den lyder som god hverdagsmad. Ja, jeg kommer også altid rigtigt mange grøntsager i kødsovs og lasagne - ja, og i det hele taget.

      Slet
  10. Gode gamle Karoline.. Jeg er helt klart vokset op med Karolines Kogebog. Min mormor lavede min allerførste Enebærgryde til mig og siden da er det blevet en favorit og en ret jeg set har eksperimenteret med på min blog.
    Min mor har været Karolinepige i England da hun var ung og har lavet et utal af kager, middage og brød fra bøgerne..
    Ringbindet kan jeg huske fra da jeg for ca. 6 år siden arbejdede i en boghandel. Det er SÅ fint!

    Kærligst Lea

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for fine minder Lea - sjovt at din mor ligefrem har været Karolinepige i England. Og at ringbindet var i boghandlerne .... så man har måske skullet betale for det?
      Jeg må kigge forbi din blog og spotte enebærgryden.. mange tak for hilsen

      Slet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...